Tilståelser

Skrev en gang om at mangle noget. Ligesindede. Nogen med en fælles erfaringsbagage – og at de var ganske svære at finde for mig.

Det ville være nemmere end nemt for mig at finde nogle med ca de samme barndomsoplevelser, men dem får jeg jo ikke rigtigt noget positivt ud af – snarere tværtimod har jeg fundet ud af. Så det afholder jeg mig en smule fra.

Men der er faktisk to jeg godt ville have kontakt med. Mine søstre. Som jeg ikke har set siden før jeg mødte kæresten. Ikke at jeg vil rigtigt omgås dem – men ville bare gerne vide lidt mere om hvad de egentlig har oplevet. Men der er absolut lukket. Det er mere nysgerrighed, for man kan spekulere sig tosset over deres oplevelser, som jeg dog tror har været af mere normal karakter end mine. Dog er reaktionen på mine tidligere lidt forsigtige følere mht vores bror af en sådan kaliber, at det er svært ikke at spekulere på hvad der ligger bag.

Historien bag det brud er egentlig ikke helt enkel. Det er sådan noget jo egentlig sjældent.

For nu at begynde ved begyndelsen prøvede jeg for 12-15 år siden at stille spørgsmål til deres forhold til vores fælles bror. Deres oplevelser med ham da de var børn. De afviste samtaleemnet hårdt og brutalt, men fik dog lidt at vide mellem alle de hurtige ord der fulgte. Konklusionen var at de ikke brød sig om ham – og så var den prut lissom slået.

Så gik der noget tid, og jeg havde en kæreste som de bestemt ikke brød sig om, hvilket jeg godt kunne forstå – bagefter. Det endte jeg jo så osse med – ikke at gøre. Altså bryde mig om.  Det var på et på alle måder katastrofalt forhold og denne kæreste har uden tvivl været en del af det brud der fulgte mellem mig og mine søstre.

En dag – længe efter det brud – stillede jeg et spørgsmål som åbenbart var lidt for meget. Jeg spurgte dem hvorfor de ikke rigtigt regnede mig for noget. Talte mig med i familien og kun gjorde det, når de ikke kunne blive fri for det. Og så i øvrigt ignorerede min eksistens.

Det spørgsmål skulle jeg ikke have stillet. Ikke så direkte i hvert fald. For jeg fik et svar – skriftligt.

En lang liste af alle mine dårligdomme.

  • Det med min bror og hvorfor og hvordan kunne jeg omgås ham og stadig spørge til deres oplevelser med ham og kun dårligt maskere hvad det egentlig var jeg spurgte om
  • At jeg skulle holde op med at være syg og begynde at betale tilbage til samfundet – dvs finde mig et ærligt arbejde
  • At jeg skulle holde op med at forvente at andre løste mine problemer – se ovenstående – find dig et rigtigt arbejde
  • At de synes jeg havde været for forkælet – se ovenstående – find dig et rigtigt arbejde
  • At jeg skulle – i modsætning til dem forresten – betale mine forældre tilbage hvad de havde stukket mig af penge i tidens løb med dyre studier og sygdom- se ovenstående – hold op med at være syg og find dig et rigtigt arbejde.
  • At de ikke havde kunnet acceptere min kæreste – der på det tidspunkt havde været eks i et års tid – og af gode grunde.
  • At de ikke kunne acceptere at jeg medbragte eller forventede at kunne medbringe en kvindelig kæreste til familiesammenkomster mm
  • At de havde problemer med at jeg holdt denne eventuelle kæreste i hånden eller at der på nogen måde var kærtegn i mellem os når børn og ældre så det – at den slags måtte høre min privatsfære til.

Således var ca essensen af den mail underskrevet den ene og formodentlig godkendt af den anden. Som jeg i øvrigt ikke engang værdigede et svar.

Og nu gør jeg boet op. Jeg ses ikke mere med min bror, da jeg nu ved at det bestemt ikke er det bedste for mig, selvom jeg prøvede at slå en streg over fortiden – uden held. Jeg prøvede forgæves at holde familiefreden i hævd, og var ved at gå i stykker på det.

