Det er fint, men til hvem?

Der var to ting, der fyldte rigtigt meget sidst jeg var hos psykologen, og begge dele har fyldt n;sten endnu mere efter jeg kom hjem derfra. Og nu er det ca en uge siden og det første var det – for nogen måske lidt overraskende – med mine søstre. Det skrev jeg så om og med vanlig logik, for at komme af med det. Nej, det er faktisk ikke helt sandt, for indlægget har ligget i absolut uredigeret form som kladde i nogle uger. Men jeg skulle jo lige blive klar til at smide det ud til offentlig beskuelse, for jeg havde jo egentlig besluttet af de biologiske skulle forblive gemt af vejen. Fordi, som jeg tænkte, de er jo ikke vigtige. Ikke for mig og ikke for den historie jeg render rundt med. Men, kæft hvor har jeg brugt meget energi på at spekulere på dem. Og tale om dem. Og nu skrive om dem. Men miraklet er næsten sket, siden jeg lagde det der søsterindlæg op, har jeg stort set ikke tænkt mere. For dét indlæg blev en lille streg i sandet. En markering af et point of no return. Med det indlæg er det evident at jeg ikke ønsker, at jeg ikke behøver og at jeg ikke kan have mere med dem at gøre. Der er derfor ingen særlig grund til at spekulere sig gul og grøn over om hvad de til tænke om mig og “tænk hvis de nu fandt bloggen”. Gør de det, er det ærgerligt, men jeg kan ikke længere løbe fra at det er mig, der sidder og skriver. De to kan trække forbindelsen og ikke mange andre. Og hvad så? Intet. Ikke mere. Hvad de tænker og mener om mig er jo ikke vigtigt mere, for jeg har kappet forbindelsen.

Det andet, der fyldte en del hos psykologen var hendes forslag om at sætte sig og skrive (som om jeg gør meget andet) til min overgrebsmand. Et pseudobrev. Det lyder som rigtig klassisk terapi-teknik, og jeg kan ikke rigtigt finde ud af om det faktisk ville virke for mig. Men det jeg nok ikke fik præciseret nok var hvem der i så fald skulle være modtageren (i teorien, altså) af sådan et brev. Er det min bror, mine søstre eller ham “det dumme svin”. Eller dem alle sammen, for så bliver det da en større klagesang.

Men helt ærligt, så har jeg jo egentlig nok at klage over, at brokke mig over og besvære mig over. Og ord mangler jeg vist ikke. Evnen til at få dem ud har jeg jo osse – og mediet er lissom på plads. Og om det så er passende at bruge dette medie til den slags vælger jeg så at være ligeglad med – for som jeg ind i mellem har fået at vide, så er det min blog og mig der bestemmer hvad der skal være på.

Søstrene er på sin vis overstået. Så mangler jeg bare de to svære… min bror og min overfaldsmand. Det ene værre end det andet. Så det må jeg jo prøve at arbejde på i løbet af den næste måneds tid, inden jeg skal tilbage til psykologen. Har det nærmest som om jeg fik lektier for.

Og jeg kan osse godt afsløre med det samme at det er min plan osse at uploade de to som indlæg. Upassende eller ej. Om det er medicinen, der endelig har fundet sin effekt og sit leje aner jeg ikke, men jeg er ligeglad og er ikke særligt bekymret for konsekvenserne.

For tænk hvis det har samme afklarende effekt som det indlæg om søstrene. Det skal da næsten have en chance synes jeg. Håber I stadig vil være med på en kigger.

IMG_2359Og så til noget ganske andet. Jeg fik jo de der makroringe til mit kamera, og jeg smed dem af helvede til i bitter skuffelse, for det eneste jeg fik ud af det var en masse sløret lys. men nu har jeg knækket koden. Nu virker det, og nu skal jeg bare blive rigtig god til at finde rette skarphed og lægge den det rigtige sted. Her er mine første to forsøg, sådan i den mere seriøse legeafdeling. Og med kameraets elendige kit-objektiv, som foreløbig er det eneste jeg lige har fået det til at virke med. Men mon ikke de andre kommer på osse.

