Jeg har taget stilling – har du?

Ugen har handlet om hjernedød, organdonation, lægers svære valg, love og regler og én piges mirakuløse opvågnen i en hospitalsseng. Sjældent har en dokumentar trukket så mange overskrifter som den DR sendte forleden. Og som jeg i øvrigt stadig ikke har fået set. Så den konkrete sag vil jeg helst ikke kommentere for meget på, bortset fra at ønske hendes familie til lykke med deres mirakel.

Hvad der derimod bekymrer mig en smule er konsekvenserne af det her. Dem der ikke skal ønskes til lykke er alle de forbandet mange patienter der i øjeblikket står på en næsten håbløs lang venteliste for at få doneret organer og som kan se en hel befolkning tvivle på om lægerne nu osse gør det rigtige når de spørger til organdonation. Om intet håb nu også betyder intet håb. Om spørgsmål om tid til hjernedød nu også bare er et spørgsmål om tid.

Jeg tvivler faktisk ikke på at der er sket fejl i den behandling DR dokumentar viser. Men jeg bliver trist når jeg ser at man generelt begynder at tro at dette er det typiske forløb. At det nok skal gå godt, hvis bare lægerne kan lade være med at jage organer. Det er ikke tilfældet.

Vi lever i et samfund, der har tilladt organdonation, et samfund, der har tilladt brugen af hjernedødskriteriet som grundlag for det. Velvidende at fordelene er mange gange større end ulemperne. En familie, der giver tilladelse til organdonation kan redde op til 6 menneskers liv. Mennesker, der stort set bliver velfungerende igen. Hjertepatienter, der tidligere ikke kunne gå fra seng til en stol i haven kan med træning blive motionsløbere. Patienter der skal i dialyse flere gange ugentligt kan passe deres arbejde igen. Og være der for deres familier, deres børn og venner.

Deres liv er også  meget værd.

Problemet er så desværre at vi er mennesker, og vi begår fejl. Også på steder hvor fejl bare ikke må begås. Vores læger er mennesker og ikke robotter og de tager stort ansvar for de beslutninger de må tage, og konsekvensen af et eneste lille fejllæsning af en refleks eller mangel på samme kan få fatale konsekvenser. Og alligevel gør de det – tør de det. Jeg misunder dem ikke den opgave.

Så er problemet jo – hvornår skal de snakke med de pårørende om det her. For tidligt kan være uheldigt, for sent kan være fatalt. Altså for de op til 6 mennesker der kan få et nyt liv, for så er organerne gået til grunde inden de pårørende har besluttet sig. For det skal gå stærkt – så stærkt at modtagerne som regel allerede ligger i narkose på operationsbordet når organerne er på vej til sygehuset.

Men vi siger ja til at samfundet og sundhedsvæsnet skal yde denne behandling. Vi siger ja, når det er alle de andre der står i de etiske dilemmaer. Men vi tvivler når det er vores egne pårørende, der skal give, tvivler ikke når det er vores egne pårørende der skal modtage. Og vi accepterer under ingen omstændigheder fejl.

Jeg har taget stilling og det er ikke ændret en tøddel. Jeg er opført som donor i registret. Mine forældre ved det, min kæreste ved det og VE dem der går i mod min vilje.

Jeg vil hjemsøge dem resten af deres liv. Få deres suffleter til at falde sammen, sovsen til at skille, bilen til at punktere og hælde salt i deres sukker.

Men jeg accepterer samtidig at læger af kød og blod, der er modige nok, dygtige nok, skal vurdere om der er håb. Også selv om de faktisk ikke kan sige det med 100 pct sikkerhed.

Derfor og alligevel er jeg registreret organdonor. For de op til 6 menneskers liv er lige så meget værd som mit.

Reklamer

21 comments on “Jeg har taget stilling – har du?

  1. Ja der har været en heftig debat omkring det emne, og gudskelov for det, for det er et meget følelsesladet emne. Jeg synes helt klart at organdonation er en god ting, som kan redde og forbedre mange menneskers liv, men når det så er sagt, så bryder jeg mig ikke om det i debatten, at nogle mener at det er en ret de har, at få et andet menneskes organ….det er ikke en ret.. der er trods alt et menneske der skal dø, for at man kan få dette organ. Derfor mener jeg også at man skal respektere de mennesker der siger nej til at deres organer må doneres, deres valg er også meget vigtigt.

    • Helt sikkert. Altså respektere valgene, som jo så passende kan gøres tilgængelige for lægerne i donorregistret. Om det er en ret eller ej er lidt svær diskussion, men ret som i “at kræve en ret” er det ikke.. det er mere retten til en mulighed – og det synes jeg. Men det er jo altså ikke sådan at mennesker slås ihjel for at organdonere… (selvom visse nok vil mene det). Det er mennesker der enten selv eller repræsenteret ved pårørende siger ja til det. Ja til at give andre mennesker bedre chancer for et liv, de ikke selv kan bruge til noget.

  2. Ja jeg har taget stilling for mange år siden, og den udsendelse har ikke ændret min mening.. Jeg er organdonor som jeg altid har været.

