Vi slapper af

Efter et par forjagede dage med masser af bilkørsel og småstress over at skulle nå det hele til rette tid gik jeg død på sofaen i går. Vi så lidt håndbold og nød roen og visheden om at kæresten var godt på vej til sin familie. Normalt fiser vi rundt søndag eftermiddag og aften for at få de sidste par weekendpligter overstået inden arbejdet kalder igen. Men ikke denne gang – vi har jo juleferie og kan bare tage det hele med ophøjet ro. 

Smed mig på sofaen og der gik ikke længe før hyggevovsen indfandt sig og med verdens største selvfølgelighed lagde sig godt tilrette med hovedet på min mave. 

Jeg har haft et par store overvejelser om at vise jer det her billede, for jeg har jo ikke tidligere vist billeder af hunden. Og har nedlagt totalt fotoforbud for blogvennerne når det handler om at vise billeder af den. Men i anledning af julen ophæver jeg hermed (næsten) det. For hunden fylder jo så meget i min verden og i min blog at det virker helt tosset at ingen aner ca hvordan den ser ud – bortset fra gravhunde-beskrivelserne. 

Så her er min hund. Og mine fødder. Og vi hygger os og småsnorker om kap.

Foreløbig går det ok med at komme ud af medicinen bortset fra en masse kulderystelser (tror jeg det hedder på klinisk) men det kan jo langt hen af vejen løses med et par tæpper og viden om at det nok ikke er noget farligt. 

Jeg skal nok komme af med den der medicin men jeg kan godt mærke at det kommer til at tage nogle uger. Jeg har ikke følt noget behov for at tage de beroligende piller endnu, men det er godt at vide at de er der hvis jeg får behovet.

Nu skal vi bare nyde julen og prøve at undgå at savne kæresten alt for meget. Hun tog afsted søndag eftermiddag og nåede lige at få sine julegaver inden. Mine forældre havde fundet en rigtig fin pastamaskine med håndsving til hende, så nu ser jeg frem til at få hjemmelavet pasta ind i mellem. Vi har nemlig en god ven, der har været kok i sydeuropa, og som har lovet at lære hende at lave pastaen og vise hende alle de små insidertricks – hvis hun altså bare lige fik fat i sin egen maskine. Og det har hun så nu – og hun er lykkelig for den nye køkkendims. Køkkendimser fik hun nu osse af mig, blandt andet noget så særpræget som den  officielle “bake-off cakelifter” fra det engelske “hele England bager” program. Så har man næsten alt – når man har sådan en dims. En lækker beanie af ren merino-uld blev det osse til mellem køkken-dimserne så lidt til hendes personlige udrustning var der osse. Hun var glad og det er jo det vigtigste. Især for at ingen ville tvinge hende til at bære sine julegaver med sig. Bortset fra huen som hun forelskede sig i på stedet. (hendes gaver var lidt på begrænset budget da hun i løbet af december både har fået en ipad mini med retina skærm OG den nye iphone 5S)… store gaver som hun osse selv var med til at betale af vores fælles gavebudget. Men store behov der er blevet opfyldt og det er som det skal være. 

Mht bloggeriet går jeg lidt i ferie-mode. Det vil sige at jeg læser med hos jer andre, men jeg kan kun kommentere på wordpressernes blogge. Jeg har nemlig kun ipaden med, og har stadig ikke fundet ud af at få kommentarerne til at virke på blogspotterne. Den vil simpelthen ikke acceptere min WP-profil. 

Forresten – lørdag aften fik jeg årets forbløffelse. Da vi kom over til mine forældre viste det sig at de passede min søsters hund og at min søster faktisk forventede at afhente den i løbet af aftenen. Det var vi lidt spændt på, for hende har jeg jo altså ikke set i flere år, og ikke mens jeg har været sammen med kæresten (og det har jeg i ti år). Det var spøjst! Hun var tydeligt nervøs da hun stod i stuen men formåede dog at sige goddag til os begge. Jeg fandt ud af at jeg ikke bare rummede følelsesladet vrede men osse en formel og isnende høflig udgave af samme. 

Tidligere har jeg ønsket hende et vist antal fod under jord – det gør jeg ikke mere. Jeg er blevet så fuldstændig ligeglad med konen som var hun en tilfældig nabo der kom for at låne lidt sukker. 

Hendes nervøsitet var så tydelig at selv kæresten opdagede den og hendes få ord osede da osse af akavetheder. Det formelle “goddag” og den upassende bemærkning om min “grimme hund” og intet andet viste mig at hun da vist ikke var helt gennemtænkt mht hvordan den her situation skulle kringles. 

Særpræget situation der dog havde den fine fordel for mig at jeg fik skubbet søsterskabet helt ud over kanten. Hun har ingen plads i mit liv. 

I få timer i lørdags havde vi så i øvrigt to hunde, der ikke kendte hinanden, var jævnaldrende, på udebane og begge i løbetid under samme tag. Det var osse lidt interessant og jeg er sikker på at det var endt galt hvis ikke jeg havde tvunget min hund ned på siden på gulvet og ladet den anden snuse hvad den ville, mens min hund kom med nogle lyde der kunne bruges som lydside i en horror-film. Nøj, hvor var den vred og jeg kunne ved samme lejlighed konstatere at dens tænder stadig er fine og flotte og kridhvide. Efter 3 minutters hidsigheder overgav den sig med et tydeligt suk og herfra havde de to en fest hvor de spurtede rundt i stuerne og under bordene. De fungerede fint sammen og kunne fodres sammen uden problemer. 

Edited with BlogPad Pro