Smidt ud i det

gay_prideFaldt forleden over et DR program jeg egentlig godt havde hørt om, men som jeg ikke havde set eller gået mere op i som så. Om Homolesbians. Det er nu altså ikke helt tosset, men heller ikke lige i prik. Men dejligt at se noget om homoer, der ikke nødvendigvis handler om ønskebørn eller modebøsser med gode råd om hvordan tomater, agurker mm kan bruges til forskønnelse af ansigtshud.

Da jeg sad og så udsendelsen kom jeg til at tænke på hvor meget, hvor lidt og om overhovedet det faktisk er vigtigt i mit liv at jeg har en kvindelig kæreste. Det betyder vist meget lidt for mig, da det ikke engang har sin egen tag her på min egen lille blog. Kæresten er vigtig – men homoemnet har altså ikke fået sin egen tag endnu. Det kommer der så nu. Men tag-skyen vil tale sit tydelige sprog, det er ikke noget supervigtigt emne i mit liv.

Så jeg tænker at jeg må altså lige se et par afsnit mere af den udsendelse. Og bliver øjeblikkelig kastet tilbage til min egen udspringshistorie.

Den foregik i flere tempi og hovedingredienserne er en forside på lokalavisen og en megafon i en festsal fuld af glade studenter. Nej, jeg tog ikke lige den diskrete vej ind i den verden.

Det ville nok have været bare en lille smule nemmere hvis jeg var vokset op til Københavns pulserende homo-ungdomsliv. Det gjorde jeg ikke. Jeg voksede op et sted i Jylland. Vestjylland ca. Det gjorde det ikke nemmere, og det er ganske afgjort heller ikke blevet nemmere med den baggrund og barndom jeg så blev udstyret med. Men dette indlæg skal ikke – og må ikke – handle om det.

Men jeg har jo osse haft mandlige kærester i min grønne ungdom. Og en i min senere ungdom, der kom til at ændre mit liv. Og dét skal dette indlæg altså heller ikke handle om.

Jo, jo – jeg har jo altid vidst det. At jeg nok var mest til kvinder.

Det var ikke en viden, der bekymrede mig synderligt derovre i det mørke jylland, for jeg tænkte at min tid jo nok skulle komme og fordi jeg vidste at jeg ville studere, at jeg ville have en universitetsuddannelse og at dette naturligvis måtte foregå i en by, der var en del større end hvor jeg kom fra. Så den tid måtte jo komme af sig selv. Når jeg startede på et universitet. Så jeg tog det faktisk ret roligt og gjorde ikke noget for at opsøge et egentligt homomiljø. Det måtte vente og jeg savnede det ikke.

Skulle lige først tage en gymnasial uddannelse , der muliggjorde et frit valg på hylderne på universitetets optagelsesliste. Og det kan jeg, da jeg bestemt ikke var noget wonder-kid, godt afsløre krævede noget dedikation til skole og lektier. Helt frit valg endte jeg ikke med at få, men det var ok. Og jeg kom faktisk ind på den uddannelse jeg havde ønsket – og på det universitet jeg havde ønsket. Første valget var egentlig det eneste valg.

Da vi festede med huerne på og jeg endelig kunne se afslutningen på års ihærdighed og mit ikke helt selvvalgte homo-eksil – derovre i jylland, kunne jeg slappe af. Og der var mange fester – et par uger i træk. En af festerne blev holdt et par dage før vi fik vores eksamensbeviser i hånden og havde karakter af privatfest med deltagere fra både handelsskole, HF og gymnasium. Det var altså ikke alle vi kendte og jeg stiftede bekendtskab med en vældig sød, lidt flippet pige fra HF. Hun havde en uautoriseret hue på, men var dog iført noget med et blåt bånd i den korrekte farve. Hende talte jeg en del med den aften – lige indtil en af mine venner kom hen og trak mig lidt siden.

– altså hende der skal du passe på.. hun er altså homo… og jeg tror hun prøver at score dig

Efter den advarsel var jeg ikke svær at score. Overhovedet. Lidt beruset af sprut og uventede muligheder, og jeg sov ikke i egen seng dén nat. Ved faktisk ikke engang om jeg sov, men tvivler en smule.

Jeg var helt klar over at mine studenter-venner havde observeret at jeg smuttede med hende. Og det var ganske svært at se dem igen til de forberedende manøvrer til den der dimissionsfest på skolen. Prøvede sådan at liste mig ind af en sidedør, så uset som jeg overhovedet kunne. Blandede mig lidt med venner fra andre klasser og prøvede at holde mig under radaren. Det havde jeg ikke held med, for min skønne og gode læse-ven stod på scenen og testede en dårlig mikrofon da han fik øje på mig. Greb megafonen i stedet og råbte mit navn højt og tydeligt og spurgte – nå, var hun god? Vild latter, da det viste sig at alle i salen var klar over mit lille forsvindingsnummer til den der fest. Nikkede forvirret og modtog et stort bifald, og en megafonbåren kommentar om at det fandme var på tide jeg fik sex. Med tryk på sidste ord.

