Farlige ord

I kan måske undre jer over at jeg så semioffentligt fortæller om de her meget svære ting i mit liv. At jeg lader jer følge med ind – næsten – i det såkaldte terapeutiske rum, og refererer både til samtaler hos psykolog og sexolog og fra ubehagelige oplevelser i mit liv.

Men sagen er, at jeg vil videre i mit liv. Jeg vil aflive de farlige ords farlighed, og derfor gentager jeg dem mange gange.

Et eksempel er mit søvnløse indlæg i torsdags. Hvor jeg var ked af det, frustreret og på alle måder plaget. Det skrev jeg så lidt om. Lidt forvirret, men det var dog et behjertet forsøg. Så fik I historien om muren hvis tommetykke symbolik nærmest var til at slå sig på. Og endelig det grimme indlæg, hvis indhold har hængt over mig som en tung sky i meget lang tid. De tre indlæg hænger på en eller anden måde tæt sammen, men jeg skulle altså lige samle modet til at skrive om “fars sut”. For det var (og er) bare så ydmygende, så ulækkert og så svært.

Nu har I læst den del af min historie, den er ikke længere hemmelig. Det er ikke længere kun i mine tanker, den spøger rundt. Tabuet er brudt, og dermed har jeg meget nemmere ved at tænke de tanker klarere og de bliver ufarligere.

Jeg skrev dem i går, og læste med knugende mavefornemmelser jeres kommentarer til det. Tænkte, jammen, her er der jo ingen der dømmer mig. Her er der ingen der siger – AJ, nu stopper du dælme. Ingen, der ikke forstår.

Jeg tror, at alle, der ved hvad incest er, ved hvad pædofili er, ved hvad sexuelt misbrug af børn faktisk betyder, har en ide om hvad det gør ved mennesker. Og at man sådan har svage tanker om det, sådan helt konkret, men hvem kan bære at tænke tanken til ende. Sætte billeder på og se hvad det egentlig er. Voksne mænd (oftest) og børn. Rigtige børn. Børnehaveklassebørn. 5. klasses børn. Jeg tror ikke at nogen, der selv har børn eller børnebørn, tør tænke den tanke til ende.  Ingen kan bære det – og ingen kan forventes at bære det.

Og alligevel beder jeg jer om det. Hele tiden. Selvom jeg ved at det næppe gør noget godt for jer, men så må I i hvert fald vide, at det gør en masse godt for mig, når der modigt bliver spurgt til hvordan og hvorledes i direkte vendinger.

Der var én, der var modig i torsdags og spurgte/kommenterede direkte på forskellen på voksne mænd og små piger.  Det var et specielt spørgsmål for mig at få, for jeg har faktisk aldrig siddet overfor én, der turde stille netop dét spørgsmål. Om størrelser. Om udviklingsgrad, rent fysisk. For det er bare for ondt at tænke på. For ubærligt. Velvidende at den ville gøre ondt og at den ville spøge videre. Men i løbet af et par dage fik disse direkte spørgsmål aflivet et tabu for mig og jeg kunne skrive de tre indlæg, der hænger så nøje sammen, og som gav mig et par ganske urolige dage.

De indlæg på bloggen og jeres svar virkede for mig. I nat har jeg sovet som en skudt ko. Drømmeløst.

Tak.

Reklamer

17 comments on “Farlige ord

  1. Hvor er det dejligt, at du har sovet godt – søvn er jo vigtig, må også jeg konstatere. Det er godt at du bruger bloggen til at skrive om de svære ting. Jo flere gange det svære bliver fortalt og skrevet, jo mindre bliver det, og jo lettere kommer du videre med dit liv, for det er jo det du vil. Selvfølgelig møder du ikke “tag-dig-nu-sammen” for så hjerteløse er ingen her.

    • Ja, det er dejligt og det var på tide 🙂

      Jeg har også fundet ud af at det er en perfekt ventil for mig, men kun fordi jeg har så fantastiske læsere. Ellers tror jeg faktisk at det ville være lidt lige meget.

  2. Nej der er ingen der dømmer dig.. Det er IKKE din skyld, der er ikke nogen grund til at dømme dig.
    Jeg glæder mig sammen med dig over at du fik og brugte det lille skub du manglede lige der, og du dermed fik sagt og skrevet nogle af de ord som skræmmer dig.

    • På et eller andet tidspunkt går det jo nok op for mig at det er mig selv der dømmer, og derfor tror at det gør andre også.

      Det var et fint lille skub og jeg tror at det var setup´et med både læge og psykolog på samme dag den torsdag, der åbnede for det.

  3. Det glæder mig oprigtigt, at der er lettet på ventilen, at det gør dig godt at få sagt tingene højt, og ikke mindst, at natten er brugt til at sove. Jeg tror ikke, at der er nogen, der vil dømme sig, for ting du selv var fuldstændig uden skyld i. Jeg håber rigtig meget, at det må hjælpe dig til at komme videre.

    • Der er ingen tvivl om at jeg blidt blev skubbet hen over en hurdle, der har været så svær at arbejde med. Jeg er glad for at du også fortæller mig at der ikke er nogen der dømmer mig.. en dag tror jeg vel på det også.

