Vanskeligheder

Jeg kan lige så godt indrømme det. Efter det sidste indlæg er det ærligt talt lidt svært at komme videre på bloggen. Jeg vendte vrangen ud på mig selv – som jeg var og oplevede tilværelsen for flere år siden. Det var barske ting der kom på bloggen, det er jeg ganske klar over og jeg var meget lang tid om at skrive det indlæg. Og rystende nervøs for reaktionerne fra jer. Netop fordi det var så stærkt privat, så ubehageligt og ærligt talt osse lidt sølle. Eller nej, måske ikke sølle, men det viste mig bestemt ikke i verdens bedste lys. Jeg kan sagtens forstå hvis nogen sidder tilbage med forundringen om hvorfor pokker jeg ikke gjorde noget, søgte og fik hjælp, talte med nogen eller foretog mig noget som helst, der kunne forhindre at det udviklede sig til den situation jeg står i i dag.

Men I skal huske at jeg var jo ikke så gammel og erfaringerne var ikke de talrigeste og mest modne man kunne præstere.

Men hvad så nu på bloggen. Skal jeg skrive en eller anden helt uden for kontekst historie om gårdagens dumme med en punkteret bil, morsomt om hundens jagt efter kattene i kvarteret eller skal jeg bare skrive videre på alt det alvorlige.

Jeg kan ikke noget som helst af det. Ikke lige nu. For jeg er ked af det. Selvom det sidste indlæg, der var så tungt, gav mig lidt lindring at komme af med så er der stadig meget tilbage. Jeg er trist, jeg er ked og kan mærke den farlige kulde og tomhed. I modsætning til den gang ved jeg dog at dét ikke vil vare ved. Jeg ved at der er smil til mig derude, og jeg ved at jeg kan smile tilbage.

Så langt så godt. Jeg bærer stadig på den der blå tomhed, Det er blevet foreslået mig at jeg skal prøve at få det til at fylde mindre, hvilket jo må siges at være en ret paradoksal måde at anskue det på. Men jeg tror jeg ved hvad forslagsstilleren egentlig mente omend det måske blev udtrykt lidt pudsigt.

Men først er jeg nødt til at lufte det. Her på bloggen. Og med mennesker jeg sætter pris på og stoler på, med kæresten ikke mindst… og hos psykologen. Lufte det og gøre det lidt mindre farligt og dermed få det til at fylde det mindre det skal.

Jeg er superglad for alle jeres kommentarer, osse selvom det gennemgående var at “mangle ord”.. men I læste med. I tænkte jer om, I tænkte på mig. Udviste indfølingsevne. Og skød min alene-i-verden-følelse ned. Det er dén vej jeg skal gå. Og når det går helt galt er der osse mennesker derude der stiller op for mig hvis tankerne igen bliver for grumme og bilen stadig skal kæmpes uden om betonbroer.

Sofa-månederne var den gang. I dag er meget anderledes. Det er bare rester der gemmer sig i mig, der somme tider stikker deres grimmeste fjæs frem. Og får det til at fylde alt, alt for meget. Spekulerer på hvad I mon egentlig tænkte om det men måske ikke turde skrive – eller kunne. Det skal jeg stoppe med, for det kunne jo være at der bare blev stop i tankerne. Tænker på om jeg har fået udleveret mig selv i alt for stor grad. Men først og fremmest spekulerer jeg naturligvis over hele den periode hvor jeg bare var en tom skal fuld af fysiske skader og krakeleret i psyken. Forstår måske ikke helt hvordan der kom et “mig” ud af dét. Det mig, der er i dag, er så langt fra det mig der var den gang, og det handler bestemt ikke bare om alder og tid, for det er faktisk ikke så mange år siden jeg var dér igen. Uden smerter men lige så meget gået i stå og ude af stand til at komme ud af vores lejlighed (altanen var den store test, det magtede jeg lige). For sammen når telefonen ringede i panik, flygtede ind i det fjerneste hjørne når det ringede på døren. En periode der var ved at drive kæresten til hendes lille private vanvid, men hun klarede det og pressede mig ikke til noget jeg ikke magtede. Var der bare for mig. Og endte med at give mig en hundehvalp.

Jeg har naturligvis fået en dyb respekt for “den blå tomhed”. Jeg kan tale om den og jeg kan blive trist over den. Men jeg må ikke lade den få overtaget og det kan sagtens ske hvis jeg bider tænderne sammen og lader som ingenting. For så kommer den snigende og slår sig ned. Jeg skal derimod have den ud i udstillingsvinduet hvor stort set alle kan se på den. Tale med mig om den. Gøre den ufarlig fordi den er delt og ikke en hemmelig last jeg bærer rundt på.

En anden dag må jeg fortælle om den punkterede bil, om hunden… og alt det andet der osse sker.

