Familiemennesket

Weekenden står i den grad i familiens tegn. Så meget at jeg næsten skal snyde mig til at sidde lidt ved computeren, eller smugkigge lidt på ipad´en for at se om der sker noget nyt i blogland. At skrive kommentarer og dette anlæg betyder, at jeg står lidt før op end alle andre og prøver at skrive “stille”, så jeg ikke forstyrrer dem, der stadig får lov til at sove.

Vi har nemlig besøg af min mor i disse dage. Det er ikke så tit vi ser hende, da hun også bor i den anden ende af landet, og har en travl pensionisttilværelse til hverdag. Og så må vi jo indrømme, at vi har fået en kraftig reminder på at vi skal give os tid til vores forældre, når de tager sig tid til os. Jeg har altså prioriteret blogland mm i bund. I hvert fald til på tirsdag hvor jeg sætter hende på et tog. Næste stop er min bror. Og dér følger jeg bestemt ikke med.

Vi har hygget os med kortspil og gæster både fredag og lørdag aften. I dag går turen tilbage til det område vi boede i før og som min mor aldrig fik set. Så vi skal på besøg i skoven, vi skal forbi huset og så i øvrigt ud at se områdets øvrige seværdigheder. I regnvejr. Formodentlig. Hvilket er ganske synd, for så ser alt altså bare meget mere trist ud. Vi finder nok også et sted at få en tår kaffe og et stykke kage, selvom det mildest talt er uden for sæsonen.

Men først skal jeg lave morgenmad til huset. Morgenmad i den store udgave, forstås. Og mens vi sådan kommer til os selv over morgenkaffen går min mor i gang med sit eget projekt. Klejner. Hendes klejner. Som hun lærte at lave dem af sin svigermor. Og hvor hun samlede opskriften op aner jeg ikke.  Men Mors Klejner er gode og bedre end jeg kan finde ud af at lave. Så er der klejner til gæsterne før jul, klejner til min gamle ulykkelige svigerfader, der mangler sin kones klejner og klejner til os andre når julen nærmer sig.

Så åbner vi vinduerne lidt i hele lejligheden, får luftet ud – og kører en tur. Ud i det grå.

Vi har fået talt en lille smule om min sygdom, og jeg har prøvet at forklare hende lidt om hvad det egentlige betyder for mig. Pludselig gik det op for mig, at det kunne jeg jo ikke. For jeg kunne ikke forklare hvorfor, så det måtte være utroligt svært for hende at fatte noget som helst af det hele. Hun spurgte til konsekvenserne og min dårlige korttidshukommelse, og det endte faktisk med at jeg fandt et gammelt blogindlæg herfra, fjernede blogkendetegnene og overskriften og skrev teksten ud. Nu forstod hun hvad det betød. Og blev vist lidt imponeret af, at jeg faktisk var i stand til at eksistere og fungere til hverdag.

Så skiftede jeg altså emne for jeg ville helst ikke gå mere ind i det. Det er altså lidt af en balancegang at være ærlig om sygdommen men ikke om årsagerne.

Er egentlig glad for at det trods alt er så få dage om året, at jeg skal holde den balance. Den er selvvalgt og jeg tager det fulde ansvar for det. Men vil bestemt ikke lægge skjul på, at det er ganske vanskeligt. Det er svært at skulle give plads til min bror. Svært at høre om ham i positive vendinger. Svært ikke at tænke, at det bliver godt når jeg endelig kan bryde den tavshed og gå ud med min historie. En historie om misbrug, om vold, psykisk terror og et rædselsregime styret af ham. Bror. Storebror.  Med de klare psykopatiske træk, som han måske/måske ikke er vokset fra. Kan man overhovedet det? Eller har han bare fået lidt mere samvittighed? Tvivler.

Jeg er nået frem til en lille erkendelse om at hans venlighed om at lade mig være i fred nu – og at holde kontakten på et minimum – ikke skyldes samvittighedskvaler. Men simpel nervøsitet over at jeg begynder at fortælle. Jeg tror ikke. at han husker det som noget særligt. Noget der kan være kriminelt. Noget der kan være misbrug eller bare brug (og det er næsten værre) af sin lillesøster. Men jeg tror han husker et eller andet, der vist ikke var helt i orden.  Og at han har valgt at flyve lavt under radaren i fremtiden.

