Mangler noget

I dag blev der fra uventet side trykket på nogle knapper i mine tanker. Det var aldeles utilsigtet, og der gik ikke længe før en afvæbnende bemærkning røg afsted gennem nettet. At det jo bestemt ikke var for at træde mig for nær.

Kære venner, der er ind i mellem nogen, der træder mig for nær, nogen der måske kommer til at hakke en hæl i en øm tå. Men jeg beder jo næsten om det og så er det altså ok. Uanset tåens øvrige ømhedsgrad.

Så nu sidder jeg med to tankeretninger, og det bliver jo nok til to forskellige blogindlæg, da det trods alt bliver lidt svært at skrive det sammen som et.

Det her startede på en WF chat. I ved, det der wordfeud spil, der jo er meget hyggeligt og udfordrende og hvad ved jeg. Men det bedste er nu altså chatten, der er indbygget i spillet. Visse har jeg mere eller mindre uafbrudt små-chattet med siden jul, fordi det er en meget direkte form for kontakt med små hilsner, drillende bemærkninger om sære ord med mere. Men ind i mellem er det også meget alvorlige ord der ryger igennem dette flygtige medie.

Glemmer eksempelvis aldrig den chat, der fulgte indlægget om voldtægten. Stærkt, omsorgsfuldt, menneskekærligt og et udtryk for, at der var nogen der kunne “li” mig. Selvom jeg nok i nogen grad brød de uskrevne regler om hvad man egentlig kunne tillade sig at skrive om på en blog. Hvor personligt/intimt det kunne være.

Nu vil jeg skrive om det igen.

Men ikke som en traumatiserende oplevelse, der skal fortælles igen og igen (for det egner en blog sig vist ikke til – hvem pokker gider genlæse sådan en historie), men mere om nogle af de konsekvenser det har haft.

Chatten på WF handlede om at være noget for ligesindede. At møde mennesker der har oplevet det samme og hjælpe hinanden gennem sorg, fortvivlelse og vrede (går jeg ud fra).

Pludselig føler jeg et dybt savn. Et savn efter at møde bare ét menneske, én kvinde der virkelig fatter hvad det er der er sket for mig. Jeg taler ikke om misbruget, for grupper af misbrugte kvinder findes jo nærmest i bunkevis. Næsten kun overgået af grupper og litteratur om mennesker med PTSD, hvad enten det kommer fra oplevelser i krig, vold, trafikuheld eller nedfaldne fly.

Men hvem pokker kan forstå hvad det vil sige at skulle leve videre med mit handicap, der i den grad er usynligt, tabubelagt og vel osse lidt intimt. Jeg ved at der er nogen af de “kloge koner” der virkelig gør en indsats for at forstå, for at hjælpe mig, men når alt kommer til alt, ved de jo lige så godt som jeg – at de kommer aldrig til at forstå det helt.

Hvordan mon det ville være at møde en kvinde, som har prøvet lidt af det samme. En vestlig kvinde, hvor omskæring ikke er en del af en mere eller mindre accepteret kultur og noget alle børn skal igennem – som børn. En kvinde, der som jeg faktisk prøver at komme igennem det – at leve med det. At acceptere, at det er sket. En kvinde, der som jeg, blev mishandlet som voksen. Eller ung. Eller hvad vi nu lige skal kalde det.

Jeg tror desværre, at jeg kommer til at lede forgæves efter sådanne kvinder. Eller netop ikke desværre – heldigvis, snarere. Men savnet efter at udveksle ord om det med en ligesindet er nok egentlig større end jeg tidligere har accepteret og det gør mig faktisk en lille smule trist.