  3. Nej, det har jeg ikke, ikke aktivt altså, og det er egentlig lidt pinligt. En gang skød jeg mig ind under, at jeg vistnok var et dårligt liv (cancer), men den holder vist ikke længere, så faktisk burde jeg få meldt ind i donoregisteret lige med det samme. For jeg ved jo godt, at jeg synes, det er i orden, hvis der kan snuppes en stump hist eller her, som kan komme andre til gavn. Men én ting er mig selv. Det virkeligt svære er at tage stilling i forhold til et barn som fx Donnaen. Kan vi (faren er der jo også) overhovedet holde tanken ud, at nogen skal skære i hende? På det punkt er mine hjernehalvdele virkeligt oppe imod hinanden, og jeg er fuldstændig uafklaret …

    • Du rammer jo lige ind i det dilemma jeg skriver om her – at vi generelt er glade for muligheden men at billedet forandres til den ene eller den anden side når det er vores egne pårørende, der bliver berørt af det, hvad enten det er som giver eller modtager.

      Om man har gode eller dårlige organer/dele der kan bruges må de kloge hoveder vurdere, og det gør de også. Men det er i situationen noget lettere hvis man selv har taget stilling til det på forhånd. Jeg er formodentlig heller ikke nogen superdonor, men er da alligevel meldt til.

      • Altså, jeg kan jo kun give dig ret! Ikke desto mindre er det stadig svært, når fornuft og følelser tørner sammen. Måske netop derfor bør man nok prøve at få taget stilling på et tidspunkt, hvor man ikke er presset af omstændighederne. Nu holder vi lige efterårsferie, men når vi så kommer hjem, så.. – så øh, sparker du mig lige over skinnebenene, så jeg ikke glemmer, at der er noget, jeg skal forholde mig til 🙂

        • Jeg sparker helst ikke til nogen… og er helt sikker på at du får forholdt dig til de ting du synes er væsentlige i dit liv – uden blå mærker på skinnebenene..

  4. Jeg så dokumentaren, og jeg synes ikke den lagde op til at man ikke skal være organdonor. Men den sætter spørgsmåltegn ved, hvornår det er etisk korrekt at spørge familien og de nærmeste om organer.

    Jeg tror der begås fejlskøn hver dag på hospitaler (som i så mange andre brancher) og jeg vil ikke være efter lægen i dette program. Men det er klart, at der må være nogle retningslinjer for, hvornår vi betragter et menneske som “fortabt”, og det var her dokumentaren satte spørgsmålstegn ved Århus Universitets Hospitals retningslinjer, samt spørgsmål til det skøn, som overlægen foretog.

    Vinklingen var så en smule usmagelig, fordi den fik overlægen til at fremstå som en organ-jager.

    • Velkommen til 🙂

      Det etiske korrekte strider desværre lidt imod det rent praktiske her. For organerne bliver ringere jo længere tid man venter og det hensyn skal jo afbalanceres mod det etiske, det sundhedsfaglige korrekte og vurderingen af den næsten hjernedødes muligheder for at vågne op og få et “liv” som vedkommende må formodes at finde værdigt.

      Så vidt jeg kan se problemet er det at lægerne spørger for tidligt, men de skal jo have en melding på hvad holdningen egentlig er – inden det er for sent.

      I enhver klippet dokumentar er der jo en vinkling, og jeg kan sagtens forestille mig at lægen, der nu er sygemeldt, bliver fremstillet lidt for ivrigt. For det er lidt bedre tv. Men da jeg ikke har set dokumentaren vil jeg helst ikke ind i det konkrete tilfælde.

      • Ja, mediernes konkurrence om seerne og folkets domstol er en ubehagelig cocktail.

        Jeg kan godt forstå dilemmaet. Jeg holder her med Allan, det er ikke en ret at få et organ (eller så mange andre fantastiske lægevidenskabelige muligheder) – og det er svært at have tillid til en læges bedømmelser, hvis man ved at de står i dette dilemma mellem at patienten stadig har få/minimale muligheder og op til 6 andre personer kan få “et nyt liv”.

        Det må vel altid være patientens vel der kommer forud for organernes vel? Men igen, jeg tror i virkeligheden, at det her var “heldigt tv” fremfor et billede af virkeligheden på hospitalerne. Og jeg giver dig ret i, at det giver en skævdebat og et billede af læger, der virkelig ikke ved hvad de taler om.

        (Det er nu lettere at bevare et negativt billede om mekanikere, brugtvognsforhandlere og tandlæger, det er trods alt ikke menneskeliv vi taler om her, kun penge).

        • I det mindste har længerne ikke skjulte motiver her. Det er kendt for alle hvad deres baggrund er for at spørge til holdningen vedr. organdonation.

