For det har jeg fået pænt besked på af alle de kloge hoveder, der har med mig at gøre. Altså at jeg skal øve mig i at sige Nej. Og mest på arbejde, for jeg vil jo helst ikke være syg igen, om så bare for nogle få dage fordi min overbelastede sjæl ikke kan mere eller at mit knæ driller. Jeg har to fine grunde til at holde lidt på energien dér, og så vel ortodpædkirurg som læge og psykolog mener at jeg skal prøve at holde mig i nærheden af det i forvejen aftalte timetal på ca 30. Det er slet ikke noget urimeligt timetal.
Og i denne uge lykkedes det sørme. Men osse kun næsten, for jeg sagde faktisk ja til en ekstraopgave i går, og det ville have bragt mig over grænsen. Jeg skulle overtales og lokkes for med søde ord, men jeg endte med at sige ja, efter først at have afvist det kategorisk. Endte så faktisk med at blive løst af andre, så jeg slap og viste min chef med al ønskelig tydelighed i ord og fagter at dét var jeg bestemt ikke utilfreds med.
Ok, så lærte jeg det. Først nej kan blive til et senere ja. Jeg må vist øve mig mere i det der nej. Og gerne med en vis bestemthed – og helst uden at være morsom/flabet/sarkastisk som jeg sagtens kan finde på – og i dag ringede hende den anden chef og jeg tog telefonen og præsenterede mig som jeg plejer:
– Må jeg sætte en ekstra opgave på dig
– Nej
– Jamen du kan lige nå det mellem to andre
– Nej
…. bang.. røret på.
Men jeg sagde jo nej første gang. Jeg var ikke det mindste morsom men sagde bare ganske klart nej. Men jeg tror faktisk hun blev lidt børnefornærmet i visheden om at hun måtte finde en anden til jobbet, for jeg orkede faktisk ikke mere i dag og lusker stadig rundt på et knæ der driller.
Og nu sidder jeg så med min dårlige samvittighed og spekulerer over hvor meget det ødelagde i hendes plan at jeg sagde nej, siden hun blev så knotten at hun smækkede røret på, Genspiller den lille samtale for at hitte ud af om jeg har brugt et fornærmende tonefald i mine sammenlagt 5 talte ord. Og jeg tror det ikke, jeg var bare helt, helt klar i mælet at dét ville jeg ikke i dag. Men det kan måske osse være fornærmende i sig selv.
Og i dag ser jeg så næste uges plan – helt som jeg forventede – bortset fra at min halve fridag, der altid ligger torsdag i lige uger pludselig er faldet ud og er besat med en opgave. Jeg tøvede ikke et øjeblik og ringede til chefen, at dét kunne hun altså godt ændre, for jeg har fri kl 13 de dage. Altid. Lige fra jeg blev ansat og til nu. Det var ikke særligt populært heller. Men jeg skal da ikke aflyse både psykolog og læge bare fordi deres computersystem synes at mine magiske torsdage skal rituelt slettes med en regularitet på ca 3-4 måneder. Og det er samme problem hver gang. Jeg ser det og reagerer og får faktisk dårlig samvittighed hver eneste gang. Der var til gengæld ingen tøven, for de dage er bare for vigtige for mig.
I dag har jeg altså sagt Nej hele tre gange.
Synes faktisk selv at jeg er ganske dygtig. Men tror cheferne er en smule trætte af mine manøvrer. Jeg kan altså godt lide det job, jeg kan godt lide at have det og gøre det – men jeg vil ikke ødelægges af det. Og ved jo godt et eller andet sted derinde at det er hverken de eller jeg interesseret i, de skal bare løse kortsigtede problemstillinger her og nu – hvor jeg mere kigger længere frem og er lidt mere bredspektret i synet på mit liv. De ser en opgave-udførende medarbejder-robot, som de kan tjene penge på så længe jeg ikke laver fejl eller bliver syg – jeg ser et lidt helere menneske. Det er barsk og kynisk, men ingen skal være blind for at det er en privat virksomhed og ikke et eller andet socialdemokratisk velfærdsprojekt. De skal tjene penge, og så længe de gør det godt har jeg et job.
