Kommunikationsproblemstillinger

Det er jo ingen nyhed at jeg lever med en kvinde. Nogle af jer har endda mødt hende og der er ca enighed om én ting – at hun er da godt nok sød. Og det kan jeg love jer andre for at hun faktisk er.

Sød, dygtig, omsorgsfuld, kærlig, sjov, intelligent, påpasselig og ansvarlig. Der er ingen klager her. Jeg har jo altså selv valgt hende, ikk?

Og jeg vil bestemt ikke leve på nogen som helst anden måde end med hende.

Men altså, helt ærligt, så er det ind i mellem en lille smule svært, altså det der med to kvinder. Sammen.

2 x PMS. Forestil jer lige hvis det sker samtidig. Eller næsten endnu værre – i forlængelse af hinanden. Eller absolutte worst case – inklusive en tævehund i løbetid?

Men det er slet ikke der problemerne for alvor ligger.

De ligger i det jeg kalder “jeg tror nok at du mener, når du ikke siger.. at du mener at jeg tror … og gætter på at du vil .. fordi du tror jeg ikke vil..”

Kort sagt kan det være en verden fuld af misforståelser når tankelæsningsmanøvrene bliver for voldsomme.

Ikke at jeg har de store erfaringer med mænd som samlevere, men har da en del mandlige kolleger og venner og har altid haft det. Hvis jeg spørger én af dem. Vil du have kaffe eller te. Tuborg eller Carlsberg – vil du have pizza eller skal vi kigge forbi det solide danske køkkens take away. Så får jeg et svar. På max tre ord. Spørger jeg om han har tid – så får jeg et svar. Ja eller nej. Og det er et svar jeg ca kan stole på afspejler hans egentlige mening. Om jeg så kan li den eller ej.

Spørger jeg en kvinde eller kæresten så sker der følgende.. en tankeboble står ud af hovedet på hende mens hun overvejer, hvad jeg helst vil have at hun svarer, eller også så svarer hun kort Ja eller Nej, mens jeg kan se i tankeboblen at det egentlige svar er Nej eller Ja.

Skat, er det ok at jeg ikke kommer direkte hjem fra læge og går ud og spiser med mine gamle kolleger (som jeg har et næsten logebroder-agtigt forhold til). Ja, svarer hun. Men lur mig, hun mener faktisk nej, det synes jeg ikke er ok, for jeg havde håbet at vi kunne hygge lidt over noget god mad. Det er så meningen, at dét skal jeg selv regne ud – selvom der faktisk er sagt ja. Og at jeg selv skal sørge for at komme lige hjem til de fine kødgryder. Og så må jeg jo også forstå, at hvis jeg alligevel går ud med drengene – at hun så gerne må være småsur når jeg kommer hjem.

Det er derfor vigtigt – overfor kvinder – at være i stand til at læse tankeboblen og ikke altid bare lytte til svarene, for de er ikke altid til at stole på. Hun siger ja og mener nej. Eller osse siger hun ja og mener ja, fordi hun mener at det er et ja, er det jeg helst vil høre – selvom hun stadig mener nej.

Man skal sgisme være tankelæser ind i mellem.

Og så er der den sorte bog. Den som mange kvinder har. Osse mine kvindelige kolleger. Den bog alle vores synder overfor hinanden bliver skrevet op i. Og gemt. Og opdateret. Og genlæst. Og somme tider ikke uden en vis selvtilfreds nydelse.

I går kom jeg til at træde en af dem over tæerne med noget der var fuldstændigt ligegyldigt. Hun ville have jeg skulle gøre hende en tjeneste og køre en omvej i en af firmaets biler på vej på arbejde, fordi hun ikke kunne finde ud af at tage bussen. Det passede mig ikke, da jeg havde andre planer (blandt andet skulle bilen tilses hvad angår væsker, dæktryk mm). Så jeg siger nej. Og mener nej. Også selvom jeg ved at hun gerne havde hørt et ja. Jeg er godt opdraget fra den mandeverden jeg kommer fra. Et nej er et nej og et ja et ja. Punktum.

