Elske på kommando

Nu har jeg set den her dokumentar som hele landet taler om. Altså den om adoption. Og jeg kan lige så godt sige med det samme, at jeg er rystet i min grundvold over rigtig mange ting.

At de biologiske forældre bliver snydt så vandet driver af en af adoptionsagenterne.

At et forældrepar bliver så dårligt forberedt på hvad det vil sige at adoptere et søskendepar hvoraf den ældste er 4 år – også selvom de faktisk “mødte hinanden på en psykoterapeut-uddannelse”.

At der ikke bliver sat massivt ind mod barnets vantrivsel lidt tidligere i forløbet.

At høre en psykolog sidde i deres køkken og sige, at det ikke må være en slaraffenlandfamilie hun kommer til og efterfølgende at moderen er vred over noget med en have til pigen hos aflastningsfamilien.

At de biologiske efterfølgende selv har adopteret et barn i dag.

Og så … al den personforfølgelse, der er fulgt i kølvandet på den udsendelse.

Jarrmen altså.

Jeg forstår simpelthen ikke det her. Fatter ikke, hvordan man kan gå i gang med en pædagogik/behandling overfor et barn hvor overskriften må være “du får det ikke godt der, så er det trods alt nok bedre her – så du kan lige så godt opføre dig ordentligt her”. Min personlige holdning er, at de her forældre har fået for lidt og – især – for dårlig hjælp.

For bare lige at nævne et enkelt punkt, hvor filmen knækker for alvor for mig.

Men har tænkt lidt i dag. Og naturligvis er mine tanker et produkt af det liv, jeg nu har levet og de oplevelser, jeg har haft i mit liv.

Stiller vi ikke meget høje krav til de forældre? Egentlig? Er det sådan, at fordi de adopterer må de ikke søge eller gives hjælp, selvom pigen tydeligvis har store problemer. At problemerne så måske er forældrene, er jo et problem hun rent faktisk deler med utroligt mange børn i dagens danmark. Er det ekstra belastende fordi det netop er et adoptivbarn?

Måske betyder det noget her, at jeg ikke selv har børn. At jeg ikke kunne forestille mig at sætte børn i verden – men jeg forstår ikke den der mekanisme, der er i det med børn… her har du et barn.. elsk det – bare fordi det er et barn!

Hvad nu hvis man slet ikke kan? Hvad nu hvis barnet bare ikke passer ind – eller forældrene ikke gør?

Er det sådan med børn – at man bare elsker dem? Uanset om de er af egenproduktion eller at man får dem udleveret i et børnehjem tusindvis af kilometer herfra?

Jeg tror sådan lidt forsigtigt, at vi har fat i et tabu her. Mødre og fædre skal pr definition elske deres børn. Men der findes altså nogen, der bare ikke kan. Og ikke ved at de ikke kan, før de står i situationen.

Er det ikke det, der er risikoen med adoptioner når forældre uden erfaring påtager sig den ekstra store opgave det er at modtage et “færdigt” barn med egne vaner, erindringer og som her – eget sprog. Værsgo – elsk det!

Det er altså lidt store krav og det er nok også derfor, at det er så svært at blive godkendt – men ingen kan jo forudsige hvem der bliver ramt af en fødselsdepression og det er lige præcis dét jeg vil kalde det uanset om barnet kommet til på naturlig vis eller via et bureau.

Mit problem er – jeg kan se mig selv så meget i den moder. Hvis jeg ikke havde erkendt mine begrænsninger på forhånd kunne det sagtens være mig. Godt slidt, godt kørt træt, godt desperat – og så ville jeg ganske givet også komme til at sige dumme ting på tv, hvis jeg havde vænnet mig til at blive fulgt af et kamera i 5 år og ikke længere tænkte, at dét var noget særligt.

Reklamer

10 comments on “Elske på kommando

  1. Jeg har stadig ikke set udsendelsen.. Og da jeg ikke har født børn, kan jeg ikke bidrage med valid viden om hvorvidt man bare elsker sine børn ubetinget.
    Men jeg tror at kærlighed nogle gange skal læres og næres, den kommer ikke altid af sig selv, og det gælder nok for både børn og voksne.

    • Det skal kærligheden jo altid, men det kan jo være at biologiske forældre har et forspring på de der ca 9 måneder og at det hjælper lidt på processen med at lære og nære kærlighed. I den konkrete sag er forældrene jo nærmest 5 år bagud.