En anden dag. I dag er jeg ked – og det må jeg vist egentlig gerne være.

Reklamer

14 comments on “Vanskeligheder

  1. Ja du må gerne være ked af det, det tror jeg er en del af helingprocessen, du har fået endnu et uhyre trukket frem i lyset, du forholder dig aktivt til det, det er ikke en hemmelighed mere, du tænker og bearbejder uden at gå helt i sort. Din blå tomhed bliver på den måde mindre og mindre skræmmende for dig..
    Jeg synes du arbejder stærkt og flot, du er i fuld gang med at spise elefanten.. en bid af gangen.

    • Jeg gør ellers hvad jeg kan for ikke at være det, men det tror at det er godt set at det faktisk er ok og hjælper mig godt på vej. Tak for dine store, varme ord der rammer lige ind hvor de både gør rigtigt ondt og rigtigt godt.

      Det er ok at spise en elefant – en bid af gangen.. men har hørt at de er flokdyr så jeg håber ærligt talt at den der skal tygges igennem her ikke medbringer hele familien.

    • Gid jeg kunne tro på det – for meget af mit liv handler jo rigtigt meget om ikke at være så forbandet påvirket af det hele. Det er jo der min styrke oftest ses…

  2. Selvfølgelig skal du have lov til at være ked af det. At bokse med den blå tomhed må nødvendigvis tære på humøret. Men som Inge skriver, har du fået trukket uhyret frem i lyset og finder forhåbentlig ud af, at masser af lys vil få uhyret til at krympe og krympe, til det til sidst virker mindre farligt.

    Jo, selvfølgelig sad jeg og tænkte ‘hvorfor fanden gjorde hun ikke noget?’ For det virker vildt mærkeligt. Samtidig er jeg også klar over, at du var ude i noget, der var uden for al logisk tænkning, og som derfor ikke kan forklares med almindelig husmandslogik. Trist var det dog, at det i den grad lykkedes dig at holde alle mennesker væk, og at ingen satte en fod i døren (i overført eller bogstaveligste forstand) og fandt ud af, hvad der foregik. Men det er svært, ved jeg godt, for vi er jo alle så berøringsangste.

    Om du skriver om det tunge eller laver en enkelt – eller fjorten – overspringsblogninger, er da lige meget. Jeg læser med alligevel 🙂

    • Det lige der jeg skal hen – have lys på monstrene og lade andre se dem og fortælle mig at de nok er farlige og grumme, men at det ikke længere er kampe jeg skal kæmpe alene og i stilhed som før.
      Det er helt naturligt at det undrer dig at jeg ikke fik hjælp. Men du skal huske hvad der var sket mig før, hvad jeg havde lært som barn – og så den praktiske detalje at jeg var flyttet til en ny by og derfor ikke havde fået verdens største netværk af venner. Det var studerende det meste og de fleste var presset så hårdt at der dårligt var tid til at gøre noget der ikke lige havde med studier at gøre. Vi var meget seriøse og ambitiøse.

      Jeg gjorde ikke noget fordi jeg ikke kunne, ikke magtede – og aldrig havde lært hvad jeg skulle gøre. Spille død – det kunne jeg.

      • Ja, det er jo nok den forbandede barndom, der gjorde, at du ikke gjorde noget, da du blev overfaldet. Hvis ens forældre har lært en at spille død, er det selvfølgelig det, man gør – i stedet for at ringe til dem. Og omvendt har din mor måske – bevidst eller ubevidst – ikke haft antennerne særlig langt ude. Der til lægges så ny by og svagt netværk. Det er altså også en uhyggelig cocktail af uheldige omstændigheder.

        En gang – når du er parat – må du skrive om, hvad der fik dig op fra sofaen.

        • For nu at afklare det sidste først. Det var en længere proces der udsprang af den fysiske heling og ensomhed. Efter 3 måneder fik jeg en ældre “brugt hund” og derfra gik det fremad. Har tidligere haft hund, så det var ikke nogen stor beslutning. Ensomheden blev brudt op med den.

          Ja, det er i høj grad den forbandede barndom der gjorde mig så hjælpeløs overfor den situation jeg stod i. Et svagt netværk mener jeg ikke jeg havde, men havde ingen i nærheden der kendte mig fra før jeg flyttede ind til byen. I og med at vi alle var studerende og superambitiøse med det var der bare ikke tid og kræfter til at bære på et sygt medlem. Det valg har plaget dem siden og vi har talt ud om det. De hjalp mig på den måde de magtede gennem deres forberedelse og “prepping” af mig op til eksamen.

          Du er mor.. så jeg kan godt forstå at den må ramme dig rigtigt hårdt at læse om mit nedbrud uden at mine forældre blev involveret. At det må ramme dig at det kan lade sig gøre.