Jeg har i hvert fald et par objektiver der tegner skarpere end det der kitobjektiv, men det er så dejligt alsidigt at det er godt at teste nye ting med, for så lærer jeg teknikken inden jeg prøver at overføre det til de andre, i stedet for at bruge tiden på at skille og samle kamera, for det bryder jeg nemlig ikke rigtig om. Hader at pille med et systemkamera. Et lille paradoks i sig selv. Det ved jeg.

IMG_2355

Reklamer

12 comments on “Det er fint, men til hvem?

  1. Jeg tænkte det straks – og du skrev det selv: sæt nu det er lige så effektivt at skrive om de to værste personer, som det var med dine søstre. Det må absolut være et forsøg værd, ikke? Det ville være et kæmpeskridt på vejen for dig, hvis det havde en god effekt og endnu et par streger i sandet.
    Skriv du til dem alle sammen – også selv om det bliver “en større klagesang”; det er da ligemeget, hvis det kan hjælpe dig videre.
    Og jo: jeg er med. Hele vejen!

    • Det kunne jo være at det var lige så effektivt, men det er nok ingen mirakelkur.. de tilhører jo en lidt anden kategori. Men bare stregerne i sandet bliver flyttet et par centimeter er en sejr og en god begyndelse.

      Tak for følgeskab 🙂

  2. Skriv skriv skriv og atter skriv, du har en grund og et formål, så bare sæt i gang.
    Og mig slipper du ikke for,, jeg er lige ved siden af dig hele vejen.

    • Foreløbig tænker jeg og laver små mentale noter og så må jeg se om det ender som skriverier.

      Med dig ved siden af går det i hvert fald ikke helt galt. Tak for det. En bedre støtte kan man næppe ønske sig.

  3. Jeg følger også med hele vejen! Det var dejligt at indlægget om dine to søstre gjorde at du slet ikke spekulerer på dem mere; tænk hvis et indlæg om din bror og din overfaldsmand kan have den samme effekt, tænk om du kan blive sat fri ved at skrive på din blog. Det ville være fantastisk. Det er din blog og du har ret til at skrive på den hvad du vil.

    • Jeg tror ikke det har samme effekt, så naiv er jeg dog trods alt heller ikke 🙂 Men hvis det kan rykke lidt på tanke- og magtforholdet vil det være forsøget værd. Det kan jo næppe blive værre så jeg har alt at vinde.

  4. Jeg tror at skriveterapi er godt. Jeg bruger det selv, når livet er på tværs. Da Allan røg ned med flaget psykisk, blev han også af professionelle anbefalet at skrive. Ham som stort set ikke har skrevet et ord siden han gik i skole. Han fik dog kradset en enkelt linie, eller stikord ned hver dag. Selvom det ikke har været de samme kampe, som du har, så kunne jeg se det hjalp ham.

    • Jeg har været lidt skeptisk men som psykologen lidt drillende påpeger så har jeg skrevet mere eller mindre uafbrudt i et par år nu – her på bloggen.

      Godt at høre om at det hjælper at konkretisere skriveriet – osse selvom det bare er stikord og enkeltlinjer.

  5. Jeg tror at det er en rigtig god ide at skrive et pseudobrev. Jeg skrev et pseudobrev til min mor for år tilbage (og apropos, så endte jeg med ikke at skrive nogen tiltale ‘kære’ og så vidt jeg husker heller ikke nogen sluthilsen på. Det kan man godt, hvis man er tilstækkeligt arrig), og det var godt, at få ting ned på papiret, selvom min historie SLET ikke kan sammenlignes med din. Det gjorde det mere håndgribeligt og konkret for mig, synes jeg, og i dag tror jeg faktisk at det brev udgjorde et vendepunkt for mig.

    Jeg håber, at det også kan virke for dig.

    • Er gået helt i stå på det projekt, men tanke processerne det involverede har vist osse været sunde nok i sig selv. Men om de er egentlige endepunkter ved jeg ikke.

      Jeg håber endnu og er ikke alt for optimistisk… og så er det altså godt at se at det virker for mange. Det prøver jeg så at huske mig på når jeg sidder og stirrer ud i ingenting og ikke kan få ordene ud af hovedet og ned på noget skriv.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s