Så længe jeg gør det godt mht at passe på mig selv – har jeg formodentlig et job. Holder jeg op med at passe på mig selv er jeg invalid.
Jeg skal bare øve mig i at sige nej uden at blive morsom.
Overleveren 
Det er ikke altid helt let at sige nej, men når de inddrager dine halve dage helt uden at spørge, må det altså være en hel del nemmere! Sådan noget er simpelthen ikke i orden, rent bortset fra, at lederne giver sig selv dobbelt arbejde, når de først sætter dig ind og derefter må pille dig ud igen og finde en anden.
Retfærdigvis tror jeg faktisk at det er computersystemet der styrer vores arbejdsopgaver og logistikken i det, der sletter mine halve fridage. Fornemmer en vis regelmæssighed i kampen om mine torsdage. Men det er pisse-irriterende for alle at noget jeg betragter som en selvfølgelig aftale skal forsvares. I september har jeg en aftale på sådan en dag som blev indgået i slutningen af april, fordi jeg jo ved at lige præcis dé dage er tilgængelige. En sådan aftale kan jeg jo ikke ændre 5 dage før. Så de skal bare holdes.
Og ja – de får lidt ekstraarbejde ud af det for det vælter vist rundt i planerne. Men ja, det var faktisk nemt at sige nej lige til den – for jeg har jo andre aftaler der kolliderer…
Det kan være svært at sige nej, men synes egentlig heller ikke at det er pænt af cheferne, når de ved hvordan du har det, og har en klar aftale om arbejdstid.
Jeg fik jo min vilje, efter en lille smule parlamenteren om det. Og jeg tror faktisk at det er computerne der sletter mine magiske torsdage og ikke cheferne selv. De handler i god tro, men det er pisse-irriterende.
At kunne sige nej på en ordentlig og forståelig måde er hundesvært, det tror jeg er en livslang øvelse.
Ønsker dig en god weekend hvor ja til hygge og samvær med kæresten er i højsæde.. 🙂
Så må jeg jo bare fortsætte med at øve mig i det.
Og tak i lige måde.. og så skal der leges – for alle fotodimserne er i hus med lidt forviklinger da gråfiltret ankom i en æske der burde have indholdt et pol-filter. Men jeg har testet det og det er faktisk et gråfilter – som angivet på en lille bitte label sat i et hjørne.. sært princip, men det virker i hvert fald som et gråfilter, så jeg accepterer forsendelsen 🙂
Det er vigtigt at kunne sige nej på en klar og tydelig måde, så der ikke er noget at tage fejl af. Det virker som om, du gør det godt, for dine nej’er bliver jo accepteret. Det er da irriterende med et computersystem, der sletter dine dyrebare torsdage.
Det første nej blev jo ikke accepteret, men jeg skal øve mig lidt mere 🙂
Ja, det er lidt pisseirriterende at systemet af en eller anden grund sletter de der faste fridage. Men nu går der forhåbentlig et par måneder igen før jeg skal brokke mig over det – igen.
Jeg mener nu, du mangler at fuldføre din sidste sætning “og at det er dem og ikke mig, der skal have dårlig samvittighed.” Eller måske glemte de pågældende at sige, at du skulle lære at sige “Nej!” UDEN at få dårlig samvittighed, for ellers lærer du jo ikke noget – sig ja, og du får det dårligt – sig nej, og du får det dårligt. Vil du have det dårligt på den ene måde, eller vil du have det dårligt på den anden måde. Nej, vel vil du ej – du vil have det godt.
Det er egentlig en ganske skarp iagttagelse.. at det jo osse er vigtigt at kunne sige nej med god eller bare bedre samvittighed – men jeg tror ikke det kan læres som teknik – kun erfares med træning og øvelse..
