Forvirret på et højere niveau

Det er sådan ca jeg har det – klogere på visse ting men osse lidt forvirret. Altså efter besøget hos psykologen, hvor der naturligvis blev talt en del om det der med at formulere “breve” til dem der helt politisk korrekt hedder “krænkerne” og i mine tanker slet og ret bliver kaldt psykopaterne. Min bror og en mand der sidder derude og med sig selv ved at han var meget tæt på at smadre et liv. Måske tror han faktisk han gjorde det. Måske ved han at det gjorde han ikke alligevel. Det sidste ved jeg jo ret beset ikke meget om. Altså om hvad han ved og ikke ved. Fred være med det. For nu.

Jeg forsøgte i går at sætte ord på hvorfor pokker det med breve og tilsvarende er så forbandet svært for mig og så fik jeg en forklaring som jeg vist ikke har fået før. Ikke så deltaljeret og slet ikke så teoretisk. Det er muligvis ikke en fordel at jeg får serveret teorierne men jeg har det bedst med at forstå, eller i det mindste prøve at forstå. Og det kan sagtens være at jeg ikke lige forstår når jeg sidder overfor psykologen, men så kommer det som regel nogle dage efter, hvor jeg har fået lov til at futte lidt rundt i eftertænksomhedens land.

I går stiftede jeg bekendtskab med nye begreber og forvirringen er nærmest total. Jeg lærte lidt om indre og ydre barn og om hvad det betød, og nu skal jeg vist bare hitte ud af hvor det er vigtigt i mit liv. Eller det vil sige det skal jeg jo ikke hitte ud af for det ved jeg godt – det er accepten der halter. Og den er vist desværre lidt en forudsætning for at jeg kan komme ud af hængedyndet jeg er i lige nu.

For det er som om jeg for mig selv benægter eller fornægter at det faktisk var mig alle de ting skete for. At jeg ikke fatter, når jeg ser på mig selv i dag, at det var mig der var den lille pige. Jeg tænker “jammen har jeg nogensinde været barn”, og naturligvis har jeg det. Naturligvis kan jeg huske at jeg har været det. Men det er ikke mig – det må være en anden. En anden der på mystisk vis osse er mig.

Jeg ved det jo godt. Jeg kan  huske det var mig. Men jeg kan næsten ikke hente følelserne frem, for det er farlige følelser som mit lettere kontrolfreakede sind helst ser presset ud og væk.

De breve og de følelser kommer vist til at handle om at få fat i det der lille barn og føle overgrebene igen, forladtheden, væmmelsen og overlevelsen gennem at gøre “tilpas” for som det er lige nu holder jeg vist en fin men ca 2 meter over kroppen distance til det hele. Og det er måske derfor jeg har kunnet fortælle her på bloggen så forholdsvist nøgternt om alle de ting der er sket. Eller det vil sige, det er jo ikke alle – men mange.

Jeg skal lære at holde op med at være nøgtern… måske følger det der med at græde, at være lille-pige-bange så osse med.

Der skal tænkes en del over det her – og jo mere jeg tænker jo længere kommer jeg jo reelt væk fra følelserne. Det er dælme flot.

Det lille barn er bange, er usikker.

Den voksne har angstanfald. Har PTSD. Det har jeg efterhånden styr på, men jeg har da vist overset at den der lille pige osse er mig, og at få rigtig kontakt med det.

Lærte osse lidt – indirekte – om den der forbandede sociale arv. Om at gentage mønstre og blev evigt taknemmelig for at jeg ikke fik børn. Til gengæld må man jo sige at jeg gentog et ganske andet mønster da jeg skiftede den ene psykopat ud med den næste.

Jo, der er lidt at tænke over.. men ville nok hellere føle det. Den går bare ikke, men måske kan det læres.

