En kynikers bekendelser

I dag skrev Rejen et indlæg, som jeg bare svarede på. Som den jeg nu er, det logiske og lettere kyniske menneske. Som jeg er. Som regel. Indlægget handler om at være utryg pga et drab, der er begået i hendes nabolag. Og jeg svarede med kold statistik.. og ikke megen forståelse. Tror jeg.

Det var først da jeg gik en lang tur med hunden i morges at jeg sådan begyndte at reflektere lidt mere over de her ting. Jeg kender da om nogen til at være nervøs, bange, angst og utryg. Jeg har jo levet på en form for flugt hele mit voksne liv. Og alligevel forstår jeg det ikke rigtigt når andre bliver bange uden at jeg kan se at der er noget at være bange for.

Enten er det fordi jeg mangler empati, men det tvivler jeg dog på. Eller også er det – og det er nok lidt mere sandsynligt – min særlige måde at overleve på.

Jeg er nok blevet lidt kynisk i mine risiko-analyser for ellers ville jeg nok stadig sidde som min egen angst´s gidsel i et hjørne af lejligheden (som jeg sad i et par år) uden at turde gå uden for en dør. Uden at turde tage telefonen når den ringede og bestemt uden at turde åbne min egen hoveddør. Og når jeg så endelig var ude turde jeg ikke gå ind. Flot. Det var forfærdelige år og jeg forstår slet ikke at kæresten blev hos mig.

Det er nok sådan at jeg er begyndt at vurdere hvad risikoen er ved forskellige ting, inden jeg bliver unødigt bange for det. Gemmer energien til det jeg faktisk skal være bange for. Jeg er bange for at komme til at stå med mit fulde navn og være google-bar på en måde som leder til mig, min adresse eller andet der kan spore mig. Jeg er nervøs når jeg går ned gennem strøget i København, men ikke bange. Jeg ville have det mindre rart i tivoli og jeg er opmærksom når jeg tager tog eller bus. Men bange og angst er ikke længere permanente tilstande. Utryghed kommer og går men bliver heller ikke rigtig permanent i mit liv igen. Jeg farer stadig sammen når det ringer på vores hoveddør og indrømmet – jeg åbner den sjældent. For vores venner ved godt at dét skal de ikke gøre – de skal banke på i stedet.

Og jeg tager heller ikke telefonen hvis jeg ikke genkender nummeret i displayet eller ved hvem det fordi vi har en aftale (derfor er jeg så glad for skype).

I dag tænker jeg meget over det når jeg går ud, men er ikke bange selvom vi bor i et værre ghetto-område, hvor der ifølge nyheder mm er rigtigt meget ballade. Vi har dog kun oplevet den der bilbrand/skyderi mens vi har boet her og er sådan nogenlunde enige om at her faktisk er ganske fredeligt. Her lusker jeg rundt på mørke stier med hunden og gemmer mig egentlig ikke, men tænker, at det nok ikke er sandsynligt, at der står grimme mænd bag buskene og venter på at lige netop jeg kommer vadende hen af stien. Tænker at det nok egentlig er mere sandsynligt at nogen vil mig noget mindre godt, hvis jeg vandrede rundt inde i bymidten. Og i øvrigt er hunden, der bestemt ikke ligner en vagthund, overordentlig opmærksom på mine vegne og den reagerer på alt hvad der ikke er som det plejer at være. Og jeg respekterer dens signaler, hvis den pludselig trækker en anden vej fordi et eller andet foran os er “forkert”.

Jeg tør være på facebook fordi mit navn er passende almindeligt og min profil er godt lukket af, så sandsynligheden for at nogen (dvs én) sporer mig af den vej er nærmest hypotetisk. Det eneste der står dér er at jeg er der og at jeg er kvinde – hvilket jo ikke er nogen større hemmelighed. Bloggen her bliver beskyttet på sin egen måde, som jeg helst ikke vil for meget ind på. Vi har hemmelig adresse, hemmelige telefonnumre og alt det andet, der hører sig til.

Jeg har aktive navnesøstre ude i landet/europa, som er meget synlige på google og jeg er sikker på at hvis nogen vil finde mig dér mister de tålmodigheden mellem pornostjerner, kunstnere, psykoterapeuter, spøgelsesfangere, pseudoforfattere og andet skrammel. Jeg tror, at jeg står nævnt på søgeside 26 – med hvad jeg foretog mig i 1997. Og så ender dét spor lige som dér.

Jeg har nok at være bange for, men jeg må holde en kynisk distance til det. Jeg bliver altså nødt til at holde mig selv fast på hvad der reelt kan være farligt for mig, og hvad der er mere traditionel social fobi, der nok ikke bunder i andet end min egen ulyst til at løbe sociale risici.

