Angst-bevidsthed

Oplevelsen i weekenden hos Ellen og John spøger altså stadig. Og den er i dag blevet suppleret med en oplevelse til.

Jeg slog et smut omkring min chefs skrivebord for et udveksle et par beskeder, og da jeg stod i døren hørte jeg hende tale med en anden kollega om en eller anden oplevelse hun havde haft i den lokale bilka.
– der var mennesker overalt, de gik i alle retninger og jeg kunne ikke finde det jeg skulle bruge, og ingen kunne hjælpe, de amatører. Og du ved jeg er kontrolfreak, så jeg var lige ved at smide mine ting og gå udenfor. Jeg kunne ikke få vejret derinde..

Så får hun øjenkontakt med mig og siger
– det er altså forfærdeligt, ikke?
– Jo, det er forfærdeligt, og nu ved du ca hvordan jeg har det en stor del af tiden – fra jeg går ud ad vores hoveddør indtil jeg går ind ad den igen.

Hun sender mig et ansigtsudtryk der består af løftede øjenbryn, et gennemtrængende og lidt gnistrende blik.

Hun så ud som om hun havde fået en indsigt som hun ikke havde haft før og fik det hele sat lidt i perspektiv.

Vi udvekslede de der beskeder med de sædvanlige småsøde (men ikke sukkerglaserede) bemærkninger og jeg tøffede hen til kaffeautomaten for at få justeret lidt i den indre koffein/sukker-balance. Og så ud ad døren og nyde hvad jeg forventede var den sidste sensommer-sol i denne omgang.

Så mærker jeg en hånd på min skulder – det er chefen. Hånden bliver lige præcis liggende længe nok til at jeg ved at hun vil sige noget vigtigt, og lige præcis for kort til at det kommer til at virke forkert.

– Jeg vidste det ikke – Vidste ikke at det var sådan det var. Er det sådan, det er? For dig?
– Ja, det er sådan det er. Ikke hele tiden, men ofte ligger den lige under overfladen. Men jeg er en velbehandlet én, så jeg kan faktisk håndtere det – som regel.
– Kære du – du har min respekt. Hvordan pokker klarer du det her. Jeg lavede jo bare sjov og havde det slet ikke så slemt – var jo nok bare en hedetur eller sådan noget. Men er det sådan det er?
– Ja. Det er sådan det er.
– Du burde jo ikke kunne være her, men jeg er så glad for at du er her alligevel, du er vigtig (!) for mig. Hvor er du kommet langt siden du sad overfor mig til ansættelsen. Hvem havde troet at dét ville gå så godt. Hver dag på arbejde må jo være en kamp….
– tjaeh, det kan jeg jo ikke nægte. Men vinder den som regel (skævt smil – garanteret med cappucino-skum og det hele).

Et lille klap på skulderen og hun er væk igen. Hun er nu ok.

Garanteret med en lille bitte forøgelse af indblikket i hvad det her angst egentlig er for en størrelse.

Det er invaliderende at have de her anfald. Eller burde i det mindste være det. Og det har jeg fået at vide mange gange, men det er som om den viden ikke er sunket ind endnu. Så jeg er ikke invalideret af det, men lever med anfaldene som jeg oftest kalder udfaldene i stedet. Det er mere midlertidigt på den måde. Noget der er forbigående. Regelmæssige, men forbigående.

I lørdags, sammen med Ellen, kom det altså. Og det har ganske givet noget med den der bro at gøre, men jeg er stadig helt blank på hvad det var for følelser den vækkede i mig, som sendte mig ind i mørket.

Men jeg var jo ikke alene. Jo, derinde i angsten var jeg. Men vidste jo, et eller andet sted derinde, at lige udenfor var kæresten, hunden og de to andre. Så det var bare at finde vej ud igen.

Nu er jeg rimeligt god til den manøvre efterhånden, og det er sjældent jeg behøver hjælp til at komme ud af det.

Og her bliver det altså rigtigt sårbart for mig. Når jeg har brug for hjælp til at komme ud. Jeg tror, at mange står usikre overfor det. Hvad stiller man op overfor et menneske, der er i angst. Lige her og nu. Tror mange vil se sig omkring og se på andre, der er til stede og spekulere på om de er tættere på og at det dermed er mere nærliggende, at det er dem, der gør et eller andet ved det her. Men det er faktisk ret simpelt at hjælpe – hvis man tør.

