Vi får vist selskab

Nedtællingen til påsken er i fuld gang og jeg glæder mig rigtigt meget til nogle fridage, der bliver forlænget med lidt flere fridage, da jeg jo skal have afviklet min restferie inden 1. maj. Og det bliver så ugen efter påske. Det har været et let valg, for det er netop dén uge at tranerne kommer til Sverige for at fouragere og danse og flyve (og lande!) og hoppe og sende sine trompet-lyde ud over det umådelige antal mennesker der forsamles ved søens sydende for at kigge på fuglene. Det er ikke hvert år jeg kan komme derop, for de er der kun i få dage, og stedet skal helst besøges når der er traner nok og de øvrige publikum er på arbejde. Så vi napper en helt almindelig hverdag – lige før tranetallet topper i følge statistik og historie. For de tre dage hvor tallet er i top tager rigtigt mange fri for at campere over alt i området. Vi håber på masser af fugle og flot natur.. og få mennesker. Eller i det mindste færre.

Min gamle far, min mor og jeg pakker bilen og drager de der 350 km op i Sverige på en dagstur. Kæresten bliver hjemme for hun er ærligt talt ganske ligeglad med den slags og overlader gerne pladsen til en anden.

Der har egentlig ikke været de store betænkeligheder ved at give Inge et tilbud det ville være svært at sige nej til. Pladsen er din, hvis du vil have den og vi skal bare have besked dagen før om du vil med eller ej.

Dét er tillid!

Og jeg er ikke det mindste nervøs for at overleveren pludselig lader Inge møde forældrene ude i den der virkelige verden som nørderne kalder “AFK” (Away From Keyboard”). Jeg er helt sikker på at rammerne bliver så overvældende med naturen og fuglene at hvis hun vælger at følge med at der så bliver masser at snakke om, og at det naturligvis ikke bliver pinligt eller afslørende for mig på nogen måde.

Kæresten er dog lidt nervøs, for hun ved jo hvad bloggerne ved.. og ved hvad mine forældre ikke ved eller ikke vil vide. Men hun er dog med på at tilbuddet om at følge med mig og mine forældre ikke gik til den helt forkerte hvad dette angår.

Jeg er sikker på at det nok skal gå, og at der ikke sker noget familie-omrystende ved at mine verdner på den måde brager sammen. Tænker at det vil de jo nok gøre før eller siden alligevel. Der er jo mennesker derude som læser med her som jeg har udviklet en vis veneration for og som derfor mere bliver betragtet som venner end som tilfældige fjerne læsere.

Kan vist lige så godt vænne mig til tanken at tingene ikke længere bare kan holdes helt adskilt. Og jeg tror faktisk at det er sundt nok for mig, for jeg har meget længe levet næsten med to identiteter og personligheder. En når jeg var hos familien og en ganske anden når jeg var hos de fleste andre.

Det er vist ikke helt sundt i længden. Og måske er det en forberedende øvelse til den store “coming out” manøvre. Det må tiden vise.

Reklamer

10 comments on “Vi får vist selskab

  1. Det er lidt sært, hvad bloglæsning kan gøre ved en. Jeg kender jo hverken dig eller Inge AFK,. Ikke desto mindre er jeg overbevist om, at Inge er den helt rigtige for dig at øve på/med 🙂

    • Ja, det kan være lidt livs-omvæltende en gang i mellem, men det er ok, og man vælger det lissom selv.

      Som tidligere nævnt spekulerede jeg ikke vildt over det da tilbuddet faldt, hvilket jo nok egentlig betyder at jeg er i helt trygge hænder hvad det der angår.

  2. AFK er lige et udtryk for mig; havde aldrig hørt det før. Jeg kunne vist også trænge til tid AFK, jeg trives bare så pokkers godt ved det keyboard.

    Det lyder vældig interessant, at du nu vil til at få dine verdner til at smelte sammen. Et tranetræf er da den perfekte anledning. Jeg ville aldrig selv turde invitere en blogger sammen med min familie – men jeg er også en kylling…

    • Jeg har kendt det længe, men har vist osse en lidt tungere og ældre nørd-hat på end dig 🙂

      Men jeg kan rigtigt godt lide at kombinere tingene ude i verden har jeg fundet ud af, så keyboard tid er god – men AFK er bare endnu bedre.

      Jeg ved nu ikke om du er en kylling – du skriver trods alt under dit fulde navn. Og det synes jeg personligt er ganske modig.

    • Vi glæder os osse og jeg nok mest – for jeg ved jo ca hvad der venter deroppe. Drømmer stadig om lyden af de store fugles stemmer og vingeslag. Det er pudsigt at svenskerne sætter skilte op nogle km fra området. Den vej til traner… men egentlig kan man de sidste 50 km bare følge tranerne i luften. Et sjældent syn, men ikke dér – ikke i de ganske få dage.

      Jeg tænkte ikke særligt over det da du fik invitationen så tag du det bare roligt.. er ikke det mindste nervøs.

  3. Jegt ville heller ikke være nervøs ved at invitere Inge med. En smule misundelig, måske, men ikke nervøs …
    Nej, det er selvfølgelig bare pjat – jeg er ikke spor misundelig; I får en kanongod tur, gør I, og Hornborgasjön må vente et års tid for vores vedkommende. Jeg forstår nemlig fuldt ud, at I foretrækker at opleve den på en hverdag. Vi vil så nøjes med Pulken igen i år 🙂

    • Den stakkels Inge ender da med at blive helt forlegen over alle de pæne ord der vælter ned over hende her på siden. Og jeg er altså heller ikke spor nervøs.

      I må og skal altså derop – det er dér det sker, men problemet er at ramme de rette dage mht vejr, tranetal og tilskuertal. Vi satser og håber at den valgte dag ikke er helt tosset.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s