Det er klart at jeg tager ikke nogen stupide chancer.. det er klart at jeg pænt siger nej tak når TV 2´s kamerahold står klar til at lave en voxpop. Klart at jeg undgår steder med mange mennesker og meget presse. Det er klart at jeg sørger for at undgå at stå foran kameraer, hvis jeg ikke har tillid til dem der står bag, og ved at aftalen om billeder af mig mm bliver overholdt.

Men jeg tager altså stadig på arbejde hver dag. Tager stadig de offentlige transportmidler. Går stadig med ud og handler (selvom jeg hader det og kan få momentvise angstanfald). Fordi jeg helt kynisk regner med at der ikke er nogen der stiller sig op ved et af byens store indkøbscentre og venter i måske årevis på at jeg lige præcis skal komme forbi – lige når dé er der.

Kyniske risiko-kalkuler – hele vejen igennem. Men det virker, og jeg kom ud af skallen. Desværre kan det ind i mellem have en lidt skidt virkning på hvordan jeg reagerer når andre bliver bange, nervøse eller kede af det. Må vist se at finde en lidt bedre balance i de her ting.

Reklamer

14 comments on “En kynikers bekendelser

  1. Du er et fantastisk menneske, og det er fantastisk, at du er nået dertil, hvor du er. Jeg vidste slet ikke at din angst har været så forfærdelig. Jeg vidste heller ikke, at angst kan være så fuldstændig invaliderende. Jeg forstår bedre og bedre dit ønske om anonymitet. Og egentlig er det fantastisk, at du i det hele taget færdes på nettet; det er jeg ikke sikker på at jeg turde, hvis jeg havde din historie bag mig.

    Til dine betragtninger om hvem der mon venter i krattet på en fredelig hundelufter, kan jeg kun sige, at jeg er helt enig. Det farligste sted at være er hjemme og vold foregår for 99,9 pct.s vedkommende i familien eller i hvert fald blandt personer, der kender hinanden. Det tryggeste sted at være er statistisk set ude i gaderne.

    • Nej, men jeg er heldig. Har haft ressourcestærke mennesker omkring mig, og de rette løsninger har dukket op på de rette tidspunkter.

      Angst er en forfærdelig lidelse når den bliver så alvorlig og ja, det er egentlig invaliderende i ret alvorlig grad.

      Mht nettet, jeg kan godt forstå din forbløffelse over det, men her helliger målet lige som midlet. Bloggen her dog en risiko, men jeg satser på at jeg kan holde balancen.

      Jeg er ganske klar over at volden foregår i hjemmet.. af bitter erfaring…

  2. Jeg opfattede det nu ikke som kynisk, kun logisk tænkning, men du kender det selv: et er fornuft noget andet følelser. Og det er heller ikke sådan at jeg går og er bange, jeg har jo heldigvis Jimmi (selvom han kan sove hvis der bliver fyret kanoner af!) så er der trygheden ved at vide han er i huset. 🙂

    • Jeg er glad for at du forstod, og ikke bare dømmer mig for mit hurtige aftræk.

      Ved jo alt for godt at når følelserne og usikkerheden tager over så er det jo svært med at holde sig rationel.

      På trods af et godt sovehjerte er jeg nu ret sikker på at Jimmi for den uindviede iagttager vil have en vis afskrækkende virkning, hvis de indbrudstyve har holdt lidt øje med kvarteret og set hans udfoldelser i haven…

  3. Hvor sjovt – jeg tænkte netop på din kommentar hos Rejen da jeg trykkede ind her. Men jeg var ikke ude i noget med kynisk. Jeg var ude i noget med at din kommentar var handlingspræget, fornuftsmæssig og kontrolleret.
    Og det er en forklaring man slet ikke kan benytte sig af når man er styret af følelser og ikke kontrollerer sig selv..

    Og jeg er midt i noget massehysteri, fordi Prinsessen (og politiet) er sikre på at hun så det der ækle monster for to uger siden. Og Ingen trækker vejret frit heromkring før han er bag lås og slå..Det er også styret af følelser. Som jeg slet ikke kan kontrollere. Og jeg er ikke alene. Vi var til forældredag hele dagen på skolen idag. Og jeg sad i 5 kl. med alle de søde ti-elleve årige piger og jeg gøs med alle de andre forældre der også kører deres børn i skole pt. på trods af den nye cykelsti.

    At du trods alt kan verden stadigvæk er DIN fortjeneste og viser hvor stærk du faktisk er!

    • Kodeordet her er kontrol/kontrolleret. Jeg har levet alt for længe i helt ukontrollable følelsers vold, i en grad der let kunne have kostet mig alt. Så kontrol er nok ikke helt ved siden af.

      Jeg har tænkt på dig i de dage – hvor forfærdeligt det må være for jer at have sådan en mand kørende rundt i området. Hvis vi skræller alt det følelsesmæssige af her, så er der i dét tilfælde stadig noget at være bange for. For manden er tilsyneladende serieforbryder, og han vil jo nok gøre det igen. Det er godt at I er forsigtige og opmærksomme.

