En weekend med familien

Indrømmet, vi er et par herhjemme, der kan rigtigt meget selv. Men to ting er vi altså ikke så gode til. Det der med biler kan vi kun til husbehov, og hvad man sådan ca samler sammen igennem en længere årrække med brugte biler. Og det andet – det er at styre en boremaskine i betonvægge. Dér må vi altså også give op på forhånd, da alle huller ellers bliver så store og brede, at man let kan gemme en telefonpæl i det (smålumre tanker er her utilsigtede, men tilladte).

Så i går kom min svoger og vores gode ven med boremaskiner, bor og alt muligt andet udstyr for at sætte lamper, billeder og et par tv op på vægge og i lofter.

Det gik ikke helt godt, for det viste sig, at boremaskine-mesteren havde været en tur i byen aftenen før og havde et ganske tungt hoved. Og i øvrigt havde visse problemer med at få indstillet sit indre vaterpas-blik til helt lige. Stakkels mand. Men han kæmpede en ganske brav kamp og tingene endte altså også med at hænge lige.

Til gengæld virkede lampen ikke i køkkenet, lampen i gangen viste sig at hænge ved et loftudtag, der ikke havde forbindelse med nogen kontakt (hvor dælen skulle vi dog vide dét fra – når der ikke har været en lampe hidtil), halogenpærerne havde ikke overlevet flytningen i en tredje lampe, som vi fejlsøgte effektivt og længe på inden vi nåede frem til den i øvrigt ganske indlysende fejl. Ding-Dong uret kom op og hænge på sin plads, men nægter stadig at ding-donge, det fine maleri, der rettelig burde hænge på et museum i jylland, kunne ikke sidde ordentligt fast i, hvilket gør ophold i sofaen under det til en lidt utryg oplevelse og vægbeslaget til Tv´et viste sig at være for stort. Efter at hullerne var boret, naturligvis. Nå, det lever vi med, i sikker forvisning om, at det nok går med dette tv som med de tidligere. Det går i stykker en dag og bliver udskiftet med et større. Så er vægbeslaget klar. Lampen i soveværelset hænger så lavt så det kun er mig, der kan gå under uden at få sære mærker i panden og ledningen er for kort. Så der er stadig buldermørkt i soveværelset.

Der er altså stadig lidt småfixerier, som skal klares inden vi kan erklære os for færdige. Men er dog lidt tættere på i dag end vi var i fredags.

Og i dag gik den vilde jagt så på en bil til min svoger. Vi har været ganske langt omkring for at finde en vinterbil i køreduelig stand til en pris, han kunne betale. Hvilket viste sig at være mere end vanskeligt. Og jeg tror at læren til os selv og hinanden må være; næste gang vi skal sælge en bil skal vi gøre det lige efter lønudbetalingsdag. Næste gang vi skal købe en bil skal vi ikke gøre det lige efter lønudbetalingsdag. Alle de gode biler var solgt, da vi nåede frem. Hver gang. Så vi endte med at vende snuden hjemad uden bil. Og med lidt sure miner over at vi ikke lige udlånte designikonet. Men dét gør vi altså bare ikke, da vi har en uforholdsmæssig stor del af vores økonomi bundet i den bil, og at der derfor er en oldgammel aftale om at den ikke udlånes i dagevis. I øvrigt er det jo osse vores eneste bil, og vi kunne jo selv få brug for at have den til rådighed. Så han blev sat af uden for sin dør og må acceptere at lade sig transportere til og fra jobbet af det offentlige i et par dage, mens hans anden bil (skabt til sol og sommer og med stoftag) er på værksted. Stakkels ham. Helt ærligt, så har jeg altså lidt svært ved at have alt for ondt af ham.

Og det var så den weekend og kors hvor er jeg dog træt. Det er lige før jeg glæder mig til at komme tilbage på jobbet og de vante omgivelser. Vil glæde mig til at kunne være et sted uden, at der lyder boremaskiner omkring mig og få lidt ro på igen.

Det er faktisk også nødvendigt for næste uge byder på en ny tur til psykologen og hun sætter tommeskruerne på mig nu. Sidste gang talte vi en del om hvordan jeg havde tænkt over min barndom her i sommerens løb, hvor jeg har haft lidt fred og ro til at tænke mine egne tanker. Men jeg måtte jo indrømme at jeg havde prøvet at tænke så lidt som muligt, fordi jeg jo ikke lige vidste om jeg skulle fortsætte den behandling og helst ikke ville åbne op for alt for meget skidt og ragelse, hvis jeg ikke havde nogen steder at “gå hen med det”. Så kigger hun lidt skævt på mig og siger – jammen nu fortsætter vi jo. Så nu må du gerne tænke lidt igen. Og det har jeg så gjort.

Det er lidt vanskeligt helt at forstå hvad jeg kan vinde ved at gå i detaljer med misbruget. Tale om detaljerne. At det er nødvendigt. Og så alligevel ikke, for jeg ved jo godt at jo mere jeg fortæller om dem, jo ufarligere bliver de i mit liv. Jeg skal altså til at tale om min bror igen. Jeg skal ville det og turde det.

Og det bliver svært, for vi er ved at nærme os den berømte kerne af løget. Der hvor alle lagene er skallet af og kernen står tilbage. For mig er kernen de ting jeg aldrig har talt om, og dårligt tænkt på, fordi det bare var alt, alt for svært.

Hvorfor sagde jeg ikke noget, gjorde noget? Hvorfor opdagede ingen at noget var helt galt, eller gjorde de? Et eller andet sted spiller det her indlæg osse en rolle. Eller måske ikke så meget selve indlægget, men mere det, der står mellem linjerne. Hvordan man lærer et barn ikke at spørge, ikke at tale og ikke fortælle.

