Kigger billeder

Og det gør jeg nok ca fordi jeg ikke rigtigt har gidet være ude og tage mine egne nye billeder af vinteren på det sidste. Jeg har jo døjet lidt med sygdom, så udover at passe job, kæreste og hund, har der ikke været meget overskud til ret meget. Og nu synes jeg at der manglede lidt billeder på bloggen igen. Gerne et fint hvidt vinterbillede. Dem har jeg egentlig mange af. Så her er et af dem, og håber ikke at det har været vist før. Men det tvivler jeg nu på, da alle billeder på overleveren er gemt i en særlig mappe.

IMG_8648

Det altså ikke altid, at man skal pege kameraet væk fra solen. Her giver den et fint modlys i de rimfrostede træer.

Jeg tror der var smukt en times tid efter da solen gik ned og farvelagde skoven i dybt rødt lys. Men der sad vi altså hjemme igen og drak varm kakao, så vidt jeg husker.

I min jagt på billeder faldt jeg over en særlig mappe med sort/hvide billeder. Og det var egentlig interessant nok, da det er billeder jeg har fået af min far. Sjældne barndomsbilleder af mig i alderen 2-13/14 år. Ca. Det er et bittersødt gensyn. Især det lille billede af mig på 3-4 år der bliver hjulpet gennem bølgerne af min bror. Dengang var vi vist ret tætte og efter sigende forgudede jeg min bror. Dengang var der glæde i barnet. Tryghed i at han sikkert skulle redde mig hvis de flere centimeter høje bølger skulle vælte mig.

I de senere billeder ser jeg verdens mørkeste barneblik, der kun afslører et lille smil når jeg er med hundene. Der er ingen jævnaldrende på nogen af billederne, men masser af hunde. Den store tunge og venlige skt bernhardshund, der luntede rundt og bare sin egen rolige herre. Den energiske puddel, der var her, der og alle vegne. Inklusive i vindueskarmene mellem blomsterne. Naboens sære grå gadekryds, der var mere sød end køn og den højbenede rædselsfulde schäfer, der til gengæld var lydig som få. Men når jeg ser mig selv på de billeder ser jeg en pige, med et påfaldende godt tag på hundene, der lystrede mit mindste vink – men med en stor mørk hemmelighed. Der er slet ingen smil til kameraerne hvis ikke der lige er en af hundene med osse. Jeg tror mine forældre tog rigtigt mange billeder af os søskende, og en dag vil jeg prøve at tale med min far om at se nogle flere. For der må da være nogle hvor jeg ser ud som om livet passer mig. Der må da være nogle glade barndomsbilleder og ikke bare disse bitre billeder, hvor jeg tappert prøve at virke tilfreds, glad og tryg. Jeg kan da ikke have været utryg altid?

Jeg ved godt at det må være svært at læse når jeg så ikke viser de billeder, men jeg håber stadig på forståelse for det.

Kigger lidt videre i bunkerne.

Jo, der er faktisk et billede her hvor jeg smiler. Jeg sidder i familiens lille motorbåd og ser faktisk ud som om jeg hygger mig. Også selvom jeg vel er en 10 år ca og min bror sidder lige ved siden af og passer roret. Det er svært at se på det billede. Prøver at forestille mig hvad jeg tænker lige dér. Hvorfor er det at jeg ser så trist ud på alle billeder. Ser så mørk ud. Og på de eneste to billeder hvor jeg er sammen med min bror lyser det alligevel ud af mig at jeg er glad – eller glad nok.

Er det fordi jeg troede på ham? At jeg troede på at dét han gjorde med mig var sådan det skulle være i en familie og at jeg var glad for at han lærte mig det svære? Var jeg virkelig så lullet ind i hans løgne og troede på ham at jeg kun kunne være “glad” når han var der. Og mørk og trist når han ikke var der? Det er en farlig tanke, men jeg tror egentlig at det er tæt nok på. Mon det er derfor ingen nogensinde opdagede hvad der foregik mellem os, og først opfattede at der var problemer, da jeg blev teenager og vendte mig væk fra ham, og han reagerede nærmest med jalousi og vrede. Vendt mod mig og mod den hund, der af en eller anden grund synes den skulle passe på mig.

Jeg tror faktisk at jeg stolede på ham. På at han havde ret. På at det han lærte mig var vigtigt, selvom det var ubehageligt når det stod på. Jeg vidste jo ikke bedre. Måske var det barnets overlevelsesmekanisme, der var i gang. At det var bedre at holde med ham end gå imod ham. At det var nemmere at holde af ham end at hade ham. Han var jo min bror.

Føler næsten at jeg var et barn der levede på en løgn.

