Var på tur

Ja, vi var. To af de tobenede, en af de de firbenede og designikonet (dvs vores bil). Vi tog nærmest skåne på skråtværs og landede i godt humør hos Ellen og John på det forventede tidspunkt og uden at køre forkert en eneste gang, hvilket jeg personligt var ganske stolt af. Skal dog siges at en invitation til dét sted følges af en rimelig god rutebeskrivelse, der blot har en mangel. Den er ikke opdateret med de mildest talt irriterende svenske fartkameraer. (Sådan nogle automatiske nogen, der står fast i vejsiden og har ganske travlt.) Det var mig, der kørte og jeg havde alverdens problemer med at holde designikonets omdrejningsvillige motor inden for det af loven bestemte fart-interval, så det endte med konsekvent kørsel på cruise-control. Vi blev ikke blitzet.

De gav frokost, dejligt, og så fik vi en rundtur i området. Det var godt John var chauffør, for vi anede mildest talt ikke hvor vi var til sidst. Havde vist planlagt at kigge lidt på kort når vi kom tilbage, men snakken gik i andre retninger over bordet, så vi kom fra det igen. Næste gang sætter jeg altså en gps-logger på, så jeg i det mindste selv ved hvor jeg har været. Har nemlig sådan en sådan smart dims i fototasken, der samkører gps-data med foto-tidsstemplerne, danner et fint kort med en rute og billederne indsat på rette steder +/- et par meter. Det er nemlig rigtigt smart. Når man altså lige husker at tænde for skidtet.

Vi glemte forresten også alt om det grammatik-kursus Ellen næsten havde lovet mig, så jeg fortsætter med min personlige udgave af kommateringsreglerne.

Dyr så vi ikke mange af, men ved en søbred kom vi dog i nærkontakt med en overraskende aggressiv flok får, som fandt hunden så interessant, at den skulle undersøges nøjere, til min og dens forbløffelse. Endte med at Ellen måtte skride ind og SHU SHU dem væk med baskende arme. Lidt mere fart på denne manøvre og hun ville ganske givet have landet tørskoet på den anden side af søen. Efter mødet med damen med møllevinge-armene valgte fårene fornuftigvis at lade os være i fred.

Ko nr 21 nøjedes dog med at holde øje med os med sin egen stoiske, skæve, drøvtyggende ro.

IMG_1624

Vejret var desværre ikke det bedste, lidt gråt og kedeligt og en vind, der fik søerne i uro, så de der typiske svenske sø-spejlinger så vi nu ikke mange af. Men hvor er det dog et dejligt område og naturen er fantastisk.

Ved et større fiske-sø område fik vi en lille rundtur og gik og kiggede på lystfiskerne og de små broer der er lavet så man (næsten) tørskoet kan gå ud fra søbredden. Ellen og kæresten forcerede et stejlt skovområde for at kigge efter svampe og andet godt. Det eneste vi fandt var tyttebær, som hunden fortærede med en vis fornøjelse.

Men man skal kigge ned, for selv i den store natur er motiverne små og skægt placeret. Nogle havde muntret sig og leget med kogler og de andre tre præsterede at træde hen over disse uden at se hvad det var, og det var først da jeg begyndte at grine og smed mig på maven, at det gik op for dem hvad de lige netop ikke havde trådt på.

IMG_1635

Men ok, de var faktisk ikke ret store, og de stod mellem en masse andre kogler og var ganske godt kamoufleret. Se, sådan noget kan jeg få øje på, men en kantarel, afdækket, i overstørrelse og stærkt orange mellem en masse grønt mos – dét ser jeg så til gengæld ikke. Og her er Ellen en ren sporhund.

Og så ville John vise os sin yndlingsbro. Der dog ikke rigtigt fører nogle steder hen, og er blevet erstattet (ser det ud til) af en noget mere tidsvarende bro lidt længere nede af vandløbet.

IMG_1642

Men vi måtte jo altså ned på stenene og have et billede af det her gamle håndværk, der bare holder og holder.

Jeg havde gerne taget flere billeder her, mange flere billeder. Men af grunde jeg ikke selv kender til, endte jeg med at stå oppe på bredden med et mindre angstanfald, hvor jeg var helt væk. Det var ikke den rareste situation, og jeg måtte derfor opgive at fortsætte øvelserne på stenene i jagten på det gode billede. Og nøjes med dette.

Tilbage i huset fik vi en lille snak om de her ting, en snak som jeg fik ganske meget ud af. Og fik bekræftet at vores observante værtinde faktisk havde set at jeg var “væk”. Men også at jeg kom tilbage igen. Det er så ufatteligt svært at jeg kan stå i mit rette element, med et kamera, i naturen, i de tryggest mulige rammer og så slår sådan et anfald alligevel benene væk under mig, og jeg blev faktisk .. for nu at sige det direkte … ski´e ked af det.

Men god snak ved bålet (er sært som et bål kan skabe grundlag for dybere samtaler) og over den lækre middag fik mig dog hevet lidt i humør igen.

Alt i alt en fantastisk dag som jeg håber kan gentages i nye variationer.. Om ikke andet så stiller vi til hver en tid op til en arbejdsweekend.

Advertisements

19 comments on “Var på tur

  1. Sikke en god og dejlig beskrivelse af vores dag i går – der er jo slet ikke mere til mig at fortælle 😉 … men okay – du skrev også lige et par ting, jeg bestemt ikke ville have skrevet om … flot at du gjorde det.
    Jeg er altså ikke sikker på, at vi opdaterer vejbeskrivelsen med fartkameraer – lidt spænding skal der jo være tilbage til jer 😉
    Det var alt for god en dag til grammatikkurser … det kan vi altid gøre på en regnvejrsdag, for du har helt ret: det var første, men bestemt ikke sidste gang, vi er sammen.