      Jeg har jo heller ikke børn men vil da alligevel gerne have ret til at sige min mening om sådan noget.

  2. Rigtig gode betragtninger. Jeg har heller ikke set udsendelsen, men har hørt vældig om den, og jeg synes det er trist, at adoptivparret nu må gå under jorden pga trusler. Endnu mere trist er det for den lille pige.

    • Det er på alle måder en meget trist sag om 3 mennesker der ikke magter den situation, de er havnet i. Men tak for det med de gode betragtninger, for hvis jeg skal være sådan helt ærlig, var jeg lidt nervøs da jeg lagde dette indlæg op.

  3. hmm. Jeg spekulerede meget over hvorvidt jeg kunne elske mit barn. Før de kom. Det første barn fordi det var det første, det andet fordi, kan man elske et nyt barn ligeså meget, det tredie og fjerde af samme årsag.
    Men det kom af sig selv for mig. Helt som en knap du trykker på og vupti så var de en ganske stor del af mit hjerteblod.

    For mig altså.
    Jeg ved at det ikke sker for alle. Fordi nogen har det ikke. Hvad man så gør, ved jeg ikke.
    Men jeg ved at jeg også elsker mange af de andre børn og unge jeg har haft tæt på livet, betingelsesløst. Børnenes venner, to af vores aupairpiger og nogle udvekslingsstudenter. Fordi de har delt vores liv og været der, haft brug for hjælp (en af vores aupairpiger fik jeg direkte fra en lukket afdeling fordi hun havde prøvet selvmord. Grundigt.) Så jeg var lidt mor for dem også. Så jeg kan også elske andre børn end mine egne.

    Men det starter jo ikke med kærlighed – det starter med omsorg – med varme og forståelse – noget fysisk.
    Svært at forklare.
    Jeg ved bare at min krop havde gjort det helt anderledes.
    De havde jo ikke et fælles sprog den kvinde og den lille pige. Hvordan skulle pigen så vide at hun blev forstået? Ved lange voksne tirader af ord hun ikke forstod? Eller ved varme, berøring og kreationen af et fælles slags sprog “evt. tegn til tale” eller sådan noget. øjenkontakt, den slags. Nu når man ved at det talte ord kun fylder 5-7% resten er et andet sprog – uden ord – så burde det være til at finde en løsning.

    Husker du hvor pigen sidder på sin seng og med ord siger: ja ja ja ja ja ja ja for at vise sin velvilje. Og så “Det forstår jeg godt” men hele hendes krop siger: jeg fatter NADA. Og den kvinde sad bare der.. uden at række ud. Jeg tudbrølede…

    Så er spørgsmålet: hvorfor man adopterer hvis man ikke kan finde ud af børn? Eller hvorfor man overhovedet får børn hvis man heller ikke kan finde ud af det.

    Men jeg ved at jeg respekterer dig 3000 gange mere end hende der (som jeg desværre ikke bryder mig om – på et noget tyndt grundlag – undskyld) som absolut skulle og ville have børn med djævelens vold og magt. Du har set dine egne begrænsninger og valgt. Hun valgte også. Og hendes valg var ikke så godt for det barn.

    Uf det blev langt..

    • Jeg tror du er et menneske med helt usædvanlige mængder hjerteblod.

      Din kommentar gør et dybt indtryk på mig om det med omsorg der bliver til kærlighed og at det vist også gælder andre mennesker der er blevet en del af din families sfære. Det kan være at det er svært at forklare, men du gør det nu ganske godt, så selv jeg kan forstå.

      Jo jeg husker den konkrete scene på sengen – men husk at forældrene havde erfaret igennem lang tid at berøringer faktisk fik den lille pige til at reagere stærkt negativt og slå ting i stykker. Hun ville jo ikke røres ved og det er jo egentlig forståeligt nok med de forældre. Det der gjorde mig rigtigt vred var nok snarere at de sad og talte engelsk hen over hovedet på hende. (måske fordi jeg selv har været barn med voksne der talte engelsk når jeg ikke måtte forstå – hvad jeg dog gjorde alligevel – lærte hurtigt at læse tekster på tv serierne og så kom det af sig selv). Og så naturligvis det der med at pigen ikke måtte have det rart i aflastningsfamilien…

      Tak for respekten… jo, mit valg var enkelt ud fra hvad jeg havde af kapacitet til at rumme børn og kærlighed. Endnu enklere fordi jeg lever sammen med en kvinde – så uheld og abort-dilemmaer er udelukket.

