Vi er på hælene

Vi har nemlig været syge uafbrudt i tre uger, men heldigvis på skift. Den ene smitter den anden, og den anden samler en ny og endnu ikke brugt influenzavirus op på arbejde og tager den med hjem til en lille dobbelttest for at se om den osse kan smide os i seng. Det kan den. På skift.

Vores spisebord har fået en ekstra lille beholder, der nu står sammen med salt, peber, chili mm.. –  en bøtte med panodiler. Vi sætter virkelig pris på deres “febernedsættende” virkning.

Vi er trætte som to alderdomshjem i middelstørrelse og går efterhånden begge rundt med følelsen af at vi bare aldrig bliver raske – at det er ustoppeligt. I tre uger har vi stort set ikke magtet at gå på arbejde, men har dog gjort det i et vist omfang, vi har egentlig ikke magtet at gå gode ture med hunden, men har dog gjort det i et vist omfang, ikke magtet at sørge for ordentlig mad, men har dog gjort det i et vist omfang. Vi har vasket tøj der skulle bruges på arbejde, men er nu ved at rende tør for sengetøj og håndklæder, for ingen magter at tage sig af det, fryseren er ved at være tom for retter, der bare lige skal varmes, og ingen magter at besøge det lokale megasupermarked for at få købt ordentligt ind til bare en uges tid.

Vi er kort sagt bagud med alt og har bare sådan lige skravlet igennem i de her uger.

Så er det altså svært at holde humøret oppe.

Situationen på arbejde gør det bestemt ikke nemmere, da det ikke er lige nu jeg kan tage sådan en omgang serie-sygedage, så jeg prøver at holde mig for mig selv så ingen opdager at jeg nok nærmest burde ligge i min seng i stedet.

Kort sagt – overskuddet her på hattehylden er bestemt til at overse, og vi har nu taget et par hårde beslutninger og aflyst alle aftaler i to uger. Vi er nødt til at komme i plus på energisiden før vi kan være noget for andre. Eller bare være sådan rimeligt godt selskab.

Og inden nogen spørger – jo, jeg har taget min medicin – helt efter lægens forskrifter.

Reklamer

14 comments on “Vi er på hælene

  1. Åhhh for pokker hvor er det rigtig træls.. Med fare for at blive ramt at nemesis, så hvisker jeg kun lige, at vi indtil videre er sluppet fri begge to..
    Rigtig god bedring til jer begge.

  2. Det er hårdt, og jeg håber, at det må slutte NU. Beslutningen om blank kalender er sund. Den har jeg selv praktiseret med godt resultat.
    Rigtig god og meget snarlig bedring.

    • Det håber jeg osse, er da i det mindste i tøjet i dag. Det var slet ikke spor sjovt at melde afbud til to uger, men jeg tror det er det bedste. Vi har så meget der skal indhentes og bare lige klares.

  3. Der er ikke andet for end at tage hensyn til jer selv, aftalerne kan jo nok fornyes når I er på toppen igen..God bedring til jeg begge to.

    • Det er også den erkendelse vi er kommet frem til, også selv om aftalerne var ganske hyggelige og nogle vi havde glædet os til. Så må vi bare prøve at glæde os igen.

  4. Tre uger er sørme lang tid at gå og skrante. Jeg ønsker jer begge en rigtig god bedring. Det lyder som en god idé med to ugers blank kalender, så I kan få hentet noget energi indenbords igen.

  5. Det lyder til at have været 3 hårde uger 😦

    Og når kan ikke har det godt/er syg, er det helt forståeligt ikke at kunne fungere på arbejde.

    Men jeg håber at hattehylden snart kan finde sin vante gænge igen …

    • Det har været et par hårde uger på alle måder og det har slidt os godt og grundigt ned. Og så synes jeg i øvrigt osse at vinteren lige har varet længe nok nu 🙂

  6. Surt med træls på 😦 Selvfølgelig er I nødt til at afløse det hele og bare tænke på jer selv. I er trods alt heller ikke det bedste selskab i jeres sølle forfatning. Rigtig god bedring.

    PS: Har lige læst, at årets influenza-vaccine ikke har virket mod den hårdest-slående virus, så masser af vaccinerede mennesker har også været ned med nakken …

    • Vi ville ellers gerne det hele, men det går ikke, og vi er notorisk bange for at smitte alt og alle omkring os. Men først og fremmest er vi nervøse for at komme alt for meget i minus på energi-siden, for vi har flere andre ting, der også kræver en del af os. Alvorlig sygdom og sådan noget skrammel.

      Det har jeg osse hørt – men jeg skulle hilse fra den og sige at den slår hårdt… og gerne flere gange. 😀

  7. Puhh, hvor har jeg ondt af jer. Det der er bare ikke sjovt. Vi hører til dem, det gik ud over mht. aftaler, men det er da fuldt forståeligt. Nu handler det udelukkende om at komme ordentligt på højkant igen for jer to.
    Og jeg håber sandelig ikke for jer, at det skal tage to uger!
    Rigtig god bedring.

    • Vi har egentlig osse lidt ondt af os selv lige nu – og vi er rigtigt kede af at vi må brænde jer af på en aftale vi havde glædet os til. Men vi ville ikke være godt selskab i al vores træthed.

      Det kommer desværre nok til at tage et par uger at komme i plus igen for vi er så meget i underskud af alle tænkelige grunde, at nu skal vi bare have ro på.

      Håber I tør binde an med en ny aftale, det er nemlig ikke særligt tit at vi aflyser aftaler 🙂

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s