Det er klart at jeg kan tale med kæresten om det, psykologen og sexologen. Det er klart at de virkelig prøver at forstå, prøver at tænke sig til smerten og har hver deres indgangsvinkel til at finde leve-med-bare løsninger. Og jeg kan også bruge disse løsningsforslag til en masse, det er blot som om jeg mangler dette sidste. At få andres ord på samme oplevelse, samme smerte. Samme traume. At det er ok og godt at tale om denne særlige oplevelse. Igen og igen. At tale den igennem. Hele tiden. At det ophører med at være et tabu og bliver til en del af mig. Noget jeg kan tænke på som en del af det hele, der er mig. Noget jeg ikke er bange for at nogen ved, og ikke ser på mig som om jeg er et skvat at jeg lod det ske. Ser min ydmygelse som netop en ydmygelse. Det er som om at enten så tænker man meget over det når man har mig over for sig – hvad enten det er en af de kloge koner eller venner og bekendte – eller også gør man sig rigtigt meget umage for netop ikke at tænke på det. Fordi det er ubærligt at tænke på.

Det er formodentlig også dérfor jeg ikke har opsøgt andre ofre for incest og sexuelt misbrug. Fordi jeg instinktivt ved, at det blot er en dimension i mit liv. En dimension i min PTSD. Og fordi det de kan berette kun kan bringe mig den halve vej i min forståelse af hvad der har gjort mig til den jeg er.

Kender mig selv godt nok til at vide at det vil føre til frustrationer og en vis irritation. For det jeg reelt har brug for at tale om – det er der alligevel ingen der forstår. Der vil forstå. Tør forstå.

Det er faktisk en lille bitte smule ensomt. Jeg tror ikke på at jeg er særlig speciel. Der må være andre – men jeg er næsten sikker på at de taler slet ikke om det. Og det burde jeg nok heller ikke.

Reklamer

19 comments on “Mangler noget

  1. Til din sidste bemærkning: Hvorfor dog ikke???
    Det slår mig, at du på den ene side gerne vil tale med en, der har været igennem det samme som dig, og på den anden side ikke vil – at du gerne vil lede efter en ‘ligestillet’, men alligevel helst ikke vil forsøge at opsøge en … Vil gerne ikke … åh hvor jeg føler med dig, men du har helt ret i, at sådan en som mig aldrig fuldt ud vil kunne forstå, hvordan du har det indeni og hvilke næsten uopløselige knuder det indebærer. Men jeg/vi vil meget gerne lytte og læse og lære og prøve at forstå … det passer ikke, at vi ikke vil. Eller tør. Men det kan godt være, at vi ikke kan.
    Jeg tror, at der desværre er alt for mange andre i en situation som din, hvilket vi ser igen og igen i medierne. Måske ikke 100 % det samme forløb, men måske nok til, at I ville kunne tale om det, hvis I mødte hinanden?

    • Det er jo lige der dilemmaet ligger – at jeg gerne vil og på den anden side ikke gør noget for det. Måske fordi jeg gerne vil – men kun halvt. Og ikke burde handler lige så meget om at jeg får åbnet for emnet, og så fylder det rigtigt meget i tankerne i rigtigt lang tid. Gør mig lidt fraværende på andre områder.

      Jeg ved det jo godt, Ellen, og nu har jeg blogget om alt muligt og om de her ting i et år, og alligevel har jeg svært ved at forstå det. Selvom jeg ved det. Er stadig en stor undskyldning for mig selv, og det er måske noget jeg skal til at lære ikke at være.

      Tror i øvrigt også at der er andre… dvs jeg ved det. Ved bare ikke hvordan pokker de er kommet videre med deres liv? Og hvor de gemmer sig.

  2. Det er meget svært at være der… skal jeg sige ordentligt eller rigtigt.. for en som har været udsat for noget så grusomt at man kun kan fatte 1/100.

    Jeg har en veninde som fik kidnappet sit barn da han var 5. Han er vist 18 idag.
    Imens fik jeg fire.
    Jeg kunne forestille mig smerten ved at miste, men ikke mærke den. Hun er gået i stykker inden i, på trods af ny mand og sød lille datter. Sygemeldt og jeg ved ikke om hun nogensinde bliver rask igen.

    Og det er næsten umuligt at være der for hende, som hun har brug for.

    Men det er ikke fordi jeg ikke vil. Det er ikke fordi jeg ikke prøver. Men somme tider føler man sig så magtesløs, vil handle hvor der ingen handling er mulig.

