Dualboot på flere planer

Har siddet med en rigtig modbydelig og konkret opgave i dag. Sagen er at vi har en gammel og temmelig crashed netbook (en af de der præ-ipad eeepc netbooks) med en næsten lige så gammel windows xp og linux på. Nu lød opgaven fra kæresten; fix den for den skal bruges som gave til et barn, der vi skal holde ferie. Ikke at jeg helt forstår hvad et barn kan bruge en 4-5 år gammel computer til, men det skal jeg nok heller ikke forstå. Men fixes, det skal den altså. Og da der er ved at være bund i weekenderne til vi skal afsted på ferie måtte det jo næsten blive i dag. For i går gad jeg faktisk ikke.

Helt ærligt så er det noget af det mest drilske jeg nogensinde har været udsat for. Øv, pis, lort og patter.. for det var selve opstarten der var røget sammen med hele linuxdelen. Windows lykkedes det mig kun at starte én gang og så var det lissom osse slut, og jeg sad atter med en lille pc der bare viste en fin sort skærm og en enkelt blinkende markør øverst i venstre hjørne. Og så er det jo man river sig lidt i håret (altså det jeg ikke har) og spekulerer på hvordan man skal google sig til løsningen, når der ikke står så meget som et enkelt lille tegn eller bogstav man kan søge på. Det ville mulighvis (!?!) være så let som at klø sig i måsen at lave den da jeg jo har den medfølgende windows cd – men det lille møgdyr har jo ikke et cd drev!

Gider ikke gå i detaljer – men den kører nu! Fin, frisk og nærmest nyduftende og med dualboot til windows og linux.

Der er rigtigt meget ventetid mens man laver sådan noget hvor man bare sidder og glor på en maskine, der arbejder (eller i det mindste ser ud som om den arbejder) og så kunne jeg jo passende sende tankerne i de andre presserende retninger.

Hvad var det lige der foregik i torsdags hos psykologen. Hvad er der med den der sociale arv. Jeg ved jo godt at jeg er ramt af den, men har egentlig aldrig forstået mekanismen i den. Det gør jeg heller ikke i dag, men jeg forstår nok lidt mere af den. Og det sære er, at vi egentlig ikke talte særligt meget om det – ikke direkte i hvert fald – men hun stak mig en lille tegning (en grafisk fremstilling af noget med børn og voksne) og prøvede ihærdigt at fortælle mig hvad den forestillede. Og jeg fattede absolut ingenting og kunne bare mærke at jeg følte en dyb modstand mod den. Men den sidder fast alligevel og nu fortæller den mig så andre ting og det er vel osse godt nok at ting virker på flere planer.

Jeg har ikke været helt skarp på at der er forskel på fortrængte oplevelser og fortrængte følelser, og det er som om det er blevet vigtigere at skelne mellem de to. Men helt ærligt, føles det lidt som om hun (altså psykologen) peger på en brød-dej der står til hævning og siger.. skil den lige ad: “En skål til mel, en kande til mælk og gæren skal derover og så kan du lægge saltet i hjørnet”. Det er altså svært. (og betydeligt sværere end at fixe en defekt grub (gnu bootloader) på en netbook – ordene har altså en fin imponatoreffekt her).

Og det er vist følelserne der skal tages fat i nu. Og hvorfor de er endt som godt nedlukkede og nærmest lidt forbudte. Så forbudte at jeg her, nærmest 40 år senere stadig ikke kan finde ud af at føle dem, kun tænke dem. Det er en ret solid indlæring og prægning, der har fundet sted der. At tavshed er nødvendig for at overleve. At følelsesløshed er en strategi og at kontaktløshed til voksne var et faktum og en realitet, der bare skulle accepteres. Det er svært at føle svigtet – men ikke svært at beskrive det.

Der må være en forudsætning for det svigt. Der må være et eller andet der gjorde det muligt for min bror at fortsætte overgrebene mod mig. Der må være noget der gjorde at han bare vidste at det ville jeg ikke fortælle om. Der må ligge noget – et eller andet – før overgrebene, for hvordan kunne han ellers være sikker på at lille-pigen ville kunne skjule hvad der virkelig skete bag døren. Eller var han bare heldig da han valgte sin “legekammerat”.

Jeg tror jeg lavede et kammer af en slags – til følelser, der skulle rummes og oplevelser der ikke måtte komme ud eller stikke af fra mig – til følelser jeg instinktivt vidste ikke kunne rummes af andre. Og dét kammer er altså blevet ganske vanskeligt at stikke hul på, og jeg kan mærke at jeg kører de samme mekanismer den dag i dag. Spekulerer rigtigt meget over hvad jeg kan fortælle… for jeg tror ikke på at nogen magter at lytte. Magter at tage sig af sig selv og af mig mens de gør det. Dérfor, bla, er jeg tåreløs.

Og sådan har det vist været – længe.

Reklamer

8 comments on “Dualboot på flere planer

  1. Der er nok et barn der bliver glad, når I har været forbi. Håber det lykkedes dig at få fat i dine følelser, selvom det nok ikke bliver helt let.

    • Det håber jeg – og indtil den bliver afleveret er den en passende blog-computer for mig – og backup for ipaden.

      Det bliver svært, tungt og hårdt og jeg håber bare at jeg “flygter” undervejs…

  2. Godt det ikke var mig, som sad med den pc, så var den røget ud af vinduet.. Godt den pc var hos dig.. 🙂

    Jeg tror på du finder dit indre barn, hvis du vil, og hvis du selv kan se en mening med det.

    • Ja… det handlede vist mere om stædighed end om dygtighed og fyrede jeg den ud af vinduet ville det jo bare ende med at jeg skulle ud og finde en anden – så den skulle bare i gang.

      Jeg vil finde det frem og kan sagtens se meningen med det – men rejsen dertil bliver svær og tung.

  3. Det er en voldsom opgave du er sat på. Jeg deler lidt tanker med Inge. Hvis du selv vil og tør, så kan du finde ind til kernen. Det kommer sikkert til at tage tid og koste mange tanker på vejen, men det er et skridt på den vej, du så stædigt kæmper dig ud af.

    • En ting er i hvert fald sikker – det er barske løjer og det kræver vist sin kvinde… og så må jeg jo bare håbe at jeg er en såndan én og har “holdbarheden” i orden.

      Stædighed mangler jeg nok ikke… hverken til det ene eller det andet 😉

  4. Som jeg læser det, må det have været noget af en aha-oplevelse at få fokus på forskellen mellem fortrængte følelser og fortrængte oplevelser. At der simpelthen er et sort hul (eller en box) i din bevidsthed med nogle oplevelser, som du har gemt så godt væk, at du ikke en gang kan huske dem. Jeg håber, du har ressourcerne – og her tænker jeg faktisk mest på de økonomiske, for stædigheden har du vist – til at komme igennem den proces, der skal til for at finde nøglen til den box.

    • Jeg håber jeg har dem, men det må tiden vise. Men der er nok ingen tvivl om at det er en vigtig investering jeg foretager her. Selvom det er hjerteløst hårdt og brutalt at få rippet op i de her ting, så er det vist det der skal til.

      Og ja – det var en aha-oplevelse… kan måske virke banalt for andre, men jeg var ikke helt opmærksom på tingene her. Og da slet ikke at de spillede så stor en rolle i mit nuværende liv.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s