Budapest i flere dimensioner

Det var altså slet ikke meningen at vi skulle besøge Budapest. Der har vi været flere gange og elsker at være der. Men vi har ikke været der i bil, hvilket nok bidrager lidt til kærlighedsforholdet til byen. For den er aldeles håbløs at køre bil i. Jeg har aldrig tænkt på hvorfor men det fandt jeg ud af i tirsdags. Det er sgudda pga broerne. Og floden der adskiller de to bydele fra hinanden.

Men det var slet ikke med i planen. Overhovedet. Vi fulgte jo bare gps´en og selv om kæresten havde kigget på ruten aftenen før og havde erklæret – den der tur – den går jo gennem Budapest så nægtede jeg, supernørden, at anerkende at noget så ufejlbarligt som et navigationsanlæg kan vælge en så gennemført tåbelig rute. Den var jo sat på hurtigste tur, ikk?

Mine bange anelser begyndte at krybe ind på mig da kæresten pure nægtede at overtage rattet nogle km før Budapest. Nej kom det bestemt fra hende, for vi skal igennem Budapest. Gu skal vi da ej hvislede jeg tilbage og fortsatte småsukkende kørslen. 

Vi skulle igennem Budapest. Som helt ind i centrum af Budapest. I følgeskab med andre lige så forvirrede tyske bilister der måbende prøvede at regne ud hvad faen der var gået galt. Det var naturligvis vejarbejde og en vejstrækning, de vist ikke har fået helt styr på efter noget med noget vand der kom for nogle uger siden. Men altså – jeg var ligeglad med forklaringen jeg så bare at bytrafikken blev tættere og tættere og da vi skulle krydse en gågade (eller noget der ligner) var jeg parat til at stige ud og bande det hele langt væk. 

Vi krydsede floden via Erzsébet broen der er en fantastisk oplevelse at se om aftenen fra flodbådede på Donau. Knapt så fantastisk i bil i myldretiden og med to spor lukkede pga vejarbejde. Jeg følte mig fuldstændig fanget af en strøm af biler, der kørte i alle mulige samt formentlig osse et par af de mere umulige retninger. Hovedet roterede rundt for at se til højre og venstre, bagud, fremad og alt der i mellem (for der kom cyklerne og knallerterne). Vi passerede parlamentet og det store slotsområde, og det var der vi blev enige om at vores navigationsanlæg var sponseret af de ungarske turistmyndigheder, for vi fulgte vist ca samme rute som den vi en gang tog med en turistbus med en guide, der mest af alt mindede om en bøsset udgave af Tom Hanks og som var indehaver af de løseste håndled i mands minde – plus en pibende falset der passede fantastisk. Derfra hvor vi sad ventede vi hele tiden at hans svansen ned busgangen ville sabotere indtil flere tyske damers nøje opsatte regnhatte. En regnhattemassakre, som vi dog desværre blev snydt for. 

Vi var dog ikke særligt interesserede i selve sightseeingdelen af den rute vores forræderiske navigation havde lagt. Vi ville ud af byen og gerne af de størst mulige veje (og helst ikke flere af de ensrettede, der dog er behagelige nok hvis det ikke lige var fordi det at der noget ungarerne tager ganske let på). Det endte med at kæresten hev navigationen ned og begavede næsen i grafikken mens hun prøvede at tælle kryds vi skulle lige ud i og hvor mange der var af dem inden vi skulle skifte vejbane for at komme til hhv venstre og højre. Og så kunne jeg passe trafikken, bilen, rattet og pedalerne imens. Vi kom igennem uden skader og buler og krakeleret selvtillid, men det var vist mere held en forstand når jeg måtte vride bilen til en position ca 5 cm til højre for hvor den stod, og gerne uden at rykke tilsvarende 5 cm frem og dermed kysse den forkørende i røven, fordi der var en eller anden skråt bagude der liiige mente at han kunne klemme sig igennem til den højresvingsbane jeg – i kært samarbejde med en række ulovligt parkerede biler – blokerede for. Det gik men kun fordi vride, dreje og parralelforskydemanøvren i nogen grad kom til at ligne den der skal foretages når bilen skal vrides ind i sin hjemlige garage. 

