Er her endnu

På sådan en sygedag, hvor jeg ikke må anstrenge mig, har småfeber og er på penicillin kan jeg jo sagtens lige lave et fint lille blogindlæg inden jeg kryber tilbage under dynerne i sofaen ( tak for sokkerne, Susanne). Men hunden skal jo stadig luftes, og i dag foregik det lige ved solopgangstid, og så kunne jeg jo lige så godt lige nappe kameraet med. Termometer viste minus 12 grader, så mine særlige fotohandsker kom osse i brug. De holder lige præcis frosten fra fingerspidserne og jeg har alligevel følsomhed nok til at fokusere manuelt på kameraet udover at trykke på alle de små knapper. Blæser det lidt for meget er de handsker ikke meget værd, men de er rare at have i tasken med det andet udstyr.

Desværre havde jeg ikke taget hunden med på råd om at tage kameraet med ud på en lille ti-minutters runde, for den har ærligt talt et ret belastet forhold til hård frost og saltede fortove. Den gjorde hvad den havde behov for at gøre og nægtede derefter at bevæge sig videre. Den lægger sig fladt på maven og sender mig sit allermest stædige blik og den absolut eneste måde at få den igang igen er at sige “hjem”. Mystisk nok kan den sagtens gå hele vejen hjem – bare den får lov at vælge ruten. Lige hjem. Og det er jo egentlig lige præcis det jeg selv har lært den – at hjem betyder at den skal styre hjem.

Så det blev ikke til mange billeder af solopgangen over sneen. Men lidt fik jeg da skudt mens hunden lavede sin lay-down strejke.

IMG_1900

Det er ikke meget jeg har fået fotograferet på det sidste, det er som om energien ikke rigtigt har været til det, men håber at få det sparket igang igen i løbet af februar/marts. Jeg skal nemlig på et par fototure i påsken, og der skal teknikkerne altså lige sidde helt fast igen.

IMG_1888

Jeg klarede besøget hos tandlægen uden alt for store psykiske problemer. Jeg var da bange og nervøs, men temmelig bedøvet så jeg tror faktisk ikke rigtigt jeg opdagede hvad det var jeg skulle være bange for. Og bagefter direkte hjem og i seng. Kæresten luftede hunden og gik i gang med sine planlagte bage-projekter. Jeg sov fra det hele og dukkede først op til overfladen ud på aftenen, slugte nogle flere smertestillende piller og skvattede nærmest besvimet om i sofaen.

Tak for alle jeres tanker over noget så latterligt som lidt tandlæge-skræk. Men der er så mange lag i den skræk, at det kan være ganske svært for mig og mine omgivelser at håndtere. Ironisk nok er den der har mest styr på det tandlægen selv. Han har konstateret en nær sammenhæng mellem den stærkeste tandlægeangst,han møder og hvem der har været udsat for et sexuelt misbrug, og har også drøftet dette med kolleger. Men sært nok er det faktisk ikke noget psykologerne rigtigt har fået øje på som noget særligt eller vigtigt. Han, altså tandlægen, har ikke sagt noget til mig om alt det her, men jeg ved at han og hans assistent forsigtigt spurgte min kæreste til det for et par år siden – og at den samtale vist blev en af de lidt længere. Og hun skønnede, at det var ok at hun svarede så ærligt som hun kunne, for at sikre mig de bedste forhold, når jeg endelig turde tage derud. Det var vist klogt nok.

Når man først lige bliver gjort opmæksom på sammenhængen, er den jo indlysende nok, kvalmende nok i sig selv. Men jeg tror egentlig ikke at det nødvendigvis handler om det sexuelle misbrug i sig selv. Det er naturligvis med og gør det hele meget værre, men det behøver ikke at være der. Jeg tror at der er mange børn, derude, der er blevet voksne og stadig render rundt med en følelse af overgreb når forældre (eller som i mit tilfælde en bror) skulle lære dem at børste tænder. Eksempelvis. Eller som synes at det var et stærkt overgreb når nogen ville klippe negle på tæerne.. Jeg tror at de ting sidder rigtigt dybt i os og at de bliver siddende som noget der vækker stærkt ubehag – og for nogen så stærkt et ubehag at det bliver traumatiserende i sig selv.

Der er mange grunde til at jeg ikke fik børn… dette er osse en del af det. Der er alt alt for meget, der kan gå helt galt. Man kunne så måske sige lidt forsonende, at jeg så kunne være en glimrende legetante for andres børn – glem bare det.. for jeg dur ikke til børn.. ret længe af gangen.