          Jeg ville ønske at det var så enkelt at den enkeltes patients vel stod klart over hensynet til organerne. Sådan bør det være, sådan er det langt, langt hen af vejen. Men i realiteten er man også nødt til at tænke på holdbarheden i organerne. Desværre. Det vil altid være en balancegang mellem det yderst mulige hensyn til patienten og det praktisk mulige med organernes levedygtighed. For det er jo ikke sådan at vi har ret mange organer at gøre med – der er stor mangel på organer, og netop dérfor kommer lægerne i dette djævelske dilemma.

          Hvis der var organer nok – eller bare betydeligt flere – så kunne det være at det hele hastede lidt mindre. Men sagen er jo at der på grund af organmanglen står patienter på venteliste i alt for lang tid og derfor er nået at blive rigtigt alvorligt syge inden de får deres donororgan. Så det haster for dem.

  5. Jeg har taget stilling for mange år siden og jeg er organdonor og har givet den mest vidtgående tilladelse og jeg findes i donorregisteret.

    Jeg så udsendelsen ‘Pigen, der ikke ville dø’ og jeg synes det var TV, når det er bedst. Det jeg primært hæftede mig ved, var det store fejlskøn, som lægen på Århus Universitetshospital foretog, da hun sagde, at nu var alt håb ude. Dette skøn blev senere imødegået af neurokirurg Børgesen på RH.

    Jeg har egentlig ikke set udsendelsen så meget som spørgsmålet om organdonation eller ej, men jeg kan godt se, at lægen på Århus Universitetshospital kan anses som organjæger, og det rejser en række etiske dilemmaer, og her synes jeg, det vigtigste er, hvornår der må spørges til organdonation eller ej. Jeg tror nok jeg mener, at der først må spørges, når hjernedøden er indtrådt og man er fuldstændig sikker på, at denne patient ikke kan overleve. Om end ikke andet så mener jeg, at der må vedtages et sæt fælles retningslinier for alle sygehuse i landet.

    • For mig er spørgsmålet egentlig om det reelt er det bedste at vente til selve hjernedøden for at få afklaret holdningen til hjernedød. Organerne kan så vidt jeg er orienteret kun klare sig i god stand i 1-2 døgn i respirator som hjernedød. Derefter går de til grunde. Det skal altså gå rigtigt stærkt med at finde modtagere, få dem ind og lagt i narkose og udtagningen af organer mm er bestemt heller ikke ukompliceret. Så et ja eller nej på forhånd er tidsmæssigt en stor fordel.

      Jeg synes alene af den grund at det er rimeligt nok at der bliver spurgt allerede når hjernedød forventes at indtræde. Hvad jeg ikke finder i orden er hvis nogen bliver fristet til at fremskynde tidspunktet for hjernedød. Aktiv dødshjælp er ikke tilladt i DK, og i forbindelse med organdonation bør lægerne være ekstra tilbageholdende lige med dén manøvre.

  6. Hvor har du bare fremstillet hele denne problematik supergodt … gid jeg kunne have beskrevet det med lige så meget rammen lige i plet.
    Jeg har ikke rigtig noget at tilføje eller bidrage med – andet end dette skulderklap – og min holdning til organdonation kender du jo 🙂

  7. Jeg har ikke set den omtalte udsendelse, men efterfølgende har jeg hørt en masse i medierne, og de historier der siden er kommet til. Her i huset er vi begge tilmeldt registreret og det bliver der ikke ændret på.

    Tillykke med salget af bilen. Vores søn er en af dem der ikke er bange for en bil med skavanker, han fikser det hele selv, og regner det aldrig rigtigt for noget, så han er jævnligt med kammerater ude og se på gamle biler inden købet bliver besluttet.

    Angående hjorteopdræt, så var jeg helt klar over dette, “vi” kæmper selv med dette dilemma, for sådan nogle dyr koster spidsen af en jetjager.

    • Jeg har stadig ikke set udsendelsen. Er som om der har været liv og død nok herhjemme for en stund til at jeg lige frem vil opsøge det på tv.
      Jeg håber da at det er nogle gode gør det selv folk der har købt bilen, for det får de brug for. Men til gengæld hvis de ting bliver lavet, så er det en smaddergod bil. Jeg savner den dog ikke 🙂

      Jeg synes at det er helt i orden at have hjorteopdræt, så længe dyrene har det godt og har store områder hvor de kan være “hjorte” på.

  8. Jeg tog stilling i 1990.
    Jeg har også set udsendelsen.
    Jeg mener også at det er menneskeligt at fejle. Derfor skal der måske kigges på procedurer desangående.
    Det har ikke ændret på min holdning.
    Jeg ville hellere have et svinehjerte end at ønske andre døde, for at jeg og mine kan overleve.
    Som teoretisk udgangspunkt.

    • Ja, som teoretisk udgangspunkt. Det er bare desværre noget andet i praksis, så derfor er det rigtigt godt at have gjort sig sine overvejelser inden man faktisk står i alle de svære valg.

      Du har ret i at sikrere procedurer nok er det der skal til for at modvirke fejl, det ændrer desværre bare ikke på den barske tidsramme. Organer er brugbare i 1-2 døgn efter hjernedød, ikke mere. Det er ikke lang tid til at beslutte sig og gå igennem procedurer og få modtagere på plads.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s