I dag forvildede jeg mig ind gennem centrum. Gående. Naturligvis, for man cykler jo ikke i en gågade og jeg cykler i særdeleshed ikke.
Jeg nåede at blive antastet 3 gange af sådan nogle gadehververe, men nåede faktisk ikke engang at se hvilke, og det tvivler jeg slet ikke på, godgørende foreninger de lige kom fra. Jo, og så var der en sælger-person fra et mobilselskab, som jeg dog opfangede navnet på hvilket måske siger et eller andet om reklamens magt og et brands gennemslagskraft.
Jeg synes selv, at jeg er et rimeligt fair menneske, med fair holdninger til tilværelsen, sultne børn, miljøet og bjørneunger, der har fået skudt deres mor, politiske fanger og alt det andet de der hververe vil tale med os om. Men rent faktisk vil de slet ikke tale med os om de her forfærdelige ting – de vil hverve os som støttemedlemmer til en eller anden sag, som de vel at mærke er ansat til at hverve. På provision. Og ikke meget andet. Det er vist dem, der er staklerne og ikke bjørnene. Næsten.
Især når de møder en mokke som mig. For jeg gider altså ikke tale med dem.
Den korte version:
– goddaaaaag – må jeg…
– farveeeeeel…
Den lidt længere:
– må jeg forstyrre dig et øjeblik (mens han/hun vifter med en ligegyldig mappe)
– nej, det må du ikke, stop nu.
– ved du at der lige nu sidder x antal politiske fanger/bliver skudt x antal bjørnemødre/er så mange børn der sulter
– nej, det ved jeg ikke og jeg er ikke ligeglad, men gider stadig ikke tale med dig
– jamen…
– jeg sagde stop, respekter det!
Psykopatnejet, der kun bliver anvendt ved særligt pågående sælgertyper:
– goddag jeg…
– farvel.
Sælger træder ind foran mig og prøver at få mig til at standse mit skarpe trav
– enten flytter du dig eller også flytter jeg dig
Telefonversionen, den korte:
– goddag du taler med ditten-datten fra forening x
– nej det gør jeg ikke – jeg taler med en sælger fra et callcenter
Telefonversionen, den drilske
– goddag, du taler med ditten-datten fra forening x
– nåeeeeh..
Lader sig ikke afbryde.
– … jeg ringer for at få støtte til vores forening.. der bekæmper mishandling af dyr. Du er sikkert enig i at alt for mange dyr mishandles
– mjaeeeh (hvem er ikke det?)
– og nu har vi sat gang i en hvervekampagne
– aha.. (og en sælgerkonkurrence om at få flest medlemmer ind i boksen, ikke at forglemme)
– så jeg tænkte om du eventuelt ville høre mere om det
– næeeh tak
.. og her begynder så det store foredrag om irakiske gadehunde, russiske dansebjørne, marrokkanske æsler, okser i timbuktu og orangutanger på Borneo og særlige røde hunde (ikke sygdommen) i australien…
Jeg lytter og lader talestrømmen køre – ubrudt – mens jeg laver andre ting. Ser på tv, vrikker med tæerne og alt sådan noget mens jeg kommer med mjaeher og nejer på det rigtige tidspunkter.
– … så nu vil jeg spørge om du ville støtte os i vores store arbejde for dyrenes rettigheder til et ligeværdigt liv?
– nej.
… nyt foredrag, der tydeligvis er indøvet og afliret et halvt tusind gange.
– nej, jeg vil ikke støtte det.
– har du selv dyr?
… der bliver fulgt op med endnu flere eksempler på hvad penge går til og det er evident at ham gutten i telefonen følger et ja-nej skema om gadehunde, vilde katte, truede akvariefisk og hvad ved jeg. Hvis kunden i røret siger ja siger man sådan og hvis man siger nej siger man så sådan i stedet. Det kan tage lang tid. Og det må det gerne.
– nej jeg vil ikke støtte jer.
– synes du ikke… ?
– nej, det synes jeg ikke og i øvrigt ved jeg, at du er provisionslønnet og hvis du havde lyttet til og respekteret mit første nej havde du nået at hverve 3 andre medlemmer i mellemtiden. Så red du din månedsløn og se at komme videre i opkaldslisten.