Reklamer

14 comments on “Er her endnu

  1. Fede billeder du fangede under hunde-strejken, som jeg kan se for mig, og som lige nu har plantet et stort smil i mit hoved.. 🙂

    Det er en interessant sammenhæng din tandlæge har fundet, men jeg tror heller ikke den holder hele vejen rundt.
    .
    I min tid i børnetandplejen oplevede jeg desværre ældre tandlæger som troede man kunne behandle børn og voksne ens, og hvis børn ikke åbnede munden og lå stille, måtte man tvinge dem.. Jeg er helt sikker på at sådanne oplevelser sætter dybe spor i et ungt barnesind.

    Det jeg hører og ser i børnetandplejen i dag, er heldigvis ikke i den boldgade, de unge børnetandlæger er empatiske og dygtige i deres arbejde med børnene.

    • Ja, det er så fordelen ved en hundestrejke. Nemlig at hunden forholder sig i ro mens jeg indstiller kameraet. Hvad det angår har jeg konstateret en i øvrigt nær sammenhæng mellem den tid, det tager at stille kamera og den tid det tager for hunden at miste tålmodigheden samt nå ud til enden af snoren. Har altid rigeligt med billeder på kortet, der lige præcis er blevet rystet af hundens ryk i snoren.

      Det er en sammenhæng som han har konstateret og en jeg har tænkt..

      Det må virkelig kræve lidt af en pædagog som tandlæge at komme til i små forskrækkede børnemunde. Uha.

  2. Det er så hurtigt, at man kommer til at såre et barn ved at forcere handlinger, pligter, opdragelse osv. Men misbrug er meget mere end det. Dog skulle det ikke undre mig, hvis tandlægeskræk forværres når man har haft dårlige erfaringer med grænseoverskridelser, smerter, kontroltab … Godt at man er mere opmærksom på sådanne sammenhænge i dag!

    • Du har fat i det rigtige så vidt jeg har forstået.. at noget bliver forstærket og kan få dette udtryk. Og der skal vist ikke så meget til, nødvendigvis.

  3. Det var en flot solopgang, du fik i kassen!
    Din tandlægeskræk er forståelig nok, og hvis du er heldig, går den måske over en dag, når du har så meget tillid til din tandlæge.
    Jeg havde det forfærdeligt med tandlæger, til jeg var otte år, af præcis den årsag, Inge angiver. Han var simpelthen nærmest voldelig, men heldigvis ville min far ikke finde sig i, at jeg fik sådan en behandling, så han fandt en anden, som i løbet af et par gange fik mig til at fatte en smule tillid til tandlæger igen.
    Jeg synes da, det er i orden ikke at bryde sig om børn – hvorfor skal alle nødvendigvis gøre det? Det er jo ikke ensbetydende med, at man vil dem noget ondt; bare at man ikke ønsker at beskæftige sig med dem mere end højest nødvendigt.

    • Jo tak.. vejret var fint og meget koldt – og så bliver farverne jo lidt særlige.

      Jeg tvivler desværre lidt på at jeg helt kommer over den, for så var det nok sket hos ham jeg var hos i går – men det hjælper meget når kæresten også er der og kan gå ind med mig.

      Det er nok at overdrive at tro at jeg decideret ikke kan lide børn – det er bare ikke så oplagt for mig at det er mig der leger med dem. 🙂 Kærestens nevø er dog slemt glad for mig, og jeg synes nu altså også at han er vældig skæg.. i max 30 minutter af gangen.

  4. Jeg har ingen problemer med tandlæger, så måske holder din teori ikke helt; på den anden side kan det godt være, det bare er fordi jeg har sådan en dejlig tandlæge, som jeg har haft i 32 år (alle mine år i København). Hun er desværre lige gået på pension, så nu har jeg fået en yngre mand. Jeg er jo kommet i den alder, hvor man skal være glad for at få behandlere, der er yngre end en selv – så de så at sige holder ens tid ud.

    Superdejlige billeder du har taget. Du er altså meget dygtig med et kamera.

    Jeg bryder mig heller ikke så meget om børn. Jeg synes de fylder så meget, men jeg er opmærksom på, at det sikkert bare er fordi, jeg ikke selv fik lov at fylde som barn, så måske er jeg bare jaloux? Jeg kan godt lade mig charmere af børn, fx er jeg vild med lille Emil, som Inge (er det vist) altid bringer billeder af. Han er da knuselskelig

    • Jeg siger ikke at der er en direkte og fuldstændig sammenhæng mellem mennesker med tandlægeskræk og mennesker, der har været udsat for overgreb som børn. Jeg udtrykker at det er min erfaring fra mit liv at der er en sammenhæng, og at det er noget min tandlæge har bekræftet at der kan være. Og det i en sådan grad, at det er noget man har drøftet i tandlægekredse. Så et eller andet er der nu nok om snakken. Det er i øvrigt også almindeligt kendt at mennesker med krigstraumer også kan have det vanskeligt i en tandlægestol.

