Efter et par dage i helvede kan jeg afsløre at det hele er blevet en lille smule nemmere. Jeg har fået sovet og det trængte jeg sådan helt ærligt til. Siden de her lidt slemme indlæg har jeg bare læst lidt blogs rundt omkring. Kommenteret en smule og småchattet med bekymrede blogvenner. Så jeg er her altså endnu. Har bare været meget, meget træt og slidt af at have ondt. Og af at have ondt af mig selv.
Der kommer vist styr på tingene igen, selvom jeg ind i mellem synes at verden er bare lidt ond og bitterheden kan være svær at holde væk.
Og så møder jeg den lille fyr her. Den futtede rundt på gulvet i personalestuen og det vakte en vis forundring da vi var et par stykker der ihærdigt kravlede efter for at se hvem der kunne tage det bedste close up. Jeg tror ikke at jeg vandt på andet end ihærdighed da dette billede er taget liggende under en stol. Med et mobilkamera – uden at kunne se displayet.
Det er sådan noget pjat forårskåde medarbejdere kan finde på – bare fordi denne dag var den første i meget lang tid hvor vi ikke skulle skrabe bilruder for at komme på arbejde. Og i den anledning havde en venlig sjæl besluttet sig for at give kage til folket. Efter en kold og klam og alt for lang vinter skal der ikke mange forårstegn til før man bliver lidt for kåd.
Men det var altså ikke verdens smarteste ide jeg fik der. Det kan godt være at jeg fik lidt konkurrencementalitet galt i halsen – siden jeg skulle ned og kravle rundt mellem stolene.
Det er sådan noget jeg ikke rigtigt gør normalt og jeg var derfor helt uforberedt på at sådan noget kan give alle tiders flashback.
Der skal vist bare ikke så meget til lige nu.
Kæft, jeg glæder mig til weekenden.
Overleveren 
Ærgeligt at sådan en kravletur efter noget så uskyldigt som en lille bænkebidder kan fremkalde dårlige oplevelser, men meget godt fanget når det nu er skudt i “blinde”.
Der skal ikke så meget til før der sker et eller andet, og det ironiske er at jeg ikke altid selv er opmærksom på at jeg er ved at gøre noget der kan tricke et flashback.
Men den var faktisk sjov at fotografere.. og svær. For jeg kender faktisk ikke nærgrænsen på et iphone-kamera.
Ubehageligt at det kommer bag på dig og at det kommer så pludseligt uden man er forberedt. ØV.
Men det ER snart forår. Og så bliver det sommer!! Igen!! Og tid til traditioner!!
Det er sådan det er når man render rundt med PTSD – der skal så lidt til. Til gengæld gik det hurtigt over i går.
Ja… og sommerferien venter, vi skal se bål og skt hans.. og vi skal grille med gode venner…
Først en cykel og nu en bænkebider. Stakkels dig. Dér hvor der burde være et solidt fundament under din tilværelse, er der vist bare et korthus lige for tiden …
Ja, det er lidt skrøbeligt men sådan kan det være når man er mig. Med de oplevelser jeg nu har med i bagagen.
Øv, ikke den mest geniale kommentar fra min side 😦 Det ,jeg nok egentlig prøver at forstå, er i hvilken grad bænkebider-anfaldet er bundet op på, at du i forvejen er inde i en skrøbelig periode? Kunne det lige så godt være kommet ud af den blå luft, hvis du ikke i forvejen var blæst omkuld af cykeltur og hård psykologsnak??
Det har det nok – altså noget med at gøre. Men det er jo ikke bænkebideren – det er mere situationen med at ligge og rode rundt mellem nogle stoleben, tror jeg.
Det kan faktisk komme ud af det blå som du siger.. selv det mest uskyldige kan trække et flashback og det er ikke altid jeg helt selv ved hvorfor. Det er lidt besværligt at have den her lidelse.
faktisk er bænkebidere ret interessante væsener, de er landkrebsdyr, og ret gamle som art. Respekt for dem.
Det vidste jeg faktisk godt, men havde glemt det igen. Der er noget med at de er vældigt interessante af en eller anden grund.. altså ud over at de er krebsdyr på land.
Det er ikke så underligt, at andre kan komme til at såre dig uden at vide og ville det, men at du kan gøre dig selv ondt uden at vide og ville det … så kan det altså også kun være svært ind imellem.
Godt, det kun varede kort og ikke ‘satte sig’.
God weekend til dig.
Det ER svært for ind i mellem tænker jeg jo heller ikke selv over at noget så uskyldigt som en lille fotokonkurrence mellem stolebenene kan trække et flashback. Men sådan er det, og det er en af grundene til at rigtigt mange med PTSD ikke kan have et job eller nær familie, fordi noget der er ultra-uskyldigt kan trække angst og aggression og at disse to hos sådan nogle som mig kan være grænseløse og det kan være svært at styre det når jeg ikke har en blokering mht at gøre mig selv eller andre ondt. Men jeg gør det altså ret godt – så jeg er ganske “ufarlig”.
Tænk at der ikke skal mere end et lille krebsedyr til, når du er i en skrøbelig periode. Det er da helt utroligt – men det siger noget om, hvad du har at kæmpe med og hvor godt du gør det til hverdag. Hvis du ikke kæmpede bravt til hverdag, kunne du jo slet ikke stå på benene. Godt gået du!
Hav en rigtig god weekend. Jeg har hørt at det skulle blive op til 16 gr. på søndag; det er næsten ikke tro, at det er sandt.
Det er ikke bænkebideren. Det er stolebenene. Man kan sige meget om mig men særlig fobisk er jeg faktisk ikke. (i øvrigt til psykologens store overraskelse).
Læs i øvrigt svar til Ellen.. der står en fin forklaring som jeg egentlig ikke gider skrive igen 🙂
Vi hepper alt hvad vi kan på det gode vejr som vi efterhånden har savnet i alt for mange dage/uger….