Som jeg tidligere har skrevet er jeg den glade ejer af en gravhund. Det er en hunderace der er kendt for mange ting, men to ting står lidt for sig selv. Gravhunden er efter sigende og i følge en eller anden svensk undersøgelse som jeg desværre ikke kan finde, men som min dyrlæge refererede til, den hunderace der har det absolut kraftigste kæbetryk i forhold til dens størrelse. En gravhund på 7 kg kan levere 2 tons tryk. Det andet lidt specielle kendetegn er, at det er den race der normalt og i de fleste lande topper listen over aggression og bid. Det er ikke nogen speciel heldig kombination, det må jeg jo indrømme. Så meget for dyrlægens mening om gravhunde, og jeg håber den er velunderbygget, for jeg kan ikke finde de data han har kigget i. Tro mig, jeg har skam kigget. Men heldigvis er det heller ikke så vigtigt for mig.
Da jeg trænede min forrige hund var der på nabo-banen et par damer med gravhunde og de havde alverdens problemer med dem. De var stædige, de havde bidt, de rendte rundt uden for kontrol og oftest temmelig ophidsede over et eller andet. Min træner kaldte en dag damerne hen til sig og spurgte dem hvorfor de dog havde valgt gravhunde. De var “søde”, de var charmerende og handy. Han spurgte dem om de nogensinde havde hørt om jægere der puttede i koks i støvlerne for at jage grævlinge. Ja, da.
Men det er en skrøne fik de (og jeg) at vide, men det er bestemt ingen skrøne at grævlingen har en skræmmende bidestyrke og et eminent forsvar hvis den bliver angrebet. Så blev vi så kloge.
Men, fortsatte han, de to små søde, handy, charmerende hunde I har – de er oprindelig grævlinge-jægere. De er avlet til at søge i grævlingens gange, finde, styre, skræmme, slås med og forhåbentlig jage grævlingen ud af dens hule. På grævlingens hjemmebane. I kan da ikke undre jer over at jeres hunde er modige, aggressive og stædige?!? Når en gravhund bider – så mener den det. Punktum.
Den lektion sad ganske dybt i mig da jeg fik min hvalp, og jeg kan garantere for at når og hvis den bider, så mener den det. Jeg har bare ikke oplevet det. For vi har med stor konsekvens afviklet den side af hunden i vores dagligdag. Men jeg er ikke i tvivl om at den – når den møder en hund den ikke kan lide – har et indædt ønske og vilje om at vende vrangen ud på hundefjendens hundepels. Det sker heldigvis heller ikke så tit, og det hjælper som regel på det at lade hundene løbe og selv finde en hakkeorden, der bevarer pelsene på de retmæssige hunde.
Gravhunden skal mødes en vis respekt men uden frygt – den gemmer vi til de “grimme hunde” som jeg bestemt heller ikke bryder mig om.
Nok hundenørderi. Næsten.
Vi har ind i mellem håndværkere, viceværter, udlejere og andet skrammel rendende rundt i vores hjem når vi ikke er hjemme. Så skal der kigges på et vindue, skiftes en dør eller sættes et nyt køkken op. Vi har egentlig aldrig hørt om hvad hunden stiller op med de her besøg, men da vi jo netop ikke hører noget, går vi ud fra at det er foregået ganske fredeligt.
I dag mødte jeg dog den håndværker der var inde i vores lejlighed i går for at kontrollere om vores ventilation virkede og kunne lukkes – han kunne kende hunden og råbte til mig.
– det var dog faen til vagthund, du har der
– øhhhh – ja?!?
– jeg låste mig ind og kiggede efter hunden… den lå og sov i sofaen… først da jeg stod midt i stuen løftede den hovedet og kiggede på mig… gav sig lidt … og vendte sig med ryggen til mig og sov videre. Den ville ikke engang have det stk hunde-guf I havde lagt frem.
(Tænk hvis den havde været vagthund.. gravhunde-vagthund. Det var endt galt. Se bare på dronningens gardere der bliver brugt som tyggeprojekter for prinsegemalens hunde.)
