Hvornår har du sidst grædt?

Sådan er jeg blevet spurgt i denne uge. Ironisk nok kan jeg svare, at det sandelig ikke er så længe siden. For jeg sad jo en dag i et hjørne på arbejde og småpeb lidt over mit knæ og var på alle måder ret ubehageligt til mode. Af smerter, træthed, frustration og sådan noget. Men mest af smerter i knæet, der bare ikke ville som jeg ville, og viden om en lang dags opgaver, der bare skulle løses. Og helst med et smil.

Lige den dag blev det hele lidt for meget og endte som bekendt osse med et par verbale udfald mod ganske uskyldige, men lidt kluntede (hvad angår formuleringsvalg) kontordamer. Ikke noget alvorligt – fik bare lidt nok af det hele. Lige dér.

Men svaret i øvrigt på det spørgsmål er – det aner jeg ikke. Men det er lang tid siden. Som i rigtigt lang tid siden.

Jeg gentog spørgsmålet – eller refererede til det – hos psykologen i torsdags. Og øjenbrynene rykkede sig en tur, da hun sagde at det “var da godt nok et ret direkte spørgsmål”. Og ja..  det var det.

Temaet for samtalen var hermed lagt. Jeg er et hovedmenneske og følelser når sjældent ud i kroppen. Det var vist ca konklusionen. Det er derfor meningsløst i min verden når hun prøver sine jordforbindelsesmetoder af på mig. Det er meningsløst når hun prøver at sige til mig at jeg skal “stryge min bror ud af kroppen”. For det kan jeg ikke. Jeg kan ikke give slip og lave de der fysiske øvelser, der skulle kunne befri mig fra de gamle spøgelser. Lissom det der med at græde, der altså heller ikke virker for mig.

Hende, der spurgte kunne lige så godt have spurgt – hvornår har du givet efter for den følelsesmæssige smerte. Hvornår går der hul på din byld. Og sandheden er at det gør der ikke bare sådan lige. Betændelsen spreder sig og siver ud alle mulige andre steder – men hul på selve bylden er der ikke rigtigt kommet. Jeg aner ikke om det vil være godt eller skidt at lade det ske, for jeg er reelt bange for at blive helt vanvittig hvis det sker. At så er jeg overgivet til det klare vanvid og ikke har den fornødne kontrol til at komme tilbage igen. Eller osse kommer jeg af med det latente vanvid og bare er tilbage. Jeg tror ikke lige at der findes nogen mellemløsning der.

Jeg ville faktisk ønske at jeg kunne give slip. At jeg kunne sætte mig ned og stortude hos den psykolog, som jeg er så tryg ved og som jeg ved vil mig det bedste og nok skal passe på mig. Der tror jeg, at det vil være det rigtigste og det bedste. Men jeg kan jo ikke.  Lukker bare ned i stedet og så skal hun sidde og fiske mig ud af mørket – til begges dybeste frustration i øvrigt.  Den evige kamp, som jeg skal kæmpe og som jeg i øvrigt osse kæmper i alle mulige andre situationer og på visse punkter lidt for forgæves.

En anden prøvede engang at sælge til mig at det der med at græde – det var lige som god sex. Lige så forløsende. Ja, det er jeg så nok osse lige den rette at sige det til.

Gider ikke gå i detaljer men det er jo to sider af nøjagtigt samme sag. Giver ikke slip og beholder en eller anden form for kontrol – for jeg er så bange for at give slip. For hvad der så sker bagefter.  Jeg, der er nået så langt, har kæmpet så meget og har vundet gode sejre over mine gamle spøgelser, jeg er blevet bange for at lukke dem ud og decideret aflive dem. Eller prøve på det i det mindste.

Give slip – eller angst for at miste noget identitet? Er det det, det hele handler om at jeg et eller andet sted langt langt inde i min sorte sjæl godt ved at når man har holdt sådanne traumer ude bag nogle seriøse blokeringer, for så flere år senere at hæve blokeringerne og tale nogenlunde frit om det – så kommer de til at fylde en del? Er jeg så parat til at fjerne dem bagefter? Hvad så bagefter? Kan man mangle dem? Det er som om jeg søger mod en form for helhed med de traumer og de skader jeg har fået – og det virker jo fornuftigt nok i sig selv. Men det betyder jo osse en vis modstand mod at give slip på tingene.

Give slip bliver vist dette – og lettere forsinkede i øvrigt – forårs store tema.

