Gensynsglæde

Jeg har fået kæresten hjem efter hendes juletursmarathon med hendes familie. Og gensynsglæden er stor. Især for hunden, der jo blev så glædeligt overrasket over at det var hende der kom ind ad døren og ikke mig. Og de udfoldede deres særlige hilse ritual, som mest af alt ligner en knusetur med hunden på bagbenene og forbenene om nakken på hende. Og så med særlige lyde, som kun bruges af hunden ved hilseritualer. Resten af aftenen var de aldeles uadskillelige og det var kun allernådigst at jeg kunne montere en snor på hunden og tage den ud på en lille tur, der dog var rent forretningsmæssig for dens vedkommende. Ud – ordne sine ærinder – og hjem igen. Ingen fornøjelser. Hjem til sofahygge og beundrende blikke på kæresten. Og dybe suk.

Hunde foretrækker at have deres flok samlet på et sted. Og vores hund er bestemt ingen undtagelse hvad det angår.

Og jeg var i særdeleshed glad for at få hende hjem.

Det har været så ubeskriveligt hårdt for mig i år at holde jul alene. Jeg vidste det jo nok på forhånd, men havde nok ikke forestillet mig at det blev så slemt ikke at have hende ved min side. På den anden side kan det vist være meget sundt ind i mellem at blive mindet lidt om hvor meget hun betyder i mit liv og hvor stor en støtte hun faktisk er.

Der er ingen tvivl om at min jul ville have været uendelig meget lettere hvis hun havde været med. For så var der da i det mindste én, der vidste hvorfor det var svært. En, at holde i hånden, når ham storebroderen kom lidt for meget til stede. Og en at gå turene med og få snakket lidt for os selv. Men sådan skulle det så ikke være i år – og det eneste jeg sådan kan lære af det er at sådan bliver det ikke igen. Aldrig mere en jul som denne. Enten så skal jeg havde åbnet kæften på en eller anden måde inden næste gang – eller også skal jeg bare ikke tage hjem til forældrene uden kæresten. Det er enten eller. Tror jeg. Men hvem siger forresten også at vi skal holde jul hos forældrene hver gang. Vi har tidligere holdt den for os selv, og det fungerer altså ganske godt, så det kan vi vel gøre igen.

Nu skal vi nyde de sidste feriedage sammen uden at have nogen særlige planer. Nytårsaften bliver en lille intim affære med os selv og hunden, der i øvrigt har taget de andre nytårsaftener med ophøjet ro. Regner med at lave lidt god mad og så er det nok nærmest det. Ikke at vi ikke har fået invitationer men vi har takket nej til det hele. Vi gider det ikke og helt ærligt så trænger vi nok til at være .. bare to.

Nu er jeg ikke alene mere.

Advertisements

10 comments on “Gensynsglæde

  1. Din gensynsglæde lyser bare ud af hele indlægget – jeg regner med, at du nu har fortalt kæresten, hvor meget hun betyder for dig 🙂 – ellers har hun nok mærket det alligevel …
    Sjovt det med hunden – du har beskrevet hele situationen rigtig godt.
    Så det er fremover familiejul MED kæreste; alternativt jul uden familie, kan man næsten fornemme her … 😉 Det forstår jeg godt – og også, at nytårsaften skal foregå i stilfærdig tosomhed.

    • Ja, både min og hundens var ganske stærkt til stede i de timer. Du kan tro jeg har fortalt hende det og ladet hende forstå at det her – det var ikke den sjoveste adskillelse for mig og for os.

      Fremover skal vi holde jul på en anden måde, og den knude må vi så få løst på en eller anden måde. Men nu er der heldigvis lang tid til næste gang.

  2. Hvor det glæder mig på jeres vegne, at I er samlet igen. Jeg ved det har været en hård jul.. Sikkert for jer begge.. Men du klarede det, og det er fa.. godt gået.
    Klap dig selv på skulderen og giv plads til stolthed over dig selv.

    • Det har været barske løjer denne gang, eller også er det bare mig der er ekstra sart i år. Skal nok klappe mig selv på skulderen over det – og insistere på at blive nusset lidt i nakken også 🙂

  3. Skønt. Super. Dejligt 🙂 Så kom I så langt og kan omtale julen i datid. I klarede den begge to. Det er (sgu) stort. Ja, det er nok meget godt for os alle en gang i mellem at blive mindet om, hvor meget vores allernærmeste betyder for os..

    • Ja – mere end skønt. Vi er igennem og det har været slemt for os begge. Men af forskellige grunde. For kæresten har det bestemt heller ikke været sjovt at holde den første jul uden sin mor.

      Det er ret sundt – tror jeg.. 🙂

  4. Godt at du fik kæresten hjem igen, og nytårsaften alene i tosomhed er ikke så dårligt, i år skal vi fejre den sammen et par gode venner, vi plejer ellers at fejre den sammen med kattene, men i år får de lidt mere selskab..;-D

    • Vi holder den som regel for os selv – og har i hvert fald gjort det mens vi har haft hunden. Vi er ikke til de der lidt vildere eller større fester mere og vil hellere bare hygge os for os selv. Handler måske nok også lidt om at vi begge ved at jeg faktisk ikke har det godt til større fester og derfor heller ikke synes at dét er attraktivt.

      Lyder som om I får en god aften også – håber kattene finder et sted at gemme sig.

  5. Jeg synes, det lyder som alle tiders beslutning at du ikke længere vil holde jul med familien uden kæresten, eller også må I holde jul på en anden måde indtil du får åbnet munden og sagt hvordan du har det i din familie. Skuespillet gør ondt i maven!

    Hvor er det dejligt at læse om jeres gensynsglæde. I to elsker bare hinanden, det lyser dit indlæg lang væk af. Jeg håber, I får en dejlig nytårsaften, hvor I bare skal være jer selv og hunden.

    • Det gør nemlig rigtigt ondt, og jeg har noteret mig en lidt sær konsekvens. Jeg er formodentlig det eneste menneske i dk, der har holdt stor familiejul over flere dage – og som alligevel har tabt 4 kg. Det er der nok en ret god grund til, tænker jeg.

      Ja, vi er slemt glade for hinanden.. men heldigvis ikke på den der klistrede måde, synes jeg. Men det er nok andre der egentlig skal vurdere det.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s