Kærlighedssang til livet

Siden oplevelsen i går er det vist ikke den store overraskelse at dagen i dag har været en af de grummere for mig. Jeg har nærmest ikke sovet i nat og bare været umanerlig ked af det og en smule sort indeni. Sortseende og tænkt at ingenting fører nogen veje hen. Ikke nogen der er brugbare i hvert fald. Eller måske ikke brugbare nok. Det er som om der hviler en lille forbandelse over mit hoved og som dukker mig hver eneste gang jeg prøver at sikke hovedet bare lidt over overfladen. Enten for at få luft eller for at se hvordan alle I andre klarer livets store og små genvordigheder. Hver gang når jeg at lære en lille smule, inden mine gamle traumer atter overtager styringen og sender mig mod bunden igen.

Det er faktisk lidt hårdt hele tiden at blive mindet om gamle skader og smerteoplevelser. Meget hårdt at vide at alt det jeg ikke burde huske på ligger lige under min til tider lidt kunstige overflade, der får mig til at smile hver eneste dag. At starte hver eneste dag på jobbet eksempelvis. At gå mine daglige ture med hunden. At sige godmorgen til mine med-wordfeudere hver dag. At drikke morgenkaffe med kæresten inden pligterne skal passes. Alt sådan noget. Men ind i mellem føles det altså lidt skal-agtigt. Som om det slet ikke er mig. Som om at det mig jeg kender er gemt af vejen for at holde på formerne.

Alle disse tanker er ført direkte til de forbudte selvmordstanker – eller selvmordstrang som jeg lidt finurligt kalder det. Ikke at dét gør det mindre alvorligt – sådan helt basalt set.

Og inden nogen får kaffen eller tilsvarende galt i halsen kan jeg godt berolige med at dé tanker og den trang ikke får lov til at gro fast i min hoved. Bare dét at tænke den tanke får mig naturligvis til at tænke på om andre osse kan få den tanke. Om det er dér jeg er på vej hen. Og det er jeg ikke.

Jeg tror det er sådan noget man når frem til som voksen. At de tanker og især hvis de bliver luftet kun kan gøre et menneske som mig mere alene. Det vil få vennerne til at fordufte ganske hurtigt. Og der gives ikke meget opmærksomhed i sådan en situation. Når man er yngre tror man måske at det råb om hjælp som et selvmordsforsøg kan være kan rykke vennerne tættere på, give mere opmærksomhed.

Som voksen ved man at det bare ikke er sådan det virker. Hvis det kun er tanker og trang.

Man kan sagtens have tanker og trang og alligevel vide at dét bestemt ikke løser noget som helst. Hverken hvis man forsøger seriøst og går efter “succes” eller hvis det snarere er et råb om hjælp. Desværre bliver et sådant råb ikke altid besvaret som håbet af venner og familie og man bliver dermed overladt til de professionelle, og det tror jeg ikke nødvendigvis er noget at ønske sig.

Ingen skal være bekymrede for mig i den her henseende. Jeg kan være dybt chokeret over selv noget så banalt som en cykeltur og dens konsekvenser. Som jeg her dagen efter stadig mærker smerterne på en hver måde og det gør mig altså temmelig hudløs. Jeg er i den grad sendt tilbage til scratch, men det positive i alt det forfærdelige er – at dér bliver jeg ikke. Jeg popper nok op igen – på overfladen. Lidt klogere, lidt mere såret men ikke nødvendigvis i fare for at gå helt ned. Som i helt, helt ned.

Jeg har oplevet og gennemlevet det næsten umulige. Og det har jeg ikke gjort for at sidde som +40 årig og planlægge min egen exit.

Jeg kan trods alt lidt for godt lide livet – også selvom det kan være en lidelse. Ind i mellem.

Har nemlig kæmpet hårdt for det. Det er bare sådan nogle perioder jeg kan få hvor jeg udsender signaler der måske/måske ikke kan misforstås.

….. og i dag måtte jeg i øvrigt omkring et apotek.. XylocainMin gamle livredder – så nu kan jeg tage et par arbejdsbukser på igen. Uden at gå rundt som en halt udgave af Anders And med et forpint udtryk i øjnene. Og i øvrigt levede den der cykel et særdeles farligt liv i dag på pladsen – jeg havde sådan en indædt lyst til at losse den – gevaldigt. Ren projicering, ville en psykolog nok mene. Eller måske lidt gestaltterapeutisk raseri udladning? Men en fornuftig ting er der nok kommet ud af det der i går – jeg har sørget for at bede om en tid allerede i næste uge hos den der psykolog, og hun har tryllet en ledig tid frem til mig. Det bliver en tung omgang.

Jeg er ked af det.. jeg har ondt.. osse af mig selv. Er sort i sjælen som var alting lige sket igen. Men jeg er her endnu. Og det bliver jeg nok nærmest ved med. Uanset tankerne.

