Altså at være med ude og købe ind. Men kæresten kan rigtigt godt lide at jeg følger med alligevel. Så det gjorde jeg i går. Problemet var så desværre at jeg siden fredag havde kæmpet en brav kamp mod et angstanfald, der slet ikke ville høre op. Jeg havde dog været på arbejde under løfter om at det kun blev en halv dag for mit vedkommende. En aftale min chef heldigvis overholdt, da der blev delt ekstraopgaver ud om morgenen.
Jeg luskede hjem, gik med hunden og gemte mig i et hjørne af sofaen. Herfra rejste mig jeg kun nødigt, da jeg var overbevist om at der var et eller andet derude, der ville mig det ondt. Hvad der jo selvfølgelig ikke var, for jeg er jo god til at passe på mig selv. Men der stod en mand og skuttede sig nede i opgangen og som vendte sig og gik, da jeg kom ned af trappen, hvilket var en opførsel jeg bestemt ikke brød mig om. Han var kommet tilbage da jeg skulle op igen. Spøjst, men stadig ikke noget jeg kan blive bange for. Eller mere bange for end jeg var i forvejen. Tilbage og gemme mig under tæppet i sofaen – naturligvis efter, at jeg har sikret mig at døren er låst og alt det der.
Lørdag morgen vil kæresten have mig med ud og handle og selvom jeg er lidt småsart tænker jeg.. ok.. tidligt lørdag morgen, hvor galt kan det lige gå? Meget galt. Viste det sig.
Først viste det sig at der faktisk var ganske mange i det supermarked vi valgte og uanset hvor jeg bevægede hen var der mennesker der lige præcis skulle have fat i det, der var lige der hvor jeg stod med min vogn og afventede kærestens beslutninger vedrørende fløde, æg, smør og den slags. Jeg blev hele tiden flyttet rundt med, skubbet til – høfligt dog – og fik ingen steder bare et minut til lige at trække vejret helt igennem. Var helt væk til sidst.
Endte med at vi strøg igennem kasserne og ud til bilen med varerne. Desværre var det gået så stærkt at vi havde tid i overskud i forhold til Harald Nyborgs åbningstider (hvor vi skulle ud og have LED-pærer til lamperne i gangen – de var på tilbud), så vi måtte osse lige ind på lidl og kigge lidt rundt. Ris, sukker, pasta og sådan noget, som man af mystiske grunde altid har, lige indtil den dag, hvor man står midt i middagsmaden og konstaterer at det havde man sørme ikke alligevel. Her var den lokale pensionistklub vist kommet til stede og det hele startede forfra. Der var især et par ældre (gamle !!) damer, der havde forbandet travlt med at skubbe til alt og alle så de kunne komme frem over alt. På dette tidspunkt var jeg næste ved at hyperventilere af angst og det er vist kun et udtryk for almindeligt held at jeg ikke nedlagde de damer i et anfald af aggressiv angst, mest egnet til at trække overskrifter i de lokale aviser.
Er vel næppe nogen overraskelse for nogen, at jeg valgte ikke at gå med ind på harald nyborg efter de der pærer.
Det er sådan jeg får et lille indblik i hvad der får ptsd-ramte til at overreagere på helt almindelige ting. Og hvorfor dét kan gå rigtigt galt og ende med politi og hvad ved jeg. Man skal altså have lidt respekt for de her mekanismer, når selv gamle damer på tilbudsjagt kan virke så slemme at man får trang til at slå dem ned, smide dem i køledisken og lukke lugerne.
Resten af weekenden har været gemt af vejen. Jeg tror, at det har været et fantastisk vejr, men jeg har ikke opdaget det. Jeg tror kæresten har bagt nogle fine kager, men jeg har ikke hjulpet. Jeg tror, at hunden er blevet luftet, men ikke af mig… jeg har bare sovet det hele væk. Bedøvet og i min egen verden.
– men jeg har ikke puttet gamle damer i kølediskene –
Jeg håber, at jeg kommer på arbejde i morgen. Håber at jeg er klar nok i hovedet til det. Og en dag håber jeg at det her er overstået, så jeg bliver lidt bedre i stand til stoppe det. Lige som jeg plejer at næsten-kunne.
Overleveren 
Pyha det lyder ikke rart at være dig lige nu. De omtalte damer kan altså også være rasende irriterende, når man ikke lige rummer det helt store overskud, jeg får samme lyster ind i mellem.. 🙂
Det er lidt slemt og vi har nu lagt en slagplan for det hvis jeg ikke kommer afsted på arbejde i morgen. Ændrer en del udenomsplaner.
jammen, dog Inge… får du osse lyst til at hælde gamle damer ned mellem pseudokebab, is lavet af rystet skummetmælk og kartoffelbåde med kemiske krydderier ?
Når jeg har været på arbejde hele dagen, og er træt og lunten er kort, så skal hverken gamle damer eller gamle mænd stå i vejen eller mase og puffe til mig, de kan handle ind hele den lange dag, og ikke når jeg har fri.. 😉
..du må gerne komme og hjælpe med at stoppe dem i fryseren, ellers gør jeg det selv..
