Solgt!

Langt om længe er vores drillebil blevet solgt, og hvilken lettelse dét var. Det var sidste brik i det puslespil, der handlede om at få lidt mere luft i budgettet, så jeg ikke skulle arbejde så mange timer, og at der stadig var råd til at gå til psykologen. For selvom jeg får tilskud, er det altså et smådyrt projekt.

Vi sad før i en halvdyr, men god, lejlighed et pænt stykke uden for byen, midt i den fedeste natur man kan tænke sig. Vi havde begge arbejde, men ikke altid de samme arbejdstider og skulle derfor bruge en bil hver. Ikke mindst fordi vi også har en hund, der jo ikke kan være alene hjemme i små evigheder. Vi brugte formuer på transport (vedligehold/benzin/forsikring), for selvom man får et klækkeligt befordringsfradrag er det jo ikke ligefrem en god forretning af være +50 km pendler. Hver vej.

Så da muligheden kom for at flytte ind til byen (oven i købet til billigere husleje) satte vi en særlig tre trins raket i luften. Flytning -> ned i tid -> sælg bil.

Heldigvis havde vi ikke travlt med det salg, for vi kunne godt finansiere flytningen alt inkl uden at skulle regne med hvad vi nu fik for drillebilen på forventet efterbevilling, så da alt var godt overstået og de største ting, der skulle kasseres var bortskaffet, blev bilen vasket og støvsuget og sat til salg. Heldigvis stod min reservebror for selve salget, for det er jeg ikke god til. Jeg ved jo lissom hvad der er galt med den der bil, ikke?

Men at sælge en bil (i 20.000 kr klassen) i privatsalg er altså en oplevelse af de mere specielle.

Rigtigt mange særlige typer ringede og sagde “vi kommer og henter bilen nu, ja? Betaler 11.000, ja?” Det blev nej, nej. Min svoger var hård ved disse typer. For siger man ja til at de kommer og henter bilen til den pris, så bliver den pris det nye forhandlingsudgangspunkt på stedet og de kommer i flok, finder imaginære fejl og kan opføre sig småtruende. Og inden man har set sig om har man solgt sin bil for ingenting.

Men så ringede der en dame, som var interesseret i bilen. Det viste sig, at hun boede i naboejendommen, og faktisk havde set bilen holde på vejen. Den ville hun nu gerne prøve. Helt ok, sagde han, og prøvede så at sælge til os at det var glimrende at det var en nabo, der ville have den.

Neeeeej, hovedet ned i bordet. Den bil skal så langt væk som overhovedet muligt. Altså vi er lige flyttet hertil, og jeg har en hund, der er let genkendelig (spørg bare Ellen, der fik et hvast afvisende blik da hun rettede kameraet mod den) og jeg går rundt i området hele tiden. Skulle jeg sælge drillebilen, med dens fejl, til en nabo? Som så kunne forfølge mig og kalde mig snyder og hvad ved jeg. Nej tak. Så stor var lettelsen da de efter prøveturen mente at der var noget galt med motoren, og derfor ville have den for 8000 under prisen. Hmm, den har flere fejl, men ikke på motoren. Så meget ved jeg da.

Tilfredsheden er derfor stor med, at dem der faktisk købte bilen i weekenden kom fra en by ca 60 km væk. Jeg håber bestemt ikke at se dem igen. De brugte næsten 30 minutter på at gennemgå bilen så jeg må gå ud fra at de har haft en fair chance for at finde fejlene, der alle kan konstateres ved grundigt gennemsyn. Vi gik 2000 kr ned i pris og var glade, for det var stadig 3000 over vores egentlige mindstepris.

Så nu bor der nogen langt væk der har købt sig en stationcar med klassens største og bedste bagagerum, vinduesviskere, der er sat fast med en stump gummi, et sidespejl, der er repareret med haveslange, et hul i tanken, en knækket fjeder, bagrudevasker, der vasker bagagerummet, baklys, der ikke virker, et bluetooth anlæg med handsfree, der skratter og et tandremsbytte, der bør foretages før de tror (det står i servicebogen – de kunne bare have læst det).

Men jeg er nu ingen snyder af den grund. Vi havde sat prisen 4.500 kr under alle andre tilsvarende biler, og det bør i sig selv få den kloge køber til at tænke sig godt om og kontrollere ganske nøje hvad der egentlig er galt med den bil. Prisen var på forhånd sat efter bilens stand, fejl og fordele – det må være køberens opgave at finde fejlene.

Jo, jeg er glad for at den ikke blev solgt til naboen!

