Flyttegaver

Vi har jo været alt igennem for at få plads her i byen i den lidt mindre lejlighed. En del er smidt ud, noget er pakket lidt længere væk. Lidt er givet bort, noget er solgt. Og nogle få ting er genfundet med en vis glæde.

Det sidste er det jeg vil kalde gaverne fra flytningen. Heriblandt mit længe savnede massagesæde, der her henslæbt sin tilværelse i en kasse i min gamle kælder. Egentlig boede det i min forrige bil, der var super-luksus indrettet med læderkabine og hvad ved jeg. Men af grunde jeg slet ikke fatter var den uden varme i sæderne, og så blev det der læder altså ganske køligt om vinteren når temperaturen nåede minus 20 grader. Så blev bilen totalskadet i en påkørsel bagfra og jeg fik drillebilen. Med varme i sæderne, og der var derfor ingen grund til den der ekstra indretning med sæde, massage og ikke mindst varme.

Nu er sædet, der i øvrigt er ganske behageligt at sidde på generelt monteret på min komfortable kontorstol og jeg nyder dens massagefunktion af de ømme flyttemuskler. Kæresten nyder den ikke – for den larmer. Meget. Forventer nok nærmest at komme hjem en dag og finde min kontorstol i dens originale forfatning igen – og det her massagesæde lagt godt væk i en ny kasse. I en ny kælder. Til den dag hvor jeg atter dummer mig og falder for en bil uden sædevarmefunktion. Det tror jeg dog aldrig sker, for nu ved jeg at det bestemt ikke er givet. Heller ikke for biler i den øvre, halvdel hvad angår udstyr.

Et andet glædeligt gensyn er med min æbleskrælle- og kernehusfjerner-dims. Den troede jeg faktisk var smidt ud for længe siden og det har kun været min nærighed, der forhindrede mig i at købe en anden, da jeg fandt ud af at jeg manglede den. De er faktisk ret dyre – 200 kr ca. Nu bor den sammen med de andre sære køkkendimser i et særligt køkkendimseskab, hvor vi har en nøddekværn, macaroon forme, små underlige plastikskaller til at lave nogle kager der i princip minder mest om pizza carlzone, og en masse andre særheder af kærestens køkkengrej, hvoraf jeg dårligt ved hvad noget af det skal bruges til. Men udsmides – det måtte det ikke. Æbleskrælleren er dog et hit.Nu hun fik demonstreret den. Tror dens særlige 50´er look tiltaler hendes indre nostalgiske legebarn. Hun spurgte hvor den ide egentlig kom fra – og jeg måtte erkende, at dét kunne jeg ikke svare på. Er der nogen her der kender til det apparats historie?

Vi fandt forresten også en foldecykel vi næsten havde glemt, at vi havde. I nogenlunde brugbar stand. Nu skal jeg bare prøve at se om hunden gider løbe ved siden af sådan en. Og om jeg overhovedet kan cykle mere. Det er mange år siden jeg har prøvet det sidst. Den kom også med. Det tester jeg i morgen – eller i overmorgen. Eller til foråret. Et eller andet år.

Vi må se.

Og så til sidst.. en lille særlig kommentar. Til det indlæg om at mangle noget Jeg ved at rigtigt mange har læst og har søgt efter det indlæg det næsten hænger sammen med – og har læst. Og fået en forståelse de måske ikke havde tidligere. Jeg er berørt, rørt, trist men også glad for jeres kommentarer og tanker.  Hvordan overlever man sådan noget.. og svaret er – det gør man næsten ikke. Man lader være med at dø af det. På rigtigt mange måder er jeg jo ikke overlevet det. Er ikke kommet igennem. Har bare næsten lært at leve videre med det. Med det forfærdelige minde, de blodige mareridt, de store problemer og i visse situationer en vis præstationsangst. Et helt menneske/kvinde bliver jeg aldrig – men jeg kan blive et helt halvt menneske.  Måske en dag. Hvis det da bare ville holde op med at gøre så forbasket ondt – så tit.