Nørd på wannabe-måden

Jeg kender en dame, der lige er fyldt 80. Hun bevæger sig rundt ved hjælp af to stokke, når hun ikke på bedste Tante Møhge stil bliver skubbet af sin datter.

Men hun er en skøn kone, der følger aktivt med i alt hvad der rører sig i samfundet. Hos hende finder man ingen ugeblade, ingen kryds og tværs eller letlæste Barbara Cartland romaner. Hun nørder derimod rundt i de seneste fund af dinosauria, hygger sig med en historisk gennemgang af Maria Magdalenas betydning i de forskellige kristendomsretninger. Kan læse de nødvendige sprog, og er en aktiv diskussionspartner når jeg møder hende. Jeg lærer om fossile hajer ved grønland, om Sir Poppers fejlagtige ideer og tanker. Vi snakker kryptozoologiens bevismæssige udfordringer, Natos historiske betydning og vurderer statsministerens kvaliteter eller mangel på samme.

Men nu har hun fundet et nyt emne. Computere. Jo, der er jeg jo nok lidt mere på hjemmebane end i de ovenstående (måske lige bortset fra Sir Popper). Hun har nemlig fået bevilget et mere eller mindre komplet udstyr af kommunen. Dvs computer og en CCTV enhed. Hedder det vist. For hendes problem er at hun er utroligt svagtsynet, og skal derfor have særlige hjælpemidler for at kunne fortsætte sin næsten forskeragtige interesse for alt muligt underligt. CCTV er et elektronisk apparat, der ved hjælp af et videokamera, en lille computer og en skærm forstørrer tekst og billeder op i en størrelse hvor de svagtseende kan se dem. Det er rigtigt smart, og hun er lykkelig for den, selvom hun jo nok synes at det ikke er så meget tekst, der kan være på skærmen af gangen.

Men hun skal også have en computer, jo. Sådan en særligt tilpasset bærbar computer for svagtseende. Printeren må hun selv købe og det gjorde hun så. Før computeren arriverede, forstås. Hun er dog ikke helt overbevist om at den vil være god nok til hende, så hun kigger osse efter almindelige bærbare. Og spørger mig hvad der er bedst – en 17’’ LCD eller en 15’’ LED skærm. Jeg prøver at svare sandfærdigt, men tænker, at det kan sgisme være ganske lige gyldigt om den er det ene eller det andet og at de to tommer nok ikke gøre verdens største forskel for hende. Jamen fastholder hun – hvad er det bedste. Suk, LED skærmen er som regel bedre. Og mere strømbesparende. Hun sætter mærke ved den i reklamen. Tvivler dog på at kommunens hjælpemiddelcentral udleverer bærbare, optimeret til svagtseende – med LED skærm.

Som sagt stod printeren på gulvet, da jeg kom sidst. Pakket ud, næsten. For hun kunne ikke se til at få fjernet alle de der små tape-strimler sådanne dimser er udstyret med. Det fik jeg lov til, og der åbenbarede sig den mest avancerede fotoblækprinter man kunne finde. Den med WIFI, bluetooth og særlige scannerprogrammer, så den kunne køre uden en pc. Naturligvis kan den også skrive ud, kopiere, scanne og lave billeder.

Jamen, siger hun, når jeg kigger bekymret på vidunderet med de mange funktioner, jeg vil jo kunne ligge med computeren på min seng og så kunne skrive ud alligevel.

Det lyder jo besnærende med en printer, der altid er tilgængelig uden, at hun skal fedte rundt med kabler. Som hun ikke kan se.

Problemet er desværre bare at jo mere avanceret udstyret er, jo flere menuer er der. Og dem kan hun heller ikke se. Tror faktisk hun ville foretrække kablerne.

Nu vil hun have trådløst netværk. Mindre kan ikke gøre det. Jo, det kan jeg også godt forstå, men med mit kendskab til trådløst netværk bliver jeg lidt forbeholden. For det kører sjældent problemfrit, og så skal det genstartes. Det kan hun heller ikke se til. Og hvad så?

