Lære at le

Jeg har skrevet om flere mennesker her på min blog. Nogen har gjort mig ondt, noget meget ondt. Tilsvarende med de gode mennesker. Og de rigtigt gode, dem jeg stoler på, dem der betyder noget, hende jeg elsker og flere andre.

Men en kvinde har jeg ikke omtalt overhovedet. Ikke fordi hun er hemmelig eller uvigtig, jeg har blot ikke vidst hvordan jeg skulle beskrive hende. Vild kunne være et ord. Vanvittig ville heller ikke være helt ved siden af. Uansvarlig ville være lige så meget i plet som ansvarlig. Moden og barnlig var modsætninger, der trivedes fint side om side. Normal var hun ikke. Men unormal, jo det er helt sikkert. Kærlig, joeh. Loyal – ikke meget. Trofast – ikke det der ligner. Men hun lærte mig at le. Igen. At kunne grine af mig selv og tåle at andre grinede af mig uden at jeg blev overbevist om, at det var en ydmygende oplevelse som jeg skulle skamme mig over.

Vi var ikke et par, vi blev venner – der delte seng. Når vi havde lyst til det. Lavede mad sammen, gik ture sammen. Oplevede december-orkanen sammen. Eller også kom hun bare forbi en sen aften for at sove sin rus ud, når hun ikke kunne finde ud af tage hjem med toget efter en bytur.

Vi kan jo kalde hende Vibe. Et passende pseudonym til en, der var ensbetydende med gode, energiske vibrationer.

Hun var speciel og jeg takker dybt for, at hun valsede ind i mit liv en sen aften… Blev der i nogle måneder og forlod det igen en søndag formiddag, hvor hun lagde en nøgle på mit bord med beskeden om, at hun havde fundet hende hun ville giftes med.

Jeg ønskede tillykke med et lille smil og følte mig inderligt heldig. Tænkte, at den der endnu ukendte kvinde måtte være lige så særlig, at hun kunne tæmme veninden på denne måde.

Det viste sig at jeg havde ret i den formodning. De er såvidt vides stadig sammen, er gift, har to børn, et par hunde og en fin stråtækt idyl med vandløb i baghaven. Vi har truffet dem for et par år siden og det var hyggeligt nok, men handlede for mig mest om at min kæreste skulle møde og se denne Vibe. Og sige pænt tak og så i øvrigt konstatere ved selvsyn at der ikke er mere i det end hvad der var. Tror at hun havde brygget en gevaldig historie sammen om hende, og mere eller mindre frygtede at jeg ville springe, hvis hun så meget som knipsede med fingrene. Jeg springer ingen steder – og så er det forresten ligegyldigt hvem der knipser. Ved godt, hvor jeg har det bedst.

Der var gået ca 8-9 år efter voldtægten, da jeg lærte hende at kende gennem fælles bekendte. I de mellemliggende år havde jeg bare været en følelsestom skal, der havde kæmpet mig igennem et uddannelsesforløb, praktik, jobs og hvad ved jeg. Men mentalt var der ærligt talt ikke ret meget hjemme. Havde begravet alt, hvad der handlede om følelser, kærlighed, sex og venskab i et meget dybt hul og brugte al min energi til at få dagene til at hænge sammen omkring praktiske gøremål.

Og så dukker hun op, vi falder i snak, hun misser sjovt nok sit tog og har behov for at overnatte. Den har man jo hørt før og gennemskueligheden var da også til at tage at føle på. Hvis det her altså lige havde været min normale modus operandi. Det var det meget langt fra, sagde dog ja til hende og var ved at pisse i bukserne af panik. Men tog hende med hjem i seng. Resultatet behøver jeg ikke gå i detaljer med, tror jeg.

Dagen efter talte vi længe om det – og for første gang satte jeg få ord på hvad der var sket den der aften for så længe siden. Hun blev naturligvis stærkt berørt og udtrykte at hun følte sig som en voldtægtsforbryder, at hun havde “kuppet” mig på den der måde. Hvad hun jo ikke rigtigt havde grund til, men der er nok ingen tvivl om at hvis hun havde spurgt pænt havde hun fået et nej og var blevet hældt ned af trapperne. Nu spurgte hun lissom ikke og fangede heller ikke mine små-nervøse reaktioner.