Pyhhh.. bare jeg ikke ender som sådan en irriterende madamme engang.. 🙂
Det er egentlig dejligt at se at I alle punkterer min urimelige irritation over de gamle damer og alt for mange mennesker i butikkerne og det glæder mig osse at se at du kan få kortluntede reaktionsmønstre over det. Tror dog ikke at du har så kort fra irritation til faktisk at vise den som jeg – hvilket nok er meget sundt for de gamle damer … 🙂
Det var nok ikke de gamle damer alene, der gjorde det, kan jeg forstå. Det må altså være slemt at have det sådan – du beskriver det så levende, at jeg bilder mig ind, at jeg forstår en lille smule om, hvordan det må opleves.
Men gamle damer kan virkelig være øretæveindbydende. Jeg håber virkelig ikke, at jeg selv bliver sådan engang.
Hvis du gør – så kommer jeg og dypper dig i kølediske med… se mit svar til Inge …
Det er forfærdeligt at have det sådan – konstant i alarmberedskab og selv den mindste lille bevægelse for tæt på mig kan gøre mig helt indelukket.. men jeg ved jo – at det går over.
Øv, hvor er det ikke i orden, at du skal opleve tingene sådan. Din beskrivelse gør, at jeg tror, at jeg får en fornemmelse af, hvad du reeelt oplever på sådan en tur. Jeg håber, at du er på vej mod bedring nu, og at du slipper for mere af den slags. Nemlig.
Nej, det er ikke orden – men jeg tror desværre at det hører med. Nu er det mandag morgen og jeg sidder over morgenkaffen og indstiller mig på at en ny arbejdsuge begynder. Jo, jeg tager på arbejde og så må vi tage den derfra.
Åh, hvor træls. Efterveer fra samtalen hos psykologen? Håber, du er ved at være på højkant igen. Iøvrigt behøver man – som Inge og Ellen også indikerer – ikke have en diagnose for at synes, at gamle koner helt skal holde sig fra at købe ind, når vi andre har tid.
Jeg tror det, selvom den samtale ikke virkede særligt svær eller tung da jeg sad der. Nu er det mandag og det går lidt bedre – tror jeg. Chancer den i hvert fald og tager på arbejde.
Gamle koner burde vælge andre tider ja.. men det er nok svært for dem at respektere, da de jo heller ikke gider at der er mange mennesker ved hylderne.
Altså man skal ikke lave sjov med angstanfald – for jeg er sikker på at det har været rædselsfuldt for dig. Men jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, for jeg reagerer lige præcist sådan i samme situation – jeg skal bare UD og det skal være NU! Gamle damer eller småbørn – de kan få et fur og bare pakke sig væk 😉
De gamle damer syntes sikkert at det er herligt at få selskab og se lidt af befolkningen, så derfor er lørdag en glimrende dag til social kontakt.
Håber for dig at det værste har lagt sig, og at du vil få ro i sjælen igen snarest 🙂
Det var rigtigt forfærdeligt at stå i situationen, men jeg kan da godt se (ved genlæsning) at det også kan være en lidt sjov situation. Småbørn? Uha, det er jo næsten et tabu du tager fat i der for småbørn er jo sååå søde. Og gu er de ej, de kan være pisseirriterende ikke bare for sagesløse tilskuere, men ganske givet også for deres egne forældre.
Men det er dejligt for mig at vide at der er så mange af jer, der sagtens kan genkende mønstrene og situationerne. Det normaliserer det hele for mig. Så det er slet ikke så slemt som jeg tror. Måske er det bare mine reaktionsmønstre, der er lige en tand voldsommere.
Nu lider jeg ikke af ptsd, men jeg kan heller ikke fordrage at blive mast og skubbet rundt med og slet ikke at blive klemt inde mellem mange mennesker, og den der lyst til at puffe gamle damer i køledisken den har jeg bestemt også..Men godt du nåede ud inden du gjorde alvor af sagen..;-D
Ja, det ville have været ret skidt sådan at smide rundt med de gamle damer.. kunne måske nok have skabt visse problemstillinger for mig efterfølgende.
Det er altså heller ikke særligt sjovt at havne i sådan et menneskehelvede i en butik – der er jo ingen heller hvor man sådan lige kan gå hen og trække vejret, for uanset hvor sære varer, der står på den hylde man gemmer sig ved, så kommer der altid en eller anden med sær smag nok til at han eller hun lige skal have en portion af det, der står der.
Jeg genkender altså også det med små børn og gamle damer! Det behøver man vist ikke at have PTSD for, men du oplever nok det hele stærkere end de fleste af os. Jeg hader også at handle, og jeg vil helst have butikken for mig selv, men det er selvfølgelig ikke muligt. Jeg havde på et tidspunkt nogle dejlige tyske venner, der elskede at gå i forretninger. De sagde, jeg lignede hunden, når vi var på bytur, altså en der slukøret så til, når vi nærmede os den næste butik. Jeg valgte at blive udenfor med hunden…
Vælger jeg osse tit – altså at blive udenfor med hunden. Det er bare ikke altid at hunden er med – og visse gange er det altså praktisk at jeg går med ind – især fordi en stor del af madlavningen er min afdeling. Så er det jo bedst at jeg osse er den der kigger i kølediske og sådan noget.
Jeg tror jeg oplever det en del stærkere for det sætter mig i en form for panisk forsvarsmekanisme hvor jeg virkelig skal anstrenge mig for ikke at opfatte enhver indenfor et par meter som en farlig fjende som jeg skal være særligt obs på. Det er sådan ca sådan jeg har det med det. Og det er ikke ret godt. Eller sundt for dens sags skyld.