Jeg har opfyldt alle deres betingelser (hvem faen gav dem ret til overhovedet at stille sådanne?). På nær de to sidste. De kender til mit “almindelige” liv via mine forældre, der dog klogeligt ikke taler synderlig meget om mig og os. De ved at jeg har arbejde (men nok ikke et, som er rigtigt og prestigefyldt nok i deres små-snobbede verden). De ved at vi klarer os selv og ikke er økonomisk afhængige af nogen andre end hinanden. At vi giver meget tilbage til vores forældre i form af oplevelser og højt-prioriteret samvær med dem – penge vil de nemlig ikke have. Det får de jo heller ikke af de andre som de siger. Det er et overstået kapitel i deres liv og de mangler ifølge dem selv ikke noget.

Tilbage står de der to sidste betingelser for et genoptaget samvær. Så jeg har små-tørt konstateret at deres fortsatte afvisning af mig og kærestens eksistens beror på noget så simpelt som homofobi. Og at alt det andet blot var et skalkeskjul og ubekvemmelighed over at jeg spurgte lidt til deres oplevelser med vores fælles bror. Men det gør jeg ikke mere så homofobien må være det der stadig holder dem tilbage. Eller osse er de bare lidt flove og kan ikke finde ud af at komme videre fra det hjørne de har sat sig selv ind i.

Og den betingelse kan jeg ikke og vil jeg ikke opfylde. Min kæreste er min familie og det er helt naturligt for mig at hun naturligvis sidder med ved bordet når familierne samles rundt omkring.

Det er osse helt naturligt at hun bliver budt med når den øvrige del af familien holder et eller andet festligt og mit indtryk er dybest set at de godt kan lide hende. De kan synes at det er noget “underligt noget” med de to piger, men det er jo ikke mere underligt end man gør det til. Men at bede mig om – hvis hun er med – ikke at lægge armen om hende eller gøre noget andet der ser ud som noget kæreste-agtigt at gøre – det har jeg svært ved at kapere. Og jeg kan da slet ikke efterleve det i praksis.

Egentlig forstår jeg slet ikke hvorfor noget de kan gøre med deres mænd – offentligt – er så frastødende når jeg gør det samme. De forventer da osse at blive inviteret som par og som familie til tingene – men når det er mig og kæresten er det pludselig noget der retteligt burde høre privatsfæren til. At hende bør jeg gemme derhjemme når jeg selv viser mig ude i offentligheden.

Om jeg hader dem – overhovedet ikke. Savner måske den ene og er ligeglad med den anden. Med had er der slet ikke tale om. Jeg kan forundres over hvor dyb deres afstandtagen til mig er – jeg kan forundres over at de ikke vil komme til vores fars runde fødselsdag (han er en ældre herre, så dem er der nok ikke så mange tilbage af) bare fordi jeg og kæresten kommer. Bror havde meldt afbud pga noget længe planlagt ferie i langt-væk-udlandet. Men ikke engang dét kunne de nedværdige sig til at deltage i – når vi nu osse var inviteret. De kunne næsten ikke engang finde ud af takke pænt nej. (Og det må egentlig osse være svært at finde en acceptabel forklaring på det afbud).

Det er klart at det blev en sær fest og at der var mange der undrede sig over at de to ikke var med med deres familier. Jeg måtte bare svare så stilfærdigt jeg kunne at de ikke havde det særligt godt med den måde mit liv havde formet sig på og at de derfor ikke ønskede at se mig.

Men jeg kan ikke ændre fortiden – og jeg vil ikke ændre nutiden og fremtiden. Og fremtiden bliver med tiden uden bror, uden søster 1 og søster 2 og uden familie i øvrigt, da det formentlig osse glider ud til siden.

Jeg begynder at forstå hvorfor rigtigt mange af mine lesbiske bekendte og venner i højere grad vender sig mod hinanden og laver sociale familieenheder med sig selv, deres venner og hinanden i stedet for de der biologiske tilfældigheder vi ellers er udstyret med.