En halv time senere beslutter kvinden sig for at læse op af den sorte bog. Den om alle mine synder, om den gang (for flere måneder siden antagelig) hvor jeg ikke observerede at hun kom ind i lokalet og derfor ikke udkastede et passende “god morgen”. Om den gang hvor jeg ikke smed hvad jeg havde i hænderne for at hjælpe hende af med et problem som hun havde kendt til i en uges tid og ikke selv forsøgte at løse. Om den gang jeg havde parkeret for tæt på hende, og at det derfor blev vanskeligt for hende at åbne sin passagersidedør. Osv osv osv. Jeg fik det meste af bogen oplæst.

Mens jeg venter til at hun når frem til den aktuelle side, dvs den side, hvor det hun egentlig ville brokke sig over står, lægger jeg øreblafren til lidt af hvert og har til tider lidt svært ved ikke at grine højt af hende, der mest af alt minder mig om en lille hidsig puddelhund i løveklip, der prøver at skælde mig (!) ud. Helt ærligt. Jeg er jo nærmest en Rottweiler ved siden af. Brummer derfor lidt småfornøjet over hendes verbal-gymnastik.

Og nej – hun nåede faktisk aldrig frem til den side med det hun egentlig ville sige.

Jeg tror  ikke mænds hukommelse fungerer på samme måde. Der får man læst og påskrevet lige her og nu – og så kan man svare, og helst det man mener og ikke hvad man tror han gerne vil høre – og så kommer man lissom videre.

Ja (- eller Nej). Fjols. Idiot. Godt gået.

Det endte med et  “Nu stopper du…. ” hvorefter jeg meddelte hende at prinsesse-hjælpeløs strategier, hvor man forventer at alle bare hjælper med alt muligt fordi det er nu en gang det nemmeste, ikke rigtigt har nogen effekt på mig. (men tror i øvrigt at den virker på visse mænd, forresten).

Efter arbejdstid skal jeg give min chef en besked og vender hendes kontor, blot for at konstatere at samme kollega er i gang over for hende. Samme historie om et manglende lift.

Jeg konstaterer tørt.. nu har du spildt min tid med den historie – skal du nu osse spilde chefens. Og går.

Jeg tror verden ville blive lidt nemmere mellem kvinder hvis vi generelt blev lidt bedre til at udtrykke hvad vi tænkte, når vi tænkte det. Blev lidt bedre til ikke at skulle lege tankegætterlege hver eneste gang vi skulle tage en simpel beslutning, eller bare brokke os.

Reklamer

14 comments on “Kommunikationsproblemstillinger

  1. Hahaha… hvor fedt.. Thats my girl, du har lige lavet et genialt blogindlæg som fortæller hvorfor jeg helst vil arbejde sammen med mænd.. 🙂
    Kald det en spade hvis det er en spade.. Lad en finke ryge af panden, få luft.. og vi er lige gode venner bagefter.. 🙂

    • Rødmer…

      Ja, jeg foretrækker faktisk også at arbejde med mænd, men man må altså leve med at der på enhver arbejdsplads også er andre kvinder, og at nogle af dem kan have tendenser til teenager-mobseri.

  2. Jeg er helt enig med både dig og Inge. Det er meget lettere med mænd, der råt for usødet siger hvad de mener, og hvor man kan regne med at ja og nej faktisk betyder ja og nej.

    Jeg har det også lettest med at arbejde et sted hvor der er en god kønsfordeling; jeg kan ikke holde rene kvindearbejdspladser ud, der går alt for let for meget fnidder i den.

    • Ja, det er lidt lettere, men jo heller ikke uden problemer. De er bare mere direkte. Rene kvindearbejdspladser er heldigvis ikke så almindelige, men oftest er der da en overvægt af det ene eller det andet køn.

      Jeg har været eneste kvinde blandt mænd i 5-6 år og jeg nød det. Selvom mandehørmen (som Ellen er lidt inde på) hang tungt som dieseltågerne over hovedbanegården.

