Bag døren

Jeg kan lige så godt advare med det samme, det bliver lidt ubehageligt, det her.

For jeg vil prøve at samle alle – eller i hvert fald næsten alle – de tråde op som jeg lod ligge på bloggulvet i et tidligere indlæg. Nu jeg har fortalt om den faldende mur, som måske forvirrede nogen undervejs i det kede af det indlæg. En symbolsk hævn, men dog en hævn. Stakkels væg.

Men jeg havde jo alle de bedste grunde til at ønske at være med til det nedrivningsarbejde.

Den seneste uge har rigtigt meget handlet om en lille pige fra Etiopien, der var havnet i uhørte problemer i Danmark, og mange bed især mærke til hvordan hun blev håndteret, eller netop ikke håndteret, når hun var ked af det eller reagerede på sin indebrændte frustrationer over at være der – hvor hun nu var. Af sære grunde har al den snak trukket mig igennem et erindringshelvede, og det var da noget af det der fyldte godt til i samtalen med psykologen forleden. (og for en gangs skyld har jeg faktisk også talt om det efterfølgende). Og jeg tror, at det var en af grundene til at jeg var så utroligt ked af det og rystet, da jeg kom hjem fra den store psykolog/læge ekspedition.

Men først et lille sidespring – om turen hjem om aftenen. Jeg endte i en politi/skat/told razzia og blev vinket ind til siden. Mens en betjent udspurgte mig om mit kørekort mm undersøgte en anden, med en for mig ukendt herkomst og arbejdsbeskrivelse, bilens kabine og bagagerum. Samtalen foregik ca sådan her:

– har du noget i bilen?
– næeh….
– har du været i tyskland?
– næeh….
– er det din bil..
– nej, min venindes…
– er dens papirer og stand i orden?
– det kan du tro… men undersøg det bare.
– hvor har du været?
– til psykolog..
(løftede øjenbryn)
-…….. Kør …..

Går ud fra at de erfaringsmæssigt ved, at en der svarer så tåbeligt og ærligt på dét spørgsmål vist ikke har noget yderligere at skjule, så de stoppede undersøgelserne øjeblikkeligt og jeg fik lov til at køre videre. Og med god grund, for der var altså ikke noget for dem at interessere sig for.

Resten af turen hjem var uden særlige oplevelser og bilen fandt nærmest af sig selv den rette vej. Lige indtil jeg kom til garagen. Den historie må jeg ud med en anden dag, men bilen fik ikke en skramme!

Jeg var rigtigt godt rystet da jeg gik ud af hendes dør, altså psykologens, og jeg skulle ikke overtales ret meget for at ændre planer fra at få købt et par julegaver til at hive en kop kaffe indenbords i Roskilde. Rystet fordi samtalen havde handlet om vrede, om at reagere på misbruget og inden jeg sådan nåede at få det stoppet om meget konkrete detaljer i min brors måde at håndtere mig på. Det var nok heller ikke meningen at jeg skulle stoppe, nu jeg endelig satte ord på de her ting. Helt, direkte og konkrete ord på.

Og så var nedstigningen til helvede lissom en realitet.

Jeg tror, at vi talte om hvilke strategier min bror brugte for at holde misbruget skjult. Om han mon var klar over at det han gjorde ikke bare var forfærdeligt, men faktisk også ulovligt. For at kunne tale om det, var jeg jo nødt til at dykke ned i de de konkrete minder fra den gang. Om hvordan han låste døren. Om hvordan han valgte sine tidspunkter med en vis omhu. Formodentlig.

Om hvordan han brugte sit gigantiske og semiprofessionelle anlæg til at overdøve alle andre lyde og hvordan hans værelse mere eller mindre var mørklagt. Det tror jeg ikke handlede om at skjule hvad han gjorde med mig for omverdenen – sådan tror jeg nu bare at han var.

Og om hvordan han forhindrede mig i at sige noget eller græde når det stod på.