Vi blev enige om at nogen vagthund var den nok ikke .. Men rent faktisk er jeg godt tilfreds med at vide at den ikke laver ballade og er en trussel for det arbejdende folk, der har fuld berettiget adgang til vores hjem. Den er så skingrende ligeglad og ganske sikker på at tingene altid er den orden de skal være i. Uanset om flasker eksploderer, om raketterne flyver eller vi står midt i en flytning. Eller om der er fremmede mænd der låser sig ind i vores lejlighed.
Rent faktisk skal jeg ofte selv hen til sofaen og prikke den på ryggen når jeg kommer hjem og høfligt spørge om den gider vågne og gå med ud på tur.
Overleveren 
To tons for sådan en lille hund, det er dog fantastisk. Jeg tror, det er godt, at du har taget dens dræberinstinkter fra den, når I nu bor i byen, hvor der også er andre hunde at tage hensyn til.
Ja, det er en del. Min hund er nu fredelig nok når det kommer til stykket, men det forklarer jo hvorfor vi har været lidt skeptiske over at lade ukendte håndværkere valse rundt i vores hjem. Men det er så ikke noget problem, fandt jeg ud af.
De har vidst helt deres egen vilje de små. Vi har en ældre dame i familien, der også pludselig havde anskaffet sig sådan en, fordi den var lille og sød. Der gik under 14 dage, så var den tilbage på kennelen. Forhåbentlig er den kommet til en ejer som dig, der ved, hvad det går ud på.
Det kan du tro – de er bestemt ikke de nemmeste hyggehunde.
Jeg undrer mig ikke over din historie og jeg tror der er mange gravhunde der lider den skæbne hos mennesker der ikke lige har fanget at den sjove hund er en effektiv jagthund. I Sverige bliver de forresten osse brugt til både råvildt og elg-jagt.
Jeg vidste godt at gravhunden har et stort kæbetryk, kunne bare ikke lige huske hvor stort. Uanset hund så er det en god idé at gå til træning med den. Men dejligt at I kan have arbejdende folk i jeres lejlighed uden at de bliver flået i “grævlinge/garder” strimler. ;-D
Har du osse haft fingrene i et par gravhundekæber? 🙂 Jeg har det ofte i leg og må løfte en pegefinger (betyder stop) når legen bliver for vild.
Det er en stor lettelse at vide at den ikke laver bøvl for dem.. for som vagthund, hvis den prøvede at forsvare sit revir, ville den jo ikke virke alligevel. Så den kan lige så godt ligge på sofaen og tage det helt roligt.
Kun i leg, min mor har haft et par gravhunde, den sidste var en blanding af gravhund-cairn-terrier, en dejlig kærlig dreng, samme farve som jeres skønne hund. ;-D
Det er en super skøn hund I har, men jeg synes det er snyd, at I ikke har fortalt den, at bare et enkelt vuf af den fremmede mand havde jo udløst en godbid.. 🙂
Tak.. Ja, vi burde have lært den at den skulle vuffe sig til en guf. Men du ved med hunde, små indlærte mønstre kan ende som voldsomme problemer 🙂
He he, det er vist en skøn hund, du har 🙂 Ellers passer mit indtryk af små hunde meget godt til din beskrivelse af de to damers hunde. Små hunde er ofte (men dog ikke altid) temmelig larmende, rundt på gulvet og tilsyneladende ret aggressive, hvilket er ret uheldigt, når man kombinerer dem med gamle damer 😉
Uha… du lufter da lige et par fordomme her. Både om ældre damer og om små hunde. Til det sidste må jeg blot sige at det faktisk ikke er min erfaring at små hunde er mere aggressive eller ustyrlige end store. Visse racer har dog et par udfordringer ekstra og det gælder nu både de store og de små racer.
Ja – vi har en skøn hund. Synes vi jo selv. Men vi har først og fremmest en hund der passer vores liv perfekt.
Jep, jeg er kommet ind i en stime. Fordomme altså 😉 Dårlige erfaringer gør, at jeg har det lidt stramt med små hunde. Synes altså også, at der er en tendens til (en fordom mere?), at folk tager store hunde alvorligt og gør noget ud af at opdrage dem (og gå til hundetræning), mens små hunde i langt højere grad får lov at ‘fjolle rundt’.