  3. Lol! Det var spejlet der kom op – og ligevel da ikke såååååå slemt (mere)! Måske en grund mere til at jeg begynder at nyde at trække mig tilbage fra vores kvinde-arbejdsplads (hvor mændene er som kvinder) og sådan ellers…. Jeg kan jo selv ikke mere følge med i alle de sorte bøger og indlevelses-tankelæsnings-evner!

    • Ja, måske et lille spejl, men det var nu ikke meningen at nogen skulle føle sig særligt truffet.

      Griner lidt af din parantes om mænd som kvinder – og min erfaring hvad dét angår er at de kan være ganske meget værre end kvinderne.

  4. Hahaha – sjældent har jeg da set så godt beskrevet hvordan vi kvinder er, når vi er værst! Både som velmenende samlevere og som kolleger når de er værst – hende finken med det manglende lift er storslem – hun trænger til et løft 😉
    Men det med at vende og vende retur og så vende bemærkningen én gang til, så man knapt nok selv er klar over, hvad det lige var man mente eller hvordan det hele egentlig startede … spot on 😀
    Kvindefnidder afskyr jeg, og oplever jeg det, kommer jeg ofte til at fortælle finkerne, hvad jeg mener om dem.
    På den anden side er rå mandehørm også oftest for meget. For mig i hvert fald. En god balance er (som næsten altid) optimalt.

    • Griner.. ja kvinder kan være slemme, men når de er værst så er de også lidt morsomme. Eller rettere, vi er. For der er nok ikke mange af os der kan sige os helt fri for en rem af huden.

      Kvindefnidder, når det får lov til at køre for langt er forfærdeligt men i modsætning til dig trives jeg fint i mandehørmen.. og har jo befundet mig midt i den i flere år.

  5. haha, nogen ting kan jeg da kende, men heldigvis har jeg da lært at klare mig selv, og forventer ikke at andre skal løse mine problemer, men kan da finde ud af at bede om hjælp. Men har jeg så oplevet mænd der er lige så slemme til kvindefidder på arbejdspladsen, og det var næsten 10 gange værre!..:-)

    • Ja de tillempede mænd er ganske slemme i den disciplin, det kan vi hurtigt blive enige om.

      Tror de fleste af os kan genkende et eller andet i det her, men forhåbentlig er der ikke for mange af prinsesse hjælpeløs typerne rundt omkring – for de er komplet uudholdelige.

  6. Den problematik havde jeg ikke lige tænkt ind i et kvindeforhold, men selvfølgelig 🙂
    Men du har fuldstændig ret. Man kan ikke bare tro, at “det må han fanme da selv kunne regne ud”. Jeg har lært at sige højt, når jeg har brug for noget – og endnu vigtigere, også at sige højt, når der er noget, jeg absolut ikke har brug for.

    Som sædvanlig er det kloge ord, du sender ud. Og jeg kunne godt prikke et par stykker eller tre på skulderen, som alle kunne have gavn af at læse lidt her.

    • Ja, ikke… naturligvis gælder den osse os og i dobbelt grad.

      Det er en god ting at lære, men tror aldrig man lærer det sådan helt. Men man kan øve sig og blive bedre til det.

      Prik du dem bare – men mon ikke de vil blive lidt tøsefornærmede 🙂

  7. Haha, godt formuleret, og selvfølgelig kan jeg desværre nok heller ikke selv sige mig helt fri, men jeg er gift med en der godt kan svare promte, hårdt og kontant, men der er ud fra din beretning rigtig meget kvinde over ham. Jeg tit, hvorfor f… siger du ikke hvad du mener, hvorfor skal jeg altid gætte mig frem. Efter godt 39 år kender jeg ham, og ved oftest, når han ikke mener det han lukker ud 🙂

    • Jeg tror ikke ret mange kan sige sig helt fri for det her.. men det er nok en helt særlig kvindedisciplin når det bliver dyrket i overdreven grad.

      Det er godt at du er blevet god til at gætte – men det er måske derfor han fortsætter. For tænk hvis han en dag holdt op og du så stadig gættede – så ville han jo ikke få det som han ønskede.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s