Det er jo nærmest magi

Vi har helt officielt weekenden 23-24 februar. Helt uofficielt er det vist den første weekend i 5-6 uger hvor hverken kæresten eller jeg ligger i sengen og nægter at stå op pga feber, forkølelse eller et eller andet skidt. Vi er vist nogenlunde i stand til at holde en primært vertikal weekend, og det glæder vi os over.

Det må være ca nu vi skal ud og handle lidt ind, for nu er fryseren nærmest tømt for halv- og helfabrikata, vi drikker den sidste rest af kaffe og i går fremstillede jeg en gigantisk bunke pandekager af de sidste æg – og det sidste mel. Så nu er der vist ingen vej udenom. Bilen skal foldes ud af sin garage (hvilket jo er en delikat opgave) og så må vi besøge et af områdets større supermarkeder. Og alt skal købes. Så kan vi lidt igen uden at jeg dog håber at det bliver nødvendigt at modstå en ny virus-belejring af den varighed. Og så skal bilen pakkes væk igen (hvilket er en endnu delikatere opgave). Vi sad lige og kiggede på vores benzinregnskab og måtte konstatere at vi tankede sidst i starten af januar, og at tanken stadig er god og vel halv fuld. Det er altså en ret brænstofbesparende manøvre at være flyttet ind til byen.

Det lyder måske lidt sært at vi er ved at rende tør for basisvarer plus diverse, men jeg tør ikke købe ind alene pga angst, så når kæresten ligger går alt lidt i stå. Og kæresten vil helst heller ikke købe ind uden mig, for det er mig der laver maden her. Og mig der kan improvisere på indkøbssedlen hvis det ønskede ikke findes på hylderne.

Og ellers tror jeg bare at weekenden står på hygge, gåture med hunden – måske ud til strandene, og sådan hel almindelig tilfredshed med at det vist er overstået med at ligge syg.

Og glæde os over at det meget snart er påske. 4-5 uger. Det er da lige til at udholde. Vi får besøg af mine forældre og så skal jeg nørde med min far mens kæresten bage-nørder med min mor. Hun skal lure alle min mors gamle tricks af – lære at lave julesmåkager. Ak ja – i påsken? Men de har sgutte tid til den slags i julen. Og min mor skal lære nogle af kærestens bagespecialiteter.

Og så skal vi noget helt særligt (og nej ikke dét, Inge) – vi skal have ryddet køkkenet og omarrangeret det en smule. Alle skabe er stadig med det indhold, de fik da vi i ekspresfart pakkede flyttekasser ud, så vi har krydderier i 4-5 skabe… over flere hylder. Sammen med ting, der bestemt ikke kan kaldes krydderier. Men vi har da klaret det til indtil nu, men vores køkkenorden har nærmest været efter tetris-princippet: den her dims kan lige sættes der – hvis den går ind på højkant og vrides lidt. Sådan ca. Nu kender I stilen. Og det skal vi have lavet om på. Kæresten og mor beslutter sig for ordenen, og far og jeg sætter hylderne efter deres anvisninger. Og etablerer minidrivhus på altanen, så kæreste kan få sine tomatplanter.

Vi har osse en anden særlig plan (og det er dét, Inge).  Men det indebærer en køretur på 700 km ca, lidt feltudrustning, en scopekikkert af rigtig god kvalitet, kameraer og varmt tøj. Og ca 15.000 fugle størrelse XL. Godt vejr vil være et plus. Det hele er lidt sjovere i tørvejr.

IMG_6713

Der hvor vi skal hen kan man købe lidt kaffe og lidt at spise, men da der er mange, mange km til nærmeste konkurrent er det lidt halvpebret at købe ind på stedet. Så jeg har lovet at sørge for at designikonet (bilen) får lidt ekstra udstyrsdetaljer så vi ihvertfald bliver selvforsynende med kaffe, te og måske lidt at spise.

Det kunne jo osse være at der undervejs var smukke steder vi gerne ville se nærmere på, og en varm kop kaffe i hånden hjælper jo altid på naturoplevelserne. Så det er godt at være selvforsynende osse på det punkt – når man kører rundt i Sverige.

