Kampen om julen

Eller historien om hvordan ændringer i opgavemængderne på jobbet fører til samtale om en masse andet.

Jeg valgte allerede i sommer at bestille ferie i to uger til jul. Juleugerne kalder vi dem på arbejdet. Juleugerne er ugerne med juledagene og nytårsaften/-dag og er traditionelt uger med alt for lidt at lave og dermed frustrationer over spildtid og møgopgaver som afløser for de heldige der faktisk har fået ferie. Så jeg ville osse have ferie i de to uger i år, for jeg er ikke god til den der manøvre og det udmatter mig i svær grad at køre opgaver jeg ikke er kendt med på forhånd. Sådan er jeg bestemt ikke den eneste, der har det, så vi er en del der har taget ferie i de to uger. Ganske som det plejer at være.

Nu har panikken imidlertid indfundet sig, da det viser sig at mængden af opgaver slet ikke falder så drastisk så nu ser situationen sådan her ud for min chef; 80 pct af normale arbejdsopgaver skal udføres af ca 50 pct af arbejdsstyrken – og på kun 60 pct af tiden. Det går galt og det kan selv jeg se. Så det var ikke nogen overraskelse da hun fik fat i mig om min juleferie. Om den kunne ændres, reduceres eller flyttes.

Hjem i tænkeboksen med kæresten. Hvad gør vi nu? Jeg vil dødgerne hjælpe min chef, der altid stiller op for mig (eller næsten – herom senere), men helt ærligt, så kan min loyalitet for mit firma, min direktør og mine kolleger efterhånden ligge på verdens mindste sted – ca på størrelse med de kære gamle 5-ører. Ud af tænkeboksen kom et næsten uspiseligt forslag til chefen: “du kan få mig 2. og 3. januar og det er det. Men det koster!”

Og så var det at øjenbrynene røg i vejret for lønforhandlinger er udelukket. Det var dén reaktion jeg forventede. Til gengæld opfordrede jeg hende til at høre efter når jeg fortalte hende hvorfor jeg synes det var svært at “yde en ekstra indsats for firmaet i form af at flytte rundt på min juleferie”. At det var svært at finde motivationen, om at føle sig som et navn, der stod højt på listen over fyringstruede, om mobning og chikanen og om manglende anerkendelse i form af løn, opgaver og alt det andet der lige kan få en medarbejder til at gi det der ekstra, som alle chefer ønsker sig.

Lønforhøjelse har jeg ikke brug for og det er ikke så vigtigt for mig i sig selv, men det er signalværdien i at belønne dygtige medarbejdere der er væsentlig. Og jeg er dygtig. Og når der så er lukket for lønforhøjelser er man jo nødt til at anerkende og belønne på anden vis.

Det blev en lang samtale om vores oplevelser af hinanden. Og om konsekvenserne af den kollegiale situation der er opstået hvor en enkelt medarbejder har etableret et A, B og et C-hold af kolleger og sørger for at sprede den opsætning op i hierarkiet, forbi chefen og til direktørgangen. Og derfra direkte ned igen så ingen kan være i tvivl om hvilken gruppe de hører til i og hvilke rettigheder de enkelte grupper kan opnå.

Hun blev trist og lidt irriteret over at jeg ikke tidligere havde vist hende den tillid at sige det til hende, men jeg kunne jo stort set ikke forklare hvorfor lige præcis dét kan være svært.

Hun blev mindet om en dag for ikke så mange dage siden hvor jeg fik en meget speciel opgave hvor kunden havde bedt om at få en rigtig kompetent medarbejder til at løse den og det eneste jeg havde stået og tænkt var – hvorfor fanden sender du så ikke en fra stjerneholdet – men mig? Er du mon osse ude på at jeg skal dumme mig? Hun havde derimod opfattet min mimik som selvfølgelighed.

Hun var dybt bekymret. Ikke bare over at få at vide at mobning var et problem i hendes afdeling, og det ville hun prøve at tage fat i overfor den pågældende, men hvad der var næsten lige så bekymrende for hende var oplysningen om at jeg ikke længere kunne finde motivationen til at gøre noget ekstra for firmaet, men alene var drevet af loyalitet overfor hende, da jeg ikke kan se at firmaet gør det der lille ekstra for sine dygtige medarbejdere, og at det for min skyld kunne hoppe i havnen. Vist vi får da en fin julefrokost, og er vi heldige en peberkværn eller tilsvarende mystisk i julegave (hov nej – den var jo sparet væk sammen med den der lille julehilsen med tak for i år sidst – så det er den nok osse i år), men det er sgu lidt sølle, når den hverdagelige anerkendelse bliver erstattet af nedladenheder, ignorering, decideret nedværdigende behandling og tydelig forfordeling af det nyetablerede A-hold omkring den der kollega mht udstyr og opgaver. Og at dét kommer fra toppen.

