Taget som naiv

Det sker godt nok ikke så tit for mig, men i dag måtte jeg med stadig rødere ører konstatere, at jeg var naiv. Er naiv, faktisk.

Sagen er at jeg har nogle lidt fjernere bekendte, der har opdræt af dådyr. Faktisk ligger deres hus midt i det indhegnede område og dådyrene render rundt i “haven”, omend ikke lige udenfor. De stjæler altså ikke fra vindueskarmene eller køkkenbordet hvis vinduerne står åbne. Men de er relativt tæt på.

I dag havde jeg lidt tid i overskud så jeg slog et sving omkring dem, for at spørge om jeg måtte komme forbi med et kamera en dag. Ville godt have et billede af den buk de har gående. Og da jeg agtede at prøve at få den i søgeren stående på deres gårdsplads var jeg jo nødt til at spørge pænt, da det ikke er tilrådeligt at bruge et kamera på privat grund uden at have fået lov til det først. Det er faktisk lidt ulovligt.

Jeg gik jo ud fra at det bare var – jammen selvfølgelig må du fotografere vores buk. Så simpelt var det bare ikke. Det viser sig nemlig at de er rigtigt bekymrede over enhver form for publicity. De reklamerer ikke med salg af kød og andre produkter fra deres dyr, for de er nervøse for at nogen ville komme og sabotere deres opdræt.

Ikke i form af krybskytteri, som jeg dog ville kunne forstå, men i form af dyrerettigheds-ekstremister, der kunne finde på at klippe hul i hegnet og sådan noget.

Jeg forstår slet ikke sådan noget. Jeg ved godt at nogen synes det er ok at lukke levende mink ud i den danske natur, og jeg ved også godt at der findes militante veganere, der går til yderligheder for at bekæmpe en hver form for “misbrug” af dyr med bevidsthed. Ved også godt at den grønlandske fangerkultur led forfærdeligt under sælskindshadet.

Men attentater på en hjortefarm? Det vidste jeg godt nok ikke.

Hvad er det dog for et syn på natur, kultur, dyr og mennesker der ligger bag.  Der må være gået lidt for meget Disney i den. Det er kød, ganske som grisen i køledisken i supermarkedet. Rent faktisk tror jeg at denne flok hjorte der går mellem træer, i enge, og gemmer sig i det høje græs har haft det betydeligt bedre end grisene i produktionsstaldene.

Og alligevel står konen der med et bekymret blik og vurderer om hun kan stole på mig. Det kan hun godt. Jeg afslører ikke for nogen hvor billedet er taget, og jeg vil tvivle på at man overhovedet kan se noget hegn på deres vældige mark. Jeg vil bare gerne have et hovedskud af deres buk i et brunstbrøl. Og her kan jeg måske komme tæt nok på den.

Kender nogen andre. De opdrætter også dyr. Nogle ungarske grise, der kaldes mangalitza-grise. De har noget særligt sundt kød og er let genkendelige på deres pudsige uldede børster.

Det er lang tid siden jeg besøgte dem og skød et billede med mit daværende lommekamera. Så beklager på forhånd billedkvaliteten.

Viser kun billedet fordi det for mig er ca lige så uodiøst at få lov at tage et billede af en buk på en hjortefarm som at tage dette billede af en gris ved et lille vandhul. Men Bambi har tilsyneladende ikke levet forgæves og nu er det såå synd for hjorten og ikke synd for grisen. Tror den kække gris Babe fejlede lidt på succeskontoen hvad det her angår. Eller osse har den bare ikke øjne der er store nok, brune nok eller bevæger sig elegant nok når den løber hen over en mark.

Vi er godt nok kommet lidt for langt væk fra verdens realiteter, er vi ikke?