Så er vi to om den manøvre – og lever begge i forløjelsen og tavshedens skygge.

Kan mærke vreden inden i og jeg bliver konfronteret med den. Jeg skal holde den under streng kontrol  (og er der noget jeg er god til – så er det kontrol – det er kontroltab jeg er dårlig til) og så må jeg bruge psykologens rum til at prøve at få struktureret den vrede. Det bliver slet ikke så nemt for mig, for det betyder at jeg skal slippe kontrollen en lille smule hos hende, og faktisk mærke vreden. Turde mærke den.  Og det er lige så svært som at græde… eller slappe helt af.. eller at nyde berøring..  at være…  for så kommer lyden af latteren. Og for at undgå den må jeg jo genvinde kontrollen.

Rigtigt meget handler om kontrol vs kontroltab her. På alle måder. Og hvor er det dog egentlig anstrengende.

 

Reklamer

18 comments on “Familiemennesket

  1. Jeg tror du har ret.. Han husker og er nervøs, der har været meget fokus på misbrugte børn de sidste par år, og det skræmmer ham, og jo mere det skræmmer ham, jo gladere er jeg.

    Rigtig god tur i dag.

    • Du er nu sød i din hævngerrige holdning til det på mine vegne. Tror nok at der her var en mand (eller to) du gerne ville have lov til at råbe højt af.

      Men er egentlig ganske sikker på at han er lidt usikker på om jeg kunne finde på at fortælle min historie lidt højere og til et lidt bredere publikum end jeg gør her.

      Tak, det blev en fantastisk tur. Og ind i mellem med små tankestunder – kender nogle i Roskilde, der behøver gode vibrationer og tanker.

  2. Hvor ville jeg ønske for dig at du kunne tabe kontrollen og få raset og grædt ud, er sikker på at det ville gøre dig godt, men det er svært at styre de mekanismer man har levet så længe med, og som gør at man føler man har kontrollen. Men håber at I får nogle dejlige dage sammen med din mor og hendes klejner..God søndag til jer.

    • Det ville jeg osse, men jeg frygter faktisk for at det vil være et mindre vulkanudbrud, med alt det, der har været holdt tilbage i så vanvittigt mange år. Vi har nogle gode, hyggelige dage sammen med gode ture ud i naturen og til de lokale indkøbsmuligheder. Nu er kæresten og mor i køkkenet og fremstiller nogle flere kager. Klejnerne blev perfekte og er nu i fryseren. Klar til levering senere på året.

    • På ganske få områder er jeg uhæmmet uciviliseret, men jeg kan da læse i nedenstående kommentarer, at jeg ikke er den eneste.. 🙂
      Tak for dine gode tanker og vibes, de varmer..

  3. Jeg har det lidt ligesom rejen, tror at det ville være godt at få både raset og grædt ud…få det hele frem i lyset, så familien ved hvorfor du rent faktisk er syg. Det bliver bestemt ikke nemt, men det er heller ikke nemt for dem at forstå til bunds hvorfor du har det som du har det, når de ikke kender årsagen. Du har sikkert vendt det her mange med dig selv…for og i mod, og begge dele er svært, men håber det lykkes for dig. God familiehygge til jer..trods alt.

    • Uhh, det er virkelig en af mine ømmer tæer, det der. Jeg tør ikke. Så simpelt er det. Måske/måske ikke ville det være godt, men som situationen er lige nu ville jeg ikke turde det. Jeg har travlt nok med at prøve at hele mine egne sår, og kan ikke se nogen mulighed for at såre andre i den proces, og jeg tvivler på at det gør mig gladere. Er dog efterhånden kommet en smule i tvivl.

      Og jo – det er noget der er tænkt over. Rigtigt, rigtigt mange gange. Men kan være psykologens plan om et kontrolleret udbrud (fra den sovende vulkan) kan ændre lidt på sagerne.