    Jeg kan godt forstå du føler dig ensom. Men der MÅ findes en som ved hvad du ved, en som kan mærke det du kan mærke. Eller næsten.
    Men så skal man turde lede..
    KNUS

    • Jeg bebrejder skam ingen at de ikke kan – eller vil for den sags skyld – være der. Jeg bebrejder i det hele taget ingen for det her, jo, måske rette vedkommende, men det er en anden sag. Så jeg er lidt ked af hvis du synes du skal forsvare dig her. Det har du eller andre herinde slet ingen grund til. Jeg ved du – om nogen – prøver. For sådan er du.

      Jeg har stået i tilsvarende situationer overfor venner eksempelvis med syge børn eller ægtefæller og ikke anet mine levende råd, for jeg havde jo ingen af delene, og aner ikke noget om hvordan det må være for en far at se sit barn blive sygt. Hjælpeløsheden bliver så alt dominerende.

      Om jeg tør lede aner jeg ikke, men måske er det her noget af det der udgør min noget forsigtige “led-ning”. Det kunne jo være at nogen derude, bag de der særlige søgeord jeg ser, en dag giver sig til kende. Og fortæller mig lidt af deres historie.

      Sagen er nok osse at jeg et eller andet sted har brug for at råbe og skrige det forbudte ord ud – for at få det til at trænge ind. Er vel stadig i en eller anden form for benægtelse.. så mange år efter.

      Tak for knus – og ved at de er bedre i virkeligheden når du uddeler dem.

      • Åh jeg følte ikke jeg skulle forsvare mig. Mere forklare mig, tror jeg. Fordi som jeg skrev.. jeg vil jo gerne selvom jeg ikke kan.. Gir’ det mening?

        Ja råb du bare, og jeg vil gerne råbe med – DET er jeg nemlig god til!! 😉

  3. Jeg har nu læst dit indlæg to gange, første gang hurtigt, men så fandt jeg ud af, at det egnede det sig slet ikke til; så læste jeg det rigtig langsomt, og der gik dybden i det du skriver op for mig.

    Du beskriver jo en dyb ensomhed og skismaet om på den ene side at ville dele og på den anden side set ikke at turde dele.

    Jeg kommer meget i Anonyme Alkoholikere (AA), og der gå halvdelen af møderne ud på at dele om det der rører sig i en. I starten turde jeg næsten ikke sige noget, men med tiden går det bedre og bedre, og jeg kan mærke, at det er en nødvendighed at få fortalt, hvordan jeg har det. Jeg er næsten blevet afhængig af det (men det er bedre end at være afhængig af alkohol (historien følger på min egen blog, når jeg er klar)). Mit forsigtige råd til dig er at prøve at finde nogen, der har lignende oplevelser som dig og så ganske langsomt begynde at fortælle om hvad der rører sig i dig. Det kan aldrig skade dig, kun gøre dig stærkere. Jeg ved godt at emnerne så vil komme til at fylde meget for dig, men det vil kun være for en tid – jeg lover dig at det går over igen, og på den måde kan du måske langsomt få det til at blive en del af dig (for sådan læser jeg at du gerne vil have det).

    Du må undskylde, at jeg bliver så konkret med råd og vejledning, og jeg håber ikke, at jeg har trådt ind over dine grænser, eller at jeg har ramt helt ved siden af. I givet fald undskylder jeg på forhånd.

    • Jeg kan huske at du skrev om det engang på din blog. At du fortæller så ærligt her hos mig gør mig lidt stum af benovelse, og jeg håber at du ved hvad du gør, din situation taget i betragtning. Du kan jo osse googles herovre. (du har stadig en åben invitation til at skrive her – eller få slettet)

      Mit problem er jo at der findes mange grupperinger for misbrugte af forskellig art, men dét har jeg været igennem. Er nok ikke færdig hverken med at tale om det, at skrive om det eller at lære at leve med dén dimension endnu men det er tydeligt, selv for mig, at det hjælper lidt hver gang der kommer ord på det. Hver gang jeg lukker noget af det ud. Men det er nemmere for andre at forholde sig til, for vi kender historierne. Enten fra os selv, fra venner eller fra medierne. Men det andet, den anden dimension. Det er lukket land, for der overtræder jeg en intimitetsgrænse. For mig selv og for andre, som mere eller mindre frivilligt bliver tvangsindlagt til at høre og læse om det.

