Kl ca 14.30 i dag blev jeg ramt af en forhammer, sådan ca midt mellem øjnene. Kæmpede mig igennem den sidste del af arbejdsdagen, krøb ind i et stks offentligt transportmiddel og lod mig fragte til min hjemadresse. Dette var et angstanfald som jeg ikke kunne stoppe og jeg havde allermest lyst til at sætte mig i et hjørne af et eller andet sted med hænderne over hovedet og lade som om verden bare ikke findes. For jeg kan ikke klare verden mere i dag. Fandt jeg ud af.
Det var som om jeg satte en form for tunnel op hvor jeg kunne se mit slutmål og ikke meget andet. At jeg bare skulle nå hjem, have lidt at spise og så se om det ikke blev bedre.
Angsten er kommet for at blive og jeg har det dybt rystende dårligt. Og hvad gør jeg så når jeg ikke selv kan komme ud af det, som jeg plejer at kunne. Æder en af de stærke piller og gemmer mig i et hjørne af stuen, hvor der er en sofa og et tæppe. Jeg vil tro at jeg sover dybt og kemisk drømmeløst i løbet af en time, for det er egentlig trættende at være i angst-kamp beredskab i så mange timer.
Jeg ser helt sort og er lidt hårdt ramt. Ryster indeni og kan næsten ikke få vejret.
… burde egentlig gå i seng og gemme mig fladt under dynen og håbe at verden ikke finder ud af at jeg eksisterer. Eller nådigt glemmer det.
Overleveren 
Hverken jeg eller verden har opdaget dig.
Håber medicinen virker, og at anfaldet er overstået, når du vågner igen.
Den virkede helt efter hensigten og efter en time lå jeg under et tæppe på sofaen og var helt i ro.
Tak for at du opretholder illusionen om at jeg ikke er blevet opdaget.
Åh altså! Er det efterveer fra psykolog-besøg?? Godt, du nåede hjem uden at gå helt i stykker. God putning, jeg håber kemien hjælper dig.
Jeg tror det faktisk ikke, det kommer bare af sig selv tror jeg. Det er dog sjældent så langvarigt som i går, hvorfor det også er yderst sjældent at jeg høvler “de farlige” piller ned. De farlige, det er dem man bliver afhængig af på alt for kort tid. Men i går var det altså et ganske passende redskab at have i værktøjskassen.
Og kemien hjalp helt som håbet – i stedet for at være angst for alt blev jeg behageligt ligeglad og lidt søvnig i stedet. Kæresten ved godt når jeg tager en af farlige ned – for så siger jeg det altid – og ca såen:
– skaaat, jeg skal ikke ud og køre sådan det næste døgns tid, vel?
Stakkels dig; det må være frygteligt, når et angstanfald i den grad kommer og overmander dig. Jeg håber medicinen og søvnen hjælper dig, og at dagen i morgen ser lysere ud.
Medicinen hjalp helt som forventet og håbet og ja, det er faktisk slemt når det er så langvarigt og jeg slet ikke kan noget som helst fornuftigt. Er helt låst i hovedet.
Varme cyberkram til dig… Ville ønske jeg kunne give dig dem IRL..
De havde været mere end velkomne, men jeg var nu altså ikke så meget værd. Var ganske hårdt ramt i går og ville bare væk fra alt.
Sikke en rædsom oplevelse. Det er som at sidde på en karrusel der kører for stært og man bare gerne vil af. Godt medicinen kunne hjælpe dig over!
Knus
Ja, den er helt forfærdelig og billedet med karrusellen er altså ikke helt dumt.. sådan havde jeg det hele vejen hjem. Og i det tilfælde havde jeg altså ikke noget problem med at gribe efter nød-pillerne.