  4. Det lyder dejligt med besøg og klejner! Kan næsten dufte dem!

    Mht din bror. Så kan det godt være at han ikke har fornemmelsen af at han har gjort noget galt – men som alle andre psykopater – er han overbevist om at det er de andre der tager fejl.
    Ikke desto mindre har han ingen grund til at have glemt det. Overhovedet. Og med alle de sager der verserer hele tiden samt det faktum at “verden” er imod “ordentlige” mennesker som ham så tror jeg også at han er HELT klar over at han ikke skal reklamere for meget med det han gjorde dengang.
    Tænk hvis han er bare lidt nervøs? Den skiderik – jeg kunne godt unde ham et par onde drømme eller to mens han venter på at du taler højt!

    • Her dagen efter kan vi næsten også selvom gryden med resterne af fedtstoffet hurtigt blev forvist til altanen. 🙂

      Jo flere kommentarer jeg får om min bror jo mere sikker bliver jeg på, at det nok var ham der var galt på den, og at han nok godt ved at visse ting fra familielivet skal han ikke fortælle om. Men måske kan han slet ikke “huske” det. Han er ret god til at glemme ting, der ikke lige passer ham. Også selvom helt klare tegn og beviser viser at han husker forkert.

      Men håber at han er lidt nervøs – bare lidt. Trods alt.

  5. Hvor ville jeg dog gerne at du kunne tage bladet fra munden og få det hele fortalt og få alting sagt, der hvor det skal siges. Det ville gøre dig så godt. Jeg er godt klar over at du skal være stærkere først og at det sikkert kræver mange ture hos psykologen – men (for fanden) hvor ville det være godt for dig. Det er jo helt urimeligt at det er dig, der skal gå rundt og lide, når det var en anden/andre, der skulle lide.

    • Jeg tror bare ikke på at mine lidelser stopper fordi andre (og rette vedkommende) lider. Jeg tror bare at lidelser kommer til at føles og mærkes lidt anderledes. Men der er slet ingen tvivl om, at dagen hvor jeg taler åbent om det er tættere på end den var for få år siden. Det er dén vej jeg skal. Som du rigtigt bemærker er der dog flere faktorer der skal være på plads først. Og der spiller psykologen og hendes behandling af mig nok en ret stor rolle.

  6. Egentlig er jeg nok allermest forbløffet over, at du overhovedet formår at have besøg af din mor. Det må være totalt opslidende, når du insisterer på at holde balancen. Og det ville være så meget nemmere at lukke helt af i forhold til familien. Men det gør du ikke. Det er sgu beundringsværdigt!

    Ja, nogen skulle hænges op i deres -beep-, og så kunne de hænge der, til de faldt ned af sig selv. Lige på det her punkt har jeg lidt svært ved at holde fast in en civiliseret tankegang om, at vold ikke er løsningen …

    • Jeg er blevet svigtet rigtigt meget af mine forældre, da jeg var barn. Men jeg ved at de ikke vidste bedre. Min vrede rettet mod dem handler ikke så meget om misbruget men mere om at der var så mange tegn på at min bror var forkert, og at dé tegn faktisk var nogen, de kunne se. Det bebrejder jeg dem, det er jeg vred over. Misbruget og hvad der foregik på hans værelse når forældrene var ude, kan jeg dårligt forvente at de skulle have kendskab til. For jeg var en mester i at skjule det. Som jeg stadig er det.

      Beundringsværdigt? måske.. fejt.. nok snarere..

      Jeg har også ind i mellem lidt svært ved at fastholde en civiliseret tankegang, men forfalder sjældent til at dyrke simple hævntanker. Ønsket om at køre dem igennem en pålægsmaskine på strategisk vis dukker dog op i perioder.

  7. Kunsten at holde tungen lige i munden. Det må være svært at navigere, når balancen er så skrøbelig.

    Jeg bliver lidt primitiv, når jeg læser det her, for jeg kunne jo også godt tænke mig, at nogen blev hængt op i de unævnelige, som Fruen i midten skriver. Og jeg kunne også godt tænke mig, at en kom til at mærke. Så lidt øje for øje og tand for tand.

    • Det er nok osse ok at blive lidt primitiv.. tror jeg. Det sker også for mig ind i mellem. Men tror faktisk at en af definitionerne på psykopati er manglende evne til at mærke og indleve sig i andre menneskers følelse. Men måske lidt fysisk “mærke” kunne få visse til at tænke lidt over tingene.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s