Men hun vil have en iPad osse – og den skal jo køre på trådløst. Suk, ja. Når det virker. Og altså. Der er jo lige det der med touchscreens: jeg kan uden at rødme sagtens indrømme at jeg var ved at kværne i gulvet af forbløffelse den dag hun præsenterede mig for sin nye mobiltelefon. En HTC android. Der opgav jeg altså på forhånd og nægtede pure at sætte hende i gang.

Altså, en svagtseende der er vant til at føle sig frem – på en touchscreen ??  Hun får jo startet alt muligt mystisk op mens hun leder efter knapperne. Den går bare ikke, og det er også derfor jeg er lidt forbeholden overfor ipad ideen.

Og man kan da heller ikke have en fotoprinter, der i følge reklamen kan lave de fineste billeder, uden at have et kamera. Så nu har hun også fremskaffet sådan et. Det mest avancerede, naturligvis. Med GPS og det hele. Jammen, siger hun når jeg kommer med mine stilfærdige indvendinger, det skulle jo være godt, jeg ville have manuelle indstillinger, det skulle kunne være i en lomme og det skulle bare have en Leica linse. Ok, det er et fint lille kamera, der kan det hun gerne vil – men helt ærligt – det er så småt i skriften på displayet, at hun nærmest skal have dét hen under CCTV´en for at læse om blænden står på det ene eller det andet. Hvilket begrænser valg af motiver en smule.

Med det resultat at hun bruger det på EASY funktionen. Point and Shoot. Og ser aldrig sine billeder, for hun har hverken kortlæser eller computer – endnu.

Jeg prøver faktisk at gøre hende begribeligt, at hun skal maksimere kvaliteten på det hun kan og så glemme alt om hvad hun kunne. Det vil sige købe en hammergo printer, som godt nok ikke kan så meget, men til gengæld har farvede knapper – og dermed let findbare – i stedet for et display. Et kamera, der er så avanceret at det tager gode point and shoot billeder men ikke kan andet, og derfor på forhånd er optimeret til det.

Jeg taler for døve øren. Hun vil have det bedste. Kalder hende efterhånden for Tante Stædig.

IMG_1723Og nu har hun så bedt mig finde ud af om det kamera rent faktisk er godt nok, så jeg har lånt det. Er nu atter i besiddelse af et nogenlunde ordentligt lommekamera – i hvert fald i etpar uger. Det bliver jo hyggeligt nok, da sådan et kamera nok er mere fristende at hive med på arbejde end det store systemkamera.

Da hun fik det her kamera skulle jeg også vise hende til rette. Så jeg tog et billede af hendes rullestol, og  forklarede hende stille og roligt lidt om det. Fint siger hun – hvordan gemmer man?
Så viste jeg hende smile og portrætfunktionen ved at skyde et billede af mig selv i strakt arm. Fint siger hun så – hvordan sletter man?

Hmmm ….

Forresten, hun har naturligvis også en Bluray afspiller. For det er jo det bedste. Og DAB radio, og diverse transmittere. Og et sæt walkie-talkies. Og en større samling af egne jagtvåben, for på svalbard og grønland kan man jo ikke færdes uden at kunne skyde. Og en B&O telefon, lige anskaffet. For det er jo det bedste. Og flotteste. Vist, en beocom 2 er da en skulptur på bordet i forhold til produkterne fra DORO, men at knapperne på sådan en er så små at hun ikke kan se dem – det havde hun ikke lige tænkt på.

Rent faktisk kan jeg rigtigt godt lide hende, for hun nægter at lade sig standse af begrænsningerne i hendes høje alder. Men det altså også lidt besværligt når jeg skal redde hendes tekniske fejltagelser ind i mellem.

Det bedste stykke teknik hun har – det er fjernbetjeningsrelæerne til hendes lamper. Se, det er teknik der giver mening. Nu kan damen gå ind i stuen og have tændt alle stuens lamper ude fra gangen på forhånd, i stedet for at rage rundt efter kontakter mellem bøger, papirer, ledninger og overflødig teknik, med overvældende risiko for at falde til følge.

Reklamer

4 comments on “Nørd på wannabe-måden

    • Jeg kan også sagtens se mig selv spejlet der 🙂 Og tager det lidt som en løftet pegefinger om at skaffe det bedste inden for de rammer jeg kan udnytte det.

      Og hun er ganske særlig. På mange måder.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s