Når jeg omtaler mine søstre er det næsten altid de biologiske.. for de findes ikke rigtigt andre steder i min verden. Lidt ærgrelse kan jeg godt finde frem – lidt tristhed.. men nok allermest forundring over at voksne og veluddannede mennesker der for den enes vedkommende har gjort det til en profession at arbejde med psykisk syge (et er teori – noget andet praksis) og den anden åbenlyst bekender sig til det parti, der har gjort homosagen til deres er vi ikke bare så goe sag. Osse her mistænker jeg, at der er forskel på fine ord i et partiprogram og så udførelsen i praksis. Jeg kan naturligvis ikke bebrejde hele partiet for dette enkelte medlems private holdninger, men … jeg gør det nok alligevel og det er bestemt ikke et parti, der får min stemme. Jeg er osse bare et menneske.

Det må være hundesvært at forstå for jer der har helt normale relationer med jeres helt normale søstre, og det kan måske virke lidt provokerende at jeg skriver alt det her – her, og ikke i stedet prøver at kontakte dem direkte hvis jeg ønsker kontakten. Men efter rigtig mange overvejelser er jeg nok nået frem til at jeg egentlig ikke ønsker den kontakt mere. Jeg har ikke meget mere at tabe men lidt at vinde ved at offentligt sætte ord på at jeg faktisk har søstre. Biologiske søstre. Intet mere end det.

Man kan osse mene at det her indlæg sætter mig i et skidt og lidt “nassende” lys. At jeg udstiller nogle mindre gode sider ved mig selv. Jeg var meget syg og meget svag og mange ting har ændret sig siden det. Det er derfor jeg kalder mig selv “overleveren”. Jeg burde ikke have været hvor jeg er i dag. Der var egentlig alt for meget at skulle overleve til at kunne gøre det med succes, og alligevel er jeg her jo i dag i en eller anden grad. Egentlig er jeg lidt stolt af mig selv og den kamp jeg har kæmpet og som jeg stadig kæmper. Men for de to var det ikke nok – ikke godt nok. Og det bliver det nok aldrig.

Reklamer

18 comments on “Tilståelser

  1. Du er en overlever, og du må gerne klappe dig selv på skulderen og rette ryggen og være stolt af dig selv. At du har to søstre, som har slået hånden af dig, siger nok mere om dem end dig. Ja det er svært at forstå for mig, som er tæt knyttet til mine søskende, men du er ikke den første, jeg har mødt, som har valgt at finde sig en alternativ familie gennem venner. Og hvis ens familie gør en ked af det og man ikke har fornemmelsen af at høre sammen, så synes jeg helt klart, at man skal finde de mennesker, hvor man bliver glad og føler anerkendelse og kærlighed.

    • Det må være svært at forstå når man har et nært forhold til egne søskende, at det kan være anderledes og måske endnu mere at jeg egentlig ikke ønsker det ændret mere. Jo, for mine forældres skyld, men egentlig ikke mere for min egen.

      Jeg har egentlig ikke valgt det til – men sådan er det jo blevet og indledningsvist var det jo ikke mit valg. Jeg må bare leve med deres valg – som de selv.

      Og tak for de “formidlede” skulderklap.. jeg synes egentlig osse selv jeg har fortjent dem – det er bare ikke særligt tit at jeg decideret giver mig selv dem – som i dette indlæg. Jo, jeg synes faktisk at jeg kan være tilfreds med min måde at vende en næsten dødsikker skæbne, der formentlig ville være endt en smule før tid.

  2. Jeg kunne godt have lyst til at fortælle sådan et par damer lidt om min indstilling til livet, men det kommer jeg jo ikke til.

    Selvfølgelig har de overhovedet ikke nogen ret til at sætte sådanne krav overfor dig, og jeg forstår faktisk godt, at har valgt at leve med, at de “bare” er dine biologiske søstre.

    Er der noget du har fortjent, så er det da skulderklap. De burde være stolte af dig og din evne til at kæmpe i stedet for at forsøge at få dig til at passe ind i deres egne skabeloner.