Græde fordi det gjorde ondt – græde fordi det var ulækkert – græde fordi det var mod min vilje. Græde fordi han sagde at jeg gerne ville, når jeg nu ikke gjorde modstand. Sagde at det var for min egen skyld – for at jeg skulle lære af det. Sagde at den slags altså var helt normalt, og så normalt at ingen talte om det. Og at det var bedst sådan. Og lod mig forstå at hvad der var bedst for ham – det var egentlig også bedst for mig og vores fælles familie. Og dum som jeg var, troede jeg jo faktisk på ham, selvom det hele føltes meget ubehageligt. Og forkert. Og stort. For stort.

Han drillede mig med at det kun var små børn, der græd. At jeg var jo ikke noget barn mere. Ikke noget småt barn i hvert fald. Så jeg måtte ikke græde og hvis jeg fortsatte med det så kunne jeg få en sut. Fars sut. Så holder man op med at græde. Den trussel virkede ret godt, og efterhånden blev “straffen” udløst for mindre og mindre.

Selvom jeg hører mennesker jeg stoler på og har tillid til sige at det hjælper at græde, er det altså for mig uhyre nært forbundet med ydmygelse, smerte og ubehag.

Han må være syg i hovedet, også i dag. Så meget kan vi sagtens blive enige om, men det er alligevel lidt sært, for vi ved jo godt hvad det er der foregår bag de lukkede døre i de incestuøse relationer. Vi har bare så svært ved at kapere det, når det bliver konkret. Og det gør det faktisk endnu sværere for mig at sætte ord på. Selv over for psykologen som med garanti har hørt det hele før, og sikkert også meget værre. Men det sidder så dybt i mig at dette er for ubehageligt at tænke på. For konkret. For grænseoverskridende.

Forstår andre mon at hvor ubehageligt dette end er at tænke på og opleve, at det så bare var… hold nu kæft og lad være med at skabe dig… for ham. Jeg tror slet ikke at det blev regnet for noget i sig selv i hans verden. Det var den del, der bare var for sjov. Den del der ikke skete noget særligt ved. Det var jo ikke noget jeg kunne dø af eller blive syg af. Det var bare for sjov.

Men han vidste nok godt at det ikke var for sjov – for han låste døren og lagde nøglen op på karmen over døren. Og skruede op for musikken, inden han lagde sig på sofaen.

Reklamer

14 comments on “Bag døren

  1. Du skriver uhyggeligt godt, jeg sidder og får helt gåsehud, når du fortæller om, hvad du har oplevet. Din bror er da psykopat eller sådan noget lignende. Jeg forstår slet ikke, at nogen kan opføre sig sådan overfor en lille pige. Det er fuldstændig urimeligt, hvad du har været ude for. Der er ikke noget at sige til, at du ind i mellem har lidt svært ved livet.

    • Ved ikke om jeg skriver sådan særligt godt, men prøver ihærdigt at holde en balance mellem ærlighed og så en vis soberhed.
      Ja, han er nok psykopat – det tror jeg du har ret i. Men jeg tror ikke rigtigt han fattede hvad han gjorde ved den lille pige.

  2. Jeg bliver så forb…. rasende på umennesker som din bror, og har langt fra lyst til at forstå hvorfor…. Samtidig søger jeg fortvivlet efter trylleord til at hele og give en støtte til dig og andre offre, som ikke har haft en chance for at komme væk, at forsvare sig, at forholde sig grænsesættende overfor indgrebet i egen personlige værdighed.
    Men realiteten er der. Og livet og såret skal heles og leves skridt for skridt. Du gør det rystende godt….

    • Jeg øver mig i at blive rasende, det skal ikke være nogen hemmelighed – og der hjælper det altså en masse at der er en del mennesker, som raser med mig. Gør det hele lidt mere legalt.
      Der findes ingen trylleord, kun ord.. og der skal nok en del til før de begynder at trylle.