Elsker, når jeg altså har tid, at spilde den slags menneskers kostbare tid. Jeg er nemlig ikke på provision og kan holde sådan en samtale kørende ganske længe – yndlingsofret er som det vist fremgår, dem fra WSPA, der spiller på følelserne i lettere overdreven grad. Og dér er jeg måske lidt en kyniker – i min verden er mennesker vigtigere end dyr.
Andre elskede samtalestoppere:
Napper lige en kort telefonversion igen, der dog ikke handler om sælgere, men besværlig eks-kæreste:
– hej, du taler med xxx
– nej – ikke mere.
.. røret på.
Mødet på gaden med hunden i snor:
– Se, en sød hund – bider den?
– Kun første gang.
Mødet med Jehovas Vidner, der af mystiske grunde står ved stationen kl møg om morgenen – og antaster de samme pendlere dag efter dag efter dag med et blad der hedder Vågn Op:
– tak, vi er desværre alt for vågne.
(ved ikke hvad der er mest fantasiforladt – at forsøge at vække pendlere eller automatsvaret der bliver affyret).
Og så har jeg slet ikke nævnt gadeklovnerne. Det er ok, at de selv synes at de er sjove, men de skal holde sig til at gøre sig selv til grin og ikke andre, der ikke har bedt om at være med i deres lille sketch. Jeg gider i hvert fald ikke og har, de par gange nogen har forsøgt at få mig involveret i et eller andet nummer, haft et vist held flyttet dem med to stive fingre direkte på brystbenet, hvilket får de fleste mennesker til at blive sært føjelige.
Endelig, og det er nok noget ganske personligt for mig og min skyhed. Journalist-spirerne med deres langhårede kamerafolk, der vil have udtalelser om alt muligt fra dronningens fødselsdag, skatteministerens bryllup til et eller avanceret emne fra finansloven (stærkt forenklet dog). Det hedder i øvrigt en “voxpop” – sådan et indslag, og er synonymt med lavpris journalistik, som redaktørerne kan udfylde diverse huller i deres nyhedsstrøm med.
– Må jeg forstyrre dig med et enkelt spørgsmål?
– Nej Det må du ikke.
(du har faktisk stillet dit ene spørgsmål allerede og svaret blev et nej).
Overleveren 
Jeg blev engang ringet op af en ivrig sælger fra Jyllandsposten, der gerne ville sælge mig deres lede sprøjte. Og først sagde jeg pænt nej tak, og så fortalte han mig hvor mange der elsker avisen, og om alle de priser de havde vundet, og alt det spændende, de skrev om for tiden, og introducerede mig for et tilbud, der var endnu billigere end det første, han havde kommet med, og jeg sagde igen nej tak. Og så sagde han: Hvorfor dog?
Og jeg sagde. Jeg kan ikke læse.
Så var samtalen ligesom slut.
Den er jo meget god – altså overfor avissælgere… det må altså være et specielt job at have og jeg vil vædde med at de har hørt alle vores samtalesluttere tusindvis af gange..
Bortset fra det så er mine hadesælgere på gaden i stor stil dem, der kommer hen og ‘bryder isen’ med en kompliment: Hej, du har sådan et sødt smil, må jeg ikke fortælle dig om…
Det får mig fuldstændig op i det røde felt, på overraskende kort tid, i øvrigt.
Fra neutral til djævledyrkende furie på 0,3 sekunder rent.
Alle andre direct marketing folk, der henvender sig, svarer jeg bare med: Jeg er. Jeg har.
Og så går jeg videre.
Jeg ser ikke særligt sød ud og har heller ikke noget sødt smil når jeg går rundt i bymidten, så den der indledning har jeg heldigvis ikke prøvet men tror at et sådant forsøg ville blive besvaret med psykopat-nejet…
Jeg kan hverken se eller høre alle disse fantastiske sælgere, og når jeg en yderst sjælden gang ikke kan undgå dem, kan jeg ikke tale deres sprog.. vil sørme gerne, men kan ikke forcere sprogbarrieren… 🙂 det er en stor fordel at være på cykel… os kan de nemlig ikke fange uden at blive kørt over. 😉
Min svoger gir den som russisk indvandrer og det er hylende morsomt.
Står de også ved cykelstierne, mon? Det var optimistisk…
Nej de er ikke ved cykelstierne, det er derfor det er genialt at cykle.. 🙂 Man slipper helt for dem..
