Du kan ikke fortryde

Sådan sagde tatovøren til mig inden han satte nålen i mig. Og ca lige efter at han atter fortalte mig at det valgte motiv, valgte metode og placering ville komme til at gøre ondt. Meget ondt.

Han brugte en vending om det her med fortrydelsen som jeg har taget til mig, at der er kun to ting i hele verden man kan få uden at kunne fortryde det; børn og tatoveringer. Naturligvis er der flere, men jeg kan godt lide at han hiver disse to ting frem. Man kan gifte sig og fortryde og blive skilt. Man kan tage en uddannelse og fortryde – og tage en anden. Man kan klippe sit lange hår af og fortryde – og vente på at nyt langt hår kommer med tiden. Man kan få huller i ørerne og fortryde og lade hullerne gro sammen igen. Men tatoveringer og børn er livs-beslutninger.

Og så alligevel ikke, for der vokser jo en hel industri frem, der specialiserer sig i forskellige behandlinger for at fjerne folks tatoveringer igen. Medierne har vældigt gang i en historie om en mand, der fik fjernet noget på hænderne med kraftig laser og nye teknikker bliver i den forbindelse kørt i markedsføringsstilling. Er altså lidt spøjst at sådan en sag kommer frem netop som der står et nyt produkt parat til at overtage positionen. Nå, det kan man jo så spekulere lidt over hvis man gider, og det gør jeg så ikke mere.

Jeg har altid vidst at jeg ville have den tatovering. Hvad jeg ikke vidste var hvad det skulle være og hvordan det skulle se ud eller hvor. Men at jeg ville have en var der nu ingen tvivl om.

Tilfældighederne afgjorde sagen for mig, da jeg en dag fik et smykke forærende som jeg desværre ikke kunne bruge pga for højt nikkelindhold (som jeg har noget principielt imod, uden dog at være allergisk) og jeg vidste bare at her var min kommende tatovering. Vidste med det samme hvordan den skulle se ud, hvor den skulle sidde og hvem der skulle lave den. Det er jo i sagens natur ikke ligegyldigt. Det er nærmest alt-afgørende det sidste. Og da beslutningen var taget blev den egentlig lagt lidt på køl igen. Ikke at jeg tænkte over det – om jeg var sikker og sådan noget – men mere sådan.. at den her beslutning er taget at en eller anden dag skal jeg have den tatovering.

Så lærte jeg min kæreste at kende og vi talte osse lidt om det der med tatoveringer. At det var bestemt ikke noget hun kunne tænke sig, men at det i øvrigt ikke generede hende hvad andre gør. Jeg fortalte hende om min beslutning og hun meddelte bare at det kunne så passende blive min næste fødselsdagsgave fra hende. Bestil tid – jeg betaler! lød beskeden.

Så nemt var det jo så ikke. Og så nemt bør det slet ikke være, for det er jo nok derfor nogle fortryder det bagefter. Fordi det bare var en impulshandling hos den første den bedste(?) tatovør, bestil, vælg motiv, betal, få det gjort og ud af døren igen. Måske endda i et øjebliks vanvid eller beruselse, selvom det jo pr definition er forbudt.

Den tatovør jeg havde valgt holdt til i en lækker gammel klinik i det indre KBH. Han er efter sigende en af landets bedste og arbejder med flere forskellige tatoveringsteknikker. Men det er ikke ham man går til hvis man vil have en rød rose og kærestens navn. Han er kunstner. Han bad mig sende billeder af det motiv jeg ville have og så komme ind et par dage efter og tale med ham om det.

For det første sagde han helt blankt nej til mine tanker vedrørende skyggelægning (I ved, de der superflotte overgange mellem sort-grå-hud, der var så moderne for nogle år siden og som man stadig ser i stort tal). Han sagde at hvis jeg ville have dét så måtte jeg finde en anden til at lave det. Så viste han mig hvad han havde tænkt og det accepterede jeg i stedet. Han fortalte mig nemlig at alt for mange kvinder får lavet den type skygger og at de bare ikke passer til kvindekroppen 50+, de er flotte her og nu, men de er ikke langtidsholdebare som de skal være og ender som en sag på laserklinikkerne. Og det argument måtte jeg jo altså bøje mig for.

Han flyttede osse placeringen nogle cm for at gøre det muligt for mig at dække den med normalt tøj så jeg ikke skulle gå og lede efter noget sært snittet tøj, hvis det var upassende at flashe en tatovering. Det accepterede jeg osse.

På alle måder en dybt seriøs tatovør, der gav mig alle de rette råd og jeg tror at det er en af grundene til at jeg i dag flere år senere ikke har fortrudt et sekund. Jeg ved ikke om jeg skal have en mere, men det tror jeg. Rent faktisk har jeg overvejet at udbygge den jeg har – på trods af rådet om at placere den så tøj kan dække. Men nu er jeg der hvor jeg er i mit liv, og behøver egentlig ikke længere gå og dukke mig for hvem jeg er – og hvad jeg er blevet til. Det skal være et symbol på mine sejre.

Men jeg gør det ikke før jeg ved hvad, hvor og hvem der skal gøre det.

For det kan jo ikke fortrydes eller omgøres. Det kan kun erstattes af noget andet hvad enten det er nye farver, nye motiver – eller grimme ar. Det er supernemt at få en tatovering. Det er alt, alt for nemt. For det er aldeles umuligt at fjerne 100%.

Lige som børn.. kommer de først forsvinder de aldrig.

Reklamer

6 comments on “Du kan ikke fortryde

  1. Jeg er fuldkommen enig med dig. Gjorde mig præcis de samme overvejelser med min første tattovering – glemte desværre at gøre som dig med min næste. Men nogen gange vælger man ting i livet, man kan fortryde i nuet og senere lærer at leve med fordi de bliver en del af en.
    Tak for et indlæg der i hvert fald fik mig til at tænke 🙂

    • En tatovering man fortryder fortæller jo dybest set også en historie om hvem man var en gang og den udvikling der førte til hvad man er i dag eller i fremtiden. Jeg kan heller ikke afvise at jeg en dag pludselig fortryder den – men så bliver den altså lagt over i den bunke af andre ting jeg sandelig osse gerne ville have gjort ugjort og ønske aldrig var sket. Så vi er ganske enige – jeg er bare så heldig at jeg ikke har fortrudt. 🙂

      Og overvejelser over den næste er lige så grundige… og langvarige… mon ikke den kommer en dag..

    • Det er da heldigvis ved at gå af mode igen, så nu bliver der vel ikke impulstatoveret så mange mere.. men der er ingen tvivl om at laserklinikkerne har kronede dage i kølvandet…

    • Det var han osse – han havde på det tidspunkt ca et halvt års ventetid, så han manglede ikke opgaver og ville ikke lægge navn til noget der ikke var godt nok eller ikke var som han havde tænkt det.

      Det skal nok komme en dag.. hvor det bliver lidt varmere 🙂

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s