9 meninger om “Taget som naiv

  1. Jo der giver jeg dig ret, og dem der f.eks af misforstået dyrevenlighed lukker mink ud ved faktisk slet ikke hvilke skade de gør på den danske natur da minken ikke er et naturligt rovdyr i danske skove, så vores ænder f.eks har svært ved at beskytte deres æg mod minken. Så jo der er meget misforstået dyrevenlighed!

    • Det er ikke bare ænderne der lider under det, det er vist ca hele dyrelivet. Jeg forstår heller ikke at man kan vise sin modstand mod pelsproduktionen ved at gøre sådan noget.

  2. Haha, jeg kender en dame, hvis svigerdatter pure nægtede at spise noget med ‘søde øjne’. Det har kyllinger og grise ikke, så dem kunne hun godt spise … Jo, du har fuldstændig ret, der er indimellem nogen, der mister jordforbindelsen med alt det der dyrevelfærdshalløj. (Ikke at jeg ikke går ind for dyrevelfærd, men altså). Forresten en ret sød krølbasse af en gris – den er da alt for nuttet til at spise 😉

    • Så må man jo gå ud fra at hun spiser fisk, blæksputte, østers og tilsvarende særheder.

      Jeg går da også ind for dyrevelfærd, men i min verden er mennesker mere værd end dyr, og jeg har ret svært ved at se forskellen på opdræt af hjorte og køer. Bortset fra at hjortene har det betydeligt bedre indtil de bliver til kød.

      Ja, de er søde…. skægge.. men smager altså for godt til ikke at spise.

  3. Hvem er naiv? Dig?? Nej! Det er dem, der tror det gør en forskel, at de boykotter og/eller ødelægger dyreopdræt.
    Du har fuldstændig ret i, at disse hjorte nok har haft et betydeligt bedre liv end svinene på masseproduktionsfarmen, men mennesket er nu engang skabt til at være kødæder, uagtet hvad vegetarerne mener om det 🙂
    Og nej, selvfølgelig er jeg (heller) ikke imod dyrevelfærd – men jeg har heller ikke noget imod jagt … har bare en landbrugsmæssig bagrund og kan blive noget så … 1-2-3, når jeg hører på eller om frelste, men uvidende/tankeløse mennesker.
    Som jeg opfatter diverse aktivistgrupper. Beklager 😉
    Tak for et rigtig godt indlæg, der godt kunne fortjene at blive ophøjet til en kronik et eller andet sted.

    • Jeg har dog lidt respekt for disse veganere, for de tager i det mindste konsekvensen af deres holdning, og spiser ikke kød eller “misbruger” produkter fra dyr med bevidsthed. Har naturligvis lidt svært ved at følge en debat om insekters bevidsthed, der kategoriserer dem lige over planterne.

      Men det der nok overrasker mig mest var at en hjorteopdrætter havde de her bekymringer. Synes at det er det glade vanvid at lukke sådanne dyr ud i naturen. Uanset om det er hjorte, mink eller andet. Det er en tanke der er så fjern for mig at jeg blev dybt chokeret over pludselig at møde skepsis og bekymring over at jeg bare ville tage et billede af en buk.

      Men ja, vi spiser kød og da vi ikke vil spise det levende, så må vi jo slå kødet ihjel. Grise, fisk, køer, hjorte, elge, kænguruer, høns eller fasaner. Det har ingen betydning i min verden. Bare det bliver gjort nogenlunde effektivt, da jeg bestemt ikke bryder mig om unødige lidelser.

  4. Hvis du er og var naiv på grund af din undren, så er vi flere.
    Jeg fatter intet af det overdrevne hysteri der ind i nellem dukker op, under dække af misforstået dyrevelfærd.
    Jeg håber hun stoler på dig, og du må kigge forbi gården med et kamera.

    • Det tror jeg også – men vidste du mon at hjorteopdræt havde den slags bekymringer?

      Det gjorde jeg bestemt ikke – så jeg må jo være lidt naiv.

      Jeg tror faktisk hun stoler på mig, men lysten til at tage det billede punkterede en smule.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s