Selvfølgelig kan jeg blive jaloux

Det er ikke altid at alle kommentarer på min blog kommer i kommentarfeltet. Enten fordi nogle hellere vil kommentere privat eller fordi man kan være bange for at “træde mig for nær” så man gerne lige vil teste om det er ok, inden man sådan dummer sig i al offentlighed.

Men i dag fik jeg så en kommentar ind som på ingen måde kan fremprovokere noget negativt i mig. Så med tilladelse fra spørgeren skriver jeg et svar her. I mere generelle vendinger.

Jo, vi har besøg af kærestens ekskæreste. Og nej, det er bestemt ikke noget problem for mig eller os. Det ville da først være et problem hvis det var ekskærestens kæreste i stedet. Uha uha.

Men vi er i nutiden her. Hverken fremtid eller fortid. Og kærestens eks er en god veninde, som har været en kæmpe støtte for min kæreste i det her halve år med hendes mors sygdom og død. Det er helt naturligt for mig, for da de to boede sammen, boede de faktisk også i nærheden af forældrene, og derfor var denne eks en meget mere naturlig del af familien dér, end jeg nogensinde har været. Jeg kom jo først ind i billedet da afstanden var blevet sådan ca 5-8 timers rejse. Og det er lige som noget andet.

Jeg har derfor ikke et rigtigt nært forhold til mine svigerforældre (nu svigerfar) og jeg overlader ganske roligt denne rolle til eks´en. Jeg ved at det er lige netop hvad hun er – en eks. Jeg kan ikke på nogen som helst måde føle mig truet af hende, og jeg oplever egentlig at balancegangen er omvendt end normalt. For jeg foreslog faktisk at min kæreste tog sin eks med til begravelsen – i stedet for mig. Et forslag hun dog fnysende afslog, men hun forstod fint hvorfor jeg pegede netop på denne kvinde. At hun ville være en bedre støtte end jeg i den der lidt akavede situation. Som bekendt endte det dog med at kæresten tog afsted alene.

En anden gang kom jeg sent hjem fra arbejde, eller faktisk fra psykolog. Og da jeg låste mig ind af døren kunne jeg høre kæresten tale i telefon og da hun så storkede hun ind i soveværelset og lukkede døren, og jeg var ikke det mindste i tvivl om at det faktisk var eks´en i den anden ende. Grinede lidt af det og tænkte – hold da op – hun stoler på at jeg har styr på mit følelsesliv – for den der – den kunne da misforstås og det noget så grusomt.

Jeg misforstod ingenting og det er intet som jeg har spekuleret på som andet end… at det er ikke nødvendigvis alle samtaler jeg skal være en del af. Det truer bestemt ikke mit forhold, at kæresten er veninde med sin eks. Hun har jo også brug for veninder.

Og her får vi så balladen. Eller det der ligner en ballade for de uindviede. For vi lesbiske har en sær tendens til at gøre ekskærester til livsvenner. Og både vi og vores lesbiske venner har en eller anden krydsende ekskæreste-ting kørende også. Det er bare sådan det er, og det gælder for langt de fleste vi kender. At der er ekskærester blandt deres nærmeste venner.

Min manglende jalousi handler naturligvis om at jeg ikke har noget som helst at have den i. Jeg ved at vi hører sammen og at vi er helt enige om at vi ikke lukker andre ind i den samhørighed. Det betyder ikke at vi ikke elsker, at vi ikke påskønner.. men blot at vi ikke konstant er bange for at miste.

Det er en stor lettelse i hverdagen, men kan altså også blive lidt af en sovepude. At vi kan komme til at glemme hvorfor vi egentlig er sammen.

Nok om det. Og så alligevel ikke. For de her jalousi-tanker fører mig over på et helt andet spor. Som måske slet ikke er så afsindigt malplaceret alligevel.

Er der nogen af jer kloge, dejlige mennesker der kan forklare mig hvorfor mænd slår deres børn og koner ihjel pga jalousi eller tab af værdighed pga dårlig økonomi, arbejdsløshed eller tilsvarende – og at medierne omtaler det som et familiedrama, jalousimord eller lignende. Men når nogen af arabisk eller tilsvarende herkomst slår deres kone eller børn ihjel – så hedder det pludselig æresdrab.

Er det egentlig ikke en og samme sag? Taber den danske mand ikke også sin ære når konen render med anden eller vil skilles eller han er blevet arbejdsløs eller hvad der nu lige får ham til at gribe jagtgeværet, aflive sig selv og sin familie og brænde huset af?

Byd nu ind med jeres uforbeholdne meninger.. jeg kan sagtens tåle det…

** eftertanke ** Jeg mener – hvorfor er det altid eller næsten altid mænd, der gør de her ting, når de bliver jaloux over at konen har fundet en anden, eller at konen har et bedre job eller bare et job og han selv er arbejdsløs.. eller at hun vil tage børnene? Hvorfor er det altid mænd?