For er man tæt på et menneske i angst, og kender dette menneske godt nok til at vide, at det er dét, der sker. Lige nu. Så er man også tæt nok på til at hjælpe. (og jeg ved, at det er møg-svært).

  • Spørg om der er noget man kan gøre. Lyt til svaret.
  • Tag fat i en arm, en skulder – hvad som helst. Hvis berøring gør angsten værre, vil man ikke være i tvivl. Hjælper det, er man heller ikke i tvivl. Få en kontakt, og tænk på dig selv som et fyrtårn i mørke. Noget der viser vej til sikker havn. Se din arm som en pipeline for positiv energi og et dræn for den negative.
  • støt, men forklar ikke at noget ikke er slemt/farligt/forfærdeligt/sandt.
  • vis forståelse for at angsten kan styre – at det egentlig ikke er mennesket i angst.
  • vis glæde når angsten slipper sit tag igen og kontakten er genetableret. Enten ved en ren fysisk kontakt eller i den mere mentale afdeling gennem øjenkontakt.
  • undgå angstprovokerende “overraskelser”. Det er en dårlig ide at lave en impulstur til IKEA, på loppemarked eller til en sjov fest.

Angsten er en del af mig, det er en del af det liv, jeg må leve. Det er mit håb at jeg en dag kan styre det. Blive endnu bedre til selv at finde ud igen. Men ind i mellem skal der hjælp til.

– og det nægter jeg at være flov over mere. Altså.

Reklamer

16 comments on “Angst-bevidsthed

  1. Det er stærkt. Rigtig stærkt. Og du har i den grad lært et andet menneske noget i dag.
    En klog sagde en gang til mig, at man nødvendigvis må tage sin angst i hånden, se på den, og lære den at kende. For så kan man nemlig lære at leve med den , og måske endda lære at lægge den væk. Måske bare ind i mellem.
    Angsten var min følgesvend, da mit barn døde fra mig. Jeg har senere erfaret, at det er naturligt. Det var ondt og hårdt, men jeg lærte af det – vælger jeg at tro.
    Det er sejt, at du deler, og du har i den grad min fulde respekt.

    • Jeg er sikker på at du lærte af det, men jeg er også ganske sikker på at du gerne havde byttet din lærdom væk for at få lov at beholde dit barn. Der er dog ingen tvivl om at når man først har mærket angsten selv, eller været tæt på den hos andre, så får man indsigt i hvad angst egentlig er for en størrelse. Og det behøver ikke være særligt voldsomt for at give den lærdom.

      Jeg kan lære noget af dig – tror jeg – for jeg tror du har lært at tage den i hånden og måske lægge den væk.

      • Hvis jeg kan give lidt videre, er jeg kun glad. Det var en voldsom oplevelse, men også forbigående. Når jeg en gang imellem mærker skyggen af det, er jeg meget bevidst, for helt ærligt, så er jeg mega angst for angsten.
        Og du har da ret. Jeg havde hellere beholdt mit barn og undværet det andet, men som mor til en død, må man gribe de strå, der kan give bare lidt mening.

        • Jeg fornemmer at du kan give rigtigt meget videre af din oplevelse og hvordan du har håndteret den.

          Angsten for angsten er næsten det værste, for så bliver man angst på forhånd.

          Det er så imponerende at du kan se stråene for de må være få i den situation. Vist de er der sikkert – men der er ganske givet ikke mange af dem.

  2. Godt og stærkt indlæg, og tak.. du har lige lært mig hvordan jeg kan hjælpe, hvis jeg møder / er sammen med nogen der får et angst udfald. Det er information jeg vil tage med mig videre.

  3. Rigtig godt indlæg og det giver stof til eftertanke … men på den gode måde for mig.
    Jeg er jo indenfor sundhedsvæsenet og selv om vi lærer hvordan vi skal agere, er det faktisk godt at høre fra en udenstående hvordan det egentlig er og hvordan jeg/vi kan hjælpe …

    • Det er jeg glad for – og jeg kunne måske nok forudse at du ville møde det i dit arbejde med røntgen. For det du arbejder med er med garanti angstprovokerende for nogen, netop fordi man møder et kontroltab på den afdeling. Men det er da godt at I faktisk også lærer om det.

