Den perfekte timing

Nu hvor jeg har blog-trådt-vande nok om turen og ferien er det vist på tide at komme tilbage til tilværelsen. For den trænger sig jo osse på, nu hvor jeg har været hjemme i over tre uger. Hverdagen er kommet tilbage til mig som en forhammer serveret midt mellem øjnene. 

Og jeg kan lige så godt indrømme med det samme – at jeg har det svært. Jeg kan slet ikke finde ud at ramme den dagsform, der er så nødvendig for at holde til et hverdageligt liv. 

Det er klart at vi er stærkt påvirkede af situationen med min kærestes far og tankerne er svære at holde samlet hvor de skal være holdt samlet. Men trods alt nok mest for kæresten, min. Sådan noget smitter dog en smule.

Min situation på mit arbejde har ændret sig drastisk henover sommeren. Fra følelsen af tilstrækkelighed (ikke i selv-udgaven) går jeg nu rundt og nærmest føler mig som om jeg er ansat med “en sigtets rettigheder”, hvor alt hvad jeg gør og alt hvad jeg siger kan og vil blive brugt i mod mig ved given lejlighed. Kort sagt er jeg nok lidt overbevist om at det pt blot er et spørgsmål om tid før jeg skal til den der sidste samtale. Det er dog nok mig der ser lidt spøgelser her, for jeg gør det sgu ok, og der er ingen faglig grund til det. Det er ikke mig der får mig til at lide dagjligt her, det er formodentlig min angst der er ved at tage over pga manglende kontakt med min chef. Man kan ganske givet sagtens udlægge det som at det “går jo godt” og de få brokkerier der er over mig er fuldstændig petitesse-agtige og slet ikke har noget med noget at gøre, men bare er styret af nogens lyst til at få noget at sladre om. Men jeg udlægger det altså som at jeg er på vej ud. Og det er jo SYGT. 

Så i øjeblikket render jeg bare rundt i min egen lille verden og passer mine opgaver og snakker med så få som muligt efter devicen at så siger jeg da i det mindste ikke noget forkert. Min arbejdsplads har en større fest i nærmeste fremtid i anledning af en mærkedag – der holder jeg mig osse væk – for så gør jeg da i det mindste ikke noget forkert. 

Kort sagt – jeg minimerer risikoen for at nogen lægger for meget mærke til mig. For al opmærksomhed føles som negativ opmærksomhed. 

Det er sygt – og det er jo nok det jeg er. 

Derfor er det nok ret god timing at det netop er denne uge at jeg begynder hos psykologen igen. For jeg har det mildest talt ikke ret godt og det kan være svært at holde tankerne på ret spor. Jo, jeg husker skam at tage den der medicin men den virker altså bare ikke som den skal i øjeblikket og tankerne er både grimme og farlige. 

Jeg skal nok slås for det igen. Slås for det gode humør. Kan dog godt mærke at jeg mangler den der ventil der lå i at det jo gik meget godt på arbejdet og at selve det at have og passe et arbejde var en sejr. Lige nu føles den bare lidt hul. Altså sejren – ikke ventilen (de er jo oftest hule). 

Og det der egentlig foregår, jo jeg ved det jo godt. Jeg er sårbarheden selv. Jeg ser spøgelser. Jeg mærker alt for meget. Jeg er alt, alt for bange. Bange for ikke at være god nok, gøre det godt nok, tænke positivt nok og først og fremmest for at tabe kampen mod mig selv. Kampen er jo unfair. Jeg har mig selv som min største modstander og “mig selv” har et par grimme sergenter i form af min bror og en mand som vi vist har fundet ud af at omtale som ham psykopaten. De to sidder sammen på skuldrene af mig griner når det går skidt og bander når det går godt. Og jeg tror på dem. Kan slet ikke få dem ud af kroppen og sjælen i øjeblikket og det er ærligt talt ved at tage pippet fra mig og jeg har allermest lyst til at krybe tilbage i det hul jeg sad i for nogle år siden, da jeg ikke kom ud af hjemmet. Hvor jeg ikke kunne finde styrke til bare at gå ned af trappen eller (uha) tage telefonen når den ringede og et klemt på dørklokken var nok til at få mig til at ryste af angst. 

Gider I virkelig mig og min blog endnu?

I dag måtte jeg gå for mig selv en stund. Kunne ikke rumme kravene til mig så jeg gemte mig bag et træ i et hjørne. Havde et dybt behov for at sætte mig til at stortude men det kan jeg jo slet ikke finde ud af, så det endte med en angst-rystetur af de lidt større. Er ikke helt sikker på hvordan jeg kom derfra og gik i den mentale tåge resten af dagen.  

Og i den mentale tåge er dette skrevet. Jeg mangler ilt. Jeg kan ikke trække vejret rigtigt og har en ring af stille panik siddende et eller andet sted mellem halsen og lungerne og dér stopper vejrtrækningen. Det er temmelig ubehageligt. 

Og udmattende.

Jeg tror jeg må overgive mig på torsdag hvor jeg sætter mig hos psykologen. Må vist hellere overgive mig til hendes psyke-krop-psyke øvelser. Det har jeg nemlig ikke været særlig god til, da jeg har været hundehamrende bange for at netop dét kan udløse det sammenbrud dér som jeg så omhyggeligt har forsøgt at undgå. 

Losser til mig selv… sådan her kan jeg ikke leve eller overleve mere..  har prøvet på flere måder at lære at græde (nu hvor jeg jo har lært at le) uden held. Mon det er nødvendigt at lære det? Det siger I jo. Men piv det er svært. Men tro mig, det er endnu sværere ikke at gøre det. 

Kæft, en møgtekst. Men jeg har det faktisk ikke særligt godt.

