En dumhed

Jeg har dummet mig på arbejde i dag og har tilbragt de sidste tid med at have ondt af mig selv i rigelige mængder. Og nu er jeg nærmest krabbet hjem fra arbejde med en “skade” som jeg bestemt ikke har tænkt mig at anmelde til nogen som helst.

Jeg piver en del i dag og forbander den situation, der gjorde at jeg satte mig op på den der lånte cykel for at hente en bil hos mekanikeren. Men der var ingen, som kunne køre mig da vi er sygdomsramte (men ikke mig for en gang skyld), så jeg sagde ja til at hente den der bil knapt 3 km væk. En tur der på ingen måde burde skræmme nogen som helst, og jeg tænkte osse bare at det jo nok ville gå.

Mig og cykler. Det er altså bare ikke en særlig god kombination og jeg burde ærligt talt have vidst bedre. For det gik altså ikke. Eller det vil sige at det gjorde det jo for det var jo heldigvis en del ned af bakke og hjem kunne cyklen passende hygge sig i bagagerummet på den ikke særligt lille varevogn. (tror faktisk at den lige akkurat kunne køres lovligt på almindeligt kørekort). Så der var ingen problemer med at få den stuvet af vejen.

Det lykkedes mig faktisk osse at få pakket bilen efter alle kunstens regler og firmaets særprægede regulativer om tilstrækkeligt og passende indhold værktøj, forbrugsstoffer og remedier (vi har sådan en fin manual til sådan noget), da jeg var kommet tilbage på firmaet. Nu kan den komme ud og køre igen i aften. Brugeren har savnet den, har jeg hørt.

Men det var helt ærligt ikke besværet værd. Altså det med cyklen. Jeg får ikke min løn for at betjene cykler, men jeg kan godt få min løn for at hente og bringe biler. Men cykler – nej! Hvis der havde stået noget som helst om cykler i min ansættelseskontrakt så havde jeg aldrig underskrevet den.

Sidste gang jeg brugte en cykel fast bragte den mig på arbejde ca 1500 m væk fra min bopæl. Og det er ca 15 år siden. Lang tid siden i hvert fald. Det kunne jeg lige holde til, men længere ture med venner prøvede jeg at undgå ganske ihærdigt, selvom det jo ikke altid lige lykkedes.

Man siger jo så at mange ting er som at cykle – har man først lært det – så glemmer man det aldrig.

Og nej.. jeg faldt altså ikke af den. Kørte heller ikke over for rødt eller ned i et vejhul. Jeg punkterede heller ikke og fløj over cykelstyret.

Jeg cyklede bare. Og ikke andet. Og det skal jeg lade være med. For jeg er mildest talt ikke særligt kompatibel med cykelsadler efter overfaldet de der mange år tilbage. Det er altså bare en af de ting der udløser et sandt smertehelvede for mig.

Jeg burde egentlig være vant til det for det er lige nøjagtigt den slags smerter, der stadig plager mig og som kan komme som lyn fra den klareste himmel. En situation kun dem der kender mig allerbedst kan gennemskue eksistensen af, da jeg jo har mange års erfaring i at skjule det. For jeg gider ærligt talt ikke skulle forklare om nervebaner og sære arvæv mellem benene… om træksmerter og blodbaner der ikke længere løber af helt autoriserede veje. Og det plejer jo heldigvis osse at gå væk efter en 2-3 øjeblikke og somme tider 10. Men sjældent mere. Og nu har det stået på i flere timer og jeg er død hamrende træt og vil bare halvsidde/ligge her på sofaen og have ondt af mig selv.

Synes faktisk ikke at det er fair, det her. Noget så larmende almindeligt som at cykle ganske få km og så gør det så skie ondt bagefter.

Synes ikke at det er fair at noget så larmende almindeligt skal minde mig om hele den her situation og det gamle traume.

Synes ikke at det er fair overhovedet at jeg nu sidder her og kæmper for ikke at græde af smerte eller egentlig kæmper for at græde for at komme af med smerten.

Jeg har det skidt.. og jeg skal lige slås.. bare lidt mere.. igen. Hold kæft hvor kan jeg blive vred, bitter og træt. Det er svært ikke at blive det.

En møg-cykeltur på sølle 3 km og så er alt rippet op. Fysisk og psykisk. En lille-bitte cykeltur og jeg har det af møg til.

Jeg ved det – det er bare en cykel. Bare en cykelsaddel. Men det føles som kniven. Jeg gør det ikke igen. Og håber ikke nogen beder mig det igen. For så ved jeg næsten ikke hvad jeg skal sige eller gøre. Men cykler – det gør jeg ikke foreløbig.

Det var bare det, der ikke lige skulle ske lige nu. Øv. Piv. Og så måske lidt selvynk. Men helt ærligt, det må jeg da godt, må jeg ikke? Jeg har mareridt om den kniv, har mareridt om hans latter og nu skal jeg i helt vågen tilstand mærke det hele igen. Det er næsten lige før jeg kan høre ham osse. Fornemme lugten af ham.

Det er faktisk ikke særligt rart.

 

ps… det kan ind i mellem godt være lidt vanskeligt at blive ved med at overleve.. men jeg gør altså hvad jeg kan.

Reklamer

14 comments on “En dumhed

  1. Fandens osse.. Jo du må gerne både bande og pive..
    Næste gang nogen mener du lige kan cykle efter et eller andet så sig NEJ, JEG KAN IKKE CYKLE, og jeg vil heller ikke.