Jeg fortalte hende at det vanskeliggjorde min sag og at min selvtillid led med at hun alene vidste at jeg var dygtig men at jeg blev behandlet som om jeg var “dead man walking” i firmaet og dermed blev et let bytte for mobning, da alle jo kunne se ved selvsyn at jeg ikke var værd at satse på mht opgaver og udstyr. At jeg følte at hun havde hængt mig godt og grundigt ud til tørre og med fri håneret for alle der kom forbi. At det var tydeliggjort visuelt at jeg ikke var et aktiv for firmaet, men snarere en belastning og en dødvægt der bare skulle afskaffes eller helst afskaffe sig selv. At firmaet i princippet lige så godt kunne have givet mig en farvet arbejdsjakke for at markere at her er en man ikke skal regne med.

Nu må jeg så se hvad der sker nu, men har mine tvivl om det bliver bedre og er næsten sikker på at herfra bliver det værre. I det mindste fik chefen da en forklaring på min manglende motivation.

Men til gengæld har jeg stadig to ugers juleferie. Og det er jo egentlig ganske tankevækkende.

Når det nu ikke findes så er der da her noget, der minder rigtigt meget om a free lunch.

Reklamer

8 comments on “Kampen om julen

  1. Mobning og chikane på en arbejdsplads er bare ikke i orden, og det er ledelsens pligt straks at gribe ind overfor sådanne forhold, men det lyder det så også som om din chef vil gøre.

    Det lyder faktisk ikke til at være særlig rart at være dig på den arbejdsplads! Det er aldrig rart at føle sig nederst i hierarkiet; det mister man selvfølgelig loyalitet og motivation af.

    Jeg håber, du kan kæmpe dig tilbage og få nogen bedre arbejdsforhold, for den aktuelle situation er jo helt uholdbar.

    • Tror jo desværre bare at der er et element af påstand mod påstand her, men jeg må jo se hvad der sker fremadrettet og så bare være tilfreds med at den kollega ikke er en jeg behøver have noget at gøre med.

      Jeg er jo bare en medarbejder så jeg er nederst, derom gør jeg mig ingen illusioner, men det var faktisk rart at høre chefen sige at hun forbandet nødig vil undvære mig i staben, og så løftede jeg mig jo lidt igen og følte mig pludselig ikke så udsat mere.

      Situationen er dog stadig uholdbar og jeg prøver virkelig at finde mit fodfæste igen dér.

  2. Jeg kan egentlig godt forstå jer begge to. Det er jo lidt svært at gribe ind over for noget, man ikke kender til eksistensen af.
    Din manglende motivation er mindst lige så nem at forstå, men mon ikke der sker noget nu, hvor problemstillingen er bragt frem i lyset? Det skulle da nødigt blive værre for dig nu – tværtimod!
    Og fedt, at du beholdt din juleferie 🙂

    • Ja, det er fedt at jeg kunne beholde de sidste par dage der lige giver mig de fulde to uger, som jeg har glædet mig så meget til. Men det føles altså lidt som en trøst-præmie – og en gratis en af slagsen. Men utilfreds, det er jeg bestemt ikke.

      Det kan jo blive værre fordi det ender som påstand mod påstand og at der bliver en ny modstand mod mig fra andre.. men det må jeg så tage som det kommer og prøve at håndtere. Tror måske osse der er nogen der osse i smug har følt sig provokeret eller decideret mobbet ud af den der kollega, og at de kommer frem nu. Det må tiden vise.

      Hovedsagen for mig er at chefen nu ved at jeg har problemer og ved hvorfor min motivation er for nedadgående, og det må hun så løse. For lønnen er så lav at det skal være motivationen der driver. Man kan ikke “mangle begge”…

  3. Mobning og chikane er aldrig i orden, jeg forstår godt arbejdsglæden forsvinder når man er udsat for den slags.
    Det glæder mig at der kom hul på den byld, nu håber jeg din chef handler på den viden hun har nu.

    • Og med den løn er arbejdsglæden sgisme altafgørende… når den er væk så er der ikke så meget overbærenhed mht alt det andet.
      Det gør hun uden tvivl men spørgsmålet er jo så hvad der kommer ud af det.

  4. Der er åbenbart ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Nu fik du dig din snak med chefen, selv om den oprindelige dagsorden var en anden. Så må vi krydse fingre for, at din chef kan gøre en forskel. Under alle omstændigheder er du nu fri for eventuelt at skulle bebrejde dig selv IKKE at have sagt noget. Og det er i sig selv også noget værd.

    • Det håber jeg.. at det osse er noget værd. Men det var bestemt ikke nogen nem samtale, for jeg sad virkelig med følelsen af at sladre til “big mamma” om problemer jeg burde kunne have løst selv.. virker ikke særligt voksent på sin egen vis.

      Nu er hun i hvert fald opmærksom på at der er ballade i hendes medarbejdergruppe og at det centrerer sig om en særlig kollega.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s