Her var der bestemt ikke tid og mulighed for betroede små samtaler i hjørnerne med gode veninder i håbet om deres accept og respekt og jeg tror faktisk at dét var helt som det skulle være. Ingen problemer der så vidt jeg kunne se. Og så var jeg bare – den jeg var. Uden de store problemer. Måske hjalp det lidt at tiden osse var afskedens time med nogle dejlige mennesker, der havde stridt, grædt og grinet sig igennem gymnasiet.

Og forbløffende nok forblev mit megafon-udspring en hemmelighed mellem de ca 100 mennesker, der havde været til stede i salen den der aften. Det var ikke noget man talte om i byen.

Jeg valgte at blive i byen et par år mere, tog et par år på arbejdsmarkedet, læste lidt ved siden af og forberedte mig det der skulle komme på universitetet, for jeg havde fået en chance jeg vidste jeg ville tage. En chance for at afprøve et par politiske ambitioner – jeg var nemlig blevet FT-kandidat. Og valget lå 1½ år efter hvis det ellers gik som forventet. Velvidende at jeg – hvis jeg flyttede – måtte opgive den udfordring af praktiske grunde, valgte jeg at blive hængende i provinsen lidt endnu.

Det var osse en spændende tid hvor jeg lærte mange nye mennesker at kende, og en af dem jeg kom rigtigt tæt på var en MF fra et parti, som vi tradtionelt bestemt ikke havde noget at gøre med. Han var bøsse. Og han gættede sig naturligvis ganske hurtigt til at vi nok havde ca samme referenceramme på det felt. Hans situation var, at hans politiske bagland vidste at han var bøsse, men at man havde betinget sig, at det var noget han holdt for sig selv, en aftale han holdt nidkært på så længe han kunne.

Desværre for ham blev vi set lidt for tit på cafeerne, hvor vi sad og småsnakkede over kaffen. Mest om provins-homoliv og ikke ret meget om politik. Men det vakte opsigt, og det endte med at hans bagland bad ham om at indstille de politiske forhandlinger med hende den unge lovende kandidat fra oppositionen. Og så stod han med et grimt problem. Han kunne forklare dem at jeg var en ung lovende kandidat, der var lesbisk og en god veninde, han kunne droppe mig, eller han kunne imødese at han ikke blev genvalgt som kandidat ved næste generalforsamling. At oute mig var udelukket, droppe mig var svært og at opgive sin karriere politisk var for stor en kamel at sluge. Så vi sås i mere diskrete sammenhænge fremover. Gik mange ture langs stranden og drak medbragt kaffe i klitterne og håbede at det så ikke blev set.

Men altså, den går jo bare ikke og det varede ikke mange uger før en lokal journalist med ekstrablads-drømme fik nys om hvad de to politiske personligheder egentlig havde til fælles. Og helt ukritisk smed han det på forsiden en dag. At MF´eren og FT kandidaten skam ikke udvekslede politiske planer og tanker, men bare var gode venner da de beggge var homosexuelle.

– og så var det min mor ringede….

At det havde de da altid vidst. Og en masse andet som jeg faktisk har glemt igen.

For MF´eren betød det et øjeblikkeligt exit til det parti han var valgt for, men heldigvis for ham blev han indfanget af nogle mere fornuftige lokalpolitikere med næsten identisk partiprogram, så han fortsatte.

Jeg skred – nedlagde mit kandidatur og gjorde aldrig mere noget særligt væsen af mig i den partipolitiske verden, ikke offentligt i hvert fald. Jeg blev en kulissespiller og tale-forfatter.

Flyttede fra byen et par måneder senere og fik smag for det vilde lebbe-liv.

Så hvis nogen spørger mig til min udspringshistorie må jeg jo sige at jeg skam ikke sprang frivilligt – jeg blev smidt ud i det.

Reklamer

14 comments on “Smidt ud i det

  1. Tak, tænker jeg lige. Fordi du fortæller, for jeg er i den grad blevet fange i læsningen i dag 🙂 Jeg danner tit billeder, når jeg læser, og tanken om 100 mennesker og en megafon står ganske klart. Jeg tror, at jeg kunne have ønsket mig et musehul i menneskestørrelse, hvis det havde være mig.

    • Jeg lover dig – det står osse lysende klart i min erindring og det var ca hvad jeg ønskede mig. Men ville jo altså godt have fat i det der papir – ikk?

      På alle måder en særpræget udspringshistorie..

