Ventetid

Vi har ferie, og skulle egentlig bruge den på at pakke det sidste ud efter flytningen. Sætte på plads og hænge billeder op og sådan noget. Og hygge os og bare være sammen.

Sådan skulle det ikke gå. Kærestens mor er blevet syg. Som i rigtigt meget syg og er nu indlagt. Hun bor ganske langt væk og vi kan bare vente på at hun bliver udskrevet, formodentlig uden behandling ud over det rent smertestillende. Det haster en smule for kæresten med at komme afsted, men vi aner ikke hvornår. Eller hvor længe hun skal være væk. Så vi er en lille smule på standby og kan ikke rigtigt gøre andet end at vente, mens vi stille og roligt prøver at få hjemmet til at ligne et hjem igen.

Hun har lavet en aftale med sin chef om, at hun kan tage ferie når som helst og uden varsel og at hun bare skal melde tilbage dagen før hun vender tilbage igen. Det er en rigtig god aftale, der rummer lige præcis den fleksibilitet vi behøver i denne situation. Men det er dælme dyrt i feriepenge.

Så nu venter vi – og prøver at forberede os så godt vi overhovedet kan på alle mulige og umulige eventualiteter. Og sørge for at alting fungerer som det skal hjemme hos mig, mens jeg er alene hjemme. Med hunden. Lige nu er vi lykkelige for, at vi nåede at få flytningen overstået, få afleveret hjemmet ved skovene i god stand og nu ikke har den der kæmpe pendlings-tid mere. Det skal nok gå for mig, men det bliver da lidt sært at være alene hjemme i dagevis uden at vide noget som helst om hvor længe.

Vi skal nu nok klare den forhindring også. Vi har da klaret det, der var værre.

Vores lille ferie blev dog ikke helt som vi havde håbet. Det var godt vi havde den – ellers var alt blevet meget besværligt.

Ventetid er det også med en eller anden form for afklaring af mit fortsatte behandlingsforløb. Jeg aner stadig ikke om jeg kan fortsætte hos psykologen, selvom det er indlysende nødvendigt for mig, eller om jeg bare skal fortsætte resten af livet på den der følelsesudbrudsreducerende medicin, som gør at jeg på overfladen kan leve bare nogenlunde normalt. Psykologen har lovet mig at tage kontakt til min læge og at de sammen vil prøve at se om der kan bukkes og bøjes flere paragraffer. men jeg har ikke hørt noget fra den kant siden juni. Tror snart jeg prøver at lufte en utålmodighed for at få i det mindste en form for afklaring.

En ventetid er dog overstået. Jeg har fået en aftale med min chef om at jeg skulle på nedsat tid, og at jeg må sige nej til ekstraopgaver. Eller ja. Alt efter hvad de mentale muligheder er for mig den dag. Hun fortalte mig, at de stadig er utroligt glade for mig, og den måde jeg løser mine opgaver på, og at hun naturligligvis vil strække sig langt for at beholde mig i firmaet. Også selvom det betyder at min produktivitet falder en smule. Den aftale lettede rigtigt meget på min situation, hvor jeg følte mig mere og mere presset og at jeg reagerede med stadigt stærkere følsomhed på situationer som man i normalt fald bare ville ryste lidt på hovedet af. Hun fortalte mig i øvrigt at direktøren havde spurgt til til mig, og at hun havde svaret sådan ca sådan: “aldrig har jeg ansat så syg en medarbejder, der har haft så få sygedage – og formodentlig ingen pga hendes sygdom. Dem vil jeg gerne have flere af!”. Men hun tager nu altså fejl, jeg har haft to sygedage hvor jeg bare ikke var i stand til at komme ud af døren. Hvor jeg var for angst og for ked af det hele. To dage på to år. Det er da en succes, trods alt. Jeg rettede dog ikke hendes misforståelse, lad hende bare blive helt i troen, og blære sig lidt med sin menneske-indsigt og evne til at vælge de rette folk til de rette opgaver på det rette tidspunkt.

Nu møder jeg ind på arbejde hver dag i bedre humør, for jeg ved på forhånd hvad dagen bringer. Sådan ca i hvert fald. Jeg ved hvornår jeg har fri, og ved at hvis jeg har energien og overskuddet til det, så kan jeg selv sige til – at jeg gerne tager ekstraopgaver denne dag. Eller dagen efter.

Tilpasningen til hattehylden i byen er gået over al forventning. Jeg har fået helt styr på busserne, der bringer mig til og fra arbejde og jeg er ikke overdrevent nervøs for alle de mennesker, der også bruger busserne. Lejligheden, der er lille er indrettet rigtigt godt, og vi udnytter med en vis kreativitet de kvadratmeter vi har fået til rådighed. Lidt kompakt, men gulvpladsen er dog stadig til stede. Det viser sig, at naturen har sneget sig ind på kvarteret og jeg skal ikke gå mange hundrede meter med hunden før jeg har en lille stribe vild skov at lege med. Striben er smal, men meget lang. Og går bekvemt rundt om hele kvarteret. Fuglesangen og kvidderet må jeg dog drømme mig til, da vi har placeret os op af to store ringeveje og et gigantisk industriområde. Så trafikken er tung, larmende og konstant. Heldigvis kan vi dog ikke høre den i vores lejlighed, da det der skovlignende område er placeret op og ned af store støjvolde.