Reklamer

12 comments on “Kærlighedssang til livet

    • Men det har cyklens ejermand jo ikke så jeg lod den stå og skulede bare vredt efter den.

      Det er nok osse godt nok at jeg lige får speedet det der med psykologen op for en tid.

  1. Åh, kære du … det virker fuldstændig surrealistisk, at sådan en som mig bruger Xylocain til at smøre på myggestik! Bare fordi det klør en smule …
    Nu du taler om projicering, kan du så ikke projicere noget af det, der naturligvis fylder så meget for dig i øjeblikket, til at være myggestik, der forsvinder igen?
    Du må ikke misforstå mig; det er absolut ikke for at forklejne dig og dine aldeles forfærdelige oplevelser, men lidt symbolik er der trods alt i det: Det klør og irriterer så meget, at man ikke kan sove; man kradser i det; det bløder og bliver til et åbent sår, som rent faktisk generer mere end det myggestik, der startede det hele.
    Ej altså. Jeg kan godt høre mig selv. Jeg mener det altså godt!

    • Hvis det kan berolige dig så bruger jeg osse xylocain til myggestik og lignende. Men det er da dejligt at noget så simpelt som en håndkøbssalve kan løse et så stort problem for mig, selvom det er lidt uhandy.

      Jeg ved du mener det godt, og hvis jeg ikke lige kendte dig så ville jeg nok blive en lille smule fortørnet over dine ord.

      Dit forslag er godt – men Ellen, et myggestik forsvinder igen hvis man lader det være i fred. Det gør det her af mit ikke. Så det er vist kun symbolikken der holder.

  2. Hverdagen kan godt blive travl, hvis man skal begynde at hævne sig på tilfældige cykler, men jeg forstår altså godt din trang. Og et lille puf havde vel ikke skadet…

    Det glæder mig i øvrigt, at glæden ved livet vinder.

    • Det er skam ikke en tilfældig cykel men en vældig specifik cykel tilhørende vores rengøringsdame – og hende kan jeg faktisk godt li så jeg har ikke lyst til at losse hendes formastelige cykel – men låne den? Det gør jeg dælme ikke igen.

      Livet vinder – det er ikke altid pga glæden men mere pga stædighed. Samtidig er det jo osse et gigantisk paradoks, da “han” den gang dømte mig til at leve med de skader – at dét måtte jeg ikke dø af. Og det gør jeg så – oprøret mod ham ville jo netop være at tage turen ud over en eller anden stor bro.

  3. Jeg kan ikke finde på noget begavet at skrive. Synes, det er noget øv, at du skal helt derud, hvor tanker – ganske vist afvisende, men alligevel – om selvmord popper op, ‘bare’ pga sådan en skide cykel. Godt, at psykologen kunne finde en tid til dig.

    • Det er faktisk rigtigt begavet hvad du skriver. Og ja, det er store tanker som konsekvens af en sølle cykeltur som andre nærmest ville nyde eller slappe af ved (husk – det var jo ned af bakke).

      Jeg tror osse det er godt at hun udvirker endnu et lille mirakel med sin kalender.

  4. Er det ikke på grænsen, at man tager en beslutning? At man f… ikke er kommet så langt, for nu at give slip? De der mange kæmpe brokker på livsvejen, som st¢der ind i ikke helt helede sår, som river op hvor man egentlig gerne ville have behandling…
    Du er virkelig kommet langt, for du dvæler ikke længe, men s¢ger l¢sninger og dialog på alle planer. Det er virkelig livsbekræftigende!

    • Jo, det er på grænsen de store beslutninger tages, og jeg kan lige så godt indrømme med det samme at den grænse har jeg stået ved flere gange og valgt aktivt til og ikke fra.

      Er rørt over dine ord om at jeg er kommet langt, men det er jeg vist osse men det kræver arbejde – masser af arbejde. Og med gode menneskers hjælp… og held hvad angår valg af professionelle “kloge koner”.

  5. Årh jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal skrive til dig. De værste tanker i verden er selvmordstankerne eller trangen, som du kalder det. Jeg kender dem selv; heldigvis er det længe siden jeg har tænkt dem. Man har behov for hjælp, hvis man tænker sådan. Godt at du er blevet puttet ekstraordinært ind i psykologens kalender. I må have en del at tale om.

    • ja de er grimme, men de har ingen grobund i mig mere. Eller i øjeblikket.

      Ja, det er rigtigt fint at jeg fik en næsten-akut tid. Kun næsten fordi psykologen selv havde bedt mig overveje den dag – selvom hun faktisk havde en anden aftale som hun kunne trylle et andet sted hen. Hun er rigtig god og med en fin fornemmelse for hvad der skal til.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s