Bare vent – de starter snart op med en særlig cykeltjeneste, hvor I også bliver forfulgt.
Det var da herlig underholdning… Og her behøver der slet ikke foto, for jeg får selv skabt nogen herlige billeder.
Jeg får knopper, når det er en stakkels studerende, der prøver at sælge møder med forsikringsfolk. Det må være deprimerende beskæftigelse.
Haha haa, hvor er du væmmelig! Og ja, det er jeg også. I stor stil. På kontoret bliver vi meget tit ringet op af asiatisk-lydende sælgere, der spørger efter ‘the owner of the company’. Så svarer man, at han ikke er tilstede, og så spørger de, hvornår han er tilbage, og så svarer jeg som regel ‘til næste år’. Det plejer at virke. For den dag. Jeg har ikke noget imod sælgere, der tager et nej for et nej, men jeg kommer også lynhurtigt op i det røde felt, hvis de bare fortsætter. Men tænk at have sådan et job, hvor man bliver mødt af den ene lede afvisning efter den anden. Jeg ville gå grædende hjem hver dag, tror jeg. Forleden blev jeg ringet op på kontoret af en phoner, der skulle sælge bidrag til hospitalsklovnene. Og så lige da jeg skulle sige nej tak, ringede der en klokke, og så kendte jeg hende. Altså phoneren. Hun har været langtidsledig og prøver nu af al magt at holde kontanthjælpen fra dørene med sådan et phonerjob. Gys 😦
Jeg er altså normalt ret sød, men de der sælgere får alt det væmmeligste op i mig 🙂
Jeg tror at sælgere, der kan leve af det der er et ganske særligt folkefærd, som er lidt bedre end andre til at håndtere de daglige flabetheder. Og de sælgere der ikke kan klare det, de kan nok heller ikke leve af det de gør.
Ved heller ikke hvad der er værst – kontanthjælp eller telefonsælger i et callcenter. Tror nu heller ikke der er den store økonomiske forskel 😦
Tak for inspiration til svar 🙂
Det må være et job på linje med at være parkeringsvagt og selv om man skal have brød på bordet må det være så ualmindelig frustrende et job når man bliver skældt ud hele dagen…
Velbekomme, men særligt originale er de nu næppe.
Tror faktisk at jeg ville foretrække at være P-vagt frem for telefon- eller gadesælger. Men noget ønskejob er det bestemt ikke.
Tak for et underholdende og inspirerende indlæg 😀
Jeg går næsten ud fra, at du kender siden “Vi bruger ikke”?
http://www.vibrugerikke.dk/ Hvis nej, så prøv at kigge – den er ret underholdende – måske især emailkorrespondancen med en kinesisk fupmager.
Nej, den kendte jeg ikke, men har lige hygget mig lidt over den. Skal dog siges at jeg jo kun møder den slags mennesker rent privat. Sidder heldigvis ikke og tager telefon i et firma.
Tak for et herligt indlæg, som jeg desværre først ser nu (min feed-reader er til tider bagud). I sær kan jeg godt lide “Telefonversionen, den drilske”, den skal jeg prøve næste gang.
Der er ikke noget så anstrengende som de der sælgere, der simpelthen ikke er til at komme af med. Og så er der jo Jehovas vidner, det er næsten de værste; dem havde jeg i en periode ved min dør hver lørdag. Jeg begyndte at sige, at jeg var muslim, så forsvandt de, og jeg har ikke set dem siden.
Ohh, Jehovas vidner ved døren. Dem havde jeg et skægt trick med hvor jeg boede før. Sagde jeg var frafalden fra en by godt langt væk og de forsvandt som om de havde brændt sig. Hvad de jo nok osse ville have gjort hvis det ellers havde været sandt 🙂
Herhjemme bliver de telefonsælgere, (så snart de har sagt hvem de er) afvist med det har ingen interesse, og jeg lægger på nu. Ofte hører jeg talestrømmes mens røret er på vej hvor det skal være. En gang var der en uforskammet person der ringede op to gange mere, og sagde, at jeg ikke havde hørt hvad han havde at sige, og jeg sagde det vil jeg heller ikke nu, og lagde på. 3. Gang sagde jeg, hvis du ringer op igen anmelder jeg dig til politiet, for det er ulovligt det du har gang i. Jeg hørte ikke mere fra ham. Dørsælgere har vi også en del af, men de går nu pænt igen, når vi siger det ingen interesse har, også Jehovas vidner.