Jeg frygter den dag en eller anden, hvad enten det er venner, professionelle, kæresten eller en eller anden tilfældig, der stort set kun ved hvad jeg hedder på arbejde eller sådan noget, stiller dét ene spørgsmål, der får mit korthus til at vælte. Jeg frygter situationen og jeg frygter hvad der kommer til at ske bagefter. Men mon ikke det sker? Mon det egentlig ikke er på vej? Jeg åbner for jer, der læser med her – og næsten hvem som helst af jer kan blive den der prikker hul på det. Det kan være ude i den der virkelige verden, hvor vi også mødes. Eller det kan være i psykologens særlige rum.. eller… eller… mulighederne er mange og det har jeg givet lov til og tilladt kunne ske. Frygter dagen, men er vel egentlig parat.

Håber at jeg ikke står helt alene i min boble når den dag kommer.

Overskriften på indlægget kunne lige så godt have heddet – hvornår har du sidst givet slip?

Og i den erkendelse har jeg måttet erkende at behandlingen hos sexologen blev afsluttet for tidligt og af grunde jeg ikke helt forstår er jeg blevet udstyret med en ny omgang tider. Der er altså noget der fungerer i det der sundhedssystem. Den store chance jeg fik med den yderst sjældent givne henvisning forspildte jeg – og så får jeg bare en ekstra? Jeg tager i hvert fald imod den.

Advertisements

16 comments on “Hvornår har du sidst grædt?

  1. Jeg kender alt det, du skriver. Det er rigtig svært for os ‘hjernemennesker’ at give slip, at overgive os, at græde. Angsten for hvad der følger efter, kan være altoverskyggende og så er det lettere at holde sig inde i sin skal.

  2. Så er jeg nok ikke så meget hjernemenneske, jeg har let til tårer, både når jeg bliver ked af det og vred, hvilket ind imellem godt kan være irreterende fordi det virker som et “svaghedstegn”. Men det er forløsende for mig at tage en tudetur, dengang Josefine og Kenneth fortalte at de havde købt hus lidt længere sydpå, da tudede jeg i to dage og to nætter, for det var jo slet ikke det jeg havde forestillet mig ved at skulle være Mormor. De boede kun 10 minutters gang fra hvor vi boede og Naja var lige ved at melde sin ankomst, så det var hårdt for mig at skulle indstille mig på at være Mormor på en anden måde. Så for mig er det forløsende at kunne græde, men jeg har jo også øvet mig i mange år.

    • Du er faktisk heldig – selvom du nok vil mene at det kan opfattes som et svaghedstegn som du kalder det.

      Det må altså osse være lidt svært at sluge at de endte så langt væk, men det kunne være meget, meget værre… de kunne være emigreret til Østrig eller sådan noget. Jeg tror at det er en gave at kunne det der… har jeg vist osse fået at vide et par gange tidligere herinde 🙂

  3. Nu er vores historier jo temmelig forskellige, og jeg er i dén grad, en der græder (men næsten aldrig foran andre)… Men for mig var det lidt, som du lader til at forestille dig det. At “det hele” gradvist blev mere og mere påtrængende, at jeg begyndte at tale over mig lidt hist og her, fortalte lidt online, fortalte lidt til fjerne bekendte som var helt afskårede fra mit øvrige liv… Indtil det hele til sidst came crashing down, jeg begyndte at fortælle alle om alting, og ja, det kom faktisk til at fylde nærmest alt i et års tid eller to. Indtil jeg til sidst følte, at det hele var talt (eller grædt, om man vil) ud, og det gradvist fyldtes mindre og mindre, indtil det til sidst helt, forsvandt. Men det er klart, at det er nemmere at give slip, lade det fylde alt og lade det sætte dagsordenen fuldstændigt, når man er 18, end når man er på den anden side af de 40. Jeg behøvede jo ikke tænke på alt det praktiske, der er nødvendigt for et liv samtidigt.

    • Jeg ved faktisk ikke om det har noget med alder at gøre – men tvivler en lille smule. Og så dog alligevel, for man kan måske nok – og med nogen ret – hævde at jeg har lidt længere erfaring i at holde på kontrollen end dig. Og det er bestemt ingen positiv ting. Hold du bare fast i at du kan og vil når det er tid – for det andet er bestemt ikke anbefalelsesværdigt.

      • Jeg er heller ikke sikker på, at jeg mente alderen i sig selv. Min tanke var nærmere, at når man er ældre og har større ansvar, kan det nok være sværere at finde tid til at lade sin traumer fylde det hele. Man er jo trods alt nødt til at bevare nok kontrol til at være i en tilstand, hvor man kan gå på arbejde, forsørge sig selv og generelt bare holde sammen på det praktiske i sit liv. Jeg gik i gymnasiet, fik SU og boede hjemme, så hvis jeg havde brug for at blive hjemme og tude non-stop i flere uger, så havde jeg muligheden for det. Og det tror jeg har hjulpet en del. Men når jeg kigger mig omkring, lader mit forløb generelt også til at have været utroligt skånsomt.