  3. Godt du skrev det her Og der er jo plads til det hele på din blog.

    Jeg kan ikke lade være at tænke, at… selvfølgelig burde du have haft hjælp efter overfaldet. Det er nemlig så umenneskeligt forkert det der skete imod dig, og du skulle ikke have været alene. Som læser bliver jeg netop ramt af, hvor rædselsfuldt det var. Men aldrig kan jeg tænke, at du burde have gjort anderledes!!! Hjælpen burde have været der, fordi det skete og du behøvede den, “ikke andet”.

    Hvad du skriver om den blå tomhed, overlevelsen på sofaen og al din smerte gør mig bare så ondt på dine vegne. Jeg kan fandme godt forstå det er sårbart at skrive om, men det var jo sådan det var, og jeg synes bare det er stærkt at læse, at du kan forholde dig til det.

    Kh Heidi

    • Der skal helst være plads til lidt af det hele (men indrømmet – savner at kunne være sjov, men det kniber lidt pt).

      Ja, det er forkert, men hvor skulle hjælpen komme fra når ingen vidste noget om noget som helst. Jeg var jo ikke opsøgende og kunne formentlig blot have tilkaldt en vagtlæge og så havde verden set meget anderledes ud. Jeg forsøgte det ikke engang for jeg frygtede at hvis jeg gjorde det – så ville det udarte sig fra at være hjælp til mig til at blive undersøgelser, forhør, politi og ret. Og dét magtede jeg slet ikke.

      Det er forbandet hårdt og brutalt at skrive om, det tager lang tid og ordene kommer ikke ligefrem væltende ud af hovedet – og jeg magter i øvrigt slet ikke at læse korrektur på det skrevne – men ordene kommer hakkende og så tænker jeg mig om nogle minutter og trykker på publish. Jeg synes bestemt ikke at det er smaddergodt at skrive det og det jeg bliver belønnet med er jeres kommentarer. Så kan jeg nok bære at tænke ekstra meget på de her ting undervejs – og dermed osse forholde mig til tingene. Og det er i sig selv vigtigt, tror jeg.

      Er dog spændt på hvad der skal ske næste gang jeg kommer til psykologen. Om det her bliver et emne der skal tales mere om.

  4. Jeg er lidt rystet over dit forrige indlæg! Det har været en rædselsfuld tid, du har været igennem, men du kom på en eller anden måde ud på den anden side; det er bare så fandens, at du vedbliver at skulle slås med med monstrene.

    • Det var rædselsfuldt og jeg mangler faktisk ord til det. Det forrige indlæg er det tætteste jeg har været på at beskrive hvad der egentlig skete i mig i de måneder.

      Monstrene er ganske levende men jeg prøver at holde dem i skak. Ind i mellem dukker de bare op og prøver at lokke mig tilbage til sofaen med ansigtet vendt ind i væggen.

  5. Jeg kan genkende den træthed du beskriver…. Jeg syntes sandelig også at du har mere end nok grund dertil! Du har gjort et kæmpe arbejde ved at gå så mange skridt frem, ved at vise din proces, ved at åbne op for hvad du har gemt så dybt… Det er fuldt ud forståeligt – også at du ved dette overgreb blot skulle beskytte din overlevelse ved at gå på total skåneblus i chokket…
    Jeg mindes noget af undervisningen jeg fik i sin tid: sorgens 4 faser (www.psyke.dk/SORGENS%20FASER.html). Selvom det er meget generelt beskrevet, kan jeg genkende mine egne reaktioner deri – mon ikke du også kan genkende dine?

    • Jeg tror bare livsgnisten blev slukket så effektivt at jeg gik i dvale. Ude af stand til selv at afslutte det eller begynde på noget andet.

      Jeg åbner op nu, jeg fortæller om alle hemmelighederne jeg bærer rundt på og jeg ser at jeg stadig bliver accepteret selvom jeg har været udsat for de her ting. Jeg er blevet budt velkommen i en vidunderlig samling af kvinder, der sidder og læser med, og de ved alle sammen om min baggrund. De har ikke de samme erfaringer og prøvelser, men når de ser på mig og min kæreste i deres midte – så er vi bare… to næsten almindelige mennesker på lige fod med de andre. Det er vigtigt for mig, for dét har vist sig at være kernen i min proces – at jeg kan fortælle uden at blive “stigmatiseret”. At de viser mig at de stadig godt kan li mig.

      Jeg kan godt genkende faserne og reaktionerne – og kendte godt den der fasemodel. Bliver bare så indebrændt når jeg ser anbefalingerne af hvornår psykologerne skal på banen. Hvordan de nærmeste skal forholde sig. At det var jo lige dét jeg manglede.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s