Vi sad lidt og kiggede ned i hver vores kaffekop og så kiggede hun op, lidt skævt, og sagde:
– du er skidesød, du er klog, du er sexet – men du tager dig selv alt for alvorligt! Hvis vi skal ses igen, så skal du lære at smile, at grine, at klovne. Du skal lære at være nøgen. Jeg kan ikke være kærester, for jeg kan ikke være tro, Men jeg vil gerne se dig igen. Vil du prøve? Men du må aldrig forsøge at kontrollere mig.

Og så indledte vi denne her næsten 1 år lange særlige relation, hvor hun kom og gik i mit hjem som hun ville, uden forpligtelser, uden løfter og kun når vi havde lyst til at ses. Hun havde med garanti mange andre kvinder, men hun vendte som regel tilbage til mig.

Jeg kunne komme hjem – dødtræt – en fredag eftermiddag og finde hende i mit køkken. Nøgen. Og ved at lave thaimad. Blive kigget på og bedt om at smide tøjet… og fik at vide at hun havde købt ind til hele weekenden, og at nu skulle vi have en nøgenweekend. Mjaeh, øeh.. nåeeh. Jammen ok. Hyggeligt. Og især lærerigt for mig, der havde verdens mest belastede forhold til min en krop og alt hvad der havde med den at gøre.

Hun dyrkede, nærmest opdyrkede, mine evner til at smile og grine. Vi legede meget og jeg fik stille og roligt et meget mere afslappet forhold til min krop. Tæskede hinanden i backgammon liggende splitternøgne på sengen, opførte dukketeater med tæerne. Så en bunke film (også de sære “gæt-en-handling” franske film, som hun elskede). Det var hende, der fortalte mig om blyantsprøven – som hun i øvrigt bestod med glans – og bad mig teste. Tjaeh, jeg ligner ca 90% af danske kvinder, så jeg bestod ikke. Langt fra. Grænsen viste sig at være den der berømte colaflaske, fyldt. Ups. Hun lærte mig sære øvelser om hvad kroppen kunne og ikke kunne og jeg lærte alt hvad jeg kunne. Under vældig megen latter.

Sprogligt sarte sjæle bør nok hoppe dette lille afsnit over, men det siger en masse om hende.
Hun kigger på mig og siger:
– du rødmer.. hvis du ikke snart lærer at sige kusse så råber jeg det ud af vinduet
Boede på det tidspunkt i centrum af byen, nær en rundkørsel, hvor trafikken var tæt – hele døgnet
Jeg siger intet, men griner bare
Hun går hen til vinduet og åbner det
Siger stadig ikke noget
– K U S S E E E E E E E E
… gjalder det ud af vinduet så det runger mellem etageejendommene
– kom og se ham der…

Det var en ung fyr på cykel, der havde påkørt et skilt som bekendtgjorde at politistationen lå 1 km dén vej.
Jeg lærte at sige det ord.. og skrive det. Og mene det.

Andre gange lå hun ved siden af mig i sengen og fortalte om sit liv. Om at tage alene på tommelfingeren rundt i europa som 19-årig, at leve hos nonner (herunder forførelsen af en der var ca 30 år ældre) og på gaden i Venedig og tigge mad eller klovne sig til den. Om at havne i en staldbygning hos en rigmand i Toscana og få maden for at passe grisene. Eller hvordan svampe virker når man spiser dem. Og hvilke der virker bedst, om den gang hun og hendes venner havde mistet en kammerat til en bålfest. De havde spist svampe, og så var han begyndt at løbe. De kunne ikke tage sig af hans løbetrang, så de lod ham gå. Han blev fundet næste morgen 16 km derfra, siddende i storebælt, ca 4 m ude i vandet, og nægtede at komme ind da politiet kaldte. For han var overbevist om at politiet samarbejdede med de smølfer der havde jagtet ham hele natten, og smølfer i øvrigt ikke kunne svømme, så han var i perfekt sikkerhed derude. Indrømmet, svampe er ikke noget jeg har lyst til at prøve. Jeg holder mig til de gammelkendte spisesvampe, som man ikke skal på løbetur af. Hun røg også en del af de skæve, hvilket var ok for mig (jeg stillede jo ingen krav), og vidste intuitivt at dén verden skulle hun nok ikke lige introducere mig til. Heller ikke selvom hun sad ved siden af og var helt “lige”.

