På vores vej gennem ferielandet besøgte vi Tåsinge. Ikke at vi brugte særligt meget tid derovre, men vi så den dejlige ø gennem bilruderne som vinduesviskerne ihærdigt forsøge at holde bare nogenlunde vandfri.
Vi kender naturligvis historien om Elvira Madigan og Sixten Sparre og måtte lige runde deres gravsted på Landet kirkegård. Det har de nu fået sat pænt i stand siden jeg var der sidst og så de to små og næsten uanseelige gravsten, der nærmest så ud til at være hensmidt på jorden og var nærmest ulæselige.
Jeg ved ikke rigtigt om jeg køber den store romantik om deres kærlighed og kan ikke lade være med at tænke på om der mon snarere er tale om et jalousidrab og et selvmord. Der var vist noget med at hun ikke var helt så indstillet på at stikke af med ham som han var med at stikke af med hende. Men historien er jo god som den er.
Vi luskede lidt rundt på kirkegården i øvrigt og faldt over denne fantastiske mindesten, som menigheden har sat over deres præst.
Prøver efter bedste evne at tyde hvad der står, da det vist er lidt svært at se på billedet:
Frederik Kristian Lund
Födt i Kiøbenhavn 8tende martz
Död i Landet Præstegaard 1780
Den 30 martz 1854
Consistorialraad
Sognepræst for Landet Menighed
i 44 Aar
Blind i 14 Aar
Nidkiær for sit Kald, taalmodig
i sine Lidelser fandt han Naade
til at dö i Jesu Navn, velsignet
og begravet af sin Enke og sine Börn
Dybt savnet af flere
Höjt agtet af alle som forstode
At han var
Sandheden tro i Kiærlighed
Jeg tror egentlig ikke at de kunne lide ham og at de har haft store vanskeligheder med at forfatte denne tekst.
Det er i hvert fald et eftermæle jeg personligt godt kunne undvære hvis jeg var blevet spurgt.
Overleveren 
Hehe.. Dybt savnet af flere.. Men ikke af alle 🙂 nej så hellere ingenting.
Ja, ikke… en præst der er nidkiær i sit kald var nok osse en smule upopulær den gang. Guldkornene og pointerne nærmest vælter over hinanden i den lille tekst.
Haha, ja det er lige før, den kunne komme med i “Gravfiti”, som er en samling af alverdens mere (eller mindre frivilligt) morsomme gravstenstekster. Underfundig er denne her i hvert fald.
Jeg havde ikke kendskab til, at Elvira og Sixtens forhold ikke var så hyperromantisk, som historien vil gøre det til.
*hov – havde helt misset at svare dig osse… sådan er det på ipad ind i mellem*
Teksten er i hvert fald ganske dobbelttydig, osse selvom den er gammel.
Gravfiti lyder som noget jeg skal prøve at kigge lidt mere på – det kan da kun være en smule underholdende. I går underholdt min gamle morbror osse med et par stykker af slagsen, og dem har jeg naturligvis glemt igen.
Historien maler jo altid med den lyserødeste farve på fra paletten.
Mjah, jeg tror, man skal være varsom med at tolke så gamle tekster. Sproget var anderledes dengang. Måske var han dybt savnet af flere – end blot lige sine nærmeste? Og var nidkærhed ikke en dyd dengang? Jeg ved det ikke. Men jeg gætter faktisk på, at de (hans sognebørn) godt kunne li’ ham. Eller i hvert fald havde stor respekt for ham. På den positive måde. Ellers havde de da ikke gidet at sætte så stor en sten for ham. Den har da været dyr 😉
Øv, jeg vidste heller ikke, at Elvira måske slet ikke havde lyst til at flygte. Det gør Sixten Sparre til gemen morder – og det er jo slet ikke til at holde ud.
Jeg er helt klar over at tingene ser anderledes ud i dag hvor vi er alt for vant til satiriske tekster og til at afkode disse, end det gjorde den gang. Men synes nu stadig at denne tekst oser af dobbelttydigheder – især i vendingen om at være “højagtet af alle som forstod” hvilket jo egentlig betyder at der var en del der ikke forstod.
Det er jo ikke til at vide hvad der egentlig skete i den skov på Tåsinge, og jeg kan ikke huske hvor pokker det kom fra at der var tvivl om pigens ønsker…
Det har åbenbart ikke været lige til at gøre alle tilfredse. Man kan næsten se tekstforfatteren sidde og klø sig under huen for at få de rigtige ord frem.
Ja – selvom tiden var en anden som Midterfruen helt rigtigt bemærker – forekommer det osse mig at der har været historier om den mand, det har været svært at skrive uden om.