En tradition

Altså bortset fra at rose min bror til skyerne for alt hvad han gør i sit liv – og alt det gode han vil gøre for andre så har vi en fast tradition. Julefedtet skal bortmotioneres, så turen går til et sted lidt uden for Herning, hvor man kan danse en trappedans af de barskere. Vi bestiger Elia. IMG_1822

Denne gang var det lige i sidste øjeblik før sollyset helt forsvandt og jeg var ikke helt sikker på at jeg overhovedet ville få billeder med hjem af stedet.

IMG_1835

Det er stor og dramatisk kunst (eller hvad man nu skal kalde det) og den fylder godt i landskabet. Men jeg kom da op og ned og har i dag de ømmeste lårmuskler. Men sådan er det, det hører med til vores jul og denne jul var så ingen undtagelse. Trapperne er decideret ondskabsfulde. Lidt for brede og lidt for høje.

IMG_1837

Og så i den mere alvorlige afdeling. Indlægget om min bror – og om at have fået nok af ham og omtalen af ham.

For nu at tage det sidste først. Han behøver slet ikke være til stede for at fylde alt for meget for mig. Og det er egentlig temmelig sært, for han fylder jo rigtigt meget i mig i øjeblikket. Jeg håber at den dagen nærmer sig hvor det bliver meget mindre. Jeg ved, at det er en proces, og jeg ved at jeg står midt i den. Og jeg ved også at jeg langt hen af vejen er alene i den proces. Og så alligevel ikke, for det er gået op for mig her i julen at jeg savner mine “medvidere” som jeg kom til at kalde det i en lille snak med Inge. Mangler at være blandt dem i stedet for dem der ingenting kan se, ingenting kan vide og bestemt ikke har noget som helst ansvar for noget som helst der foregik for alt for mange år siden og som bestemt burde være glemt og bortlagt nu hvor vi begge er voksne.

Men han er der selvom han ikke er der rent fysisk. Der er billeder af ham, han ringer og jeg kan høre hans stemme i røret (hvilket oftest får mig til at søge ud mod de sanitære forhold af latrinær karakter), og når jeg overnatter hos mine forældre sover jeg i samme seng som han – når han er der. Der lugter af ham. Han er der. I år har det været en svær jul, for selv om han jo ikke var fysisk til stede så var det som om han fik for meget plads.

Nu er jeg hjemme på hattehylden igen. Og her er der ingen spor af min bror. Jeg er træt, jeg er lidt trist, jeg er lettet..  luften er gået af ballonen og nu behøver jeg ikke holde mig mere. Har lyst til at gå ud og råbe og skrige det hele ud. Men tror desværre at de talrige naboer vil finde den opførsel en anelse aparte.

Hvor er stedet i skovene når man behøver det allermest..

Reklamer

11 comments on “En tradition

  1. Hvor er det godt at du er hjemme på hattehylden igen – der er ikke noget at sige til, at du fik nok.

    Nu må du nyde de sidste feriedage og glæde dig over, at din bror er langt langt væk.

  2. Ja det er en hård proces du er i gang med, men du klarer det flot.

    Der er ikke noget at sige til, at du synes det er svært at have ham så tæt på, og ikke kunne bede alle holde mund med deres lovprisninger af ham..

    Du må en tur ud i skoven i morgen og råbe igennem.

    • Jeg har gode mennesker omkring mig – det er derfor jeg klarer det. Problemet var så at det var jul, og jeg var en lille bitte smule isoleret i et miljø, der nok ikke lige var det sundeste. Men jeg klarede det uden at lave skandale i selskabslivet 🙂

      Har her til morgen gået en lang tur i den lokale skov-stribe og nydt frosten, luften og moret mig over hundens grundighed med at fortælle alt og alle at nu var den altså tilbage i sit territorium. (utroligt som en hund kan dosere sine tisserier).

  3. Det er hårdt arbejde, du har gang i. At balancen er svær er der ikke noget at sige til. Nu håber jeg, at de næste feriedage vil gøre dig rigtig godt. Det må blive godt, når alle beboere er på plads på Hattehylden igen….

    • Det er rigtigt hårdt og det er jo ikke engang overstået endnu. Men de næste par feriedage er tiltrængte og vi skal bare slappe og være os selv. Håber ikke der kommer nogen og forstyrrer os overhovedet.

  4. Du godeste … at sove i den samme seng som han gør, uanset om han er fysisk til stede eller ej, må da være noget af det allerværste man kan byde dig!
    Jeg bilder mig selv ind, at jeg ganske udmærket forstår, at du har savnet bare en eneste, der kender din historie – du må føle dig meget, meget alene uden ‘medvidere’.
    Jeg håber du har det godt ved igen at være ‘i egen rede’.
    Og så har du altså lige vist mig noget på herningegnen, der må afprøves på et tidspunkt 🙂

    • Ja, det blev næsten for meget af ham i det gæsteværelse. Jeg tror du forstår – så det behøver du nu ikke bilde dig selv ind at du gør. For du har fat i noget helt centralt her og isoleringen var nærmest total og kontrasten til mit daglige liv var for stor til at jeg helt kunne kapere den.

      Det er et sted på min tur, der altid lige skal kigges til. Står den der endnu – er den stadig lige vanvittig og lige hård at komme op på?

  5. Det må være forbandet svært ikke at have en hånd at holde i, når alt omkring dig minder dig om din bror. Du må en tur ud med hunden og finde et hult træ at skrige og råbe ned i. Håber du får lidt ro på dig nu hvor du er hjemme igen.

    • Ja, jeg savnede helt vildt at der var en der bare lige ku se på mig at nu behøvede jeg lidt støtte – lidt berøring eller et knus. Men jeg kendte jo betingelsen for årets juleplan og har selv accepteret den. Jeg gør det ikke igen foreløbigt.

      Har gået en god lang tur med hunden her til morgen og sådan.. landet lidt for mig selv. Og hunden har fået pisset sit territorium af igen.

  6. Pingback: Stor kunst | Overleveren

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s