På jobbet er jeg lidt mere høflig, og siger, det har ingen interesse, de fortsætter selvfølgelig, og et par gange mere må jeg sige nej tak, det har ingen interesse.
Hold op, hvor bruger man meget tid på det pjat.
Der er ikke andet at gøre end at afvise hårdt og brutalt, og det er du tilsyneladende ganske god til. Jeg er ikke sikker på at jeg kunne være mere høflig på arbejde, når de der ringer op. På vores arbejde har medarbejderne fået lov til at gøre hvad de vil, bare de ikke siger ja til noget. Og det kan være ganske morsomt at høre på når vi andre lægger vejen forbi kontorene. Især én udviser en sand humoristisk stil og trækker ofte lidt publikum på når han afviser særligt ihærdige sælgere.
Fandt din blog i dag, synes at dine indlæg er gode og velskrevne og fandt faktisk helt her tilbage. Men så stoppede den for mig. Fuldstændig.
Jeg arbejder selv for WSPA og ringer ud for at få fat i danske medlemmer.
For hvordan får vi ellers folk med? Og jeg kan fortælle dig at på 10 opkald er der altid 1 der vil være med 6 der roser, takker for opkald mm. og så er der nogle stykker som pænt siger ingen interesse eller som opfører sig – som dig.
Jeg arbejder med det fordi det er en sag jeg brænder for. Jeg har ikke mulighed for at tage ned til bali, kina, indien eller hvor end de her ting forgår. Jeg kan IKKE bare få job i WSPA. Men jeg kan det her, jeg er god til det og jeg kan gøre en forskel.
Kan fortælle dig at de fleste af os IKKE er ihærdige fordi vi er en del af en ”sælgerkonkurrence” som du kalder det, men faktisk fordi vi brænder for sagen. Vores hjerte bløder med dyrene og vi ved hvor stor en forskel et medlem kan gøre.
Ydermere kan jeg kommentere tilbage på din smarte provisionslønskommentar at NEJ, vi er IKKE provisionslønnede.
Vi er ærlige mennesker med et hjerte der banker for en sag. Og ikke for at nedgøre eller spilde andres tid.
Håber meget på at du vil bruge din kostbare tid på i det mindste at svare på min kommentar.
Det vil jeg gerne. Men læs indlægget igen – alle minus en besværlig ekskæreste – fik nej første gang og valgte ikke at respektere det og komme videre til næste person på gaden eller næste nr på listen.
Det er godt for dig at du føler du gør en forskel, men jeg gør forskel på andre måder i mit liv. Og det er mit valg.
Det er godt at brænde for noget – men at brænde så meget for noget at det bliver vanskeligt at respektere at andre ikke gør det, så er man efter min målestok gået for langt.
WSPA spiller på følelser og en menneskeliggørelse af dyr (disneyficering) i en grad som jeg finder decideret utiltalende så de får blanke nej hver gang. Uanset hvordan I så er aflønnet. Og jeg vil bestemt ikke påduttes en eller anden dårlig samvittighed over at jeg ikke støtter WSPA. Heller ikke fra dig.
Jeg agter at holde min sommerferie i et land der har store problemer med vilde hunde, der i flok opfører sig som ulve uden disses menneskeskyhed og derfor er farlige for både voksne og børn, det er ikke gadehunde, der som regel er anderledes fredelige – det er vilde hunde. De afliver dem i stor stil, hvilket jeg finder ganske fornuftigt. De udgør en risiko, ikke bare mod mennesker og dyr, men osse mht infektioner i et sårbart landbrug i en sårbar økonomi. Og en dag var der faktisk en WSPA sælger der nåede at referere til netop hunde herfra og jeg tænkte.. christ – har du nogensinde set dem? Jeg der ikke frygter noget som helst der kan sige vov blev skræmt fra vid og sans da de kom imod mig på stive ben – og det var kun fordi min svigerfar smed et par velrettede sten at vi ikke fik større problemer. Hundene trænger ind i fattige menneskers hønsegårde og dræber alt i total blodrus.. fattige mennesker der mister det lidt de havde.
Den sælger fik osse et nej i første hug – og valgte heller ikke at respektere det.
Tag et nej – for det er ikke alle der brænder for det samme som jer.
Og hermed slutter denne samtale osse.