      Tror bare desværre at han skifter jagtmarker nu hvor alt og alle på fyn er så opmærksomme.. men tager det (logisk og kynisk set) for givet at han vil gøre det igen.

  4. Ingen andre end dig selv ville vel kalde dig kynisk? Jo, måske lidt, men hvor går grænsen egentlig mellem realistisk/rationel og kynisk? Den er nok lidt flydende.
    Når man kender din historie, er der jo intet ved din ‘opførsel’, der kan undre. Tværtimod, så synes jeg som de andre, at du er nået utroligt langt, også selv om du måske selv synes, at der er lang vej endnu.

    • Er lidt overbevist om at visse ville se mig som kyniker men du har nok ret i at det handler om rationalitet – og at den grænse er ganske flydende. Og jeg tror også at du har ret i at jeg er produkt af min historie.

      Ja, der er lang vej… men jeg er helt klar over at de største forhindringer er klaret.

  5. Mon ikke din såkaldte kynisme alene er et udtryk for, at du er et andet ‘sted’. Du har, for at kunne overleve som menneske, i årevis måttet forholde dig aktivt til de risici, som du potentielt kan blive udsat for. Vi andre, der lykkeligvis aldrig har været udsat for overgreb, tuller mere ubekymrede rundt, og når gruen så rammer i vores nabolag, reagerer vi i første omgang med frygt, som alene er baseret på følelser og ikke på rationel tænkning. Vi havde en brandstifter (nej, han var ikke pyroman) i kvarteret for et par år siden, og da krævede det virkelig en indsats at få styr på den umiddelbare frygt og få den erstattet med lidt konstruktiv tænkning.

    • Det er nok en ganske præcis beskrivelse af situationen og mine reaktionsmønstre, der i høj grad handler om at jeg skyder min irrationelle angst ned inden den overtager kontrollen med mig igen.

      Kan godt huske den sag med brandstifteren, og det må altså være så forfærdeligt at gå i seng og så vide at der er en der render rundt og sætter ild til ting i et villakvarter.

  6. Jeg synes, at det giver rigtig god mening. Vi har haft 2 grimme hjemmerøverier i området inden for nogle år. Det ene sted (lige nede i vores lille by) gik det ud over en ældre mand, der er kendt som kræmmer og er kendt for at have penge hjemme. Det andet sted var en gård ude på den øde strækning. Et kedeligt sted i forfald, som absolut ikke udstråler noget. Faktisk ligger der 2 huse lige ved siden af, hvor der står noget bedre biler og signaleres velstand på en anden måde. Det fik mig til at slå koldt vand i blodet og være sikker på, at man har haft et helt specifikt ærinde.

    Ind imellem må man finde sine strå at holde i, og det synes jeg ikke er sport kynisk.

    • Det har hjemmerøverier heldigvis oftest. De løber en stor risiko, og der skal derfor være sikkerhed for at der faktisk er noget at hente og ikke bare et sølle visa electron.

      Ja.. finde sine strå. Det er et godt udtryk og nok osse meget dækkende for den måde jeg har været nødt til at leve på. Hvad er logisk, hvad er sandsynligt og så tage et par kalkulerede risici ind i mellem.

  7. Mon ikke det kun er dig selv der har tænkt dybere over den kommentar du skrev, det tror jeg.
    Angst og utryghed er vidt forskellige ting. Her ude på landet, har vi indbrud jævnligt, både om natten og ved højlys dag. Der er jo fredeligt og oftest ikke noget naboer til at holde øje med noget. For nogle år siden bekostede vi en dyr alarm på huset og det har mange andre i lokalområdet også fået. Jeg ved godt den ikke hindrer indbrud, men så er vi advaret og hjælpen på vej.
    Et stykke nede ad gaden, for få dage siden, var beboerne væk en time. Da de kom hjem var hunden med alt godt fra køleskabet. Huset var ribbet for ALT, selv dyner og lagner, som er brugt til at pakke tyvekosterne ind i. Før i tiden låste vi bare døren inden vi gik i seng, nu er den stort set altid låst, uanset om vi er ude eller inde og alarmen er slået til om natten. Det var altså underligt i starten, men man kan vænne sig til meget.

    • Jo, det kan sagtens være. Altså at jeg er den eneste, der tænkte det på den måde. Tror det handlede lidt om at jeg følte lidt flovhed over ikke at udvise mere forståelse for situationen, som jeg jo dybest set sagtens kan forstå. Derfor min prøvende forklaring om hvordan jeg skyder min egen utryghed og eget angst ned, så den ikke tager overhånd igen.

      Det er en svær omstilling at vænne sig til at låse døren og slå alarm til, men det er nok en meget god ide at gøre det – ikke mindst fordi jeres adresse ligger tættere på forbindelseslinjerne sydpå end mange andre.

      Din historie forundrer mig ikke – har hørt det før. At det ikke tager særligt lang tid for de professionelle at tømme et indbo.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s