Plads mellem bilerne bliver somme tider refereret til som at “der var ikke plads til en våd (eller bukket) Berlinger i mellem). Jeg vil vove den forsigtige påstand at her var der ikke engang plads til en monteringsanvisning på en IKEA reol. Og havde vi haft insekter på skærmen fjernede han dem. Men flot set og kørt af ham – for der var altså ikke plads. Men det gik jo alligevel selvom jeg efterfølgende højlydt erklærede at næste sted vi kan standse og parkere – at der vil jeg UD af bilen. Bare i 3 minutter.   

Hen til næste kryds. Orientere sig til højre og venstre og frem og tilbage og så højre/venstre igen – kontrollere at lastbilen til venstre stadig ikke helt havde tabt de der bjælker der lå og raslede løst i ca samme højde som vores tag. Vente og beundre et eller andet fint museum vi passerede på heltenes plads. Kigge i alle dimensioner igen og luske frem for blot at konstatere at der stadig er rødt lys og at der bare ikke er nogen der tager den slags alt for alvorligt. Vi undgik at blive påkørt da min vane tog over og holdt for det røde lys. Til gengæld stod der pludselig en dame mellem bilerne på min side. En tigger. Og da jeg forsøgte mig med mit døvesprogstegn for “mig turist der hører meget dårligt” tog hun fat i bildøren. 

Heldigvis blev der grønt inden hun nåede at hævne sig over den låste dør med et velanrettet sag med den stok hun ganske givet sagtens kunne undvære.

For jo, vi låser dørene når vi kører i tæt bytrafik hernede. De er sindsygt hurtige til at distrahere og rigtigt mange kører rundt med værdier i bilernes dørlommer der hurtigt kan tømmes. Vi har set det ske hos andre og har vænnet os til at låse døren når fodgængere gør underlige ting. 

Så vi så temmelig meget til Budapest – meget mere end vi havde forventet. Gensynet med Donau er altid en oplevelse men hvis jeg skal være sådan helt ærlig foretrækker jeg ærligt talt at opleve på Budapest og floden siddende på en bænk og guffe  Lángos og drikke long coffee to go.

Det blev til en hamburger og en kop maskinkaffe på den sidste tankstation inden skiltene forkyndte at vi kørte ud på motorvejen igen og at vi derfor burde have orden på den der særlige vignette som i Østrig er et klistermærke til forruden og i Ungarn noget elektronisk noget som bliver kontrolleret vha vejkameraer. (og de der vignetter har vi naturligvis helt styr på -jeg har jo kæresten med, ikk). Klistermærket er ikke klædeligt og kæresten mukker over at Østrig er bagefter. 

Glæden var stor og mængden af grå hår klækkeligt forøget da gps´en endelig forkyndte at nu skulle vi fortsætte lige ud – ca 300 km. JEPS. 

PS.. jeg kan godt køre i storbyer – efter gps. Men jeg skulle hilse at sige at det ikke gælder når deres vejnavne er komplet uforståelige og hovedsageligt består af konsonanter. 

 

 

Reklamer

15 comments on “Budapest i flere dimensioner

  1. Du GOdeste!!! Det kan godt være, at jeg overhaler dig mht. til at stikke mig selv i maven, men jeg ville være død flere timer inden nogen andre havde fået mig ud af det Budapest-helvede.
    Dyb respekt herfra!
    Men det var en fantastisk og underholdende beretning, du serverede her 😀

    • Tak og jeg må jo indrømme at jeg i visse situationer havde ganske meget lyst til at lægge mig i bunden af bilen og råbe højt af frustration, men ser du – når jeg var færdig med dét ville jeg have brugt en masse energi og være nøjagtigt i samme situation som før. Så der var ikke andet at gøre end at bide tænderne sammen og gennemføre udfordringen som gps´en havde smidt mig ind i pga det der vejarbejde.

  2. Hæ – jeg ser det for mig! Du klarede det jo flot – jeg havde heller ikke forventet mindre! 🙂
    Min mormor og morfar besøgte engang Budapest og fortalte om broerne og om de mærkelige gadeskilte der gjorde det en anelse besværligt at finde tilbage til hotellet! 🙂

    • Tak, og jeg tror egentlig ikke det var særligt meget værre end i København bortset fra at jeg dér kender signalerne, vejnavnene, retningerne og forstår vejstribernes angivelser.