        Men det er fascinerende det der med gråd. For umiddelbart giver det vel ikke meget mening, at det skulle være mere effektivt at bearbejde problemer ved at lække vand? Måske er det noget med det, de siger om, at kroppen husker, og at så er der nødt til at være en kropslig bearbejdelse, før kroppen kan give slip? Jeg ved det ikke, men det er ret interessant, synes jeg.

        • Det lyder som et ganske trygt forløb og meget frit. At du har fået fri til at have det skidt så du kunne komme godt igennem (men ikke bare over – som i henover) smerten.

          Du har i særdeleshed fat i noget her.. kroppen husker alt, alt for godt. Og den husker at svaghed bliver straffet med latterliggørelse og smerte i mit tilfælde. Er blevet grinet en del af – af min bror – hvis jeg reagerede for “tøset”. Og det sidder altså bare rigtigt godt fast – at dét gør man bare ikke. Desværre forhindrer det faktisk osse den der fysiske eller kropslige bearbejdelse, der efter sigende ville være såå sund for mig.

          Det er egentlig lidt interessant hvordan kroppen reagerer og husker. Kroppen husker vist bare smerte og ydmygelse i mit tilfælde – så det forventer jeg osse næsten uanset hvor trygge rammer der gives mig.

  4. Hmmm. Jeg kan jo ikke rigtig lide den der antydning af, at hvis man græder, har man ikke så meget hjerne 😉
    Dermed vil jeg selvfølgelig sige, at jeg græder. Ikke ret tit, men det hænder en sjælden gang.
    Til gengæld er jeg absolut ikke enig i, at det er som god sex. Forløsende eller ej … det er altså noget sludder, hvis man spørger mig, for de to ting kan overhovedet ikke sammenlignes.

    • Alt kan misforstås hvis man virkelig prøver – så det kan dette naturligvis osse. Hvis du vil prøve. Men tror dog godt at du er klar over at det vist ikke var dét jeg mente. 🙂

      Jeg kan nu sagtens se analogien så jeg synes ikke bare det er noget sludder… var bare liiige den forkerte modtager.

  5. Jeg ved ikke helt, om jeg tror på, at der er den der sammenhæng mellem at kunne græde og kunne give slip. Jeg græder nemt; af rørelse og sorg og arrigskab. Men det er da ikke det samme, som at jeg er god til at give slip, for det er jeg overhovedet ikke …

    Man (jeg) sover godt efter en tudetur af de helt store, måske frigiver tudeture endorfiner eller lignende på samme måde som (god) sex, men ellers har Ellen ret. Det ville da være synd at sammenligne de to ting 😉

    Dejligt, at du har fået en runde mere hos sexologen.

    • Ja, det er dælme dajlig. Næeeeh, det er det faktisk ikke, for det er et slemt nederlag at skulle erkende at det ikke bare var nødvendigt første gang – men nu osse anden gang. Øv.

      Jeg er ret sikker på – i hvert fald i eget tilfælde – at der er en ganske nær sammenhæng med at give efter for andet end vrede, aggression og frustration. For det har jeg bestemt ingen problemer, og det falder mig nærmest alt for let. Men at vise følelser på den anden konto er umådeligt vanskeligt for mig.

      Det kan da godt være at tudeture udløser de der herlige endorfiner eller osse bliver kroppen bare stærkt udmattet og så sover man jo som bekendt godt.

      • Nederlag eller ej – jeg kan så ikke forstå, at du synes, det er et nederlag – anyway, har du brug for mere tid hos en sexolog, er det da godt/heldigt, at du kan få det.

        Hvis det hele hænger sammen, må det et eller andet sted være positivt, at du kan give efter ifm vrede og aggression – eller hvad?

        • Har selv tænkt den der sidste sammenhæng og prøvet at vende det til noget positivt.. men det er det vist ikke for det viser at det uhensigtsmæssige og uadreagerende får lov til at bryde grænserne (og det er osse uhensigtsmæssigt for mine omgivelser) – men at det hensigtsmæssige og mere stilfærdige bliver fanget ind og bliver til en dyb indre og latent smerte – så vidt jeg kan se det.

          Jo – og jeg synes i øvrigt at det er et nederlag.. øv.

  6. Jeg kan godt forstå det må være svært at give slip, du ved hvad du har lige nu, men hvis du slipper kontrollen, er det et helt nyt land du skal forholde dig til. Det ville også skræmme mig meget.

    Jeg oplever at du åbner mere og mere op, du giver slip i små bidder, på den måde har du stadig kontrollen. Du skal ikke græde fordi andre oplever det virker for dem, du skal gøre det der virker for dig.

    • Jeg prøver at åbne op og være mere tillidsfuld – deri har du så ganske ret. Og jeg er osse godt klar over at jeg skal gå efter hvad der er bedst for mig selv – tror bare desværre at de kloge koner har ret – at forbindelsen fra hoved til krop skal genetableres.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s