Hun kunne også komme forbi en eftermiddag og sige.. jeg lægger lige tasken og smutter over til en veninde.. kommer tilbage og spiser. For så først at dukke op et pænt stykke efter midnat. Fuld. Så hjalp jeg hende i bad og lagde hende i seng. Satte mig ved skrivebordet og arbejdede videre til disse herlige snorkelyde, kun afbrudt af lyden af en søvnig omgang selvtilfredsstillelse inde fra soveværelset. Kunne være vanskeligt at bevare koncentrationen. Dagen efter hopper hun glad rundt i sengen og udtrykker en næsten barnlig glæde over at hun ikke bliver skældt ud. Men det tilkommer ikke mig at skælde ud så hun får den der nøgle ved den lejlighed. Jeg sagde ja til at hun måtte være min ven, min særlige ven, på hendes særlige vilkår. De var dybt urimelige men hendes gave til mig var selve livet, jeg fik tilbage.

Den eneste gang vi optrådte udadtil som “par” var da hun fulgte med mig til min læge, der nu fik den første mulighed for at foretage en gynækologisk undersøgelse af mig. Ved den lejlighed fik jeg så den lægefaglige oversættelse af det gode danske ord, bolleveninde. Det er såmænd det næsten lige så lige fremme ord intimpartner. Vibe var ved at trille rundt på gulvet og ind under briksen af grin, da hun hørte det her ord. Hun kom dog frem igen forfjamsket som en forsinket kukker i et kukkeur, da lægen bad hende vise lidt rundt i mit underliv. Yderst sær oplevelse for mig at se den her superdygtige kvindelige læge på den ene side mellem knæene og det vilde vagabondbarn Vibe ved siden af som nærmest tegnede og fortalte, at når hun gjorde sådan så skete der sådan… og helt ærligt.. så gode forklaringer kunne jeg jo af gode grunde ikke selv give, da jeg jo ikke som hende var på øjenhøjde med situationen. Surrealistisk, men ufatteligt morsomt i al alvoren, og jeg kunne se på lægen, at hun havde møgsvært ved ikke at grine højt i alt det afsindige og alvorlige. Kunne se, at hun ikke rigtigt forstod, at latter var en af vejene vi gik, og at hun ville have scoret bunkevis af point på at grine med. Men de små trækninger ved øjnene kunne hun ikke skjule – hun kunne ha solgt patentet til vestas som alternativ energikilde.

Sammen nåede de – og jeg – frem til et par løsninger der bragte mig lidt videre af det spor der handlede om at finde en kropstryghed og lidt lyst.. og behov. Som alle andre.

Det var fine og især lærerige måneder for mig. I alder af 30 måtte jeg gennemgå næsten 10 års normal modning. Prøve meget af det andre havde prøvet og eksperimenteret med over lange perioder. Det var et komprimeret, næsten gødet og vækstfremmende forløb hun sendte mig igennem. Med leg og latter. Med at give slip på aftaletyranniet og forventningerne – også dem til mig selv. Nyde glæden og slippe savnet. Jeg tror ikke hun planlagde noget som helst når det handlede om mig, men gjorde hvad hun lige følte hun havde lyst til, eller hvad der var det rette at gøre.

Jeg ved at der er mange af jer derude der sidder tilbage og tænker om mig – hvordan klarede hun det. Hvordan kan det være at hun er her i dag. At hun kan være sjov. At hun kan fortælle med hele kroppen. At hun laver sære ting. At hun lever. At hun er så næsten hel. At hun ikke sidder og græder. Hun må være stærk og sej (og jyde, måske).

Svaret er – jeg var heldig. Jeg mødte et menneske, der ikke tog alt for meget hensyn, der krævede at jeg kunne grine, lave sjov, fortælle sjove historier og helt generelt tog mig selv lidt mere afslappet. Hun glemte aldrig hvad der var sket med mig – men hun påpegede som sandt jo var – at jeg skulle leve med det resten af mit liv. Jeg skulle leve med historien om min bror resten af mit liv. At det var vigtigt at fortælle og få det ud. Men at det nok ikke skulle blive min hele identitet. Det måtte gerne fylde, men det måtte ikke fylde alt.

Hun lærte mig at le af mig selv. At få andre til at le af mig, uden at det blev til en skamfølelse. Hun dyrkede min humoristiske sans, nød den. Styrkede den. Spillede med på den i et mentalt ping-pong.

Men først og fremmest gav hun mig sit eget afslappede forhold til nøgenhed og kropslighed. Til at slippe behovet for kontrol med andre mennesker. Og at tage mig selv lidt mindre alvorligt, til tider.