Medicinsk excorcisme

Det må være noget i den stil jeg har bedrevet i de sidste 2-3 måneder. Jeg mener naturligvis udfasningen af de der forhadte (og vanvittigt dyre) lykkepiller. Undskyld Hanne, men det kalder jeg dem altså for så ved vi alle hvad vi taler om. Det er nemmere på den måde.

Det har været en periode fuld af op- og nedture (på vægten mest op, øv) og det har helt ærligt været mere svært end jeg har ønsket at indrømme. Det der medicin laver godt nok noget værre roderi i hovedet og i kroppen. Jeg ved at det har hjulpet mig igennem nogle svære perioder, hvor jeg virkelig havde lyst til at gøre dumme og drastiske ting, så på den måde er jeg taknemmelig nok for deres hjælp. Men at lære at stå på egne mentale ben igen, det er dælme lidt af en opgave.

Kæresten har været en uvurderlig støtte når jeg sank ned i dybe depressionslignende huller, når jeg tændte af i blind vrede over et eller andet petitesseagtigt. Det eneste der ikke rigtigt er blevet berørt af mine øvelser udi temperamentsgrænser – det er mit job og indsatsen der.

Til gengæld kan jeg mærke en dyb og gennemtrængende træthed hvad det angår. Det er ikke lige frem fra min side der bliver delt ekstraindsatser ud. Jeg orker det ikke, jeg gider det ikke og skraber bare lige igennem i en periode. Det er vel osse ok, så længe jeg møder hver dag og gør det jeg får min løn for. Og de færreste forventer forhåbentlig at jeg gør mere end det. Det bliver i hvert fald ikke lige nu.

Jeg vil ikke love eller garantere nogen at besværlighederne her overstået her og jeg vil heller ikke kunne love at jeg ikke kommer tilbage på de der piller. Men jeg håber at jeg kan sige at “det var det”. At det er overstået nu og at jeg mentalt er i stand til selv at stå i mod når livet gør for ondt. Når minderne, erindringerne og traumerne vælter rundt i min sjæl. Når PTSD´en tager over og bliver et farligt bekendskab igen. Jeg kan ikke love det – men jeg kan love at jeg gør alt hvad jeg kan. For alles skyld. Ikke mindst for min egen.

Men jeg tager altså ikke de der piller mere. Jeg ved ikke om det var og er lægens plan, og hun har egentlig været lidt uklar i mælet hvad det her angår i den sidste tid, så jeg tog beslutningen selv, da den føltes rigtig. Og så må jeg jo se hvad hun siger til det – til sommer. Når det forhåbentlig er gennemført med en vis succes.

Jer, der læser med her har garanteret bemærket en del overspringsblogging på det seneste. Jeg har ikke rigtigt kunnet finde ud af at få ro på mig selv og rigtigt sætte ord på hvad der egentlig er foregået. Og har samtidig tænkt – hvorfor skulle jeg gøre det? Hvem fanden gider læse det? hele tiden?

Og så var det jeg satte mig ned og kiggede rundt i bloggen og så at det jo bestemt ikke var hele tiden det hele var så alvorligt. Så det går nok endda.

Der er stadig så meget mentalt arbejde der skal gøres og det må jeg så gøre. Med gode menneskers hjælp i stedet for medicinen. Det må simpelthen kunne lade sig gøre at gøre et nogenlunde menneske ud af mig – med det råmateriale jeg nu er udstyret med af viden, erfaring og traumer.

I næste uge tager jeg en ny runddans med psykologen i de mørkeste kroge af det martrede sind. Sidste gang var barskt – næste gang bliver værre. Tror jeg.  Og så tror jeg nok at det er ved at være på tide at jeg lærer det andre kan.. at græde og give efter. Uha, den bliver svær, men det er efterhånden gået op for mig at det nok vil tjene et vist formål.

Midt i det hele – midt i alle disse store og små tanker – bliver jeg indædt taknemmelig for de mennesker omkring mig der formår at se ud over dette. Se mennesket bag traumerne og sygdommen, der burde være invaliderende, uden at forstøde mig. Osse selvom de ved hvad ikke mange ved, er der ingen hårde ord men blot stilfærdige forståelsesforsøg, støtte men osse rum til latter og grin. Rum til at tale om alt muligt andet osse. Jeg føler mig så hel med dem der ved, uden dog helt at forstå – men som ikke dømmer mig ude af den grund. Mennesker der følger min kamp for at finde tilbage til bare et nogenlunde normalt liv. Så normalt som jeg nu kan få det.