For nogle dage siden måtte jeg sige fra overfor en ven der begyndte at fortælle om en lykkelig barndom. Pludselig kunne jeg bare slet, slet ikke klare det. Kunne ikke finde ud af om jeg blev vred, ked af det eller bare pisse-hamrende misundelig over at man kunne være barn på den der ubekymrede vis. Jeg håber at dét jeg hørte den dag er det normale og at det bare er mig, der ikke kan høre på sådan noget uden at blive sær. Mon det var sådan for alle de andre børn at være barn? Er det bare mig, der trak en nitte i familielotteriet?

Reklamer

10 comments on “Kigger billeder

  1. Det er så uhyggeligt det du skriver, og jeg forstår dig så godt. Billederne taler deres eget sprog, og dem kan man ikke snyde.

    Der findes fx næsten ingen billeder af mig fra jeg var 10 til jeg var 16, hvor overgrebene stod på. Der er et enkelt, hvor vi var ude at samle svampe sammen, og jeg ser bare så trist ud. Det fik min mor til at kommentere det med, at jeg så ‘sur’ ud – men hun fattede jo heller ikke, hvad der foregik.

    Til tider tænker jeg, at hun var ualmindeligt naiv, men hun har jo samtidig fortalt mig, at hun godt vidste hvad der foregik. Jeg vil aldrig nogensinde kunne begribe, hvordan hun kunne svigte mig så meget; jeg er meget bitter over det. Jeg tror aldrig, at den bitterhed fortager sig. Selv kort før hun døde, blev hun ved at omtale ham i rosende vendinger og forventede vel, at jeg skulle bifalde det. Det kunne jeg dog ikke. Hun døde fra en uløst konflikt og jeg mødte op til hendes bisættelse lidt i trods. Her så jeg for første gang i 25 år den mand, der havde voldt mig så meget skade. Jeg så ham med vilje ikke i øjnene – jeg ville simpelthen ikke. Han var blevet en gammel mand, men jeg hadede ham stadig lige så meget, som jeg gjorde, da overgrebene stod på.

    • Det er både uhyggeligt og svært at forstå, tror jeg. Det er jo først i voksenalderen at jeg har lært at hade som ind i helvede.. dengang var jeg vist i et sært afhængighedsforhold til min bror, hvor hans humør og lune var alt-afgørende for mig.

      Det må egentlig være rart at kunne sige – “jeg hadede ham da overgrebene stod på”. For det kan jeg ikke, jeg var bange, ja.. men tror ikke jeg turde føle had.

  2. Jeg måtte tænke meget over dine ord. Jeg har hørt før, at dem, der forgriber sig på børn, bilder dem ind, at det er normalt, hvad de foretager sig; det er noget, alle gør. Samtidig klarer de at gennemføre at få barnet til at tie med, hvad der foregår.
    Det er virkelig skræmmende. Uhyggeligt og meget, meget skræmmende. Og der både har været og er så meget af den slags – jeg kan næsten ikke bære det – og jeg skal bare lytte/læse …
    Billeder fra barndommen burde være fyldt med lyse minder … det gælder vist ikke i specielt høj grad her.

    • Det er nemlig en skræmmende mekanisme de sætter i gang dér. Og det er svært at bære, og at du har svært ved det siger noget ganske positivt om dig.

      Nej, og det er sært at jeg ikke engang kan genfinde de der lyse minder på billeder. For de lyse tider må da have været der, og mine forældre fotograferede så meget at noget burde have sat sig fast på en film.

    • Jeg har osse savnet ord i dag – siden jeg skrev det indlæg, og derfor har jeg ikke rigtigt kunne svare på jeres kommentarer. Har været og er rigtigt ked af det. Men kigger alligevel lige på det billede en gang mere og prøver at forstå.

  3. Nej det er ikke bare dig. Men jeg synes nu nok at din nitte er for stor til et barn og jeg kan blive så trist over at man ikke kan sikre børn en god barndom..
    Jeg har i mange år sagt at barndommen var en rædsom tid. Og de der “hvis bare jeg kunne komme tilbage” blævren giver jeg ikke noget for. Det var RÆDSOMT at være barn..

    • Jeg er glad for dine klare ord, og jeg ved osse godt at du vist ikke lige havde den der perfekte barndom vi alle ville ønske at vi havde. Dine børn er afgjort heldigere end vi var.

  4. Du trak helt sikkert en nitte, men da du ikke havde noget at sammenligne med, kunne du jo ikke vide, at du sad med en nitte! Det var vel også derfor, du ikke sladrede.

    At du bliver både ked, vred og dybt misundelig, når du hører om andres lykkelige barndom er da til at forstå. Sådan reagerer vi jo alle, når det går op for os, at vi er blevet snydt for noget, som retteligt burde have været vores.

    • Det tror jeg du har ganske meget ret i… jeg vidste ikke bedre og jeg troede på min bror, selvom jeg jo indlysende ikke burde have gjort det.

      Det er svært at sidde med den bitterhed, for bitterhed er jo ikke nogen særlig populær følelse, heller ikke for mig. Det er sådan lidt politisk ukorrekt at have det sådan.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s