Sådan er det jo for os i øjeblikket – at det driller, for nu at sige det ganske mildt. Kæresten er stadig hos mig og er ikke taget afsted endnu og dag for dag skifter prognoserne for hendes far. Den ene dag skal det være nu hun skal afsted og den næste dag er fuld af forhåbning om at juleturen kan afholdes som planlagt og med de deltagere vi håber på. For så på den tredje dag at vende tilbage til afsted-afsted. Sådan går dagene op og ned hele tiden og vi er ved at blive vanvittige af tvivlerier og usikkerhed om hvordan og hvornår vi skal gøre hvad.
Vi har jo ikke ubegrænset med ferie at bruge af, selvom vi kan lave et par små-numre og komme uden om et par af begrænsningerne. Blandt andet har jeg den der såkaldte 6. ferieuge, som er arbejdsgiverbetalt og her kan jeg enten vælge at holde den eller få den udbetalt. Sidste år fik jeg den udbetalt og kæresten holdt “ferien”, så pengene dækkede det lønhul der opstod dér. Jeg tror det bliver samme løsning i år, selvom jeg faktisk godt kunne bruge den ekstra ferieuge selv. Sådan falder prioriteringerne bare ikke ud her i huset. Heller ikke i år.
Men når livet driller som det gør for os lige nu så er det jo osse en tid hvor man kigger lidt på sit eget liv og tilværelse. Er der noget vi skal gøre anderledes eller er tingene i verdens fineste orden.
Livets forgængelighed er kommet lidt for tæt på og weekenden bød på en lang snak om det og mon ikke det ender med vi får os arrangeret lidt mere fornuftigt. Vi har boet sammen i over 8 år. Og har faktisk haft det godt selvom pengene ikke mere er så rigelige som de har været pga min sygdom. Det har krævet en masse tilpasning og det er gået ganske fornuftigt.
Men hvad så nu – vi har alle forpligtelserne overfor hinanden, men små, få eller ingen fordele. Det skal ændres så mon ikke det ender med en tur på rådhuset. Ikke lige i næste måned – men nok til næste år.
Sært som sådan noget livs-drilleri kan genoplive gamle planer. Men ærgerligt at der skulle så store problemstillinger til før vi tog livet og tilværelsen op til revision.
Overleveren 
Bedre sent end aldrig, som de kloge siger, der gik også mange år før Jimmi og jeg var fornuftige og fik papir på hinanden, men det er en god sikring, udover det følelsesmæssige i en vielse. Og nej det er da ikke let for jer i øjeblikket.
Det havde jeg vist godt læst et eller andet sted, men tror det skete før jeg lissom trådte ind på scenen her.. så var ikke helt sikker på om det var nyt eller noget ældre for jer.
Vi har været tilbageholdende med den lille seance af flere grunde, men det virker som om at det her var det skub vi behøvede til at se på vores egen situation.
Og ja – bedre sent end aldrig..
Åh, det der limbo-limbo skal-skal-ikke tage afsted er virkelig hårdt for psyken. Jeg håber virkelig, at I kan holde til det. Vi kender godt det der med at få øjnene op for nogle detaljer, når tankerne om liv og død pludselig bliver meget nærværende. Gemalen var således en tur forbi notaren efter sin sidste tur på sygehuset.
Vi skal jo holde til det men det er meget hårdt og vi er i perioder ved at gå lidt op i limningen og det er lidt svært ikke at gå hinanden på nerverne med selv de mindste ting.
Tror vi har levet i boble af “vi har altid mere tid” og alting kan bare udskydes til næste år osv osv osv. Den boble er bristet nu og vi må vist hellere kigge på det.
Fornuftigt af din mand at få styr på sagerne mens han selv kan… det er meget nemmere sådan.
Puha, det er hårdt for jer, uvished slider på sjælen, godt at I har hinanden. Og ja det sidste får man øjnene op for, når livets manglende uendelighed banker på. Jeg håber for jer at tingene lige så stille falder på plads.
Det er meget hårdt og slidlaget begynder ærligt talt at være lidt begrænset… havde vi været et sæt dæk ville det have været kriminelt efterhånden.
Ja, der er ting der bliver nærværende og skal gøres snart fremfor en eller anden gang når man står i det her morads af liv og død.
Tingene skal nu nok falde på plads for os – det er bare nu det er hårdt.
Det må være rigtig hårdt for jer for tiden med al den uvished om hvorvidt kæresten skal af sted eller ej. Det vil være en god idé, at I får papir på hinanden.
Det er hårdt… vi prøver at holde modet oppe men det kan ærligt talt være ganske svært.
Det er ikke utroligt vigtigt for os med det papir, men det er lidt vigtigt. Vi ejer jo ikke fast ejendom og har ingen børn så nogen særlig avanceret bo-sag vil det ikke blive… men alligevel.
Det er vist meget almindeligt, at der skal ske noget, der rusker op i en, før man tager sig sammen til … så meget. Man mener jo altid, at man har masser af tid, og lige pludselig er det sørgeligt for sent.
Så jo: det er en rigtig god ide, at I gør alvor af jeres tanker snart – især hvis I begge er enige om, at sådan skal det være. Det vil alt andet lige give jeg en tryg- og nærhedsfornemmelse, som jeg tror, I har brug for at føle i hver jeres svære situation.
Det kan sagtens være at det er normalt og sådan noget – jeg har bare ikke som sådan været udsat for det før på den måde.
Tror dog at vi kommer ud af del af moradset her før vi sætter nogen egentlig dato.. og så kommer det jo nok af sig selv. Selvfølgelig er det fornuftigt at gøre det – det er bare lidt af en beslutning på så mange måder. Ikke at jeg er i tvivl (hvem pokker ku være det med sådan en kvinde – der gir stegepander og alt muligt).. men alligevel – det er jo lidt af et skridt.
Vi skal bare tage det.
Det glæder mig at læse, at I fik en god snak, og at resultatet bl.a bliver en tur på rådhuset… sammen.. 🙂
Det er en rigtig svær og hård tid I står midt i, men jeg tror på I sammen får truffet de rigtige beslutninger på de rette tidspunkter.
Ja det har du jo advokeret en del for – at vi fik styr på den her detalje.. et klogt råd som vi jo nok osse ender med at følge.
Det var vældig forsigtigt udtrykt, Inge… men jeg kan godt læse mellem linjerne hvad du hentyder til.