    • De kunne ganske givet osse godt have lyst til at fortælle mig et par sandheder mere, men det kommer de så heller ikke til 🙂

      Nej – det er nok det egentlige problem her.. at det der – det har de nemlig ikke ret til. De kunne sige at “vi gider dig bare ikke” og det ville være mystisk og surt, men deres eget valg. Men at stille ultimative krav for et fortsat samvær er over grænsen.

      De er stolte af sig selv, deres hække, biler, rejser, karrierer og børn… og ikke meget andet. I næsten tilfældig rækkefølge. Og dér kommer sådan en som mig jo aldrig til at passe ind.. er slet ikke præsentabel nok med alle mine dårligdomme og skidte kæreste.

  3. Atter et af skræmmeeksemplerne på, at man vælger sine venner, men ikke sin familie. Jeg holder skam meget af mine to søstre, men hvis jeg blev tvunget til et valg, så kom mine venner i første række.
    Den slags må man nok slet ikke skrive, men sådan er det bare, og jeg tror, at du kan være glad for kæresten og de ægte venner, du har. INGEN skal stille krav for ville være sammen. Det kaldes tyranni.

    • Familie vælger man ikke, men kan vælge den fra.. og det er nok sådan ca sådan jeg har det. At jeg stille og roligt vælger det fra og efterhånden ikke ønsker nogen kontakt med de to damer. Det vil jo osse være lidt vanskeligt da kæresten jo er en del af mit liv og ikke bare kan sættes på sidelinjen her.

      Nej, man må vist ikke skrive sådan – men det er der så meget man ikke må. Dette indlæg har ligget i min kladdebakke i et par måneder og først nu fandt jeg modet til opdatere det og trykke på publish. Netop fordi den slags må man vist ikke skrive.

      Om det er tyranni ved jeg nu ikke, men tror nu nok at det blev noget der ligner da de “pænt” takkede ned til familiefester hvor vi osse deltog.

  4. Jeg kan sagtens genkende dit forhold til søskende.
    Osse den der stolthed (happy family) , du beskriver -biler,rejser,børn osv.
    Men jeg hæfter mig ved nogle ting, du fortæller,-
    nemlig
    1) mail skrevet af den ene og formodentlig godkendt af den anden-
    (det er dit gæt)
    2) du er ligeglad med den ene – men savner den anden.

    Hvis det er den samme person, må du kontakte den din søster.

    Jeg gætter på, at du er den yngste.
    Den der har skrevet vanvittige krav til dig er storesøster – og den. du tror billiger den mail, er mellemste. – Bare et gæt.
    I min verden er der ingen tvivl om, at afsenderen af mailen er utroligt bange for dig-
    bange for din ærlighed. Du kom alt for tæt på “noget”.

    Derfor er mit bud, at ældste søster er blevet misbrugt, din bror ligeså –
    din mellemste søster er sluppet – og du er så blevet misbrugt af næste generation.
    Din mor har hele vejen igennem forsøgt at holde sammen på det hele.
    Og det gør hun den dag i dag uden at stille spørgsmål.

    Du har under alle omstændigheder valgt rigtigt-
    du har valgt kærligheden og kan se den.
    Derfor skal du måske prøve at finde kontakt med mellemste søster.
    Referencer til barndommen er vigtige – uanset.
    Med stor tak for din blog 🙂
    Pipper

    • Du var blevet fanget i min spamkø, som jeg på skammeligste vis ikke har fået checket i nogle dage. Det undskylder jeg.

      Dit gæt 1 er helt rigtigt – og det er nr 2 også.
      Dine gæt vedrørende misbrug af søstre og bror tror jeg så til gengæld er skudt ved siden af, men der er ganske givet foregået andre ting der har været ubehagelige og i hvert fald for ubehagelige til at nogen har ønsket at svare på mine spørgsmål. Der er et par detaljer her som jeg har udeladt, men jeg kan sagtens forstå hvor og hvorfra du får de tanker.

      Jeg skal ikke prøve at kontakte nogle af dem og savnet jeg skriver om var vist bare en nostalgi-rest som afgik ved døden da jeg satte disse ord på. Savnet er nok mere styret af nysgerrighed og nostalgi og ærgrelse. Hun er ingen stærk person (så vidt jeg husker det) og kan ikke forventes at gøre noget som helst uden at det er “godkendt” af ældste søsteren. Så der vil jeg bare rende ind i et nederlag som jeg ikke ønsker og ikke har brug for. Og hun er heller ikke dét forsøg værd. Dybest set.