  4. Ind imellem skal børnene til for at skabe det perfekte billede. I hvert fald set ude fra. Jeg har set flere eksempler i et tidligere job. Og det har gjort ondt hver gang. Lige som det gjorde ondt at se udsendelsen om de 2 børn.

    Jeg har selv været heldig, for jeg har været i stand til at elske mine unger og tage dem til mig. Et barn mere udløste bare endnu en pose af de store følelser, så ingen blev mindre elsket af den grund. Og da min søster gjorde mig til moster kom det fuldstændig bag på mig, at jeg også kunne elske andres børn.

    Børn er ikke noget, vi har ret til. Og jeg har i den grad respekt for dit valgt. Stor respekt. Jeg var aldrig selv blevet adoptivmor, ligesom jeg heller ikke havde gennemgået årelange behandlignsforløb, for min aftale med mig selv var, at hvis de ikke kom af sig selv, så skulle jeg ikke have nogen, og så ville der uden være kommet indhold i mit liv alligevel.

    • Se, det er jo en hel anden vinkel på det med børn.. trofæbørnene, kalder jeg dem. De børn der skal til som trofæ på et pars succesfuldhed og som bliver vist frem som sådan. Men er nu sikker på at de børn også bliver elsket til bunds af deres forældre, det er blot os andre der godt kan blive en lille smule trætte af dem 😉

      Jeg har kun børn i familien i kærestens familie, og dem ser jeg ikke ret tit på grund af afstanden. Men jeg kan da godt indrømme, at jeg godt kan lide dem. Om jeg ville gide dem i længere tid af gangen – sådan ca over nogle timer – det tvivler jeg ærligt talt på.

      Det må være dejligt at kunne det der.

  5. Jeg har set filmen og jeg brød mig bestemt ikke om det jeg så. Det er en meget trist og ulykkelig historie for alle parter. Vi er både biologiske forældre og adoptivforældre. Jeg har siddet i bestyrelsen i Adoption & Samfund i en årerække, så vi ved at man bliver tjekket og undersøgt i det uendelige før man måske kan få det blå stempel, “godkendt som forældre” og kontrollen fortsætter efter barnet er modtaget. Det er bestemt ikke alle der kommer gennem nåleøjet. Og reglerne er blevet endnu skrappere end for 30 år siden da vi fik godkendelsen. Vi forelskede os i C. allerede da vi så billedet af hende. Der var hun bare vores. Da jeg fik hende i mine arme var det nøjagtig samme følelse, som da M. blev lagt i mine arme. Jeg har fulgt debatten meget, og nu skændes de biologiske forældre. Faderen vil have barnet tilbage, hvor moderen siger det er for sent. Jeg kan ikke lade. Være med at tænke på den historie fra biblen, hvor to personer slås om det samme barn, hvor en foreslår at hugge det over, så de kan få en halvdel hver, hvortil den ene siger, nej, så lad da hellere den anden få det.
    Det er virkelig en trist historie, hvor det tilsyneladende er gået galt hele vejen. Og som altid er det barnet det går mest ud over.

    • Ja, jeg må indrømme at jeg også nåede at tænke på det som en slags omvendt Salomons knude.

      Det her burde jo ikke kunne ske, men jeg kan sagtens forstå at det kan ske. At ellers velfungerende forældre kan få en opgave der er så stor at de ikke magter den alligevel. Det sker jo osse for biologiske forældre – sådan dybest set.

      Det er dejligt at I har været helt sikre hele vejen igennem på at I faktisk kunne løfte den opgave, men jeg ved jo ikke hvilke omstændigheder der var omkring den adoption. Den på tv var jo helt gal fra start og kunne næsten kun ende som den gjorde, og det er godt at man ser en ekstra gang på adoptioner fra det sted og måske vælger forældrene til børn derfra med lidt større omhu end ellers.

      Jeg synes det ligner menneskehandel… og at det derfor giver forældrene alt for dårlige muligheder for at få et liv i gang med de børn.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s