For et års tid siden kæmpede vi med kærestens mor, hendes sygdom og død. Præcis et år siden. Der gik vi hele tiden og ventede på at der skete noget afgørende, mens moderen lå flere timers rejse væk og og prøvede at holde sig i live – og til sidst ville hun bare have fred. Hvornår skulle kæresten afsted – hvornår var tiden den rette? Det var efterårets store dilemma. Det måtte ikke være for sent og egentlig heller ikke alt for tidligt. Det var ganske enkelt en forfærdelig tid.
Nu skal vi det igennem igen – med hendes far. Der er vist ikke meget at håbe på mere og vi lider alverdens kvaler.
Skal hun afsted i løbet af et par uger. Skal det være “ferie”? Eller måske decideret plejeorlov? Hvor længe? Hvornår? Har vi råd? (gu har vi så – vi prioriterer os til det!).
Tankerne er mange og går i alle mulige retninger men fælles for dem er at de er tunge og derfor næsten ubærlige.
Vi er ikke gift med hinanden så ingen har formanet os om “medgang og modgang” – det er heller ikke nødvendigt for hvad hun end beslutter sig for at gøre lige nu – så står jeg bag den beslutning. Og det er vist desværre alt hvad jeg kan gøre lige nu.
Overleveren 
Det gør mig ondt at di kæreste nu skal igennem samme uro og tanker om hvordan hun kan gøre det rette for sig selv og sin far. Det er hårdt, godt hun har dig.
Det er så barskt at være vidne til. Barskt for hende at føle og barskt for mig at stå ved siden af og bare vente på at der sker .. et eller andet. For jeg kan ikke rigtigt deltage med meget mere. Jeg er lidt “ved siden af” i hendes familie.
Nej det er ikke fair, som i slet slet ikke.. Varme tanker til jer begge.
Nej det er slet og ret noget møg… og ikke spor retfærdigt. Tak for tanker.. har videregivet dem til hende…
Det er super, at du bakker op uanset udfaldet af Kærestens beslutninger. Du kan ikke gøre så meget andet end at være der for hende. Det er da helt urimeligt, at I nu skal rammes igen.
Jeg har ikke noget valg – sådan er det jo i et forhold. Men jeg gør det naturligvis af mig selv. Beslutningerne er blot ikke noget jeg kan hjælpe med at tage. Vi kan kun tale om dem – men det er hende der må beslutte sig.
Jeg synes osse det er dybt urimeligt – men sådan noget bliver man jo desværre ikke spurgt om.
Det er ikke fair – det er aldrig fair, men det er lige tidligt nok efter moderens død, som hun vel dårligt nok er nået at komme sig over.
Masser af tanker herfra … jeg håber virkelig, kæresten får mulighed for at vælge det rigtige tidspunkt at tage af sted i.
Nej det er slet ikke fair og det kan det jo aldrig blive. Men det er altså bare alt for tidligt at stå i dette følelseskaos igen.
Jeg sender de gode tanker videre og jeg ved at de betyder meget for hende.
Hun er lidt på standby lige nu – lissom sidste år. Og det er lidt svært, men vi prøver at få de praktiske detaljer på plads så vi bare skal “aktivere planen” når det rette tidspunkt er der.
Masser af varme tanker til jer begge to.
Tak.. vi behøver dem..