      Min barndom er i hvert fald vigtig for mig… men efterhånden bliver referencerne færre og færre og jeg etablerer mig med en ny form for familiestruktur hvor gode venner indtræder som pap-brødre.. og gør det helt frivilligt 🙂

      Tak for din tankevækkende kommentar der lige skubber mig lidt i den rigtige retning mht skriveriet. Det vender jeg nok tilbage til.

  5. Uha, s¢stre med egen livs-syn, som ikke kan forandres – det kender jeg alt for godt!
    (Min sster er efter altid at have været dominerende og leve efter sort-hvid-værdier nu en tro jehova vidne).
    Altså fuld forståelse for, at du vælger så bevidst at finde dine egne ben og menneskelig værdier…
    Men om du har lyst til at fortælle dem nogen sandheder om at omgås med hinanden og om at respektere sine medmennesker? Dermed er du ikke den sp¢rgende om lov til at lege med – men den aktive, der også bestemmer indholdet og grunden til samvær eller ej…

    • Helt ærligt så bestemmer jeg indholdet til et stort fint 0 – for jeg vælger nok at styre min nysgerrighed og bare lade dem være hvor de gerne vil være – for sig selv. For jeg ønsker jo slet ikke den kontakt mere. Er bare lidt spekulativ ind i mellem.

      Jeg tror som flere er inde på at man godt kan være uden sine søskende – og at det er sværere at undvære vennerne.

  6. Venner er den familie man selv vælger. Dine søstre har ingen ret i verden, til at bestemme hvordan du skal leve dit liv.
    Du er nok bedre hjulpet uden dem, selv om jeg godt forstår din nysgerrighed.

    • Den må jeg leve med, altså nysgerrigheden. Men jeg tror at det at indlægget her først kommer ud nu er sådan en slags streg i sandet for mig – at herfra ønsker jeg slet ikke at få dem tilbage i mit liv. De er uden for mit liv – og der må de egentlig gerne blive.

      Og nej, de skal ikke sætte grænserne for hvordan mit liv skal leves og traumerne skal håndteres. Det vil værre et ringere menneske de var i familie med, hvis jeg bukkede og bøjede ind efter deres snæversyn.

  7. Gud, har du søstre! Det havde jeg nok aldrig gættet. Er de ældre end dig? Ud fra din beskrivelse er du nok bedst tjent med ikke at have kontakt med dem. De er da godt nok nogle kedelige damer. Hykleriske og fordømmende. Æv. Iøvrigt skal du ikke tro, at du er ene om at have dårlig/ingen kontakt til selv nære familiemedlemmer. Det ses da mange, mange steder. Også flere steder i min familie. Desværre kan man sige. Men det kan jo også blive så meget for meget, at man er nødt til at vælge fra.

    • Har jo heller ikke nævnt dem før, så det kan jeg godt forstå kommer lidt bag på dig. Har været meget i tvivl om hvad jeg skulle stille op med dem og hvad der var mine ønsker angående dem. Og det er der kommet en form for klarhed på nu – at jeg ikke skal stille noget op med dem og at jeg ikke ønsker dem som sådan.

      Det er nemlig meget normalt i dag at familier ikke nødvendigvis ses eller kan være sammen, jeg forstår det godt og så alligevel ikke og jeg har længe haft det lidt svært når jeg ser venner og bekendte drage afsted på ferie med søstre mm velvidende at sådan bliver det aldrig mere for mig. Men har nu trukket en streg i sandet og det hjalp en del. Jeg føler egentlig ikke at jeg har valgt fra – mere at de har valgt fra. Men at det er op til mig ikke at vælge til. Og det gør jeg så ikke – ikke engang et forsøg på at gøre. Herfra er de “ude”.

  8. Pingback: Det er fint, men til hvem? | Overleveren

  9. Pingback: Biologiske tilfældigheder | Overleveren

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s