Til gengæld ser jeg til min udelte glæde at nogen er ved at etablere en såkaldt badesø. Lige bag husene. Med badebro, legepladser, redningskranse, grillpladser og masser af små oaser. Det glæder jeg mig en del til at se til foråret – mon de så ikke er færdige med det. Vandet er kommet men står lidt lavt endnu. Kvarterets børn er ellevilde og hænger dernede allerede. Og venter.

Det er altså ikke helt tosset at være i byen igen. Tværtimod.
Og forresten.. mens jeg husker det. Drillebilen er sat til salg. Sat i stand og til salg. Vi har ingen grund til at beholde den mere, og den er bare penge ud af vinduet for os. Ikke at den er gået mere i stykker siden sidst, men vi ved at det kommer. Stakkels købere. Men de får dælme lov til selv at finde fejlene på den. Vi kræver ikke så meget for den, så de ved jo at noget er galt. Dårlig moral, måske. Men sådan er dét spils regler jo. Bliver lidt anderledes for mig ikke at have egen bil, men mon ikke jeg vænner mig til den fornemmelse igen.

Reklamer

10 comments on “Ventetid

  1. det gør mig ondt for jer med kærestens mor, svært ikke at vide hvor det bærer hen og bare at gå og vente…Ellers lyder det jo til at I har fundet jer meget godt tilrette, og skønt at der var lidt grønt som du og hunden kan nyde på jeres gåture, og til næste år kan i hoppe i søen..;-D

    • Jeg skulle hilse fra hende og sige tak. Og det er svært ikke at vide noget som helst og bare vente.

      Ved ikke lige om jeg har lyst til at hoppe i søen sådan i fuld offentlighed, men kan jo liste mig derned en aften, lægge en lygte og lege lidt nattesvømning. Det er jo altså mine naboer der kan kigge med, ikk?

  2. Jeg føler med jer begge, det er hårdt at skulle vente på den måde. Når ens forældre bliver syge, vil man helst være tæt på og kunne gøre noget, men sådan er livet desværre ikke altid..

    Men hvor er det godt at læse at der er styr på din arbejdstid og opgaver, og at du har fundet gode steder i nabolaget.

    • Ja, men det kan hun ikke. Det nytter ikke noget at bruge sine feriedage på at sidde og vente på besked på et sygehus. Der gør hun ingen forskel. Det er bedst at vente til moderen kommer hjem – der vil kæresten gøre alverden af forskel. Men det er som om alting er sat på standby imens.

      Ja, jeg har fået styr på en del. Den indre liste med uløste opgaver og underlige måske´er bliver heldigvis kortere og kortere hvad angår job og bolig.

  3. Det er hårdt at vente. Jeg håber, at I kommer godt igennem, selv om det bliver sejt.

    Det lyder til, at hattehylden er placeret godt. At der både er by, og noget, der ligner natur, er da fedt. Man skal bare huske at bruge det. (siger jeg, fordi jeg er alt for dårlig til at udnytte skov og strand 5 minutter herfra).

    • Den er placeret aldeles fremragende i min optik. Og betydeligt bedre end sit rygte. Nu har jeg talt med en del andre i kvarteret og alle siger det samme – at her fungerer multietniciteten ganske udemærket. Vi mærker ingen ballade eller særpræget trafik.

      Ja, det er hårdt.. og vi må jo bare stå det igennem..

  4. Det lyder bedre og bedre for dit vedkommende, men selvfølgelig ikke for kærestens, for det er da godt nok noget trist noget, hun har i udsigt, den stakkel – men det er rigtig godt, at du er ved at opdage de gode og positive ting ved dit eget nærområde.

    • Ja, det bliver ikke det lystigste efterår for hende. Eller for mig. Men det sidste betyder mindre i sammenhængen.

      Der er positive ting her i byen og jeg har bestemt fået øjnene op for det 🙂

  5. Jeg håber for jer begge, at ventetiden bliver kort, og at kærestens mor får det godt igen… Uvisheden er svær at bære og det især hvis den varer længe.

    Det lyder som om, I har fået jer fint indrettet på hattehylden, som du kalder det – og hvor er det dejligt, at der er et skovlignende område lige i nærheden, hvor du kan gå tur med hunden. Når man først kender den slags steder, begynder man langsomt at føle sig hjemme det nye sted.

    Det er også rigtig positivt med din arbejdsplads, hvor du nu har fået forhold, der passer til din situation. Hvor er det godt, at de er så glade for dig, det gør det jo lettere at komme og spørge om ændringer som fx nedsat tid.

    Du må rykke psykologen lidt i ærmet, så der kommer til at ske noget på den front også.

    • Ventetiden på at bare at få klar besked føles lang og svær. Det er vanskeligt at håndtere mentalt og praktisk når man reelt ikke ved noget som helst andet end at man er på standby.

      Hattehylden er det rette ord for det her sted. Men det har da sin egen charme, selvom man skal være lidt mere ligeglad med naboer og hvad de kan se. Hvis jeg sidder på altanen kan jeg se hvilke produkter genboen har .. i sit … køleskab!

      Vi har indrettes os med hyggekroge og opdelte (små) rum hvor vi kan være helt os selv.

      Naturen er kultiveret men slet ikke så tosset herinde i byen.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s