Det er godt, at der er lang tid til torsdag.

 

 

 

Reklamer

12 comments on “En weekend med familien

  1. Hvor er det dejligt at I fik nogle ting op at hænge med boremaskinemesterens hjælp. Jeg kan heller ikke sådan noget med en boremaskine og aner ikke hvordan man finder den rigtige størrelse skruer og rawplugs. Heldigvis har jeg en god ven, der er sød til at komme og hjælpe.

    Det er godt, at du skal til psykologen, og at I skal til at tale om kernen i løget, for det er bare nødvendigt for, at du skal kunne leve videre som et helt menneske, og jeg fornemmer, at det er det du gerne vil. Hvis det er en god psykolog vil hin nænsomt føre dig igennem processen – og hun virker jo rigtig god.

    Det værste vil være, hvis nogen anede, at noget var galt og ikke greb ind. Det er så frygteligt at erkende, og der kan man virkelig tale om at gøre et barn fortræd.

    • Jeg kan i teorien, men har ikke kræfter nok til at holde maskinen stille når modstanderen er af beton, så det måtte jeg opgive på forhånd.

      Jeg ved det godt, at det er det der skal til. Men er vist en ganske genstridig klient for jeg har svært ved at give efter for smerten. Altså den mentale, så lukker jeg hellere ned og af. Så hun skal være god for at lirke forsvarsværkerne op. Det er hun så også. Tror jeg.

      Det kan jeg jo ikke vide, men mon ikke der var nogen der anede at den relation var helt gal.

  2. Jeg har nu altid ment at det var boremaskinen der var dum, når den lavede de store dumme huller. Af en eller anden mærkværdig grund, er den væsentlig mere medgørlig når det er Hasse der har fat i den.. 🙂

    Det lyder som om du har en hård torsdag i denne uge.. Du giver bare lyd, hvis jeg skal sætte kaffen over..

    • Visse ting er mænd altså bare bedre til. Det må selv jeg erkende.

      Det bliver ikke spor rart – så tak for kaffebuddet. Vi kan vende tilbage til det på torsdag… ps – tak for æblerne sidst.. vi har smovset i æblekage her i weekenden.

  3. Ja – jeg tænker også tit på at det er bedst at købe lige før lønningsdag.. Så kan man også bedre prutte om prisen. Men han overlever nok det offentliges udbud et par dage!

    Jeg kan forestille mig at det er en stor mundfuld du skal til at tænke over nu. Jeg ønsker dig styrke på vejen!

    • Det er i hvert fald en lektie vi har lært efter at have kørt et par hundrede km rundt efter biler, der viste sig at være blevet solgt ca en time før vi ankom.

      Tak.. får brug for den – for den bliver tung.

  4. Uf! Jeg ville nødigt være i nærheden af et slagbor og endnu mindre prøve at bruge det, hvis jeg havde tømmermænd. Det er da rent selvpineri!

    Pinefuldt bliver det nok også på torsdag, og du vil sikkert føle dig som en brugt karklud bagefter. Her kan man virkelig tale om, at det skal-være-skidt-før-det-bliver-godt. Jeg synes, det er en trøst at vide, at du med netop den psykolog er i de bedste hænder. Fat mod. Ja, det kan jeg jo sagtens sige, men hvad skal jeg ellers sige, her fra sidelinien langt ude i de yderste kartoffelrækker 🙂

    • Jeg synes faktisk også at det var rigtigt synd for den stakkels mand, men han udstod torturen med oprejst pande og godt humør.

      Det kan godt gå hen og blive rigtigt ubehageligt, men der er jo nok et formål med dét også, og dit fat mod er slet ikke malplaceret eller distanceret, selvom det kommer derude fra de der kartoffelrækker, der da vist ikke er helt de yderste, men ca i midten. Men hey, jeg aner jo ikke hvor du skriver fra, så hvis du sir de yderste – så har du sikkert ret 🙂

  5. Man kan jo ikke hjælpe og redde alle, her tænker jeg mest på den billøse mand.
    Jeg er nu også glad for at jeg har en mand der kan, og også elsker, at håndtere alle de maskiner som vi altid har for lidt af 🙂
    Jeg håber bestemt du kommer et skridt videre hos psykologen. De bedste tanker herfra.

    • Han er jo heller ikke alle. Han er det tætteste jeg nogensinde kommer på at have en søskende relation med et andet menneske, uden rigtigt at have det. Men må indrømme, at jeg er en smule træt af at vi skal redde ham ud af små problemer. De store stiller vi altid op til, hvis vi altså ikke kører træt i de små.

      Ifølge kæresten er vores maskinpark også mangelfuld, men en borhammer står ikke på ønskesedlen, for den har ingen af os armkræfter til at holde stille.

      Tak for tanker og støtte.. de hjælper altså en masse. For jeg ved at det bliver møgsvært.

  6. Godt at I fik lidt hjælp til boringen, det er ikke let at holde sådan en tung boremaskine. Mange varme tanker til dig på torsdag hos psykologen.

    • Hovsa… der var du jo.

      Velkommen tilbage til verden.. sådan ca.

      Det er sgisme ikke et spørgsmål om at den er tung, det er vist mere et spørgsmål om at holde den stille når borhammeren går i gang.

      Forresten… vinke vinke… har du set det med raw billederne og det gratis alternativ til photoshop… indlægget er egentlig skrevet til dig… du efterlyste det, vist.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s