Reklamer

24 comments on “Den perfekte timing

  1. Kære Overleveren
    Jeg har læst med længe, men aldrig skrevet før. Du skal vide, at jeg læser med stor ydmyghed… Jeg vil så gerne fortælle dig, hvilket indtryk dine skriverier har gjort og gør, men nu bliver det bare til et lille pip. Også bare for at give mig til kende. Men mest for at bakke dig op lige nu, simpelthen. For hvad det er værd.
    Venlig hilsen
    Heidi

    • Velkommen til og jeg håber ikke det er sidste gang du lægger et par ord til mig.

      Din opbakning har osse stor betydning for mig, og det er sådanne kommentarer der får mig til at fortsætte med at skrive om det hele. Osse når det hele er rigtigt svært.

  2. Det har ikke noget at gøre med at ‘gide’ 🙂 Selvfølgelig er vi her!
    Det er bare så svært at forstå for sådan en som mig – jeg kan bare lytte – eller læse.
    Du ved jo godt det hele, men kan åbenbart ikke overbevise dig selv om, at du har ret i dine iagttagelser: at du ser spøgelser, hvor de ikke er – men hvor de så alligevel er der for dig, selv om du med din fornuft ved, de ikke er der.
    Sikke noget ævl, men det er et forsøg på at forstå.
    Jeg håber så meget for dig, at din psykolog kan gøre noget godt for dig.

    • Det er lige netop det lidt specielle at jeg godt ved at det bare er spøgelser men ikke kan håndtere dem følelsesmæssigt (hvilket er lidt ironisk for jeg tager normalt spøgelser med ophøjet ro – men det er naturligvis de “rigtige” spøgelser). Så det er faktisk ikke noget ævl, det er meget tæt på sandheden.

      Hun plejer at være god til at få et par af brikkerne til at falde på plads og skabe lidt ro… men ind i mellem går hun jo osse hårdt på mig og så tager det lidt tid før det bliver bedre.

  3. Ja, det er da en møgtekst. Ikke af den grund du tror, men fordi du fortæller, hvor dårligt, du har det. Hvor er det træls, at du på den ene side kan ‘se’ det hele, men på den anden side ikke magter at gøre det, der skal til for at punktere dine spøgelser. Som fx at tage en god snak med din chef …

    Det har iøvrigt været under opsejling længe, har det ikke? Men så glædede I jer sådan til ferien, at det holdt humøret oppe. Og nu er ferien slut, og Kærestens far ovenikøbet dødsyg. Det er sgu da også svært.

    God vind på torsdag.

    • Jo, det har det vist. Der er kommet en vis slitage på mine forsvarssystemer og nu begynder spøgelserne at trænge igennem igen og det er svært ikke at tage det til sig.

      At tage en snak med chefen ligger ikke lige for i øjeblikket, men det kan være at lejlighed byder sig selv. Men tror faktisk bare at jeg holder mig under radaren og håber at et eller andet viser sig så jeg igen kan føle at jeg er ok nok.

      Det med arbejdet er jo bare et symptom på alt muligt andet.. det er bare meget mere håndgribeligt end alt det andet.

  4. Mon det stadig er “pyramidesækken” der spøger på arbejdet?-
    Hvis det er, kan jeg godt forstå, du gør dig usynlig. Men det holder ikke i længden- en snak med chefen vil gøre dig godt, hvad grunden end er til, at du ikke trives på arbejdet p.t.
    Der bor en lille pige inde i dig – og hun har det a.h.t. p.g.a. fortiden. Hold om hende,
    og fortæl hende, at det ikke er hendes skyld! Det er ikke hendes skyld!
    Mange gode tanker herfra.

    • Ja, det netop hende. Og mon ikke der kommer en lejlighed hvor jeg kan få sat ord på min frustration og min nervøsitet ved at færdes på arbejdspladsen. Og jo, jeg tror faktisk at det her startede den gang med “pyramidespillet” – at jeg advarede hende mod at rekruttere kolleger til det der. En advarsel hun ikke tog til sig.
      Det er ikke min skyld – men jeg føler jo altså at det er min skyld at jeg bare ikke kan komme videre end dette.

  5. Oh yes, jeg melder mig også i koret af alle dem, der læser din blog – og faktisk er sådan lidt småafhængig af indlæg fra dig – uanset om det drejer sig om ferie, tekniske nørderier eller hvordan du EGENTLIG har det. Det er et flot, ærligt og modigt indlæg du skriver, og det gør ondt at læse. Jeg ville ønske at jeg kunne gøre noget, for at gøre det lidt tåleligere for dig…. Jeg krydser i al fald fingre for at det bliver godt hos psykologien i morgen. Og så fik jeg en tanke – du skriver at du er bange for et sammenbrud. Hvad nu hvis det allerede har været der? Hvad nu hvis det ikke bliver værre? Hvad nu hvis du allerede har ramt ‘bunden’? Sammenbrud kommer i alle mulige former…

    Og så håber jeg at du får mulighed for at touch base med din chef. Måske det kan give dig noget ro…

    Jeg ønsker dig ALT det bedste. Jeg har den dybeste respekt for dig og for den kamp du kæmper. Hver dag. Igen. Og. Igen.

    • Tak for gode tanker og jeg håber osse at der i det mindste bliver skabt lidt klarhed.. om ikke andet så i hvert fald på sigt.
      Det kan sagtens tænkes at bunden er ramt og forladt og at det bare er trinnene på stigen op af der føles så umanerlig tunge.

      Mht arbejdet – det kan være at det kommer.. men ind til videre flyver jeg under radaren og prøver at undgå at gøre dumheder nogen kan snakke om.

  6. Øv at du har det så dårligt. Det er noget møg og jeg håber at torsdagsdaten kan rette lidt op på det efterhånden.
    Uendeligt mang etanker herfra. KNUS

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s