Det blev jeg simpelthen nødt til selv at finde ud af ved at turde indse, at det er sådan, det hænger sammen. Det har vist sig at give give ro i sindet at stå ved, hvem jeg er. Og det bliver lettere og lettere for hver gang. Men det er stadig lige vigtigt for mig, at jeg gør det på en måde, så jeg kan se mig selv i øjnene. Få din psykolog til at hjælpe dig på rette vej. Det er fint nok, at man har givet dig et “værktøj”, men jeg synes, man glemte at fortælle dig, hvordan det skal bruges for at kunne VIRKE efter hensigten – dit velbefindende, fysisk og psykisk.
Jeg syntes, det var meget lettere med mine børn; jeg passede på som en smed med ikke bare at svare “nej!” – hvor jeg ligeså godt kunne svare “ja” – fordi jeg havde travlt med noget (og alligevel var hende, der bestemte). Derfor svarede jeg, “Giv mig lige tid, til jeg kan slippe det her, så vi kan tale sammen om det OG se på hinanden!” Dengang blev jeg jo heller ikke presset ud i noget, som kunne få – til tider store – konsekvenser for mig. Da drejede det sig om at være en ordentlig mor, så de vedblev at være trygge ved at komme til mig.
Selvfølgelig er det ikke en teknik – mere en indsigt, men hvis du har indset, at det er sådan, det også er for dig – så er du allerede godt på vej.
Held og lykke på turen – og vær ikke bange for at spørge om vej!
Jeg spørger tit om vej, men ikke altid så direkte.. men det er gået op for mig at det er dét bloggen er til for – for mig.. at spørge om vej og få alle mulige og til tider umulige inputs til min situation.
Men når jeg læser dine to svar her til mig så får jeg for alvor bekræftet hvor vigtig bloggen er som redskab for mig, for her bliver der da sat nye tanker i gang og jeg får gode og kvalificerede modspil og det er mere end guld værd.
Jeg ville ønske jeg kunne skrive mere åbent og frit om eksempelvis min arbejdssituation og hvad der gør et godt nej til et godt nej og hvad der er skidt, men jeg kan berolige dig med at psykologen har været meget konkret på de her emner, det er blot ikke alt jeg kan viderebringe og så handler det naturligvis osse meget om dagens arbejdsløshed og sådan noget hvor jeg helt naturligt er nervøs ved at miste mit job hvis jeg ikke stiller op.. for med min baggrund er det ikke umiddelbart nemt for at mig at finde et andet og det er i sig selv et mirakel at jeg har beholdt det her job i nogle år efterhånden.
Forstår du at min sygdom er så alvorlig og så tung i grad at jeg slet ikke burde kunne gå rundt i verden og da slet ikke have og beholde et job? Selv små bitte ting kan være næsten uoverkommelige for mig- og alligevel gør jeg dem. Og det får jeg osse hjælp til. Bare det at gå ud af døren om morgenen kan være en indre kamp og et dilemma – tør/tør ikke. Så det med at sige nej og have det godt med det er sådan ca problemstilling nr 479 i en række af problemer – hvor problem 1 – 5 handler om bare at komme ud af døren, se andre mennesker i bussen og gå ind af døren på arbejde. Omkring problemstilling nr 300 ligger det at sige nej… og nr 479 ca er så det der med at samvittigheden. Men jeg er som du sikkert forstår nødt til at løse en masse små og store problemer først – hver eneste dag. Før jeg overhovedet kommer til det der med samvittigheden. Men jeg er blevet god til at bundte problemstillinger, så det kommer nok en dag.
Jeg kan ikke gå fra 1-> ca 479 bare sådan.. der ligger alt for meget møg i mellem og at forvente det af mig er at stille høje krav. Lidt for høje. Og det tror jeg psykologen ved og osse at det er derfor hun går lidt forsigtigere til den.
Det er desværre bare ikke mål og delmål, der kan hakkes af en gang for alle.. de skal hakkes af hver eneste dag! Hver dag er sin egen kamp for overlevelse i en verden der ikke er indrettet på sådan nogle starutter som mig.