    • Ork jo, og det viste du jo så glimrende.

      Hvis du havde skrevet om at jeg forsvandt ind i mig selv og jeg ikke havde skrevet om det, ville jeg nok egentlig have betragtet det som et lille tillidsbrud. Men her er det jo ok for mig også at skrive om sådan noget – så det føltes ret naturligt.

      Nu ved vi hvor de er, og det gør vores gps også, så spændingen er nok til at overse i fremtiden. Nu skal vi bare holde øje med dem der skyder med laser, eller (og det er nok trods alt bedre) holde lidt øje med farten.

      Vil bestemt også glæde mig til en regnvejrsdag med jer – også selvom det vist vil bringe mig tilbage til skoletidens “læs og forstå”. Lærebøger der bestemt ikke handlede om forståelse men om analyse i stedet. X´er og O´er. Jeg hadede det.

  2. Det lyder som en skøn dag hos Ellen og John, trods dit angstanfald..Skønne billeder du har fanget og jeg synes ligesom Inge, du kunne godt have vist et billede af den baskende Mommer…;-D

    • Var en rigtig god dag, og på sin egen skæve vis gjorde den lille hændelse det hele lidt mere autentisk og ægte.

      Var desværre ikke muligt med billeder i situationen, og visse billeder vises vist også bedst på den indre nethinde.

  3. Dejlige billeder af en dejlig tur hos et par søde og gæstfrie mennesker.
    “Koglefarmen” havde jeg nok heller ikke set. Jeg havde også kigget efter gule pletter imellem alt det grønne 🙂

  4. Er kommet fra Ellens blog, og havde nær glemt at skrive en kommentar her fordi jeg blev fanget af at læse her og der på din side. Det er en medrivende måde du skriver om lette og svære emner på.
    Billedet af koen og koglen er fine, men det af broen er stærkt dramatisk og virkede den sådan i virkeligheden tror jeg også den ville have pirket kraftigt til mine følelser, som den (måske) gjorde til dine med det beskrevne resultat.

    • Velkommen til. Og jeg håber da osse at se dig igen herinde ind i mellem.

      Jeg er stadig næsten blank på hvorfra det kom – det angstanfald – og jeg har prøvet at se på billederne for at genkalde mig den følelse jeg fik på stenene, da jeg skulle tage billeder. Uden held desværre. Det eneste jeg kan se er at det ligner noget fra “Vinden i piletræerne”. Det er den eneste association, der bliver mig givet. Men derfra og så til den reaktion, der vist lidt langt. Måske. Måske ikke.

  5. Det lyder til, at I har haft en dejlig tur; jeg ved også, at I skulle på den Store Søtur – blev den mon til noget? Det var synd, at du fik et angstanfald, men når det nu skulle være, så var det godt, at du havde lutter gode mennesker omkring dig, og at du kunne få talt om det umiddelbart efter – det hjælper nemlig at tale om det!

    Sikke et flot billede af den gamle bro; lidt solskin må I have haft for jeg synes, at solen skinner på broen.

    • Solen skinnede faktisk en del, men ikke særligt længe af gangen. Har en del gråt-i-gråt billeder fra turen, der skal kigges lidt mere på fordi hvidbalancen var helt skæv.

      Vi talte faktisk ikke vildt meget om dét lige efter, men oplevelsen af at det var en naturlig hændelse var egentlig ganske givende, men kunne da godt mærke at der kom lidt obs på mig. Det var ikke noget særligt odiøst, for det var bare sådan det var. Med mig.

      Bliver jo bare alligevel ked af det, når det så sker. Netop fordi der ingen verdens grund var til det. Der var ingen dér der ville mig noget ondt.

  6. Jeg prøvede i går via iPad at skrive en kommentar, men det lykkedes ikke … det var sikkert fordi jeg var træt, og jeg ikke kunne se noget 😉

    Men tak for en forrygende sjov historie, som røg lige ind på nethinden. Det var næsten som at være der selv 🙂

    • Det var faktisk temmeligt skægt, men jeg er egentlig ikke sikker på, at det bedste billede ville være af baskende Ellen. Tror faktisk at mit ansigtsudtryk i situationen ville være skæggere.

      Hun er en handlekraftig dame, hende Ellen.

  7. Dejligt, at I havde sådan en fin tur. Og at du var i så trygge rammer, at selv et ‘lille angstanfald’ ikke kunne spolere helhedsindtrykket. (Mærkeligt hvor det kom fra, angstanfaldet altså, men noget må vel have trigget din underbevidsthed?). Fine billeder, selv om det bedste måske var det, du ikke tog, nemlig det af ‘damen med møllevingerne’ 😉

    • Det kunne ikke spolere noget som helst, det skete bare og jeg tvivler egentlig på, at det ændrede væsentligt på nogens indtryk af mig som person. Var jo ikke så voldsomt, at det var noget nogen skulle reagere på – på en bestemt måde. Og selv hvis det var, var det nok osse gået uden at resultere i et besøgsforbud.

      Tror stadig at det bedste billede ville have været et af mig og hunden i situationen.

    • Det var nok, som Ellen rigtigt bemærker, den bedste prioritering. Men kunne nu godt trænge til at få de der ting på plads. For jeg kan ikke finde ud af den der komma-grammatik. Og det er egentlig lidt pinligt, så lidt hjælp ville jo ikke være helt tosset. Hvis det altså kunne trænge igennem knolden på mig, så jeg enten fattede det eller kunne huske det.

  8. Pingback: Angst-bevidsthed | Overleveren

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s