Reklamer

14 comments on “Selvfølgelig kan jeg blive jaloux

  1. Det er vel ikke os, der kalder det æresdrab, men dem, der udfører det? For mig at se, er det ét fedt, og det bliver på ingen måde legalt, fordi en anden kultur end vores kalder det noget andet.
    Men hvorfor vi (eller måske rettere medierne) hopper med på vognen og tager deres forsøg på forskønnelse til os, forstår jeg ikke.

    Det behøver altså ikke kun at være lesbiske, der kan have ekser som venner. Johns tidligere kone (og dermed Pernilles mor) og hendes mand er vi de fineste venner med. De har været på weekend hos os i Sverige, og vi har ingen som helst problemer med at være sammen – faktisk har vi det virkelig hyggeligt.

    • Det jeg nok har sværest ved at forstå er hvad det er, der gør at det er sådan en mandeting, det der med æresdrab – uanset baggrund. For jeg kan altså ikke se det som ret meget andet end jalousi, det hele. Hvorfor mon visse mænd reagerer sådan på jalousi? Jeg ved godt at vi har haft debatten før, men følte lige for at genoplive den med den der vinkel på kønsforskel.

      Ved godt at det ikke nødvendigvis er en lesbisk ting, og at rigtigt mange er venner med deres partneres ekser – især når der er børn blandet ind i det. For os er det bare meget naturligt at sådan må det jo nødvendigvis være – måske fordi der er den der superfine balance mellem kæresteforhold og venneforhold – også selvom der ikke er børn involveret.

  2. Hvor er det dejligt, at jeres forhold er så bundsolidt, at I ikke behøver at kæmpe med jalousi, og at ingen af jer bare er født jaloux – det er jo ofte beskrevet som en sygdom, som mange kæmper med, uanset hvor sikre de i realiteten kan være på partneren og på forholdet.

    Jeg kender godt det med at eks-kærester bliver veninder og hvor er det dog dejligt. Jeg havde i mange år som min allernærmeste veninde min ekskæreste, som jeg havde været kæreste med i lige så mange år. Den veninde kendte mig jo bedre end nogen som helst anden, og der var en ganske særlig tryghed i det venskab. Desværre fandt hun en anden, der var smadder jaloux og så trak jeg mig tilbage. Nu ses vi kun af og til og det er jeg faktisk ked af.

    Ja du har da egentlig ret i det med æresdrab; sådan har jeg aldrig tænkt på det før. Men er det ikke også – som Ellen er inde på – meget noget der lever i medierne? Gad vide hvordan “de” selv ser på det, og hvad er deres ord for det?

    • Ja, vi er nok lidt bundsolide – sådan grænsende til det småkedelige 😀

      Jeg har også prøvet det i tidligere forhold, men har nu ikke oplevet den der jalousi hverken på den ene eller den anden måde. Men har jo så til gengæld haft en mandlig eks, der drev sin jalousi ud over alle rimelige grænser. Men det er jo så vist en historie lidt for sig selv, der bestemt ikke kan generaliseres ud fra, hvilket jeg så vil prøve at undgå. Men det er da trist at du har mistet et godt venskab på den konto.

      Jo, det er nok i medierne den kører – men igen – hvorfor er det sådan en mande-ting, det der. Afliv konen og måske børnene pga jalousi?!?

  3. Fint at der ikke er jalousi i jeres forhold, det kan være noget så anstrengende med en jaloux partner, det har jeg prøvet, han var endda meget jaloux og derfor holdt forholdet ikke. Æresdrab, eller familietragedie, forskellen er ens, det er stadig mord på uskyldige,

    • Det har jeg også prøvet, og det er bestemt ikke rart for man føler hele tiden at man skal holde sig på den helt sikre side for ikke at blive misforstået.

      Ja det er – men oftest mord på kvinder og hvorfor mon det?

  4. Nu er du jo så hurtig, at jeg slet ikke når at tænke min kommentar til det ene indlæg færdig, før du lander med det næste. Og så behøver jeg jo ikke at spørge 😉 Dejligt, at I kan se eksen, uden at det giver anledning til jalousi. Jeg har selv en rem af huden og har det bestemt ikke godt med den ene af Gemalens ekser 😦

    Jeg vil vove at påstå, at når danske (vesterlandske) mænd slår deres kone og børn ihjel, er det fordi det på en eller anden måde slår fuldstændig klik for dem. Når der begås æresdrab, vil jeg hævde, at der er tale om, at muslimer sætter æren over alt andet. Her er der ikke noget, der er slået klik for nogen. Og det synes jeg gør en stor forskel.

    • Eller også brugte jeg bare tiden ved computeren i stedet for at blande mig i deres snak 🙂 Det havde både de og jeg det helt fint med, når de nu ses så sjældent.