      Det fylder rigtigt meget for mig og det har det gjort i mange år, jeg er bare forbandet god til at lade som om, at det er uvigtigt. En lille detalje. Men det er meget mere end det. Og så har jeg lidt vanskeligt ved at forestille mig hvor pokker jeg skulle søge efter de andre.

      Du er på ingen måde trådt over nogen grænser og behøver derfor ikke undskylde. Men det er klart at jeg er stærkt berørt over at læse din og de andres kommentarer og har måttet kæmpe lidt med tårerne undervejs. Men det siges at være sundt omend det er mig ganske uvant.

  4. Tak for dit svar! Jeg er glad for, at jeg ikke har trådt over dine grænser.

    Jeg ved heller ikke, hvordan du skal søge efter de andre, men en idé kunne være, at du spurgte din sexolog eller din psykolog (eller hvad med din læge?) om hun kender til nogen selvhjælpsgrupper om emnet. Hvis hun kan foreslå bare 3-4 grupper, kunne du jo starte med at besøge dem på forsøgsbasis (simpelthen “shoppe rundt”); du forpligter dig ikke til noget som helst ved at være på besøg, og det kan også være, der går lang tid inden, du selv har lyst til at sige noget, men det kan være det kommer. Giv det en chance. Det kan også være, det føles bedre bare at tale med et af gruppemedlemmerne, som du har særlig tillid til efter nogen tid, så du ikke behøver at åbne dig overfor hele gruppen.

    Hvis du leder, tror jeg det må være muligt at finde bare et menneske, du kan dele din smerte med og som vil forstå dig helt 100 pct. Vi andre prøver jo bare efter bedste evne.

    PS: Jeg er ved at være klar til at skrive om mit alkoholmisbrug, og det er det indlæg der trænger sig på i mit hoved; jeg skal bare lige have fundet vinklen. Det hjælper mig altid at skrive om mine problemer – også dette. Jeg er selvfølgelig bange for, at potentielle arbejdsgivere læser min blog; men jeg gør jo noget ved mit problem, jeg lader det ikke bare sejle længere. Og det, mener jeg, bør aftvinge en vis respekt. Men jeg løber selvfølgelig en risiko, det ved jeg godt.

    • En stor del af dit svar baserer sig på at selvhjælpsgrupper og lign er en løsning for mig, og det er det ikke. Og af mange grunde, hvilket de kloge koner et langt stykke af vejen er ganske enige med mig i.

      Dilemmaet er jo osse at jeg faktisk ikke tør tale om de her ting – derude i virkeligheden – for jeg er bange for hvad det vil føre med sig at møde andre. Men derfor kan behovet jo godt være der alligevel.

      Og så tror jeg egentlig at det bliver overordentlig svært overhovedet at finde nogen med samme problemstilling, netop fordi de som jeg har valgt at gemme sig. Tie om det.

      Det indlæg du samler sammen til at skrive vil jeg gerne læse og håber at du først gør det når du er klar og ikke et sekund før. Også pga den risiko, der følger med. Folk har så mange fordomme og det er ikke altid at de er helt rationelle når de læser sådan noget.

  5. Nu har jeg læst dit indlæg flere gange. Det er et svært et af slagsen. Givetvis for dig at skrive. Men også at forstå, sådan rigtigt (måske har jeg slet ikke forstået det). Og at kommentere …

    Kan godt følge, at det må føles ensomt ikke at have nogen at dele med. Nogen – bare én, der helt forstår omfanget, dybden af det, du har været udsat for. Og det gør vi jo ikke. Alle vi andre. Vi vil gerne vise forståelse, men når det værste, vi selv har været udsat for, er at blive råbt luder efter på gaden, så forstår vi jo dybest set ikke en bjælde.