    • Ja fandens osse – og en masse andre grimme gloser i øvrigt.

      Det bliver noget i den stil og så må jeg leve med latterliggørelsen der følger med.

  2. Det er da helt forfærdelige senfølger! Jeg forstår godt, at du piver og bander, og først nu forstår jeg, hvorfor du engang svarede mig, at du ikke cyklede. God bedring.

    • Ja, de er vist lidt slemme og sådan bliver det hver gang jeg prøver at cykle i mere end ca 5-7 minutter. Så derfor takker jeg osse nej til venners kreative forslag om at se københavn fra en cykelsaddel (og jeg må jo altid gerne låne en cykel). Hvis jeg skal se mig om i KBH så bliver det på flade futter.

  3. Øv at det skal afstedkomme så mange smerter både fysisk og psykisk, og jo du må godt ynke dig selv, og øve dig i at sige nej hvis nogen beder dig om at cykle. Du kan jo altid finde på en undskyldning med et dårligt knæ, en hæmoride eller vrøvl med balancen på en cykel. God bedring til dig

    • Hæmoride – se det var da et kreativt forslag. Balancen er der ingen der køber, når de ser mig klatre på stiger og rydde op på de øverste hylder på lageret (en manøvre jeg vist hellere må stoppe med).
      Men det er en forbandelse at noget så simpelt kan få så stærke konsekvenser.

  4. Næste gang har du simpelthen bare aldrig lært at cykle! Du vil muligvis være den eneste dansker, der nogensinde har prøvet at bilde nogen det ind, men det må du være helt kold overfor.
    Der er jo ingen, der ikke har været udsat for det, du har været udsat for, der bare perifert kan forestille sig, at det kan være forbundet med både den ene og den anden slags smerte at cykle, så selvfølgelig kan du blive spurgt igen.
    Men nu ved du, hvad du skal svare!

    • Godt forslag. Den tror jeg faktisk jeg vil tage til mig. Osse selvom jeg jo vil blive mødt med latterliggørelse og kommentarer om dovenskab og sådan noget.

      Nej, jeg tror det er svært at forestille sig eller tænke sig til… eller turde tænke overhovedet. For det er nok dér den er værst. Man vil helst ikke tænke på hvad det vil sige, når man er “hel” god dansk kvinde.

  5. Uh altså, utak er verdens løn!! Hvorfor i alverden gik du ikke bare, du vidste jo godt, at du løb den skide risiko?! Nå, men det gør du så ALDRIG mere. Og du behøver da ikke at redegøre for, hvorfor du ikke vil cykle. Endelig kan du vel sige ‘gammelt traume’; jeg ville mene, at dét ville stoppe yderligere diskussion i 99% af tilfældene.

    Men det er da noget f-king hø, at det skulle komme netop nu, hvor din torsdagsseance i forvejen har rystet dig og rippet op i gammel gru. Jeg håber, du kan tage noget, der kan dulme smerterne, både de fysiske og de psykiske?

    • fordi jeg var dum. Fordi der ikke var så langt. Fordi det var ned af bakke. Og så tænkte jeg ikke ret meget længere end på ikke at udstille mine egne traumer på arbejde.

      Det er umanerlig skidt timing og her dagen efter kan jeg sætte en ganske søvnløs nat ind på kontoen og bare håbe at jeg kan skravle mig sammen på arbejde i dag – hvor jeg bestemt ikke cykler nogen steder.

      Jeg har noget til at tage toppen af de smerter… men det er altså ikke lige noget jeg slæber med på arbejde..

      • Åh, din stakkel. Næh, du er ikke dum, men jeg håber for dig, at du med tiden kan sætte dig ud over, hvad andre tænker om dine særheder. Og dermed blive bedre til at sige fra. – Ja ja, det er meget nemt at skrive, og jeg er ikke selv den bedste til den øvelse. – Men vi har alle vores særheder; ting, vi ikke kan eller ikke vil eller ikke tør. Det giver måske anledning til et løftet øjenbryn, derefter et skuldertræk og så accepteres det jo bare. Og i den sammenhæng er et nej til at cykle altså ikke særlig sært.

        • Ja, jeg er lidt pivet og pjevset i dag. Og jeg ved faktisk ikke om jeg nogensinde når der til at jeg kan være helt ligeglad – dertil er det hele bare lidt for følsomt. Og lidt for tabubelagt, som vi jo var inde på ved et tidligere indlæg (mangler noget – tror jeg at jeg kaldte det).

          Jeg skal nok prøve at undgå de der torturredskaber alle andre befatter med den største selvfølgelighed og anvender dagligt.. og så holde mig til noget med 4 hjul og et rat.. og et mere behageligt sæde.

  6. Sikke noget hø. Jeg synes absolut, at selvynk er i orden her. Jeg kan mærke, at det får hornet til at vokse frem i panden på mig. Jeg kunne godt ønske mig at en eller anden fik noget at mærke på egen krop. Det gør ingen forskel, jeg ved det, men alligevel.

    • Ja det er noget hø – og jeg er stadig mærket af det her dagen efter. Det må jeg jo indrømme, hvor lidt jeg end vil. Kan du blive så vred at du får antydninger af horn i panden. Det er jeg trods alt glad for at jeg kun oplever på skrift og i øvrigt har jeg det nok lidt på samme måde.

      Det gør faktisk en forskel.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s