      Og ja vi nordboere har ganske vanskeligt ved at forholde os til de sære gadenavne, der dog ved nærmere efterforskning har vist sig at have et vist system indbygget.

  3. He he, en skøn historie 🙂 Kun en tåbe – og så Gemalen – frygter ikke storbytrafik. Jeg var død af skræk, hvis jeg skulle køre, men Gemalen kørte jo direkte ind og parkerede under slottet i Budapest. Bagefter gad han ikke gå over broerne, men tog bilen og endte med at parkere under Hotel Kempinski. Faktisk har jeg kun oplevet ham få sved på panden – i Firenze i myldretiden …Jeg synes også, at østeuropæernes overdrevne brug af konsonanter komplicerer det at finde vej ganske voldsomt. Det er selvfølgelig bare fordi ens hjerne er sløv, og efter nogle dage begynder det da også at blive l-i-d-t lettere, men altså … Det der vignette-halløj og vejkameraer – hvordan virker det? Vi snød, men slap da for at blive snuppet. Til gengæld endte vi med at måtte betale vores p-bøde. Vi snød også i Tjekkiet for en måned siden. Det var dog ikke med vilje som det var i Ungarn. Jeg håber, de sidste 300 km var aldeles begivenhedsløse?

    • Tror nu osse at jeg havde taget det lidt mere roligt hvis jeg altså ikke lige havde kørt 350 km af fremmede veje og vidste at der ventede ca det samme på den anden side af Budapest. Var ikke ligefrem superudhvilet og frisk til turen.

      Så vidt jeg ved fungerer det der vejradar og vignette-halløj med at de automatisk filmer biler på motorvejene (og vi så 4-5 kamerabiler på turen gennem Ungarn) med at de automatisk checker om bilen har købt vignette i deres computersystem, og har de en ledig bil sætter de efter og uddeler en straksbøde til udlændinge, og den er bestemt ikke billig. Så jeg har nok ikke den største forståelse for at man vælger ikke at betale. Det er ca 80 kr for 10 dage og i betragtning af hvor billigt landet er at feriere i iøvrigt er det da til at overse – og så er landet fattigt så jeg synes personligt godt man kan støtte og betale som alle andre. Vi har jo råd.

      • Normalt betaler vi altså pænt vores motorvejsafgifter 😉 Og da jeg fortalte Gemalen din forklaring, var han ved at falde ned af stolen. Sagen var nemlig, at han sidste år i august var i Ungarn til noget mountainbike-pling-plang. Han betalte artigt sin motorvejsafgift og fik bare en kvittering. Men da han troede, at han skulle have haft en vignette til forruden, var han sikker på, at han var blevet snydt og måske bare havde betalt direkte til den pågældendes privatøkonomi, “så det pjat gad han altså ikke igen”, da vi var dernede i oktober. Vi har så været rimeligt heldige med ikke at møde et fotovogn, kan jeg forstå …

        • Fotovognene udskriver vist automatiske bøder til de ungarske biler og det er kun hvis de har mulighed for det at de sætter efter udlandske.. men ja, efter antallet af motorvejspolitibiler at dømme, så har I nok været heldige. Det er jo en god forretning at bon´e turisterne for et par tusind kr i stedet for 75-80 kr.
          Indrømmet, det kom osse bag på os, men da vi så vores registreringsnr på kvitteringen gik vi ud fra at den var i orden. Og så fik vi forklaringen af vores værter.

  4. Uh altså. Det lyder som starten på en skilsmisse. Ganske underholdende, når man sidder hjemme og læser med, men jeg er altså glad for, at jeg ikke skulle bringe poloen igennem det inferno, du beskriver.

    • Det var kaos! Intet mindre… og det var morgenmyldretid hvilket bestemt ikke gjorde det meget nemmere. Men nogen skilsmisse er nu ikke på vej – vi samarbejdede jo om opgaven. Sådan ca i hvert fald.

  5. Pingback: En time for mig selv | Overleveren

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s