Reklamer

12 comments on “Det er jo nærmest magi

  1. Kan godt se, at det kan blive lidt problematisk at få købt ordenligt ind, når I begge to helst vil have den anden med. I har altså også været hårdt ramt mht sygdom, godt I er friske igen. Glæder mig til flotte tranebilleder 🙂

    • Ja, det kan være en udfordring det med at få købt ind, men vi håber at det er overstået nu. Vi fyldte i hvert fald bilens bagagerum med varer i går og måtte sno den ind af brandveje og cykelstier for at køre den frem til vores hoveddør, da ingen af os havde lyst til at slæbe alt det købte fra garagen til døren. Ikke helt legalt, men alle gør det. En gang i mellem.

      Jeg glæder mig osse, men noget tyder på at de flotte billeder skal ses hos Inge og ikke hos mig. Hun har betydeligt bedre udstyr 🙂

  2. Velkommen til det vertikale rum – dejligt at I så kan få købt ind. Påsken lurer lige om hjørnet og det er herligt.

    Det lyder som en spændende tur til Sverige. Jeg glæder mig til at se billederne!

    Hvor må det være herligt at have en far, man kan skrive, at man skal nørde med. Hvis min far havde levet ville han nu være 91 og så var der nok ikke meget nørderi tilbage i ham.

    • Jo tak. Vi er osse ganske tilfredse med tingenes tilstand nu.

      Jeg er helt sikker på at vi får en rigtig dejlig tur til Västra Götaland, hvor man ser en masse lækker natur og hele tiden nærmest forventer at Arn og hans krigere komme galopperende ned over bakkerne. Men vi bruger nok ikke tiden på et besøg i Varnhem mm.

      Jeg er trods alle barndommes oplevelser rigtig heldig med mine forældre, der stadig er mere end almindeligt friske og slet ikke kunne se noget problem i at tage sådan en endagstur. Bare jeg førte bilen.

  3. Jeg vil blande mig helt uden om jeres køkkenleg, til gengæld har jeg tænkt mig at blande mig i det med tranerne.. 🙂 og vejret bliver godt..

    • Kender jeg dig ret så vil du osse være bedre til traneturen end til køkkentjansen 🙂

      Det overskydende sæde i bilen har længe haft dit navn påsat og du er mere end velkommen til at gøre os selskab hvis du kan få logistikken på plads.

      • Jeg satser meget på at den logistik kommer til at gå op i en højere enhed, har i hvert fald søgt ferie i den uge vi snakkede om.. 🙂 Ellers må jeg jo ty til mit skrøbelige helbred.. 😉

    • Det kan jeg love dig for at vi osse synes.

      Vi er helt sikre på at det bliver en spændende tur uanset vejr og vind. Og ja, at kunne stoppe på en lille fjern rasteplads med en fin udsigt og nyde frisklavet kaffe… det er jo nærmest luksus 🙂

  4. Det har dæleme også været en sej omgang for jer. Godt at høre, at I begge er på højkant igen.
    I må have en rigtig god tur til Hornborgasjön … men der må da være en måneds tid til endnu? Vi venter til næste år med at køre derop – så kan vi gøre det på en hverdag. Det bliver derfor Vattenriket ved Åhus igen i år.

    • Ja, det har været en sej vinter, men nu kan vi da næsten lugte forår og håber at kunne nyde det i lidt mere rask tilstand.

      Vi håber vi får en fantastisk tur derop, og ja, der er lige en måneds tid. Tranesæsonen deroppe er de to første uger af april (normalt) og de kloge siger at trane-tallet topper 5-8 april. Vi har valgt at tage afsted en hverdag, så der ikke er alt for mange mennesker og på en dag der ligger lige før toppen. Så vi håber at der er traner nok og lidt færre mennesker.

      Synes I skal unde jer en tur derop næste år – og husk at der er rigelige muligheder for at campere på de omkringliggende marker. mod en mindre betaling, dog 🙂

      Det gider vi dog ikke så det bliver en endagstur.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s