Implosion

Implosion er det modsatte af eksplosion. Et pludseligt indadgående kollaps, f.eks hvis en beholder med lavt tryk i forhold til omgivelserne, pludselig falder sammen.

Sådan står der på wikipedia. Og så passer det jo nok.

Det er sådan min dag har været, ventende på at noget skulle ske. At omgivelsernes pres blev alt for meget større end det indre pres for ikke at bryde sammen.

Hvis jeg ellers evnede det ville jeg have grædt mig igennem dagen. Det evner jeg så ikke, så jeg venter bare.

I går hos psykologen var det svært, men det er som om min verden er væltet i dag. Var på arbejde i dag og først skældte chefen lidt ud over at jeg ikke var god noktil at blive hjemme, når jeg nu var syg, for så senere at se på mig og ønske god weekend med et “kom nu hjem under dynen”. Tænkte at dét skulle fedt hjælpe på mit problem her og nu. Håbede at hun ikke kunne se mit indre kaos, og hvor tæt på sammenbruddet jeg var. Godt det samme, lige der.

Jeg må bare ikke falde helt sammen. Men mon ikke det ville være lidt sundt hvis jeg gjorde det. Bare en lille smule. Bare ind i mellem. Har alt for meget kontrol og er alt for bevidst om at det er latterligt og skamfuldt at græde, når nogen ser det.

Hvor har jeg dog lært meget forkert i verden, og hvor sidder det dog godt fast.

Reklamer

20 comments on “Implosion

  1. Der er så meget nemmere at eksplodere, at skælde, at brokke, at…. For så har vi kontrol og er dominerende… Men at synke sammen, give efter for trykket gør bange for at miste det vi tror vi har: kontrollen…
    Men hvis vi giver slip, lader tårerne flyde, trække vejret dybere end før, lader angsten komme op – så opstår der netop den stærkere strøm, den fleksible side, den dybere essens, som gør det muligt at se på os selv og forandre vores holdninger til vores liv.
    Hav mod til det skridt du er ved at tage, for du har den indre styrke til at klare det 🙂
    Knus

    • Jeg kan sagtens følge dig i det du skriver.. men det er et af mine største handicap. Mangler evnen til at slippe kontrollen i de situationer. Jeg kan miste kontrollen kortvarigt under angstanfald og lign. Men ikke i de her situationer, og slet ikke når jeg ikke er alene.

      Må være rart at kunne med de fordele du lister der.

      • Der var mange år, hvor jeg kun kunne græde af raseri. Det lettede på trykket, men intet andet. Da jeg endelig kunne slippe mere, da kom hulketurene, angsten, forladtheden op…. Og der var en lettelse at kunne mærke disse følelser, at begynde at kunne definere mig selv derigennem. Selv om et gjorde ondt, så var jeg blevet mere levende og kunne begynde at udvikle mig…. Så mærker du bare en lille tåre ind i mellem, så byd den velkommen….. Knus

        • Jeg tror – over en 8-10 år periode – så har min kæreste kun set mig græde 10 gange eller sådan noget. Det sker så sjældent at det gør helt ondt. Jeg kan bare ikke med publikum på, og går helt i baglås. Og det er så den baglås, blandt psykologen har set et par gange hvor hun var været nødt til at dirke mig op igen. Det er den manøvre jeg lidt forsøgsvist kalder “at klø mig bag ørerne”.

          Jeg ville gerne at dét var anderledes for det du siger der er du jo ikke den eneste der siger til mig. At det hjælper. Jeg kan bare ikke give slip. Har alt for meget lært at det alt for meget er “forbudt”. Lidt latterligt og alt for pjevset. Det er farligt at mærke følelser, når følelser er så farlige.. sådan ca sådan er det for mig.

  2. Du må da gerne græde, selvom nogen ser det. Gråd er følelsesforløsende og godt. Der er ikke noget at sige til, at det var en hård tur hos psykologen, hvor du jo netop skulle tage fat på alt det, der er så svært for dig. Men du får 10 gange mere ud af turene hos psykologen, hvis du tillader dig selv at græde bag efter.

  3. Øv, så er der altså også nogle tude-spøgelser, du skal jagte. Håber, at psykologen kan hjælpe dig med det også. Ingen skal skamme sig over at græde (selv om vi generelt ikke er så gode til at håndtere grædende personer, hvis de ikke hører til de allernærmeste), og som Susanne skriver, så gør en ordentlig tudetur godt på en eller anden sær måde.

    • Ja, der er nogle spøgelser dér også. Men skulle det ske for mig var psykologens “rum” nok ikke det værste sted til den slags følelses-udbrud. Tror hun er i stand til at håndtere det, hvis det endelig skulle være. Og mon ikke hun osse kunne bryde igennem, hvis hun virkelig ville, men blot er nervøs for hvad der så sker bagefter. Jeg skal jo helst kunne gå ud af døren igen og fungere bare nogenlunde i virkeligheden.

      Jeg tror faktisk ganske meget på jer – om at det hjælper.. Og I er ikke de eneste der har prøvet at overbevise mig om det. Men gamle skamfuldheder, hån og ydmygelser sidder så utroligt dybt i sjælen at jeg ikke tør, kan, magter at slippe den kontrol.

      • Næh, psykologens stue ville da helt sikkert være et godt sted at starte, for hun ville da om nogen kunne tackle det/dig, hvis du begyndte at græde. Og på et tidspunkt når psykologen vel også så langt, at hun ‘tør’ lade dig græde, fordi hun er overbevist om, at du kan holde til det. Også når hun har sagt farvel …

  4. Det er hverken latterligt eller skamfuldt at græde.. I dag har jeg været sammen med 200 -300 mennesker, jeg har grædt sammen med store stærke mænd, ingen af os var latterlige eller skammede os, vi var kede af det, og det har du også lov til at være, både alene og sammen med andre.

    • Jeg ved det godt, og kunne heller ikke selv finde på at tænke sådan om andre, der havde det behov. Men den gælder ikke for mig selv.
      Er en stilfærdig trøster for andre men lukker af for mig selv. Desværre har visse tolket det som en form for følelsesmæssig kulde og kynisme fra min side.

  5. Det er helt sikkert svært at sætte sig i din situation. Jeg synes, det er flot, at du er så åben omkring det, der er sket. Bare det, at du taler/skriver om det er en hjælp, tror jeg. Følgende lyder måske banalt, men derfor kan det godt være sandt. Det stod på et kort, som jeg fik i en svær periode: Yesterday is history, tomorrow is mystery, today is a gift!

    • Den kender jeg godt, men det betyder ikke at man bare kan og skal lægge fortiden væk som mindre betydende. Det betyder for mig at fortiden er den bagage vi er udstyret med, og som former dem vi er nu og i fremtiden. Men fortiden må gerne gøres håndterbar – hvor svær den end er.

      Velkommen på min blog forresten og håber at se dig igen herovre.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s