      Tak for ros for billeder. Ved nu ikke om jeg er dygtig – stædig måske – men ikke nødvendigvis dygtig. Oftest går jeg ud og ved på forhånd hvad jeg vil have et billede af. I dag blev jeg så lidt hæmmet af hundens manglende samarbejdsvillighed.

      Jalousi lyder da som en mulighed i dit tilfælde.. 🙂 Jeg kan også sagtens blive charmeret af børn, men det holder sjældent så længe, og jeg vil slet ikke have ansvaret for dem. Så jeg har heldigvis aldrig været nogen oplagt barnepige.

  5. Smukke billeder, jeg har desværre heller ikke fået taget mange billeder på det sidste andet end af børnebørnene, glæder mig også til at komme i gang igen. Jeg har ikke tandlægeskræk selvom jeg nok burde have det med den sadist vi havde i skolen. Så hun en brun plet hev hun straks boret frem og det har desværre resulteret i at jeg har plomber i alle mine tænder. Men godt at din tandlæge er opmærksom på din angst og at kæresten kan gå med..Ang. børn er jeg heller ikke vild med andres børn, jeg holder mig til mine egne og børnebørnene ellers gider jeg ikke at beskæftige mig med dem..;-D

    • Det med billeder er vist meget op og ned – især for mig – jeg har jo kun mit store systemkamera, som jeg ærligt talt ikke altid gider slæbe rundt på.

      Det lyder som noget tandlæge-halløj, hvor man næsten kunne mistænke at hun sørgede for sin egen fortsatte eksistens. Tandlægerne tjener jo mere på dem med huller end dem der ikke har.

      Jeg bliver ikke så udfordret med børn, da jeg jo ikke har dem i min hverdag, og kun har sparsom omgang med andres. Og jeg opfører mig da pænt, men opsøger dem gør jeg nu ikke.

      Mistænker dog at du er ganske vild med dine børnebørn 🙂

  6. Jeg er altså helt på hundens side. Jeg ville også strejke (men måske ikke lægge mig ned på maven), hvis jeg skulle gå længere end højst nødvendigt i denne her kulde.

    Godt, at du kom godt igennem dit tandlæge-besøg. Skræk er aldrig latterlig, for der ligger jo et eller andet til grund for det. Og her er det desværre nemt at forstå, at du har det virkelig svært.

    Hvad der går galt, når børn skal lære at have børstet tænder, forstår jeg ikke helt Jo, i dit tilfælde, men ellers ikke. Men måske var jeg bare heldig med Donnaen, der synes, det er så interessant at gå til tandlæge, at hun for et par år siden var under stærk mistanke for at gå til skoletandlæge, bare fordi hun kedede sig i timerne …

    • Er ellers helt sikker på at du ville se ganske bedårende ud – liggende på maven i sneen med “poterne” stikkende op i luften. Især når du begynder at bide i tæerne.

      Jeg kom igennem men den lille angst sidder stadig i kroppen, det tager altid lidt tid før det fortager sig helt.

      Det kan være at det var en ultrasød mandlig tandlæge?

  7. Hunden får da sendt nogle klokkeklare signaler. Sådan en hund havde min svigerforældre også en gang. Det var bare en granvoksen retriever. Jeg havde mine problemer, når han lavede fortovsstrejken.

    Her er de varme sokker fundet frem og sofaen trækker. Jeg glæder mig stadig over, at de andre fandt vejen frem til dig. Det er skønt, når det man har lavet bringer glæde.

    • Det kan du regne med at hunden gør. Stædig og egensindig som bare den. Det er sært at næsten uanset hvor stor eller lille en hund der slår bremserne i, så kan man faktisk ikke flytte den. Jeg er engang blevet ydmyget af en chihuahua på det punkt. Den var ganske hysterisk, og når den lagde sig kunne man kun løfte den iført ringbrynjehandsker, for den bed. Så står man der og glor på det stædige dyr. Det var heldigvis ikke min, og jeg fik den lært ikke at bide med lidt træning/opdragelse.

      De bringer meget glæde.. kæresten er lidt misundelig, faktisk 🙂 Også selvom det generer hendes nærmest autistiske hang til perfektion og symmetri at striberne ikke er ens, et faktum der blot fornøjer mig endnu mere!

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s