Familiemennesket

Weekenden står i den grad i familiens tegn. Så meget at jeg næsten skal snyde mig til at sidde lidt ved computeren, eller smugkigge lidt på ipad´en for at se om der sker noget nyt i blogland. At skrive kommentarer og dette anlæg betyder, at jeg står lidt før op end alle andre og prøver at skrive “stille”, så jeg ikke forstyrrer dem, der stadig får lov til at sove.

Vi har nemlig besøg af min mor i disse dage. Det er ikke så tit vi ser hende, da hun også bor i den anden ende af landet, og har en travl pensionisttilværelse til hverdag. Og så må vi jo indrømme, at vi har fået en kraftig reminder på at vi skal give os tid til vores forældre, når de tager sig tid til os. Jeg har altså prioriteret blogland mm i bund. I hvert fald til på tirsdag hvor jeg sætter hende på et tog. Næste stop er min bror. Og dér følger jeg bestemt ikke med.

Vi har hygget os med kortspil og gæster både fredag og lørdag aften. I dag går turen tilbage til det område vi boede i før og som min mor aldrig fik set. Så vi skal på besøg i skoven, vi skal forbi huset og så i øvrigt ud at se områdets øvrige seværdigheder. I regnvejr. Formodentlig. Hvilket er ganske synd, for så ser alt altså bare meget mere trist ud. Vi finder nok også et sted at få en tår kaffe og et stykke kage, selvom det mildest talt er uden for sæsonen.

Men først skal jeg lave morgenmad til huset. Morgenmad i den store udgave, forstås. Og mens vi sådan kommer til os selv over morgenkaffen går min mor i gang med sit eget projekt. Klejner. Hendes klejner. Som hun lærte at lave dem af sin svigermor. Og hvor hun samlede opskriften op aner jeg ikke.  Men Mors Klejner er gode og bedre end jeg kan finde ud af at lave. Så er der klejner til gæsterne før jul, klejner til min gamle ulykkelige svigerfader, der mangler sin kones klejner og klejner til os andre når julen nærmer sig.

Så åbner vi vinduerne lidt i hele lejligheden, får luftet ud – og kører en tur. Ud i det grå.

Vi har fået talt en lille smule om min sygdom, og jeg har prøvet at forklare hende lidt om hvad det egentlige betyder for mig. Pludselig gik det op for mig, at det kunne jeg jo ikke. For jeg kunne ikke forklare hvorfor, så det måtte være utroligt svært for hende at fatte noget som helst af det hele. Hun spurgte til konsekvenserne og min dårlige korttidshukommelse, og det endte faktisk med at jeg fandt et gammelt blogindlæg herfra, fjernede blogkendetegnene og overskriften og skrev teksten ud. Nu forstod hun hvad det betød. Og blev vist lidt imponeret af, at jeg faktisk var i stand til at eksistere og fungere til hverdag.

Så skiftede jeg altså emne for jeg ville helst ikke gå mere ind i det. Det er altså lidt af en balancegang at være ærlig om sygdommen men ikke om årsagerne.

Er egentlig glad for at det trods alt er så få dage om året, at jeg skal holde den balance. Den er selvvalgt og jeg tager det fulde ansvar for det. Men vil bestemt ikke lægge skjul på, at det er ganske vanskeligt. Det er svært at skulle give plads til min bror. Svært at høre om ham i positive vendinger. Svært ikke at tænke, at det bliver godt når jeg endelig kan bryde den tavshed og gå ud med min historie. En historie om misbrug, om vold, psykisk terror og et rædselsregime styret af ham. Bror. Storebror.  Med de klare psykopatiske træk, som han måske/måske ikke er vokset fra. Kan man overhovedet det? Eller har han bare fået lidt mere samvittighed? Tvivler.

Jeg er nået frem til en lille erkendelse om at hans venlighed om at lade mig være i fred nu – og at holde kontakten på et minimum – ikke skyldes samvittighedskvaler. Men simpel nervøsitet over at jeg begynder at fortælle. Jeg tror ikke. at han husker det som noget særligt. Noget der kan være kriminelt. Noget der kan være misbrug eller bare brug (og det er næsten værre) af sin lillesøster. Men jeg tror han husker et eller andet, der vist ikke var helt i orden.  Og at han har valgt at flyve lavt under radaren i fremtiden.

Så er vi to om den manøvre – og lever begge i forløjelsen og tavshedens skygge.

Kan mærke vreden inden i og jeg bliver konfronteret med den. Jeg skal holde den under streng kontrol  (og er der noget jeg er god til – så er det kontrol – det er kontroltab jeg er dårlig til) og så må jeg bruge psykologens rum til at prøve at få struktureret den vrede. Det bliver slet ikke så nemt for mig, for det betyder at jeg skal slippe kontrollen en lille smule hos hende, og faktisk mærke vreden. Turde mærke den.  Og det er lige så svært som at græde… eller slappe helt af.. eller at nyde berøring..  at være…  for så kommer lyden af latteren. Og for at undgå den må jeg jo genvinde kontrollen.

Rigtigt meget handler om kontrol vs kontroltab her. På alle måder. Og hvor er det dog egentlig anstrengende.