    At der findes andre end dig, der, udover at have lidt mental overlast, også er blevet voldsomt fysisk skadede ifm voldtægt, er der dog ingen tvivl om, og jeg håber for dig, at der en dag er en af dem, der finder din blog og giver et pip fra sig.

    Ind til da må du ‘nøjes’ med os andre. Og så vidt jeg kan læse mig til, har du heldigvis allerede gode kontakter, hos hvem du kan slappe af og være sikker på hverken at blive dømt eller fordømt.

    Hm, nu kan jeg ikke finde ud af at slutte fornuftigt af. Så jeg sender bare en lille god vibration i din retning 🙂

    • Det var egentlig ikke så særligt svært, men havde tænkt rigtigt meget over det. Bare ikke da jeg skrev det. Der var det ord-ud-af-boksen, som kom. Tror at det sværeste var lige at skrive dét der o-ord, som jeg vist ikke har sat på skrift før. Tænkte lidt over det og konkluderede så at det nok ikke spillede verdens største rolle for nogen. Kun for mig.

      Måske en dag dukker en eller anden op – og ind til da klarer jeg mig nok. Det har gjort i over 20 år, så det gør jeg nok osse frem over. I det mindste er jeg da begyndt at fortælle om det og sætte ordene på. De rigtige ord. Dem der gør ondt.

      Jeg er rørt og glad for at skulle “nøjes” med jer… Det er bestemt ikke det værste, der kunne ske 🙂

      • Mjoh, det tror jeg nu nok, det gjorde. Det der o-ord, som er så svært at skrive eller sige. Jeg tænkte i hvert fald ‘for hede hule helvede’, da jeg læste det, for det rykkede på forståelsen for både de grusomheder, du blev udsat for, og for de men, du nødvendigvis må leve med. Jeg mente ikke, at du havde brugt det før, men så blev jeg i tvivl, for nogle af dine første indlæg har jeg jo pløjet mig igennem i højt tempo for at få nogenlunde hold på din historie. Og at du skal øve dig i at bruge de svære ord, lige præcis det forstår jeg godt. (Mit svære ord (som ikke er (eller burde være) nær så svært som dit) er brystkræft – og det er jeg eddermuggeme dårlig til at bruge! Men det er så en helt anden historie).

        • Dit svære ord er med garanti lige så svært som mit. Bør og burde er ord, der ikke skal bruges i sådan en sammenhæng. Bare lige for at få det sat på plads.

          Det er jo en erkendelse som jeg har brugt lang tid på at nå, og kan derfor ikke bare forvente at den når frem til alle andre på rekordtid. Men det er da rigtigt, at jeg er mig bevidst om at det særlige o-ord måske får de fleste kvinder til vredt at rejse børster. Men det sker jo for andre – for andre grupper.. da ikke nogen som os. Nogen vi kender…

          Jeg har ikke brugt det ord før. Det ved jeg. Jeg bruger det faktisk aldrig – og kan nærmest ikke sige det.

  6. Jeg læser, lærer og prøver så godt det er muligt at forstå forstå. Desværre, eller vel nok snarere heldigvis, har jeg ingen erfaring ud over hvad jeg har læst og set her og i diverse medier. Kun den der har skoen på, ved hvor den virkelig trykker.
    Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det må være svært at få taget hul på emnet. Skrift og tale er trods alt ikke helt det samme, så meget ved jeg da, fordi jeg også selv har brugt skrift meget, når livet har været svært her i huset.

    • Jeg er helt klar over at det nok er vanskeligt at forstå for udenforstående, og derfor er jeg også ganske rørt over at så mange prøver og tør svare her på min blog.

      Jeg ser ikke bloggen her som noget “i mangel af bedre – lukken luft ud sted” men som en fin mulighed for at komme af med tingene, og få lidt respons, men bestemt også som et sted hvor jeg osse kan tillade mig at vise mere almindelige ting og måske ligefrem gøre lidt grin med tilværelsen også.

      Visse erfaringer er gode at have – men andre er bestemt til at undvære.

  7. Pingback: Flyttegaver | Overleveren

  8. Pingback: Tilståelser | Overleveren

  9. Pingback: Har spekuleret en del | Overleveren

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s