  4. Du har ret i, at det er næsten ubærligt at tænke alle disse tanker om overgreb på mindreårige til ende, når man selv er mor til en (lille) pige. Og det er jo helt sikkert også medvirkende til, at jeg (og andre) reagerer ret voldsomt over for det, du skriver. Vi tænker ikke kun på os selv, men også på vores døtre.

    Men jo mere vi lærer at forstå ondskabens væsen, og jo mere tabuet bliver lagt ned, jo større er chancen for, at der bliver længere og længere mellem skæbner som din. Simpelthen fordi vi, omgivelserne, bliver bedre til at ‘se’, hvad der foregår bag de lukkede døre.

    På den måde giver du dine læsere værdifuld indsigt. Og hvis vi så ovenikøbet kan hjælpe dig med vores kommentarer, er det altså dejligt.

    • Jeg ved det, og jeg ved også at det er meget for jer at blive konfronteret med, for det er jo nærmest den allerværste frygt I har. Så når jeg fortæller må det jo starte en kædereaktion hos jer og I begynder at se billederne – men med en anden hovedperson. Jeg ved at dét er svært og tungt.

      Jeg håber at det også betyder (for jer) en øget opmærksomhed på det, men kender nok mine egne begrænsninger nok til at sige – at sådan en mere generel “undervisning” i faresignalerne, I skal se, at dér må jeg henvise til de professionelle. Jeg er selv et offer, jeg kender kun min historie, og jeg vil ikke bilde mig selv ind at dét gør mig til incest-ekspert.

      Og jo – I hjælper mig. Rigtigt meget.

      • Forskellen er bare, at du er MEGET mere vedkommende end en såkaldt ekspert.

        Og så vil jeg iøvrigt gerne læne mig op ad Ellens kommentar. Hun skriver præcis, hvad jeg mener. Hendes formulering er bare bedre.

        • Tak (efterfulgt af en dyb rødmen).

          Men jeg tror måske at I efterhånden føler at I kender mig – sådan som et lidt mere komplet menneske. Det er i hvert fald mit håb at I ser at der også er meget andet end overgrebs-overleveren.

          Det er Ellens formuleringer jo egentlig ganske tit 🙂

          • Selv tak 😉

            Ja, selvfølgelig gør vi det. Du er et helt menneske. Med nogle gevaldige skrammer ganske vist. Men stadig et helt menneske som os andre med sjove, sære, kloge, spøjse, kedelige, dumme og skægge sider.

            Ja de er. Ret tit!

  5. Et er det billede din bror voldeligt har indpræget i dit sind, et andet er det menneske, som du viser os i dine indlæg! Bare tag forhammeren og fl¢jlshandsken og gå i gang med at nedbryde flere mure med mod og omhu 🙂

    • I viser mig sandelig også hvem I er og hvilket solidt og fint stof I er gjort af 🙂

      Det er egentlig det værste for mig i dette forløb – at når jeg kommer over en forhindring – så venter der flere bag ved.

  6. Det her handler jo ikke om, hvorvidt det ‘er godt’ for os at læse om dine forfærdelige overgreb, men om det hjælper dig at skrive om det og at det (åbenbart) gør dig godt at læse vores, om ikke andet, så meget velmente og medlevende, kommentarer.
    Det gør ondt at læse, men det skal det også gøre – ellers var vi jo for pokker lige så syge som dem, der begår overgrebene.
    Jeg har sagt det før, og jeg vil nok komme til at sige det mange gange endnu: Jeg synes, at du er utrolig stærk – også selv om du ind imellem skal hive dig selv i de små hår ved ørerne.

    • Hellere små hår ved ørerne end i ørerne.. det er nu så ucharmerende.

      Jeg ved det jo egentlig godt – at jeg er stærk nok. Det er bare ikke altid at jeg husker det, og så har jeg brug for at der er nogen der støtter mig lidt på vej. Jeg har været alene om det alt, alt for længe.

      Det hjælper mig at skrive og skrive på en måde som faktisk bliver læst af andre. Jeg har tidligere skrevet lidt uden at det blev læst af andre, og det altså lidt som at pisse i bukserne for at få varmen. Kommentarerne er så dejlige, så støttende og så bekræftende i at jeg gør det rigtige. Til gengæld får jeg det lidt sært i maven når nogen siger at det nok også hjælper andre ofre, for det fatter jeg jo ikke så meget af. Netop fordi jeg ikke selv føler det store behov for at søge andre ofres historie og ord om hvordan de har overlevet. Jeg må og skal vist træde min egen sti, her.

  7. Her i eksamenstiden læste jeg et citat, som handlede om sproget, hvori der stod at mennesket er den eneste organisme der kan elske og slå ihjel med ord. Ord er stærke, og ord der bliver sagt højt, kan dræbe de farlige ord, så bliv endelig ved at sige de farlige ord højt. Jeg kan kun tilslutte mig ordene, de andre har skrevet, du er stærk, glem aldrig det.

    • Det er jo ret klogt formuleret, det der citat. Og det rammer den mekanisme jeg benytter ret godt, at jeg skal have aflivet de farlige ord, eller rettere, at jeg skal have aflivet farligheden af visse ord.

      Jeg glemmer det regelmæssigt når min verden lige ramler sammen, men bliver så mindet om det af andre og heldigvis for det.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s