Vi skal egentlig ikke bruge pengene til noget, ud over genopfyldning af buffer, men vi er allermest lykkelige for at spare penge i fremtiden. For den udgift vi ikke længere har. Salgsprisen var dybest irrelevant i sammenhængen. Det var budgetposten vi ville af med.

Projekt bedre økonomi, mere tid, mindre arbejde er hermed gennemført!

Reklamer

12 comments on “Solgt!

  1. Der faldt en sten, kan man næsten fornemme, og ja, jeg ville nok også have haft det dårligt, hvis naboen havde købt den bil.
    Du bekræfter alle mine mine fordomme ved at købe en bil privat – ikke at du har gjort noget forkert, men du har meget tydeligt beskrevet alle de ting, jeg ville have overset, hvis jeg havde været køberen.
    Jeg har af samme grund aldrig købt en bil uden uden at have allieret mig med en mere bilkyndig ven – man kender vel sine begrænsninger 🙂
    Tillykke med den forbedrede økonomi.

    • Tak, jo det hjælper altså på det at slippe af med bil nr 2.

      Jeg får jo næsten dårlig samvittighed over at jeg gjorde opmærksom på de kendte problemer, men jeg har det altså sådan at når prisen er ca 70 pct af normalprisen og produktet er en brugt bil, så mener jeg nu nok at folk må tænke sig selv til at der naturligvis er fejl. Især fordi vi jo gik yderligere ned i pris.

      Vi har også bilkyndige med når vi køber bil, men min bedste bil valgte jeg alene. På mavefornemmelsen.

      En dag når vi ses igen skal jeg gerne fortælle dén historie, der sikkert vil more dig.

  2. Haha, ja bilhandel mellem private er en jungle og ikke for sarte, ukyndige sjæle. Og bevæger man sig ud på det marked som køber, må man enten selv have mekaniker-forstand på biler eller alliere sig med en, der har. Og hvis ikke, ja så er man selv lidt ude om det. Er min holdning. Sådan burde det muligvis ikke være. Men det er det. Slut. Færdig.

    Tillykke med genopfyldt buffer 🙂

    • Sådan er det.. de har fået den bil de betalte for, men ikke den bil de troede. Sådan ser jeg på det, men har de en mekaniker til rådighed er den nu ganske billig at få fuldt duelig. Vi gad bare ikke mere og havde heller ikke råd, men har heller ikke en mekaniker til rådighed.

  3. Det er vel ofte sådan at man får det man betaler for.. og det gælder også i forhold til drillebilen.. I har jo netop sat prisen lavt fordi den ikke er i perfekt stand.. Men jeg kan ski godt forstå du er lykkelig for at den ikke endte i nabolaget.. 🙂
    Tillykke med salget og med det større økonomiske frirum..

  4. Nej jeg har også “folk” til den slags!
    Godt I er af med den og at I ikke ser den igen. Forhåbentligt!!

    Det er så skønt at tænke på alt det man sparer 🙂

    • Vi ser den ikke igen.. vi vil ikke se den igen.

      Ironisk nok lå regningen for forsikringen i postkassen dagen efter.. en regning på 4500 kr vi kan rive rituelt i stykker, ikke uden en vis nydelse 🙂

  5. Vi nægtede min bror at købe vores 17 år gamle golf. Helt af samme årsag. Den er langt væk. Tillykke med salget og den plads, det har givet. Det bliver godt for jer.

    • Det bliver mærkbart, det er der ingen tvivl om. Tror faktisk at min svoger overvejede selv at købe bilen, men det ville have været ok, for han kendte til dens fejl og dens fordele (og dem var der bestemt osse en del af), men tror den lå lige i overkanten af hvad han har råd til.

  6. Hvor er det dejligt at den er solgt – og så at den er kommet langt væk. Den lyder ikke som om den var værd at samle på. Jeg har ikke forstand på biler, men det lyder som et ‘mekanikertilbud’. Tillykke med den gennemførte tretrinsraket, det bliver dejligt at få mere luft i økonomien og at få bufferen fyldt op igen.

    • Ikke lige et mekanikertilbud, men godt på vej. Faktisk var det en ret ok bil, hvis man kunne leve med dens særheder. Det er simple reparationer der skulle til.

      Det er sådan en specialitet vi har i vores liv – at gøre tingene i rækkefølger og efter en plan. Og – at vi tilpasser os problemstillinger før de er aktuelle.

      Og … herinde i byen har vi altså ikke noget at bruge to biler til. Så det ville være tåbeligt at beholde den.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s