Heldigvis stoler jeg på hende der psykologen, og ved at hun nok skal støtte mig undervejs mens jeg famlende søger efter det der lille barn. Mens jeg prøver at få styr på mine yderst blandede følelser omkring resten af familien, der ikke gjorde noget for at se eller at stoppe overgrebene. Der overså alle de signaler der må have været. Forbander tavsheden og beskyttelsen af min bror i forhold til resten af familien. Dybest set forstår jeg ikke hvordan det kunne ske – hvordan det kunne komme så langt. Forstår ikke at ingen opfattede at der var noget helt galt med det her barn. Den lille vrede er der men jeg pakker den mesterligt ind hele tiden. Vrede er farlig og bliver straffet. Tårer er ydmygende og bliver latterligjort. Jo, alle mønstrene sidder dybt i mig, men jeg kan ikke dem. De er som en drilsk fisk der lige nøjagtigt hele tiden undviger det lille runde fisknet. Jeg kan ikke fange dem ind – kun se på dem. Nøgternt. Følelsesfattigt.

… jeg gider ikke læse korrektur på det her.. det er med garanti lige så forvirrende at læse som det var at skrive det..eller totalt intetsigende.

Reklamer

8 comments on “Forvirret på et højere niveau

  1. Nej intetsigende er det bestemt ikke.. Du er grubler og analytiker, og den kloge dame vil have du tager fat i nogle fortrængte følelser, og giver dem plads, det er nok ikke det nemmeste hun kan bede dig om. Men du flytter dig hele tiden, også nu mens du reflekterer over dine næste skridt.

    • Tak, for det frygtede jeg når det nu var et “indlæg skrevet uden at læse” indlæg.
      Det er nok ca det sværeste hun har sat mig til, men hun må jo synes at nu er dét på tide og prøver derfor at finde veje derind… og nu skulle teorien bag så afprøves. Om det virkede på mig at give baggrunden og de mere teoretiske aspekter så jeg i det mindste kunne forstå hvorfor.

      Det går langsomt – men jeg flytter mig… men jeg er rigtigt glad for at du fortæller mig det – for så kan du jo osse se det.. så er det jo virkeligt!

  2. Dit indlæg hænger fornem t sammen og der er ingen tvivl om, hvor du er rent følelsesmæssigt.

    Det er fantastisk givende at få fat i sit indre barn, for der ligger så mange svar derinde. Det kan være svært at acceptere, at man rummer det indre barn, og det kræver meget øvelse. Jeg er ikke i tvivl om, at det vil være rigtig godt for dig, at arbejde videre ad den vej. I min egen terapi var det en fantastisk oplevelse at få kontakt med det indre barn, og jeg kom ud på den anden side som et mere helt menneske. Jeg håber, at det også kan ske for dig.

    • Tak for som sagt læste jeg ikke efter det var skrevet og læste det dårligt nok mens jeg skrev.

      Jeg håber da at det er givende og hvilken side jeg kommer ud på efter det må tiden vise..

  3. kan kun tilslutte mig de andres kommentarer. Dit indlæg er ikke intetsigende. Og jeg håber du finder det indre barn, også selvom det betyder at du må lade vreden mod de andre slippe løs. Der er dem, der gjorde dig ondt og dem, der ikke ville se, at det skete.Jeg ønsker dig al mulig held og lykke (det sidste er måske forkert at skrive, men jeg ønsker dig lykke!) med denne proces

    • Tak for det.. det føltes bare sådan.

      Jeg håber det osse, men er nok lidt nervøs for konsekvenserne ved det.. både vreden og “sorgen”.

      Og held og lykke kan jeg nu nok finde anvendelse for.. tak fordi du læser med og kommenterer.. alt hvad I skriver og tænker er brugbart for mig. En god støtte.

  4. Det er hverken intetsigende eller forvirrende. Jeg forstår i hvert fald sammenhængen med alt det du kæmper med. Den sociale arv er hæger lige så meget ved som den genetiske. Heldigvis har man mulighed for at ændre lidt på den sociale arv, men det er hårdt arbejde.

    • Tak og det er nu rart nok at der er nogen der forstår når jeg selv står og ser forvirret til.
      Sagen er nok at jeg ikke har ændret en pind på den der sociale arv -jeg har nok bare erkendt at jeg skal bryde kæden i stedet. Egentlig en grum erkendelse, men jeg kan mærke at hele det her river i mig når jeg eksempelvis hører grædende børn. Jeg reagerer ikke med omsorg eller sådan noget. Men med irritation grænsende til vrede…

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s