Og helst uden piller der skal behandle mig og med piller der skal forebygge at jeg bliver for syg igen. Men bliver jeg for syg igen, så ved jeg for første gang i mange mange år at der ude i verden sidder nogle mennesker som osse tilgiver mig det. Det håber jeg da i hvert fald.

Reklamer

12 comments on “Medicinsk excorcisme

  1. Jeg sidder og væver og har det lidt som da du kommenterede mit sidste indlæg. Men du ved, at jeg beundrer dig for kampen, for du har sgu fortjent at ha godt.

    • Og jeg kan lige så godt indrømme med det samme at jeg nu sidder og væver og prøver at finde et begavet svar til dig – især fordi jeg ikke kan huske hvad jeg skrev lige ud af hjertet i går i det her indlæg og overhovedet ikke har lyst til at genlæse det. Er sikker på at jeg finder dumheder, stavefejl og knudrede formuleringer. Men det var altså lige dér jeg var i går.

      Tak for din beundring, som jeg faktisk ikke synes jeg har fortjent.

    • Mjaeh – jeg tænkte lidt over det og endte med “what the hell”… så må hun uddele tørre tæsk til sin ulydige patient. Men ved osse at beslutningen i sidste ende er min og dermed er ansvaret det osse.

      Og tak for hjælpen til kampen – btw.

  2. Puff, det må være svært for dig.
    De gør jo noget godt, de lykkepiller, men de gør åbenbart også en masse skidt, og så skal man til at veje, hvilket du må have gjort.
    Jeg ønsker dig pøjpøj i den videre kamp – og du ved forhåbentlig, at herfra bliver du altså ikke dømt ude!

    • Det er svært og som du selv er inde på handler det om at afveje fordele og ulemper. De udjævner og forhindrer de store følelsesudsving, men til gengæld står de nu i vejen for mig og de skridt jeg nu vil gå. Jeg skal bruge udsvingene og håber bare på at jeg har styr på dem og kan acceptere at de trods alt nok er naturlige nok.

      Tak.. og ja det ved jeg… og det er en stor hjælp.

  3. Hvis der er nogen, der dømmer dig ude, er det næppe dem, der læser med på din blog. Jeg synes, du er sej. Og jeg håber virkelig, at du kan gennemføre dit projekt 🙂

    • Det er i hvert fald ikke dem der kommenterer – de andre ved jeg jo af gode grunde ikke noget om.

      Jeg håber jeg er sej nok og har styrken til at stå den her proces igennem. Jeg skal som nævnt i kommentar til Ellen bruge at være uden kemisk følelsesbedøvelse…

  4. Håber det lykkedes dig at kunne undvære pillerne og at du kan få overgivet til gråden ind imellem, bedre end piller og tårer bliver man ikke tyk af. 😀

    • Jeg ved ikke om det er bedre end piller – sådan i sig selv – men i sammenhængen lige nu i mit liv – der er det bedre. En hel del bedre – og svært, grænsende til umuligt at opnå. Altså det der med tårer.

  5. Av. Jeg er godt klar over, at man ikke altid mener den slags så bogstaveligt, men jeg håber virkelig, at du er klar over, at du allerede er meget mere end bare “et nogenlunde menneske”. Men tillykke med udtrapningen og held og lykke med det arbejde, der ligger foran dig!

    • Nej, det er jeg faktisk ikke klar over – jeg går egentlig mest rundt og føler mig som en dårligt udført kopi.. en kulisseby i stedet for en by. Jeg tar ikk pis på dig – det er sådan det er for mig, det meste af tiden.

      Jeg håber jeg kan holde den nu og ikke blive bange fordi jeg begynder at føle igen… og det er jo det der sker når pillerne går ud så får følelser og osse tristhed mere plads og bliver synlige. Så alene derfor er det svært at ramme det rigtige tidspunkt med sådan en udtrapning. Man skal være langt nok i sit arbejde til at tåle det og ikke færdig så nederlaget ved ikke at kunne tåle det bliver så stort så man ender med at hænge i et træ.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s