      Ja, det må være slået klik for dem, men så vidt jeg kan forstå er der oftest en vis planlægning af det drab og så synes jeg egentlig ikke længere at man kan kalde det at handle i affekt eller at det er slået klik for nogen.

      Jeg synes at det handler om ære i begge tilfælde.

      Forskellen for mig er nærmest teoretisk.

      Men jeg forstår stadig ikke den mekanisme i disse mænd – eller hvorfor det oftest er mænd, der udfører disse drab på familie og koner.

      • Hvorfor det (næsten altid) kun er mænd, ved jeg ikke. Om det har noget med ære at gøre ved jeg heller ikke. Måske bliver de ramt på deres mandighed, og så kan man selvfølgelig godt tale om en slags ære. Selv om nogle mord på kone og/eller børn er ret nøje planlagt, så vil jeg alligevel mene, at noget er slået klik i hovedet på disse mænd. Det er ikke affekt, men der er altså røget en sikring eller to på øverste etage, når indtil da velfungerende mænd pludselig ser mord som eneste udvej. Under alle omstændigheder handler den danske mand alene, og havde han fortalt nogen om sin plan, var han blevet stoppet.

        Æresdrab rammer vel for det meste en enkelt datter, der har forbrudt sig mod de muslimske æresbegreber, og i den forbindelse er det jo ikke alene faderen, men oftest også både brødre og onkler, der ikke alene billiger mordet men også deltager. Det er koldt, kynisk og menneskefjendsk, og det synes jeg altså er noget helt andet.

        • Det begynder at gå op for mig at jeg er den eneste der har lidt svært ved at se forskel på tab af ære af religiøse grunde og tab af ære pga jalousi, arbejdsløshed, dårlig økonomi og alt det andet, der får mænd til at slå deres koner og børn ihjel.

          Det må jeg så leve med, men har helt ærligt svært ved at se det på anden måde (og det er måske et produkt af egne oplevelser) som jeg sådan helt basalt ser som en forbrydelse der bygger på et tab af ære. Og ja, der gik i hvert fald et par sikringer på øverste etage hos den mand, der udførte handlingen.

  5. Jalousi er så ødelæggende for alle forhold, både blandt kærester og venner. Fedt at I er så trygge sammen, så der også er plads til ex’er.

    Jalousidrab er ofte affektdrab, hvor æresdrab er planlagte. Det tror jeg er den største forskel..

    Så vidt jeg ved har æresdrab ikke noget med religion at gøre, det drejer sig mere om kultur.. At æresdrab ofte går ud over kvinder, tror jeg bunder i en gammel kultur, hvor kvindens liv var underlagt manden.

    • Der er en del af jalousidrabene, der har en form for planlægning. Affektdrabene er jo egentlig bare drab som så mange andre.. men der hvor der er planlægning i form af at sørge for at konen er hjemme, geværet ladt, de brændbare væsker indkøbt og alt det andet. Nej, jeg kan altså ikke se den store forskel, men forstår mig nok bare ikke nok på mænd til at jeg rigtigt forstår den mekanisme, der gør at det oftest er mænd, der slår deres koner ihjel pga jalousi (i ordets bredeste forstand).

      Det kan være du har fat i noget – at det er mandens traditionelle skaffer-rolle, der styrer det her og gør at mænd traditionelt har været kvindens overhoved.

  6. Nej, mænd er ikke nemme at forstå i alle deres handlemåder…. og overhovedet ikke når de handler med en anden kulturel og religi¢s baggrund, og når de ikke magter at integrere nye synspunkter i deres værdinormer.
    Og drab skal jo heller ikke forstås, ej heller undskyldes….
    Desværre er der mange som bliver voldelige i vores multikultisamfund, hvor der er mange nye værdinormer at forholde sig til. Forandringer der fremmer usikkerhed, bryder med traditioner og kendte rammer. Der er mange mænd der pr¢ver at tvinge de kendte rammer tilbage i deres verden…. med vold…..
    Indimellem er argumenterne bag et mord den mere personlig affekt, andre gange mere kulturens skyggebillede…. men i begge fælde er der noget grundliggende, der er rivravruskende rablende galt: At ville myrde for at beholde magten….
    Vi kvinder har endnu fordelen i vores evne til at tilpasse os, ved ikke at skulle sætte vores eget synspunkt og behov i f¢rste række, ved at kunne værdsætte mange forskelle værdier samtidig.
    Heldigvis er der flere og flere mænd og samfund som bryder med dogma’er og bliver flexible….

    • Ja, heldigvis er de jo undtagelserne, og jeg kan kun give dig ret. Og så synes jeg faktisk at du får hele den her debat rammet rigtigt godt ind med ordene tvinge de kendte rammer tilbage. For lige netop dér er der jo slet ingen forskel, uanset etnicitet, baggrund, planlægning eller andet.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s