  2. Hold da op! Ikke lige den mest taktfulde læse-ven. Men måske gjorde han dig en tjeneste, så du ikke længere skulle gå rundt og ikke rigtigt kunne finde ud af skabet 🙂

    Til gengæld fuldstændig idiotisk, at to mennesker med modsatrettede politiske holdninger ikke kan gå på café og ordne verdenssituationen.

    • Hvem forventer takt af en småberuset, nyklækket student? Set i bakspejlet havde det trods alt nok været lidt for meget at forlange. Han gjorde mig en kæmpetjeneste og skød det pinagtige ned og råbte ud hvad alle tænkte men ingen turde spørge om. Han løste mit problem – og deres.

      Ja – det er idiotisk men rygter render stærkt i mindre byers politiske undergrund og man mener selv at man er enormt vigtig og derfor at den viden man besidder naturligvis osse er det. Og vi to kunne sammen faktisk være ved at lægge en plan der væltede en bykonge.. vi havde mandattallene med os. Og det var dét man var bange for.

  3. Om man er homo eller hvilken hud- eller politisk farve eller tro man tilhører er fuldstændig ligegyldigt i min verden. Jeg færdes blandt dem alle, og dømmer ikke ud fra det. Men jeg kan da godt få øje på det nok kan være anderledes svært, hvis man tilhører minoriteterne. Jeg har bare aldrig kunne forstå, at man ikke dømmer på de menneskelige kvalifikationer, så længe man taler og opfører sig ordentlig og følger landets love og regler. Det valg din “kollega” fik snerper da af diktatur.

    • Sådan ca har jeg det altså osse – men det var en lille smule anderledes i vestjylland i tiden før man indførte registreret partnerskab.

      Hans situation forekommer dog stadig at være en absurditet – selv efter forholdene. Men det var altså sådan det var for 25 år siden midt i AIDS-tidens forskrækkelse.

  4. Jeg forstå ikke det skal fylde så meget hvilket køn man bliver forelsket i. Men okay, jeg har jo også boet i kollektiv og der boede også par af samme køn. Det burde være det indre der var vigtigst, men det er det desværre ikke altid.
    “Sjov” måde at du blev sprunget ud på 😉
    Og .. sjovt at dine forældre lige vidste det.. Når de nu (valgte) ikke at vide så meget andet. Men det var måske nemmere at håndtere det ene frem for det andet..?

    • Det er netop min pointe i dag – at det faktisk ikke fylder alverden. Men når DR så laver sådan et program og et af dem handler om udspring – så bliver jeg altså sendt tilbage til det jyske og alle fordommene og hemmelighederne.
      Jeg tror faktisk at du har fat i noget der… at mine særheder nok nærmere blev tilskrevet det frem for de forhold jeg voksede op med.

      Ja, jeg blev i den grad outet på alle mulige måder – selvom det ikke helt var planen.

  5. Jeg forstår godt, at det kan være svært at være ‘anderledes’ og tilhøre en minoritet, men jeg forstår ikke, hvorfor det er sådan, men det har vel alle dage været forbundet med tabuer og fordomme, når ‘nogen’ ikke følger det, flertallet betragter som værende normen og derfor det, man skal og bør og må.
    Men okay – vi har jo alle vore grænser … min går fx ved nynazister og lignende eksistenser – dem har jeg altså svært ved at finde en berettigelse for, må jeg indrømme!
    De opfører sig så heller ikke ordentligt, som Pia udtrykker det, så jeg må godt mene sådan 😉
    Jeg studsede også lidt over, at din mor tilsyneladende vidste dette og ikke noget andet …

    • Det sære er – jeg følte mig faktisk ikke anderledes af de der grunde. Måske var det derfor jeg tog det hele så forholdsvist roligt. Men i vestjylland var det dog en smule anderledes uden at det dog bekymrende mig før jeg stak næsen frem i den lokale politiske andedam.

      Læste hurtigt dit svar mens jeg var på job over en kaffe i en pause og har heldigvis haft resten af dagen til at skumle lidt over det. Altså mht mit mødrende ophav. Jeg tror at det er sådan at man ser hvad man kan rumme at se. Det var en hel del nemmere at rumme at datteren var lesbisk end noget af det andet. Jeg har hele tiden benægtet aktivt at hun har vidst noget som helst – og så stikker tvivlen her alligevel fjæset frem.. og det er så dét jeg har gået og skumlet lidt over. Jeg tror endda jeg har skrevet om det – i indlægget Festen. Mjoeeh – et eller andet har hun nu nok vidst og har skubbet fra sig igen som alt alt for ubærligt.

  6. Fedt at være en del af sådan en rummelig gruppe, måske har de haft det som så mange andre.. Det er ikke vigtigt om du er til drenge eller piger, bare du selv trives med det.. 🙂

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s