      Jeg gør hvad jeg kan og magter.

  3. For f….. hvor må du have været en bange og skræmt lille pige. Jeg kan godt forstå at sådanne minder er skrækkeligt at skulle genopleve.

    • Ja.. en lille forsigtig skygge. Tror jeg.

      De er forfærdelige, ikke bare at genopleve men også at sætte ord på. Men har fundet ud af at det hjælper at gøre det.

  4. Jeg har slet ikke ord for det jeg føler for og har lyst til at gøre ved sådan et svin som din bror. Eller jo … det har jeg måske nok, men du holder jo en sober tone, som jeg ikke vil bryde.
    At nogen bliver fristet til selvtægt har jeg altid haft forståelse for, og selv om hævnfølelse er primitivt, forstår jeg også det. Det gør ikke noget ugjort, men jeg tror gerne på, at hævnen kan føles sød.

    • Jeg prøver at gøre det så sobert som jeg overhovedet kan (ellers kommer Inge efter mig) men jeg kan vist godt afsløre at dette indlæg var ganske vanskeligt at holde balancen med.
      Du hjælper mig og det betyder mere end hvad du har lyst til at gøre ved ham… håber du stadig vil bruge din gode energier på det.

      Jeg har også en vis forståelse for ønsket om selvtægt og hævn, men tror aldrig på at jeg selv når dertil. Jeg er ganske enkelt for bange for ham. Stadigvæk.

  5. Jeg har sagt og skrevet det før og jeg gør det igen.. Han er en syg idiot, og han får de mest simple hævngerrige følelser op i mig. Jeg tror og håber at han i dag ved, at du kan smadre hans liv fuldstændigt, hvis du vælger at tale.. Det må skræmme ham af h…… til.

    • Ja og sagt det – også 🙂

      Jeg ved stadig ikke om det er noget han sådan spekulerer på, men hvis jeg skal være ærlig så tvivler jeg en smule på at han helt kan trække sammenhængene fra de incestsager han hører om i medierne til den den “uskyldige” leg på hans værelse. Ikke helt så uskyldige altid, men jeg tror nu ikke at han opfattede det han kaldte “fars sut” som noget kriminelt. Det andet måske, men nej, jeg tror ikke han i sin vildeste fantasi tænker på at jeg kan ødelægge noget for ham.

  6. For Helvede da også! Det er lige så det vender sig i mig, når jeg læser dit indlæg.

    Det begynder at gå op for mig, hvorfor du ikke kan græde. Og hvor er det ekstra grusomt, at lige præcis den ventil – det at græde – som hjælper os andre, når vi er kede af det, den kan du ikke bruge, fordi netop han som har forgrebet sig på dig har sat en mental spærre i dit hoved.

    • Undskyld. Prøvede ellers at gøre det så pænt som jeg kunne uden at gå i detaljer. De er trods alt nok for ulækre.

      Det er lige det der er sket. Har en blokering på det, for det ligger så dybt i mig at det at græde bliver straffet med noget ubehageligt, enten i form af “det der” eller at det er latterligt. Så jeg græder ikke.. eller i hvert fald usædvanligt sjældent.

      Jeg må finde andre måder mens jeg øver mig på at få løftet den blokering.

      • Du skal overhovedet ikke undskylde. Tværtimod! Og du skriver faktisk rigtig sobert. Men selv med en middelmådig fantasi (og det tror jeg faktisk min er, hvad angår overgreb, vold og andre modbydeligheder), så kan jeg jo alligevel ikke lade være med at begynde at danne billeder i mit hoved.

        • Når jeg læser dine ord virker det som om jeg har fundet den rette balance, hvor jeg ikke behøver gå i detaljer men alligevel bliver forstået helt rigtigt. Og så tror jeg i øvrigt ikke at din middelmådige fantasi snyder dig i dette tilfælde. Det er grimt.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s