  4. Stærkt indlæg! Jeg har også lært noget her. Jeg kender ikke selv til angst, og dit indlæg lærer mig noget om, hvad det vil sige at leve med angst. Det må være frygtelig ubehageligt, og det må svært at tøjle i det daglige. Jeg er glad for dine bullets om, hvad man kan gøre, hvis man opdager man er sammen med et menneske med angstudfald.

    • Tak, og det er jeg rigtigt glad for.

      Det er måske lidt krævende og lidt grænseoverskridende at bede om hjælp, men har man en ven med angst må man prøve at huske som pårørende at den angste slet ikke kan bede om hjælp når det sker.

      Det forresten lige her hunden er god, når jeg er alene med den.. for den gør det hele – helt af sig selv.

  5. Hmm, tankevækkende. Jeg tror, at jeg også lige har fået en lidt dybere indsigt her. For jeg har da også prøvet at stå i fx et stormagasin kort før jul og tænkt, at shit her er alt for varmt og for mange mennesker og for høj muzak og dårlig luft, og nu bliver jeg dårlig, hvis jeg ikke lige straks kommer udenfor. Jeg har bare aldrig tænkt på det som andet end en dårlig kombination af netop dårlig luft og stress, men måske er det i virkeligheden en lille bitte brøkdel af noget, der kunne minde om starten på et angstanfald? Det er en rigtig god guide til hjælp til personer med angstanfald, du har skitseret. Den vil jeg prøve at skrive mig bag øret, så jeg vil kunne give en hånd (i bogstaveligste forstand), hvis det bliver nødvendigt en dag 🙂

    • Det er ikke umuligt at det faktisk er et prik af angst, men som bygger mere på en dyb utilpashed ved hele situationen. Angst kan jo sagtens være tricket af noget mere fysisk.

      Jeg er egentlig sikker på at den guide, som du kalder det, egentlig bare er sund fornuft.. og at guiden i virkeligheden mere handler om at gøre noget selv i stedet for at håbe at der er nogen der er tættere på. Og turde gå så tæt på. Det er jo egentlig et brud på menneskers intimsfære og det er noget vi kun gør med nære venner og familie. Ikke fjernere venner og bekendte og kolleger og sådan noget. Jeg tror vi alle (mig inkl) er bange for at bryde ind i den der zone vi har omkring os. Vi hilser på venner med knus, vi siger farvel med knus. Men at røre ved hinanden der ind i mellem – det er grænseoverskridende…

      • Du har helt sikkert ret i, at din guide ‘bare’ er sund fornuft. Men desværre er der jo en tendens til, at vi sætter den ud af kraft, hvis vi står over for noget ukendt. Og da vi samtidig alle sammen er så berøringsangste (i ordets bogstaveligste betydning), så er det vi alle sammen ender med at håbe, at der er en anden, der lige overtager i situationen. Og derfor kan det være godt med en guide, så man kan sige til sig selv, at nu gør jeg altså noget, fordi jeg ved og ikke bare tror, at det er det rigtige. – Tror jeg 🙂

  6. Det var et stærkt indlæg og en god guide, som jeg håber jeg kan bruge en anden gang. Jeg kunne bestemt ikke i lørdags – reagerede jo overhovedet ikke med noget af det, du har listet her. Vidste heller ikke hvad det var, der skete med dig – og er i øvrigt imponeret over, så hurtigt du var ‘tilbage’ igen. Sådan opfattede jeg det i hvert fald.

    • Der var det slet ikke nødvendigt at reagere for det var mini og hurtigt overstået. Frygtede en lille smule for din reaktion på det her indlæg. Frygtede at du ville lufte en dårlig samvittighed og læse det det som sé, her er hvad du skulle have gjort.

      Drop det. Der var slet ikke behov for hjælp dér. Jeg kom tilbage i løbet af et par minutter og så hurtigt kan ingen reagere. Andre gange kan det vare meget længe og der er hjælp godt.

      Men som jeg tidligere skrev, det er her hunden er så god.. for den gør det hele af sig selv. Når den altså er tæt nok på mig 🙂

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s